Det skal på forhånd bemærkes, at begrebet »lønstruktur« i det følgende
forstås i ret vid betydning, således at der ikke lægges særlig vægt på at
belyse lønforskelle mellem de enkelte faggrupper. Endvidere ses der kun på
arbejderlønningerne, og der skelnes ikke mellem industri og håndværk, idet
en sådan skelnen vanskeligt kan foretages på baggrund af den eksisterende
lønstatistik.

Resumé

Ved hjælp af et ret omfattende statistisk materiale skal der i denne
artikel trækkes en række forhold frem, som er af afgørende betydning
for belysning og vurdering af efterkrigstidens lønudvikling.
Der foretages også vurderinger på baggrund af materialet, og disse
er naturligvis i sig selv af subjektiv karakter, men læserne har dog
via de forelagte tabeller og diagrammer muligheder for at kontrollere
og eventuelt selv at vurdere anderledes.

1. Bevægelsen i lønniveauet siden 1938.

Som baggrund for analysen af lønstrukturen i efterkrigsårene vises indledningsvis nogle hovedtræk af lønudviklingen tilbage til 1938, hvorved man får et klart udtryk for det karakteristiske ved lønudviklingen i en periode, hvor beskæftigelsen i modsætning til mellemkrigsperioden har været forholdsvis

Diagram 1 på næste side viser lønudviklingen i denne periode for faglærte, ufaglærte og kvinder. Kurverne er i dette og de følgende to diagrammer indtegnet med halvlogaritmisk målestok, der som bekendt har den egenskab, at samme afstand i højden overalt betyder samme procentvise stigning. Tallene er gennemsnit for årene og stigningsprocenterne er angivet på kurverne. Det lønregulerende pristal er indtegnet på samme diagram.

---

1. Nærværende artikel er - med nogle mindre ændringer - forf.s besvarelse af Nationaløkonomisk Forenings og Socialøkonomisk Samfunds mindre prisopgave nr. 1, 1958.

* Fuldmægtig i Dansk Arbejdsgiverforening.

Kurverne er omtrent parallelle og de nærmer sig stærkt til rette linier.
Overenskomstfornyelser afspejler sig næsten ikke. Stigningsprocenten er for
faglærte og ufaglærte gennemsnitlig 6% pct. om året og for kvinderne IV± pct.

Diagram 2 angiver lønudviklingen exclusive dyrtidstillæg (og overtidstillæg) for de samme grupper som i diagram 1. Også her er pristallet indtegnet og stigningsprocenterne angivet på kurverne. Det ses, at timefortjenesten uden dyrtidstillæg faktisk er steget lige så meget som pristallet, men udviklingen har dog været noget forskellig, især i krigsårene.

Diagram 3 belyser lønudviklingen fra 1946 til 1957. Her er opdelt på
flere grupper, idet der er indtegnet kurver for faglærte, ufaglærte og kvinder
såvel i hovedstaden som i provinsen, og der er endelig delt på akkordløn og

tidløn. Diagrammet giver udtryk for paralleliteten, også når man opdeler
på flere grupper end ovenfor og deler efter aflønningsform.

Det har følgelig været karakteristisk siden mellemkrigsperioden, at hovedgruppernes relative bevægelser har været ret ensartede. Den lønudjævnende politik, som har været typisk for perioden, er for så vidt slået fejl, idet de højerelønnede har bevaret deres relative stilling gennem lønglidning. Procentvis har de højerelønnede opnået det samme som de laverelønnede til trods for, at såvel dyrtidstillægsforhøjeiser som overenskomstforhøjelser almindeligvis er ydet med samme beløb til f.eks. alle voksne mænd. Akkordarbejderne har også bevaret deres stilling, selv om der med enkelte undtagelser ikke er ydet generelt til disse ved overenskomstforhandlingerne.

Ovenstående sandsynliggør stort set uændret lønstruktur fra 1946 til nu. Dette kan imidlertid ikke afgøres på baggrund af gennemsnittene alene. Man må her ind på at undersøge lønspredninger. Først skal der dog i næste afsnit redegøres for, hvorledes lønstigningen siden 1946 kan opspaltes på årsager. Paralleliteten i lønudviklingen, parret med den solidariske lønpolitik, gør det klart, at en opdeling vil vise, at lønglidningen er størst for de højtlønnede grupper, idet disse netop bevarer deres relative stilling ved hjælp af lønglidning.

2. Opspaltning af lønstigningen siden 1946 på årsager.

Lønstigningerne kan hidrøre fra overenskomstforhøjelser, dyrtidstillægsstigningereller lønglidning. Det sidste - lønglidningen - er reststigning, d.v.s. lønstigning udover, hvad der er aftalt ved kollektive overenskomstforhandlinger,og hvad der følger af pristalsreguleringen. Vi skal her prøve at analysere»lønglidningen«, inden tabeller, der belyser opdelingen, anføres. Dette

er nødvendigt, fordi forståelse af lønglidningsproblemerne i virkeligheden er
forudsætningen for, at man kan læse tabellerne på rette måde.

Begrebet »lønglidning« har i efterkrigsårene været underkastet meget forskellige vurderinger. Nogle har betragtet det som sortbørsløn helt eller delvis. Andre har anset det for at være en afgørende faktor for lønudviklingen og følgelig betvivlet de kollektive overenskomstforhandlingers betydning. I nærværende skal man gå en mellemvej, hvor lønglidningen anerkendes som en meget vigtig faktor for lønudviklingen, men hvor man tillige gør opmærksom på, at lønglidningen sandsynligvis også er en følge af overenskomstmæssige

Lønglidningen kan skyldes flere forhold:

a. Afsmitning eller løntilpasning, idet både overenskomstforhøjelser og
dyrtidstillægsforhøjelser forringer de højere lønnedes relative stilling.
Efterhånden opnår disse kompensation ved tillæg på arbejdspladserne.

b. Produktivitetsstigning giver større akkordfortjenester. Bedre arbejdsmetoder,
bedre maskiner og bedre materialer, uden at akkorderne ndres,
højere fortjenester til arbejderne.

c. Nye akkorder, som til stadighed fastsættes i stor udstrækning, bliver som regel fastsat på et andet niveau end tidligere, idet man dels tager hensyn til lønudviklingen som helhed og dels til de pågældende arbejderes fortjenester på de gamle akkorder.

d. Knaphed på arbejdskraft driver lønningerne i vejret, og der opstår
måske såkaldt »sortbørsløn«.

e. Andre faktorer. Her kan nævnes virksomhedernes indtjening, ndringer
arbejderstabens sammensætning og ændrede lønsystemer.

Desværre kan man ikke med sikkerhed sige, hvilke forhold der er mest afgørende for lønglidningen. Den oven for angivne parallelitet i lønudviklingen de sidste 20 år, hvor man i udpræget grad har begunstiget de lavere lønnede ved den solidariske lønpolitik, gør det dog nærliggende at lægge vægt på udbud og efterspørgsel på arbejdsmarkedet, idet der øjensynlig er en tendens til, at lønstrukturen bevares uændret, selv om lønniveauet ndres. fører til, at man trækker afsmitningen eller løntilpasningen frem som en vigtig faktor, og man erkender således, at arbejdsmarkedets parter via de kollektive lønforhøjelser også må tage et ansvar for en del af lønglidningen - måske endda en meget betydelig del.

Der skal nu ses på, hvorledes lønglidningens størrelse konstateres. Her viser det sig, at selv om man har en veludviklet lønstatistik, kan man ikke uden videre påvise lønglidningens omfang, fordi det er svært at angive, hvad der er ydet ved overenskomstforhandlingerne.

De generelle lønforhøjelser kan man nok få fat på. Virkningerne af underorganisationsforhandlingerneer
det derimod næsten umuligt at få tal for,

og det samme gælder de overenskomstmæssige forhøjelser på arbejdspladsernei
minimallønsfagene1 i selve overenskomstperioden.

Statistiske tabeller må derfor i nogen grad bygge på skøn, og dette praktiseres på den måde, at man stort set nøjes med at angive overenskomststigningerne ved de generelle forhøjelser. Herved bliver reststigningen, som udtryk for lønglidningen - noget større, end den egentlig burde være. For at bøde på dette benyttes som regel den fremgangsmåde, at man regner med, at forhøjelserne ved akkordarbejde er af samme størrelse i øre som ved tidlønsarbejde.

Når denne fremgangsmåde anvendes, skyldes det den kendsgerning, at generelle tidlønsforhøjelser hurtigt synes at slå igennem på akkord efter overenskomstfornyelserne. Dette forhold er naturligvis en vigtig årsag til, at der ikke ved overenskomstforhandlingerne lægges vægt på tillæg til akkordlønnede. Man ønsker nemlig ikke fra parternes side at begunstige de tidlønnede på akkordlønnedes bekostning. Tværtimod ønskes så meget akkordarbejde som muligt, men man ved af erfaring, at de akkordlønnede følger med i lønudviklingen, selv om de ikke direkte modtager forhøjelser i forbindelse med de generelle overenskomststigninger. Ofte ændres akkordsatserne dog i forbindelse med underorganisationsforhandlingerne, men det er som nævnt bl.a. disse ændringer, det statistisk er vanskeligt at få tal for.

Virkningen af pristalsreguleringen indeholder ingen usikkerhed af betydning, så længe ørereguleringen - som i øjeblikket - er det almindelige. Procentregulering vil imidlertid gøre det vanskeligt at fastlægge dyrtidstillæggets størrelse ved akkordarbejde, så jo mere det bliver almindeligt at indregne dyrtidstillægget, desto større usikkerhed opstår der, når man skal fastlægge et dyrtidstillægs størrelse i øre pr. time, og denne usikkerhed overføres naturligvis i så fald på lønglidningen, der beregnes som en reststigning.

Ovenanførte gør det klart, at der knytter sig megen usikkerhed til beregningerneaf lønglidningens omfang. Formentlig er tallene for lønglidning stadig noget i overkanten, selv om man har tilregnet overenskomststigninger samme stigninger i øre ved akkord som ved tidløn. Da lønstigning ved pristalsreguleringligger nogenlunde fast, kunne der altså være tale om, at der stadig burde overflyttes noget fra lønglidning i form af reststigning til overenskomststigning,men det må man undlade, da det er umuligt at skønne over, hvor meget dette eventuelt skulle andrage. Af nemhedsgrunde anvendes

---

1. Der skelnes på arbejdsmarkedet mellem minimallønnede og normallønnede fag. Totalt er ca. 40 pct. af arbejderne minimallønnede og resten normallønnede. Op imod 70 pct. af de faglærte arbejdere er dog minimallønnede. Minimallønnede fag forudsætter løbende ændringer i overenskomstperioden i henhold til løfteparagraf, der tilsiger lønforskelle efter arbejdernes dygtighed. Normallønnede fag har faste normallønninger, som kun kan ændres ved de kollektive lønforhandlinger. Her regnes med, at normallønnen er det almindeligt

i de følgende tabelforklaringer ordet lønglidning som udtryk for reststigningerne.

Tabel I giver en oversigt for hovedgrupper i hele landet over lønstigninger 1946-1957 fordelt på årsager. Lønstigningen er beregnet på gennemsnitlig timefortjeneste inclusive dyrtidstillæg, men exclusive øvrige tillæg, og det er, som ovenfor nævnt, forudsat, at overenskomstmæssige tidlønsforhøjelser får samme virkning i øre pr. time ved akkordarbejde som ved tidlønsarbejde.

Man ser, at lønglidningen for faglærte arbejdere i denne periode udgør
40 pct. af den totale lønstigning. For ufaglærte arbejdere er den tilsvarende
procent på 25 og for de kvindelige arbejdere på 24.

I tabel II er lønglidningen i samme periode angivet for hovedfaggrupper i både hovedstaden og provinsen i såvel øre som procent, og der er endvidere delt på akkordarbejde og tidlønsarbejde. Det ses her, at lønglidningen er meget større i hovedstaden end i provinsen. Yderligere bemærkes, at lønglidningen er størst ved akkordarbejde.

Opdelingen belyses også i hosstående diagram 4.

For tabellerne og diagrammet gælder, at den anførte periode løber fra
april kvartal 1946 til april kvartal 1957. Den sidste overenskomstsituation
er følgelig ikke medtaget.

I tabel 111 er foretaget en undersøgelse af lønglidningen inden for overenskomstperioden.Det
skal straks påpeges, at der knytter sig betydelig usikkerhedtil
den foretagne opspaltning, fordi eventuelle sæsonforskydninger,

som ikke er så sjældent forekommende, let kan forskyde »restbeløb« fra eet
år til det næste. Alligevel giver tabellen visse fingerpeg.

Der er delt på »første år og andet år«. I første år har man anvendt lønstigningen fra januar kvartal umiddelbart før en overenskomstaftale til januar kvartal efter. Andet år er herefter det sidste år før en ny overenskomst.

Det ses, at lønglidninger er betydelige i begge årene. For akkordarbejdets vedkommende er lønglidningen i første år kun lidt under lønglidningen i andet år. Nu må man imidlertid erindre, at akkordarbejdere ved lønglidningsberegningerne er tildelt samme overenskomstmæssige stigning som tidlønnede, selv om der ikke overenskomstmæssigt er ydet synderligt til disse. Denne fremgangsmåde retfærdiggøres af, at den viste lønglidning på de to år ikke er særlig forskellig. Hvis man ikke anvendte denne fremgangsmåde, ville den registrerede lønglidning ved akkordarbejde være meget højere det første år end det andet. Man ville registrere hele »afsmitningen« som lønglidning.

Ved tidlønsarbejde er lønglidning størst i andet år. For de faglærte i
såvel hovedstaden som provinsen er forskellen dog ikke på mere end 8 øre
i perioden (i hovedstaden 55 øre -r- 47 øre og i provinsen 24 øre -f- 16 øre).

På baggrund af en erkendelse af, at de foretagne opspaltninger af lønstigninger
er behæftet med betydelig usikkerhed, skal man nu gå over til
at undersøge udviklingen i lønstrukturen.

3. Udviklingen i lønstrukturen - lønspredning m.u.

Arbejdsgiverforeningen har to gange gennemført en omfattende undersøgelse af lønstrukturen, nemlig for april kvartal 1951 og for oktober kvartal 1956. Heraf er hidtil kun offentliggjort tal for 1951-undersøgelsens hovedgrupper, men Arbejdsgiverforeningens beretning for 1957-58 indeholder nogle spredningsdiagrammer fra 1956-undersøgelsen. I øvrigt er 1956-undersøgelsens betydeligste materiale ved den sidste overenskomstsituation bl.a. blevet overgivet til arbejderparten, så materiale desangående hemmeligholdes

Endvidere har Det statistiske Departement på baggrund af udlånt materialefra Arbejdsgiverforeningen foretaget en undersøgelse af lønspredningeninden for dele af jernindustrien i 1943. Denne undersøgelse, der bygger på et begrænset materiale, skal ikke omtales her. Derimod skal der foretages en undersøgelse af udviklingen i lønspredningen fra 1951 til 1956, idet dette giver et indtryk af lønstrukturens bevægelighed. Man skal begrænsesig til at sammenligne spredningen for hovedgrupper, d.v.s. faglærte, ufaglærte og kvinder i hovedstaden og provinsen ved henholdsvis akkordarbejdeog

arbejdeogtidlønsarbejde. Dette gøres i de følgende tre diagrammer, hvor spredningskurverne for 1951 og 1956 er indtegnet oven i hinanden - 1951 punkteret. Lønskalaerne er 1956-niveau, og spredningen for 1951 er interval for interval forskudt med samme procent, som gruppens gennemsnit er steget i perioden, hvorefter der er interpoleret til de i 1956-spredningen anvendtetiøresintervaller.

Diagram 5 viser spredningen for faglærte arbejdere. Man ser, at spredningerne
stort set er uændret fra 1951 til 1956; dette gælder både ved akkordløn
og tidløn og såvel i hovedstaden som i provinsen.

Diagram 6 angiver tilsvarende spredningen for ufaglærte arbejdere, og også her ser man samme spredning i 1951 og 1956. Dette er især interessant, fordi den solidariske lønpolitik måtte formodes at have medført forskydninger til fordel for de lavtlønnede. Ikke engang lavtlønstillægget ved overenskomstsituationen i 1956 kan må få øje på. Det er derfor nærliggende at slutte, at lavtlønstillægget hurtigt smitter opefter i intervallerne.

Diagram 7 viser spredningen for kvinder. Her ser man også meget ensartede spredninger, men der er dog på tidløn tendens til stærkere ophobning i 1956 end i 1951. Dette kan tyde på, at lavtlønstillægget har virket uden straks at blive fladet ud, og det er vel også, hvad man kan vente, idet lønglidningen er mindst for kvindernes vedkommende.

Som helhed må man sige, at afvigelser mellem spredningen i 1951 og 1956
stort set bærer tilfældighedens præg. Lønstrukturen er ikke ændret, selv om
man i perioden har haft en lønstigning på 30-40 pct., og selv om man på

enhver måde har begunstiget de laverelønnede, dels ved lavtlønstillæg, dels
ved generelle overenskomstmæssige forhøjelser og samme dyrtidstillægsportionertil
alle voksne arbejdere (for kvinder dog først fra marts 1955).

4. Lønstrukturens stabilitet.

Foranstående viser, dels at lønstrukturen er ret übevægelig, dels at der er stærke tendenser til stort set samme relative lønudvikling for hovedgrupgerne. Ensartede løntillæg tilpasses via lønglidning, således at lønstrukturen bevares.

Man kommer, som allerede nævnt, frem til, at lønstrukturen i betydelig grad må være afhængig af markedsforholdene, medens lønniveauet måske mere direkte er bestemt af de kollektive lønaftaler - på den made, at der efter en lønændring sker en tilpasning til efterspørgsel og udbud på arbejdsmarkedet, og hvis det aftalte er i strid med den eksisterende lemstruktur, følger en tilpasning ved lønglidning, således at den eksisterende lønstruktur bevares. Dog må man ikke glemme, at lønniveauet også påvirkes af en stigende tendens som følge af produktivitetsstigningers forhøjende virkninger, især på akkordfortjenesterne. Alligevel bliver følgen, at solidarisk lønpolitik - i sin yderste konsekvens - lavtlønstillæg - tenderer imod at blive illusorisk som sådan, men den virker selvfølgelig som lønmæssig løftestang for samtlige arbejdergrupper.

For kvinderne gælder disse betragtninger vel kun delvis, bl.a. fordi man for disse ikke har nogen større lønglidning, men man har også gennem årene givet kvinderne procentvis mere end mændene både ved overenskomstforhandlingerne og dyrtidstillægsforhøjelser. Dette har øjensynligt ikke smittet over på mændene, formentlig fordi det er på ret få områder, mænd og kvinder arbejder sammen i virksomhederne.

Man kan over for ovenstående betragtninger indvende, at statistiske sammenligninger ikke kan vise noget om årsagssammenhæng. Hvad kom nemlig først - hønen eller ægget? Teoretisk er der følgelig intet i vejen for, at man kan hævde, at eksempelvis lavtlønstillæg modvirker tendenser til øget lønspredning, og heraf slutte, at lønglidningen kommer først, hvorpå der skal ydes kompensation ved overenskomstforhandlingerne til de arbejdere, som lønmæssigt har svært ved at følge med.

Jeg tror ikke, denne betragtning er holdbar. Det, der sker ved overenskomstforhandlingerne,når der ydes lønforhøjelser, er ganske vist, at arbejderneopnår andel i den samfundsmæssige produktivitetsstigning. Akkordarbejdernefår mere jævnt andel heri og har følgelig ikke samme behov for generelle forhøjelser. For de lavtlønnedes vedkommende er et særligt lavtlønstillæg, som ikke i det lange løb ændrer lønstrukturen, imidlertid af betinget værdi, fordi den medfølgende lønglidning øger inflationen, og man må vel også erkende, at krav om specielle løntillæg til de laveste på lønskalaernemere er taktisk bestemt end udtryk for særlig social hensyntagen. Det må nemlig heller ikke glemmes, at mange af de arbejdere, der i øjeblikketligger i de lavere intervaller, efterhånden vil rykke op. Det er ikke

nogen fast gruppe, som er lavtlønnede. Det er ikke noget bestemt »proletariat«.Kun kan man selvfølgelig inden for enkelte faggrupper finde, at disse i sin helhed ligger lønmæssigt lavt, men dette er der formentlig mulighederfor at klare overenskomstmæssigt uden generelle lavtlønstillæg og dermed følgende lønglidningsmæssig smittefare.

5. Lønudviklingen for de enkelte faggrupper.

Hidtil er der kun set på lønudvikling og lønstruktur for hovedgrupperne. Nu skal man gå et skridt videre og se på, hvorledes lønudviklingen har været for de »offentliggjorte« faggrupper, men dog undlade undersøgelse af lønspredningen for disse grupper, da dette vil være alt for omfattende og heller ikke skønnes nødvendigt for denne analyse.

Der er for alle sammenlignelige grupper foretaget en beregning af stigninger på »Tilsammen« (gennemsnitlig timefortjeneste i alt inclusive dyrtidstillæg, men exclusive øvrige tillæg). Omlægningen af lønstatistikken fra 1. januar 1953, da søgnehelligdagstillæg blev trukket ud som et tillæg for sig, har nødvendiggjort en række korrektioner.

Tabel IV næste side viser fordelingen af stigningerne på 10-øres intervaller.

Det ses, at faglærte - d.v.s. de højere lønnede - er steget mest i øre pr. time, og kvinderne - de lavest lønnede - mindst. Faglærte i provinsen og ufaglærte i hovedstaden har ret ensartede fordelinger. Dette er også tilfældet i tabel V s. 209, der viser fordelingen af de procentvise stigninger.

I denne tabel er der i øvrigt større lighed grupperne imellem. Dog er det
tydeligt, at kvinderne procentvis har opnået mest i den pågældende periode.

I begge tabeller er foretaget understregninger i det interval, hvor gennemsnittet er beliggende. Man vil se, at gennemsnittet ingenlunde overalt placerer sig i de intervaller, hvor der er særlig mange iagttagelser. Dette er en naturlig følge af, at grupperne er meget forskellige i størrelse, og hertil kommer, at der jo også kan være foregået visse forskydninger i gruppernes sammensætning i periodens løb.

I de følgende tre tabeller (VI, VII og VIII, side 210-15) for henholdsvis faglærte, ufaglærte og kvinder vises forskydninger i gruppernes rækkefølge efter timefortjenesternes højde. Man vil i disse se, at der er en vis stabilitet i rækkefølgen — især for ufaglærte og kvinder.

Det viser sig i alle tre tabeller, at det er karakteristisk, at faggrupper under den grafiske industri, fra i 1946 at ligge i midten eller nærmest under midten, i 1957 er rykket op blandt de faggrupper, der har de højeste timefortjenester.Ellers er der ingen udpræget karakteristiske forskydninger. For de faglærtes vedkommende ligger grupper fra jernindustrien og byggeindustrienstadig i spidsen i hovedstaden. I provinsen hævder jernindustrielle grupper sig, medens byggeindustriens grupper ligger lidt lavere. For ufaglærtei

lærteihovedstaden er grupper fra byggeindustrien i spidsen både i 1946 og 1957. I provinsen ligger en gruppe fra læder- og lædervareindustrien i spidsen i 1946, men er dog i 1957 afløst af en byggegruppe. For kvindernes vedkommende er grupper fra næringsmiddelindustrien i spidsen såvel i hovedstadensom provinsen i begge årene.

Perioden bærer altså ikke præg af store forskydninger. Naturligvis vil tilbagegangsfag sakke agterud og fag med stærk aktivitet opnå særlig store lønstigninger, men man har ikke, bortset fra de grafiske fag, kunnet konstatere egentlige generelle tendenser.

Man kan nu spørge, om det er minimallønnede fag eller normallønnede, der fører an i lønbevægelserne. Hertil må svares, at lønsystemet som sådant næppe kan gøres ansvarligt for udviklingen. Vel er de grafiske fag hovedsagelig minimallønnede, men dette er givetvis ikke årsagen til lønfremstødene, som skyldes, dels arbejdernes gunstige forhandlingsposition, dels at fagene er udpræget hjemmemarkedsbestemt og ikke særlig udsat for udenlandsk konkurrence. Det rene minimallønssystem træffer man i øvrigt næsten kun i jernindustrien og her har udviklingen fra 1946 til 1957 ikke været anderledes end for andre områder.

6. Lønmaterialets stabilitet i øvrigt.

Arbejdsgiverforeningens lønstatistik udarbejdes, som bekendt, på baggrundaf kvartalsvise lønoplysninger fra samtlige medlemmer. Da både medlemsbestanden og beskæftigelsesvilkårene er varierende, kan man følgeligspørge, om dette ikke bevirker en vis usikkerhed med hensyn til lønudviklingen.Med

udviklingen.Medandre ord - burde man ikke arbejde med standardfordelinger
?1

Beskæftigelsesforskydningerne undersøges nedenfor, men det skal straks anføres, at den tilkomne usikkerhed er übetydelig for hovedgrupperne. Hvis man beregner 1946-gennemsnit med beskæftigelsesvægte fra 1957, kommer man ikke til gennemsnit, der for hovedgrupperne varierer mere end 2 øre fra de faktiske.

Tabel IX side 216 viser den industrivise fordeling af beskæftigelsen i de
løngrupper, hvor lønudviklingen fra 1946 til 1957 er blevet undersøgt.

Man ser her, at det karakteristiske for perioden er en stærk stigning i
jern- og metalindustriens andel af de beskæftigede. For de faglærte arbej-1.
gøres af Det statistiske Departement for hovedgrupperne.

dere er der en stigning fra 41,3 pct. til 44,6 pct. i hovedstaden og fra 37,3 pct. til 45,4 pct. i provinsen. De ufaglærte har en stigning fra 28,6 pct. til 34,8 pct. i hovedstaden og fra 18,6 pct. til 23,9 pct. i provinsen. Kvindernes andel i hovedstaden er steget fra 17,7 pct. til 21,7 pct. og i provinsen fra 7,2 pct. til 11,5 pct.

Byggeindustriens andel i beskæftigelsen er totalt faldet lidt, nemlig for de faglærte fra 29,6 pct. til 28,8 pct. og for de ufaglærte fra 17,5 pct. til 15,2 pct. Disse tal er for hele landet, og de er angivet i tabellens note. Årsagen til, at der anføres tal for hele landet, er, at der for flere byggefags vedkommende er sket ændringer i opdelingen på hovedstaden og provinsen i løbet af perioden.

De fleste andre industriers andel i beskæftigelsen er i øvrigt også faldet
som modvægt imod stigningen i jern- og metalindustrien.

Usikkerheden med hensyn til rigtig konstatering af lønbevægelsens omfangmå
på baggrund af det anførte anses for übetydelig. Vel sker der anseeligeforskydninger
i lønmaterialets sammensætning, men dette indvirker

ikke i særlig grad på gennemsnittene for hovedgrupperne, i hvert fald ikke
i den undersøgte periode.

7. Knaphedsfaktorens betydning.

Ved at anerkende efterspørgsel og udbud som særlig vigtige faktorer på
arbejdsmarkedet erkendes, at lønstrukturens stabilitet også må være en
følge af arbejderstabens sammensætning og eventuelt udviklingen i denne.

Vi har set, at forskydningerne inden for hovedgrupperne ikke er så store, at de er i stand til i væsentlig grad at påvirke gennemsnittene for disse, men vi mangler en undersøgelse af skete forskydninger i de enkelte hovedgruppers andel af totalbeskæftigelsen. Dette skal der derfor ses på i det følgende, og endelig berøres problemerne med den manglende bevægelighed samt konjunkturernes

Forskydninger i hovedgruppernes andel af totalbeskæftigelsen.

Dette belyses i tabel X side 217, som delt på hovedstaden, provinsen og hele landet angiver antal arbejdere i hovedgrupperne i 1938 og hvert andet år siden 1946. Relative tal viser landsdelsvis forholdet mellem antal faglærte, ufaglærte og kvinder gennem perioden, og for hele landet er udviklingen i perioden yderligere belyst ved beregning af beskæftigelsen med 1946 = 100. Det er antal arbejdere, som er medtaget til statistik, som anvendes, og der er foretaget visse korrektioner tilbage i tiden, bl.a. som følge af, at visse månedslønnede grupper ikke er medtaget efter 1953.

Man ser, at i forhold til 1938 er de faglærtes og kvindernes andel faldet betydeligt, og de ufaglærtes andel følgelig steget tilsvarende. I forhold til 1946 gør det samme sig gældende, men i stærk udvisket grad. De faglærtes andel faldt fra 1946 til 1948 fra 33,9 pct. til 32,7 pct., men både i 1956 og 1957 er de faglærtes andel på samme højde som i 1948. Kvindernes andel

* Den forskellige udvikling i byggeindustrien i hovedstaden og provinsen er fiktiv, idet den skyldes
ændring i opdelingen i 1950. For hele landet falder byggeind.'s andel af de beskæft. fra 29,6 %
til 28,8 % for de faglærte og fra 17,5 % til 15,2 % for de ufaglærte.

er stigende fra 1946 til 1950, men herefter faldende, især på grund af dårlige konjunkturer i de typiske kvindeindustrier (tekstilindustri og beklædningsindustri). Medens 22,6 pct. af de beskæftigede i 1946 var kvinder, var denne procent faldet til 21,0 pct. i 1957. De ufaglærte har øget deres andel fra 43,5 pct. i 1946 til 46,3 pct. i 1957.

I forhold til 1946 er antal faglærte steget 22,8 pct., antal ufaglærte 35,8
pct. og antal kvinder 18,6 pct.

Sammenligninger med 1938 påvirkes af, at beskæftigelsesforholdene var helt anderledes før krigen end efter. Dengang havde man meget hojere arbejdsløshed, og da det i særlig grad er de ufaglærte, som herhjemme må bære arbejdsløshedsbyrden, er det naturligt, at de faglærtes andel af beskæftigelsen var højere i 1938 end i 1946. Det er derfor rimeligt i det følgende at koncentrere sig om udviklingen siden 1946.

Her ser man, at der ikke er sket overvældende store forskydninger i efterkrigsperioden. Alle grupper viser betydelig stigning - de ufaglærte er dog, som nævnt, steget mest, og en meget betydelig del af denne stigning hidrører fra jern- og metalindustrien. Stort set må man dog kunne sige, at det er beskedne forskydninger, der er sket.

Der er således intet, der tyder på, at stigningen i efterspørgslen efter højtkvalificeret arbejdskraft i særlig grad er en følge af en ugunstig udvikling i arbejderstabens sammensætning i form af formindsket tilgang af faglærte. Jo mere man nærmer sig »fuld« beskæftigelse, vil efterspørgslen efter faglært arbejdskraft alligevel stige, og det er klart, at de eksisterende gode konjunkturer har været medvirkende til, at de højtlønnede har kunnet bevare deres relative stilling. Man må dog heller ikke glemme, at de lavtlønnedes lønstigninger også er en følge af konjunkturerne.

Bevægeligheden på arbejdsmarkedet.

Den højtlønnede faglærte arbejdskraft har gennem årene bestræbt sig for at beskytte sin stilling ved at skabe såkaldte »fagmonopoler«. Man har ved lærlingebegrænsning mindsket tilgangen til fagene, og man har ved en nøje deling af alt arbejde på faglært og ufaglært formået at skabe uoverstigelige faggrænser på arbejdspladserne. Endelig har boligsituationen i efterkrigsårene begrænset flyttemulighederne.

Det er klart, at der ad denne vej er skabt monopoler, som man lønmæssigt har kunnet udnytte på arbejdspladserne, og det er selvfølgelig i udpræget grad den højtlønnede arbejdskraft, der har kunnet drage fordele heraf. Jeg tror dog, man forsigtigvis bør undgå at overdrive den lønmæssige betydning af dette. Hvis man nemlig havde haft en stor bevægelighed på arbejdsmarkedet,ville dette også have øget efterspørgslen efter faglært arbejdskraft. Meget arbejde er ikke blevet sat i gang, fordi man simpelthen manglede arbejdskraften,og

bejdskraften,ogder var grænser for, hvor store »sortbørstillæg« det kunne
svare sig at betale.

Man har ved den manglende bevægelighed fået en mindre rationel produktion.
Dette har sandsynligvis været til skade for samtlige arbejdergrupper.

Intet tyder på, at yderligere rationalisering som helhed formindsker behovet for dygtig, veludlært arbejdskraft. Jeg tror derfor heller ikke, at efterspørgslen efter den højtlønnede arbejdskraft vil mindskes ved fagmonopolernes

Konjunkturernes indflydelse.

For arbejdsmarkedet er det, som nævnt, karakteristisk, at det i særlig grad er den ufaglærte arbejdskraft, som må bære arbejdsløsheden her i landet. Dette gør det klart, at når aktiviteten er stigende, vil der hurtigt opstå mangel på faglært arbejdskraft. Der er simpelthen ikke så mange at tage af, og forholdet mellem antal faglærte og antal ufaglærte kan derfor vanskeligt opretholdes. Den øgede aktivitet giver muligheder for generelle lønforhøjelser, og det er vel egentlig ikke så mærkeligt, at den højtlønnede, som der er særlig mangel på, i lønkapløbet formår at bevare sin relative stilling.

Det kan være naturligt at spørge, om problemstillingen ikke bør være
omvendt? Er det ikke de højtlønnedes »sortbørs- eller knaphedstillæg«, de
lavere lønnede får kompensation for ved overenskomstforhøjelserne?

Nu må man imidlertid erindre, at de højtlønnede også får de generelle tillæg, så under alle forhold må de generelle løntillæg presse lønniveauet op for alle grupper. Men naturligvis ville de højtlønnedes stilling begunstiges relativt, hvis de lavtlønnede ingen løntillæg fik. Denne begunstigelse ville være en følge af den øgede knaphed på de højtlønnedes arbejdskraft, men lønglidningen ville næppe være af samme omfang, hvis ikke der overenskomstmæssigt var ydet forhøjelser.

Man kan også spørge, om der ikke ville opstå lønglidning for de laverelønnede,
hvis der ingen generelle løntillæg blev ydet?

Hertil må sikkert svares, at det ville der formentlig. Det, der sker ved overenskomstforhøjelserne, er jo nemlig i stor udstrækning, at alle arbejdergrupper opnår andel i produktivitetsstigningerne. Det eventuelt beklagelige kan kun være, at forhøjelserne herved ydes på en sådan måde, at der sker en begunstigelse af visse arbejdergrupper, hvilket let medfører en efterfølgende korrektion via lønglidning, for at de relative lønforskelle grupperne imellem kan bevares.

Efterspørgsel og udbud - knapheden - er formentlig i øjeblikket af afgørendebetydning
for lønstrukturen og dens stabilitet. På disse områder
kan der selvfølgelig ske ændringer fremover, og man har jo heller ikke

kunnet påvise uændret lønstruktur i forhold til mellemkrigsperioden, idet der ikke foreligger lønspredningsundersøgelser fra denne periode. Konjunkturernespiller ind, og ændringer i teknik kan også efterhånden få stigende betydning, uden at man på forhånd kan sige meget om, hvorledes dette vil indvirke.

Interessant bliver det at se, hvorledes det ved sidste ovcrenskomstsituation indførte lavtlønstillæg vil virke. Til belysning heraf påtænkes i Arbejdsgiverforeningen en ny lønspredningsundersøgelse inden næste overenskomstsituation.

8. Sammenfatning.

Det er konstateret, at relative lønforskelle mellem hovedgrupperne stort set bevares til trods for, at hovedorganisationernes lønaftaler siden mellemkrigsperioden har tilstræbt lønudjævning ved ydelse af samme øretillæg til højtlønnede som til lavtlønnede. Den solidariske lønpolitik synes derfor at være blevet noget illusorisk som sådan, idet højerelønnede har opnået erstatning ved hjælp af lønglidning.

Konstatering af lønglidningens størrelse er vanskelig, og der knytter sig en betydelig usikkerhed til de beregnede tal. I perioden april kvartal 1946april kvartal 1957 anføres en lønglidning (reststigning) for de faglærte arbejdere på 40 pct. af den totale lønstigning. Den tilsvarende procent for ufaglærte er på 25 pct. og for kvinderne på 24 pct. Disse procenter er vel stadig i overkanten, men i hvert fald er det givet, at en betydelig del af lønstigningerne skyldes lønglidning.

Sammenligning af lønspredninger fra 1951 og 1956 viser stor stabilitet for hovedgruppernes vedkommende, og dette i en periode, hvor der har været en almindelig lønstigning på 30-40 pct., og hvor man på enhver måde har begunstiget de laverelønnede - endda med lavtlønstillæg.

Konstatering af lønstrukturens stabilitet er efter min opfattelse af stor betydning for arbejdsmarkedet. Den kaster nyt lys over den solidariske lønpolitiks virkninger og den trækker lønglidningen frem som en regulerende faktor, der i virkeligheden er forudsætningen for, at det eksisterende lønaftalesystem kan bevares.

Gennem generelle lønaftaler angives en norm for lønudviklingen, som smidigt gives liv ved hjælp af lønglidningen. Vil man begrænse lønglidningen, må man tilstræbe at yde procentvise forhøjelser i stedet for øretillæg, idet sådanne forhøjelser ikke ændrer lønstrukturen. Lavtlønstillæg er naturligvis i særlig grad uoverskuelige i deres virkning, når de smitter opefter i lønintervallerne. Man bør derfor være forsigtig med at yde specielle lavtlønstillæg, og hvis der er virkelige problemer med hensyn til lavtlønnede, bør disse løses separat, d.v.s. ved underorganisationsforhandlinger eller på de enkelte virksomheder — eventuelt ved lønglidning.