Gunnar Olsen: Hovedgârd og bondegárd. Udgivet af Udvalget for Udgivelse af Kilder til Landbefolkningens Historie. Kobenhavn 1957. Pris kr. 35.00.

Bogen indeholder resultaterne af arkivar Gunnar Olsens studier over et saerdeles centralt i vor okonomiske historie, nemlig stordriftens udvikling i det danske landbrug i tiden 1524^—1774. Den pâgaeldende indbragte forfatteren den filosofiske doktorgrad i december i fjor.

Emnet har et par gange tidligere fristet historikerne. Ogsâ okonomerne har givet et par bidrag til losning af problemet. Fremfor har statistikeren og landbrugshistorikeren rikerenHenrik Pedersen pâ dette omrâde ydet en indsats, man stadig bygger pâ. Det gselder f. eks. hans i Historisk Tidsskrift, 8. rk. VI, offentliggjorte artikel »Historiskstatistiske over Danmarks Landboforhold i det 17. Ârhundrede« og hans grundlaeggende undersogelser over matrikuleringen 1688, »De danske Landbrug 1688«.

Disse tidligere undersogelser over stordriften dansk landbrug led imidlertid af den faelles svaghed, at de kun var ojebliksbilleder, forholdene pâ et eller andet tilfasldigt tidspunkt, hvor et saerligt let tilgsengeligt talmateriale gjorde det fristende dykke ned. Undersegelser af denne art mâ naturligvis lade mange problemer vedrorende udviklingsforlobet uloste. Det gaslder f. eks. det meget vigtige sporgsmâl om en tidfaestning deis af stordriftens gennembrud deis af de talrige hovedgârdsnedlseggelser. har lamge vidst, at der i middelalderen fandtes mange hovedgârde, som senere er forsvundet. Hvornâr blev disse hovedgârde nedlagt? Et tredie betydningsfuldt har heller ikke kunnet gennem den hidtidige ret tilfaeldige af det eksisterende talmateriale, pâvisningen af ârsagerne til de stedfundne aendringer i godsmassen.

Det er bl. a. sporgsmâl som de naevnte, forfatteren har sat sig for at lose i den foreliggende afhandling. Mâlet er nâet gennem af et imponerende stort og gennemgâende grundigt gennemarbejdet kildestof af talmaessig art, for storstedelens vedkommende stykket sammen af utrykte enkeltkilder, opsporet i Rigsarkivet, de forskellige Det kongelige Biblioteks o. 1. Dette grundmateriale efter systematisering i nogle omfattende bilagslister (siderne 289_—368) blevet underkastet en videre statistisk bearbejdning endelig fremlagt i form af en raekke teksttabeller, der danner afhandlingens rygrad.

De resultater, der kan aflaeses af tabellerne, i meget vsesentligt omfang oget vor viden om stordriftens fremtraengen indenfor her i landet. For det

ferste pâviscs det, at udviklingcn i retning af oprettelse af nye og udvidelse af bestâende pâ bondergârdenes bekostning kunnet iagttages gennem hele den periode pâ 250 âr, undersegelsen omfatter. dokumenterer endvidcre mcd torre tal, at der i perioden som helhed vaeret tale om oprettelse af ca. 400 nye hovedgãrde (og nedlacggelse af ca. 375), samt at der er sket omkring 650 udvidelser af bestâende godser. Han viser endvidere, at jorden af 2400—2900 bundorgârde herunder lagt under hovedgârdenes drift.

Forskydninger af en sâdan raekkevidde forte i mange egne til en fuldstaendig aendring grundlaget for landbrugsproduktionen. bondergârdenes vedkommende betod denne udvikling en reduktion i antallet 4—54^—5 pct. i lobet af de omtalte 250 âr. Nogen egentlig omvaeltning indebar dette ganske vist ikke. Bondegârden vedblev tabene at vaere den langt fremherskende her i landet, og end ikke i perioder, hvor nedlaeggelserne var hyppigst, nâede de op pâ mere end 20 bondergârde gennemsnit om âret. Til gengaeld var hovedgârdenes relative gevinst stor. Forfatteren sandsynliggor, at hovedgârdenes jordtilliggende i forhold til dettes omfang i 1525 gennem bondegârdsnedlaeggelser er vokset med 50 pct. inden 1774, og gennem andre inddragelser af jorder (krongodskob, opdyrkning etc) med endnu 50 pct.

Ud over de nasvnte hovedresultater giver bogen en dei bemaírkelsesvaerdige enkeltheder godskoncentrationens meget lokale forlob. En nasrmere af disse detaljer ville fore for vidt i denne forbindelse. Det er dog va?rd at naívne, at et enkelt betydningsfuldt forhold lokal art savnes belyst, fordi forfatteren valgt at begraense undersogelsen at omfatte aendringerne i jordfordelingen det nuvserende Danmarks graenser. Jeg taenker her pâ de skânske omrâder. at disse er holdt udenfor under- Sogelsen, er forfatteren gâet glip af en vaerdifuld afrunding af billedet. I den nu foreliggende stand, viser forfatterens opgivelser hele landet en svagt vigende linie i antallet af adelige godser fra 1525 til 1650, nemlig en tilbagegang pâ 38 (fra 732 til 694). Havde han medtaget de davasrende landomrâder ost for Sundet i sin undersogelse, ville resultatet i stedet vscre blevet halance (en stigning pâ 39 hovedgãrde i Skâne). Bemaerkningerne om sammenhamgen mellem tilbagegangen i hovedgârdsantallet adelens aftagende antal (side 157^—158) ville herefter vasre faldet bort. En naermere undersegelse af de skânske ville endda have givet indtryk af en overordentlig pâgâende aktivitet de hervaerende adelige godsbesidderes En optaelling (pâ grundlag af »Kronens Skoder over erhvervet og afhsendet bind I og II) af adelens erhvervelse bondergãrde (blot fra kronen) giver sâledes for perioden 1536^—1660 det nette resultat, at den dansk-skânske adel herigennem formâede at skaffe sig smâ 2000 bondergurde svarende til en nettoforogelse Ílz. Det er med andre ord et antal, der er vasrd at tage med i en samlet vurdering, om der ganske vist endnu savnes om, hvor mange af disse bondergàrde der direkte blev lagt under hovedgârdenes drift.

Pâ lignende mâde kan betimeligheden af den valgte tidsmacssige afgrajnsning af opgaven Undersogelsen tager, som naevnt, sin begyndelse med âret 1525. Forfatterens herfor er, at dette tidspunkt falder sammen med indforelse af livsfaestet, en ordning der skulle yde bonderne beskyttelse mod at blive sat ud af deres faestegárde og herigennem virke pâ ejendomsfordelingen. Grunden til at gra?nsen er sat ved 1525 er vel ievrigt den rent teknisk bestemte, at kildematerialets kvalitet ikke tillader at gâ ret meget lsengere tilbage, sâfremt man — som forfatteren — onsker at benytte sig af samme statistiske metode vaerket igennem. Adskilligt taler imidlertid for, at han burde have renonceret pâ dette krav og sâ til gengaeld havde ladet undersogelsen starte 50 âr tidligere. De okonomiske omvaeltninger forbindelse med den senmiddelalderlige (1493^—98) herunder navnlig den

omfattende samling af stregods, den livlige pantssetning af fast ejendom og de hyppige salg af sterre og mindre godskomplekser i perioden 1480_—1500, som kendes fra spredte kilder, peger i retning af, at en behandling af netop denne periode ville have haft interessante at byde pâ.

Hermed vsere ikke sagt, at man med billighed kunne forlange, at forfatteren havde haft en belysning af de omtalte emner med i sit vaerk. Det bor retfaerdigvis nasvnes, at de officielle opponenter ved forsvaret af afhandlingen var enige om, at forfatteren havde stâet sig ved i stedet at begraense opgaven. Mon ikke den slutning, herefter ter drage, er den, at opgaven havde vundet ved at blive udfert som team-work ud fra den erkendelse, at undersogelser af denne art er uleselige for et enkelt menneske?

En sâdan tilrettelaegning af opgaven ville formentlig ogsâ lettere have kunnet ráde bod pâ et metodesporgsmâl, som ikke findes lost helt iilfredsstiliende. Jeg tasriker pâ en mangel, man ievrigt ofte stoder pâ i historiske undersegelser, der anvender sig af statistiske hjeelpemidler, nemlig at det ikke lykkes i fuldt mâl at udnytte de fordele, som sammenspillet mellem de to metoder, den historisk-kritiske den statistiske, frembyder. Lad mig nasvne et enkelt eksempel hentet fra det foreliggende va:rk: Forfatteren inddeler talmateriale i 25 og 50 ârs intervaller. sâdan mekanisk opdeling er uhensigtsmaessig, fordi den er uden sammenhseng tidens okonomiske periodeinddeling. to forste intervalgrupper, 1525—49 og 1550—99, kan gâ an, forsàvidt som de begge daskker perioder prasget af en ensartet opadgãende landbrugskonjunktur relativt stabile demografiske forhold. naeste intervalgraense burde derimod ligge ved 1650, men ved 1660, fordi dette sidste ar betegnede bortfaldet af hovedgârdenes skattefrihed, en meget stasrk akcentuering af odegârdsproblemet, betydelige krongodsudlaeg, begyndelsen til en tydelig nedadgâende prisbevaegelse for landbrugsprodukterne samt en meget kraftig tigstigning i handelen med hovedgârde. (Ca. 4 pct. af hovedgârdene omsattes ârligt i perioden 1660^—70 mod kun 1,5^—2,0 pct. i tiden fra 1600 til 1660). Herefter kunne den naeste intervalgrajnse praktisk vsere lagt allerede i 1670, da der igen blev indfort for hovedgârdstaksten og endelig i 1690, hvor den da nylig afsluttede matrikel af 1688 giver et godt udgangspunkt sammenligninger.

En sâdan inddeling foretaget pâ grundlag af vor viden om de okonomiske hovedbegivenheder under arbejdet med at efterforske ârsagssammenhaengene have haft den fordel, at talmaterialet indenfor hvert enkelt af de valgte intervaller havde vaeret pâvirket af langt feerre og langt mindre blandede ârsagsforhold, end det nu er blevet tilfseldet. Inddelt pâ denne mâde ville materialet have vaeret langt bedre egnet til at sammenholde med oplysninger henlet fra historiske enkeltkilder.

Udover disse kritiske bemaerkninger er der irnidlertid ikke rneget at bebrejde forfatteren fra et formelt synspunkt. Der har dog indsneget sig vel mange afskrivningsfejl angivelsen af de enkelte hovedgârdes pâ grundlag af matriklen af 1688 (gennemsnitlig 3—43^—4 pr. side). Men bortset herfra synes talbehandlingen at vaere sober og slutningerne tilsyneladende velovervejede. Det er endvidere ved benyttelse vaerket en übetinget fordel, af resultaterne er fuldt kontrollable takket vaere de fyldige bilag indeholdende grundmaterialet.

Forfatterens tekstmasssige dokumentation,herunder hans redegorelse for ârsagsforholdene er ikke prssget af tilsvarendeklarhed sikkerhed som hans beskrivelse af stordriftsudviklingens faktiskeforlob. undskyldes dette naturligvisfor stor dei ved, at der her savnes et talmateriale, som tillader at drage direkteslutninger. er med andre ord henvist til indirekte slutninger ud fra talmaterialet for stordriftsudviklingen suppleretaf gennem opremsning og eksemplifiseringaf enkeltkilder stettet pâvisning af, at de og de ârsager

har vacret virkende. Disse afsnit er til gengaeld praeget af forfatterens staerkt udvikledetilbejelighed nuancerede forklaringerfremfor bygge pã ensidige hypoteser. Det er en egenskab, man normaltikke vurdere hejt nok. Men det er dog et sporgsmâi, om det her foreiiggende materiale ikke ville have tilladt lidt mere praecise slutninger, om der ikke med held havde kunnet gores lidt mere i retning af at tildele de enkelte ârsager va;gt efter deres betydning.

Det gaslder f. eks. et sâdant sporgsmâl som den vekslende skattepolitiks indflydelse 109^—117). Her naevnes det kraftigt voksende skattetryk i perioden 1600^—59 som et incitament, der skulle have bidraget til den samtidige betydelige stigning i de oprettede (skattefri) hovedgârdes Det bor dog her erindres, at retsstillingen for 1660 var den, at skattefrihed erhverves for bendergârdene uden indlemmelse under hovedgârdens drift, blot ved at indehaveren blev ugedagsbonde pâ hovedgârden. Den pâstâede sammenhseng mellem den stigende beskatning og hovedgãrdsoprettelserne er sàledes ikke i denne periode sserlig overbevisende. mere indlysende var skattepolitikkens virkninger i sâ henseende efter 1670, da ugedagsbendernes var bortfaldet, da kun adelens hovedgârdstakst var skattefri, og da godsejeren haiftede for betaling af bendernes Beskatningens absolutte hejde mã da samtidig have indebâret sâ store vanskeligheder for bonderne, at modstanden nedlaeggelserne har vseret begraenset. ville i forbindelse med behandlingen disse problemer i alie tilfa;lde givet fastere grund under fedderne storre klarhed, sáfremt periodens komplicerede beskatningsforhold var blevet analyseret naermere med henblik pá at nâ frem til en talmaessig belysning af skattetrykket. af en sâdan under- SBgelse, som uden storre besvajr havde kunnet foretages pâ grundlag af C. Christiansens »Bidrag til dansk Statshusholdnings Sechers forordninger, ninger,Fussings undcrsegelser over Stjernholm m. v., er anfert nedenfor. Tallene vedrarer beskatningen af jordegne bendergârde i skilling pr. âr, gennemsnitlig.

De anferte tal tillader en vurdering af det staerke tryk, som skatterne efterhãnden var kommet til at udeve i lebet af det 17. ârhundrede. Da beskatningen i 1670'erne var hârdest, udgjorde den for en bondegârd af gennemsnitsstorrelse 1665 skilling ârligt til vaerdien af 13% td. byg regnet efter kapitelstakst. En sâdan beskatning af en storrelse modsvarende godt 45 pct. af en normal bondegârds kornproduktion fradrag af udssed, landgilde tiende.

De driftsmsessige fordele ved hovedgârdssystemetfindes ikke saerlig udforligt behandlet (side 136_—147), en undladelse som imidlertid til deis er undskyldelig pâ den okonomisk-historiske forsknings nuvaerendestade, meget lidt systematisk gennemarbejdet regnskabsmateriale stâr til disposition. Lidt mere hold pâ disse sporgsmâlville dog nok kunne fâ ved en udnyttelse af det af H. Fussing bearbejdedemateriale Stjernholm len og Gjessingholm samt ved at drage nytte af en kilde som Sophie Brahes Regnskabsbog. Lad mig nsevne et enkelt eksempel. Et af de driftmsessige fordele, forfatteren synes mest overbevist om, er, at hovedgârden pâ mejeribrugets omrâde af kvalitetsmsessige grunde skulle vaere bondegârden overlegen. Prismaterialet i Sophie Brahes Regnskabsbogbekraefter det smukkeste denne opfattelse.Yde-smorret bliver her regelma?ssigt betalt med en pris

pr. tande, der ligger et par rigsdaler svarendetil
—10 pct. under prisen pâ hovedgârdenssmar.

Konjunkturernes indflydelse pâ nedlaeggelsen bondergârde (side 144^—146) tillaegger ikke synderlig betydning ud fra den betragtning at nedlseggelserne sker sável under stigende som under faldende Slutningen kan naeppe bestrides. Det er snarere et sporgsmâl, om ikke forfatteren endda undervurderer fordelene indlemmelse af bondergârde, idet han giver udtryk for, at »hvis en inddragelse blev fulgt af en bedre drift, var fordelene ikke sâ indlysende« (side 144). Dette er na?ppe helt rigtigt. Lad os tage et eksempel. En faestegârd af gennemsnitsstorrelse 6 td. hartkorn ville normalt hovedgârdens ejer en ârlig landgilde omkring 6 td. byg. En sâdan gârd ville gennemsnitlig have et tilsâet jordtilliggende 20 td. land, der kunne tage en udssed pâ et tilsvarende antal td. byg og med den tids folduubytte normal! ville yde 60 td. byg eller en ârlig nettoproduktion pâ 60-^-20 = 40 td. byg. Ved at indlemme en sâdan gârd ville godsejeren — under forudsaetning af at tilstraekkelig hoveripligtig stod til disposition — erhverve et ârligt tilskud i salgsafgroderne pâ 40h-6 = 34 td. byg, og det uden at det indlemmede brug blev drevet mere intensivt tidligere. Ligegyldigt om kornpriserne hoje eller lave skulle tilskyndelsen at indlemme bondergârde under sâdanne omstaendigheder vaere staerk.

Nâr stordriften efter 1650 gik staerkest frem pâ Sjaelland (+4B hovedgârde netto, fordelt med 18 i àrene 1650^—59, 6 i perioden og 24 i ârene 1750—74) er forfatteren tilbojelig til at give Kebenhavns staerke vaekst og det hermed voksende marked mejeriprodukter en vaesentlig dei af skylden (side 145). Noget sádant gaelder mâske nok perioden 1750^—74, men na?ppe perioden 1650^—99, da mejeridriften sã vidt det kan skannes pâ grundlag af oplysninger kobesaetningernes storrelse endnu ikke var af videre betydning for hovedgârdene. Snarere leder den staerke vaekst i hovedgârdsoprettelserne pâ Sjaelland perioden umiddelbart efter 1660 tanken hen pâ nedvendigheden for godsejerne at vaere hovedstaden naermere, efter at den af enevaelden foranledigede stigning i antallet af faste hojere administrative havde givet adskillige dem en varig tilknytning til centraladministrationen.

I det hele taget kunne man have ensket, at de personelle incitamenter bag stordriftsudviklingen vasret noget udfarligere belyst. Kun i forbigâende (side 156^—57) nasvner forfatteren den mulighed, at tilbagegangen adelens antal for 1660 betod, at der ikke var brug for sã mange selvstaendige hovedgârde som tidligere. Der er grund til at understrege, at denne sammenhaeng stadig mâ betragtes som ret uafklaret. Som foran naevnt, er antagelsen, at der skulle besta nogen forbindelse mellem to faktorer, formentlig i sig selv lidt forhastet, forsâvidt som der slet ikke var nogen tilbagegang i hovedgârdsantallet, i hvert fald hvis man medregner de skânske godser. Hertil kommer, at Albert Fabritius's »Danmarks Riges Adel«, som forfatteren pâ dette punkt synes at bygge pâ, ganske vist viste, at der var tale om et aftagende antal adelige slaegter. Den indeholder imidlertid ingen pâvisning af, hvorvidt en sâdan tilbagegang i slaegtsantallet ensbetydende med en tilbagegang antallet af individer eller adelige husstande. Sâvidt jeg kan vurdere det, var der ikke indenfor den danske hejadel tale om nogen tilbagegang i antal fer 1660. Derimod kan noget sâdant — omend i meget beskedent omfang — noteres for den lavere adels vedkommende.

De sidst anforte bemasrkninger med relationtil punkter i afhandlingen er i hojere grad at betragte som supplementend kritik. Det bar sammenfattendeunderstreges, afhandlingen betegneret overordentlig stort skridt i retning af at oge vort kendskab til jordfordelingenog i den periode, den omhandler. Forfatteren har ydermere haft held til at give vaerket en

udformning, som med bilagstabeller og oversigtslister gor den til et usaedvanlig nyttigt redskab for den, der pâ et eller andet punkt onsker at bygge videre, hvor han selv er standset.

---

* Ekspeditionssekretasr i Det statistiske Departement.