I. M.D. Little: A Critique of Welfare Economics. Second Edition, Oxford University Press 1957, Pris 30 s. VII + 302 sider.

Den første udgave af Little's bog kom i 1950, men da den ikke tidligere har været anmeldt i dette tidsskrift, kan der måske være grund til en lidt mere omfattende anmeldelse, end der ellers tilkommer en bogs anden udgave.

Formålet med Little's bog har været at analysere fundamentet for den moderne velfærdsøkonomi med henblik på at kunne bedømme, i hvilket omfang denne teoribygning hviler tilstrækkeligt solidt - både med hensyn til sin egen logiske opbygning og med hensyn til realismen i det sæt af forudsætninger om virkeligheden, som anvendes i denne opbygning - til at man kan bruge dens konklusioner til noget som helst.

Da dette formål kun kan nås ved en grundig analyse af velfærdsøkonomiens centrale dele, indeholder bogen naturligvis også en fremstilling af velfærdsøkonomien i hovedtræk. Alt i alt er bogen derfor utvivlsomt velegnet som introduktion til velfærdsøkonomien, selv om den ingenlunde er let kost. Men som Samuelson siger ». . . welfare economics is a rather complicated subject, with, however, the one saving grace that, once understood it turns out to be a fairly simple theory after all«. På ét område må fremstillingen hos Little set ud fra denne synsvinkel imidlertid siges at være mangelfuld, nemlig for så vidt angår den videre udbygning af det specielle teoretiske apparat, som anvendes af de moderne »velfærdsfunktionsteoretikere« (Samuelson, Bergson). Hvor stor værdien af et kendskab til dette apparat er, er så måske ret tvivlsomt.

Little fremhæver stærkt, at velfærdsøkonomien må opfattes som opbygget på grundlag af værdidomme, og dermed altså er af etisk karakter. Den individualistiske velfærdsøkonomi kan således opfattes som et system, hvis konklusioner er udledt af de to fundamentale værdidomme: 1) Samfundets velfærd "er en stigende funktion af de enkelte individers velfærd, og 2) individets velfærd kan »måles« ved dets præferenceskala, således at dets velfærd er højere, hvis deter i en »chosen position« (d.v.s. på en højere indifferenslinje eller med Little's betegnelse på en højere adfærdslinje).

Diskussionen, som fører frem til denne grundopfattelse af velfærdsøkonomien, er af betydelig interesse. Bl.a. argumenterer Little for, at antagelsen om, at disse grundlæggende værdidomme vil blive accepteret i vide kredse, baseres på, at der trods alt er en rimelig empirisk understøttet formodning for, at folk ofte vil være lykkeligere og mere tilfredse des længere ude ad deres præferenceskala de befinder sig. Selv om dette naturligvis ikke helt kan afvises, er det måske muligt at finde et bedre argument for disse værdidomme i følgende citater fra W.A.Lewis:

»The advantage of economic growth is not that wealth increases happiness, but that it increases the range of human choice. It is very hard to correlate wealth and happiness . . .

The case for economic growth is that it
gives man greater control over his environment,
and thereby increases his fredom.«1

Såfremt man på denne måde opfatter det fundamentale værdipostulat i velfærdsøkonomien som begrundet ikke i det enkelte individs faktiske lykke, men i dets muligheder for at indrette sig mere lykkeligt og menneskevenligt, bliver det formentlig også muligt at finde en mere tilfredsstillende løsning på spørgsmålet om »external effects in consumption«, som volder visse kvaler. For så vidt disse external effects består i, at det ene individs forbrugsstigning formindsker det andet individs lykke på grund af misundelse, kan man tilsyneladende ikke tage hensyn til dem, uden at systemet taber enhver praktisk anvendelighed. Hvis man begrunder velfærdsøkonomiens værdipostulat som her foreslået, ses det imidlertid direkte, at man heller ikke skal medtage denne form for external effects in consumption, idet det enkelte individs muligheder normalt ikke formindskes på grund af det andet individs forbrugsstigning.

Derimod kan der naturligvis være grund til at formode, at ønsket om at undgå for megen misundelse kan være en medbestemmende faktor ved afgørelsen af, hvilken indkomst- og formuefordeling man anser for optimal.2 Dette er et spørgsmål om, på hvilket niveau man vil lade disse external effects påvirke analysen.

Selv om man således kan argumentere for, at visse former for external effects in consumption legitimt kan udelukkes allerede i fortolkningen af de grundlæggende værdidomme, kan man næppe komme udenom, at dette i andre tilfælde ikke lader sig gøre. Og i så fald volder det naturligvis besværlige principielle problemer. For mens external effects på produktionssiden dog som regel må være principielt målelige, så er de på forbrugssiden normalt ikke målelige. Little synes at ville se fuldstændig bort fra dem, og der kan derfor måske være grund til at fremhæve, at det særdeles vel kan være et centralt punkt i diskussionen om bestemte foranstaltningers velfærdsfremmende virkninger (boligpolitikken synes her i landet at være et område, hvor de stridende parter har et noget forskelligt syn på bet3⁷dningen af sådanne external effects).

Little's diskussion af, hvorvidt anvendelsenaf individernes præferenceskalaer som velfærdskriterium er tilladelig, koncentrerer sig om spørgsmålet om, hvorvidt individerneer tilstrækkelig konsekvente til, at deres forbrugsvalg kan fortolkes som udslagaf en sådan præferenceskala. Little's konklusion er her, at selv om dette næppe kan gælde for enkelte individer eller husholdninger,så

---

1. W. Arthur Lewis: The Theory of Economic Growth, London 1955, p. 420-21, jfr. også de følgende sider.

2. Dette spørgsmål om hvorledes man skal tage hensyn til external effects in consumption diskuteres på et mere teknisk plan i M. W. Reders anmeldelse af J. de V. Graafs bog i KYKLOS 1958 p. 85-86.

holdninger,såkan det utvivlsomt med tilstrækkeliggod tilnærmelse siges at gælde for »gennemsnitsindivider« eller for »typiskerepræsentanter for en mindre, homogengruppe«, og at det i virkeligheden er det, som har interesse.

Det kriterium for en stigning i samfundets velfærd, som Little udvikler ud fra sin diskussion af de enkelte individers velfærd, er følgende:

Samfundets velfærd forøges ved en bestemt foranstaltning, såfremt (1) de individer, der taber ved foranstaltningen ikke med fordel kan bestikke dem, der vinder, til at stemme imod forandringen, og (2) den omfordeling af velfærd, som foranstaltningen medfører, kan anses for god.

Dette kriterium angiver en tilstrækkelig (men ikke nødvendig) betingelse for en stigning i samfundets velfærd, og det er utvivlsomt en nødvendig forbedring af Kaldor-Hicks-Scitovsky analysen, som opstiller kriterier for velfærdsforøgelse uden noget hensyn til fordelingen.

Naturligvis er dette kriterium ikke særlig elegant», men Littie"s argumentation for dets praktiske anvendelighed i modsætning til velfærdsfunktionsteoretikernes mere pretentiøse fremgangsmåder forekommer overbevisende.

Den sidste del af bogen er dels en udledning og diskussion af de såkaldte marginale ligevægtsbetingelser for optimum, dels en diskussion af velfærdsteoriens anvendelighed på en række andre problemer (prispolitik i offentlige virksomheder, vurderingen af nationalindkomsten, international handel). I mange henseender kan denne del af bogen opfattes som en analyse af, hvilke betingelser der skal være opfyldt, for at den usynlige hånd virkelig skal lede os frem til den bedste af alle verdener.

---

* Lektor ved Aarhus Universitet.