METODEPROBLEMER (2)

Kapitlerne 10—18 er som de foran omtalte overvejende metodiske. Zeuthen
argumenterer her for, at det okonomiske liv betragtes som et netveerk af delsammenhsengeog
at dette fremstilles ved hjaelp af et ssct af simultane ligninger.Videre

---

* Lektor ved Kabenhavns Universitet.

ninger.VidereSoger Zeuthen frem til en konkret udformning af et ligningssystem, men det understreges, at det ikke er teoriens opgave at lose ligningerne. Efter Zeuthens opfattelse skal ligningssystemet alene tjene til at prove det teoretiske begrebsapparats indre konsistens.

Stoffet er stort set det samme som i de tilsvarende kapitler i bogens forste udgave. Dispositionen er imidlertid en anden. I forste udgave startede Zeuthen med et raeget priraitivt ligningssystem, som provedes i et taleksempel, inden lseseren bekendt med Walras' ligninger. Sâ udvidedes forudsaetningerne videre, og ligningssystemet indpassedes i et kredslobsbillede. Siden reflekterede Zeuthen over de mulige losninger, og forst til slut fik lseseren at vide, hvad meningen var med det hele. I den nye udgave gár Zeuthen lige los pâ Walras, og sá gãr han ikke videre i teksten, for det er sagt, hvad et sâdant ligningssystem bruges til, og hvad det ikke skal bruges til. Psedagogisk er denne nye disposition en landvinding. Forst og fremmest fordi stoffet fâr et helt andet liv, nâr lseseren hurtigt bliver klar over, hvor forfatteren vil hen. Men ogsã fordi Walras' ligningssystem er sâ enkelt, at det publikum, Zeuthen henvender sig til, ikke har behov for en forudgãende gennemgang af et endnu enklere system. Endelig bor det nsevnes, at fremstillingen pâ en rsekke punkter er revideret med det resultat, at forfatterens meninger kommer noget klarere til orde i denne udgave i den foregâende.

Efter at det sâledes er konstateret, at den nye udgave i hovedsagen bringer forsteudgavens stof i ny servering, mâ man sporge: Berettiger udviklingen siden 1942 Zeuthen til fortsat at slá til lyd for de metoder, han dengang gik ind for? Zeuthen sva.rer ikke direkte pâ sporgsmâlet. Det mâ vsere af beskedenhed, for en gennemgang af de senere ârs udvikling kunne han have skrevet under devisen: »Hvad sagde jeg«.

Det er i dag accepteret, at den okonomiske sammenhseng frugtbart kan anskues som et netvserk af delsammenhsenge. Deis fordi metoden, som Zeuthen skriver, »er elastisk og indbyder til alie mulige fornuftige, partielle forklaringer, nâr blot de placeres rigtigt inden for den ramme, der er kernen i systemet«. Deis fordi den stimulerer studiet af delsammenhsengene. Som professor Zeuthen gentagne gange har fremhsevet, begynder folk at studere statsvidenskab, fordi de vil reformere Ikke for at studere delsammenhEenge. Men nâr de ved, at kendskab til delsammenhsengene er en betingelse for den rette erkendelse af den storre sammenheeng, gâr de mere oplagte til arbejdet.

Udviklingen siden 1942 har ogsâ givet Zeuthen ret i bedommelsen af matematikkens inden for okonomien. okonometriens fremgang med storrnskridt bekrseftet, at den, som udtrykker sig matematisk, har en rsekke fordele frem for den, der udtrykker sig verbalt. I den matematiske fremstilling trseder den simultane sammenhseng imellem et stort antal storrelser langt klarere frem end i den verbale, og udtryksformen indebserer i sig selv en kontrol pâ fremstillingens konsistens.

Samtidig har udviklingen vist, at de matematiske modeller har et begrsenset anvendelsesomrâde. Alie elektronregnemaskiner til trods er den matematiske teknik meget primitiv i forhold til de krav, okonomerne mâ stille. De operationelt modeiler mâ derfor nodvendigvis give et meget forenklet billede virkeligheden. De resultater, modellerne giver, kan vsere vejledende, men de mâ, som Zeuthen skriver, aldrig fortolkes ud over de forudssetninger, der er lagt i modellerne. Havde okonometrikerne altid holdt sig dette for oje, var en rsekke af deres fallitter udeblevet.

Den mere konkrete anvendelse af matematikken til beskrivelse af den okonomiskesammenhceng

miskesammenhcengved et system af sinmltane ligninger har pâ godt og ondt fundet vid udbredelse i de senere âr. Man behever blot at naevne krydslobsanalysen(Input-Output), i realiteten er en samtidig anvendelse af Walras' ligningssystemog »tableau economique«. Opstillingen af nationalregnskaberog store praktiske arbejde med det nationale bogholderi har i vsesentlig grad haft til formal at skaffe statistiske data til brug for teoretikernes arbejde med deres simultane ligningssystemer. Det havde vaeret overordentlig vserdifuldt, om Zeuthen efter gennemgangen af Walras havde redegjort for krydslobsanalysen og knyttet forbindelsen imellem de to metoder. Det fortrinlige afsnit, professor Norregaard Rasmussen har skrevet, om krydslobsanalysen i kap. 39 (p. 194_—197) kunne med udbytte vsere skubbet frem i bogen. Det ber ikke blive stâende, hvor det nu stâr, da krydslobsanalysen i den beskrevne form intet har med dynamik at gore. Tidsfaktoren spiller jo ingen rolle i fremstillingen.

Konklusionen pâ de foranstâende betragtninger mâ blive, at Zeuthen pâ sâ mange punkter har set rigtigt, og at hans metoder stadig er livskraftige. Pâ et enkelt — ikke uvsesentligt — punkt cr det dog svsert at give Zeuthen ret. Pâ si de 54 siges det, at det ikke kan vaere teoretikerens opgave at lose ligningerne, han har opstillet. Han skal alene bruge systemet til at prove sit begrebsapparats indre konsistens. Kort forinden (p. 51) har Zeuthen sagt, at »the aim of economies is to predict and control«. Den, der skal forudsige og kontrollere den okonomiske har imidlertid brug for en model, som ikke blot er konsistent, men ogsâ relevant. Nu er ikke alie konsistente modeller relevante. Ligningerne mâ derfor loses og resultaterne konfronteres med virkeligheden, for okonomen kan vselge den model, som bedst tjener hans formal.

Kapitel 19 er teoretisk, fordi det gennemgâr en rsekke delsammenhsenge, og metodisk, fordi det stiller analytiske redskaber til lceserens râdighed. Stoffet er deis forsteudgavens kapitel 18: »Nsermere om efterspergsel, nytte, indifferenskurver elasticitet«, der ikke giver anledning til sserlige bemserkninger; deis en gennemgang af de nyeste forsog pã kvantitativ (cardinal) mâling af nytte og en redegorelse for den sâkaldte velfserdsokonomi.

Zeuthens interesse for cardinal nyttemàling skyldes bl. a. hans onske om at skabe en videnskabelig metode til brug for den okonomiske politik. En af vanskelighederne er, at okonomisk-politiske foranstaltningcr som regei pâvirker enkelte individers velfserd (nytte) i forskellig grad og i forskellig retning. F. s. v. der kan skabes et ftelles kvantitativt nyttemâl, overvindes denne vanskelighed. Zeuthen mâ imidlertid konstatere, at man end ikke er i stand til at bestcmme nytten kvantitativt for et enkelt individ. Neumanns og Morgensterns forsog pâ at lose opgaven ved hjaelp af spilteori vises nok en vis interesse; men Zeuthen finder, at bâde lysten til og ulysten ved at spille kan pâvirke individernes dispositioner i en sâdan grad, at metoden bliver uanvendelig. Zeuthen vender derfor mod den sâkaldte velfeerdsfunktionsteori, der iovrigt ikke er en teori men en metode.

¥,n social velfserdsfunktion er en funktion, som angiver sammenhsengen imellem velfserd og de variable, som over indflydelse herpâ. Funktionen skal opfylde en rcekke formelle krav om konsistens m. v., men den kan defineres i overensstemmelse med en hvilken som helst etisk opfattelse. Gennem politisk (etisk) stillingtagen skal den sociale velfserd kvantificeres og relationerne mellem de enkelte individers og samfundets velfserd bestemmes. Men nâr velfaerdsfunktionen er formuleret, bliver dens anvendelse i den okonomiske politik videnskabelig, den neje prseciserer, hvilke vaerdidomme, der ligger bag dens

resultater. Den bliver videnskabelig, fordi den eksplicit angiver, hvor og hvorledes
ikke er videnskabelig. Sâ langt er det let at folge Zeuthen.

Derimod er det sveert at se berettigelsen af den ilde medfart, Zeuthen giver den »moderne velfaerdsteori«. Zeuthen finder denne teori steril, fordi den er baseret analyse af indifferenskurver, som ikke lader sig bestemme i praksis. Dette synspunkt er dog ikke rigtigt, ai den stund teoriens resultater er bascret pá kendskab til indifferenskurvernes form og ikke til deres beliggenhed.

Zeuthen finder det videre forkert, at teorien enten negligerer indkomstfordelingsproblemet behandler det med udgangspunkt i status quo. Det ma den imidlertid have lov til, sâ leenge den beskaeftiger sig med marginale tilpasninger, og andet ber teorien ikke anvendes til. Den moderne velfaerdsekonomi er de sraâ foranstaltningers teori. Den er bygget op pâ mai^ginale rsesonnementer, og anvendes i forbindelse med omfattende totale tilpasninger, ever man vold imod den.

Endelig finder Zeuthen, at den moderne velfaerdsteori stotter en politisk opfaltelse,
ikke har, jfr. flg. citat fra p. 104:

»Two types of theories act ideologically in support of two opposite political aims: (1) indifference curves and the corresponding »modern« (ordinal) welfare theory (Pareto) in favour of independence of the individual, and (2) measuring the marginal utility of income and the corresponding »old-fashioned« or rather revived and more radical (cardinal) welfare function theory in favour of economic simultaneously considering the effects on produetion (Zeuthens — E. O.)«.

Mod dette citat kan der rejses tre indvendinger:

For det ferste gâr den moderne velfaerdsteori ikke ind for individets uafheengighed, for konsumenternes suversenitet, hvilket er noget ganske andet. Liberale har i visse tilfaelde identificeret de to begreber for at anvende teorien propagandistisk, men den er ogsâ blevet taget til indteegt af socialistiske ekonomer som Oscar Lange og A. P. Lerner.

For det andet stotter velfaerdsfunktionsteorien ikke nogen bestemt politisk opfattelse.
er jo ingen teori, men en metode.

For det tredie havde det vseret mere hensigtsmsessigt, om velfserdsteorierne var rubriceret i en generel og en raekke specielle kategorier. Den generelle mâtte vsere velfaerdsfunktionsteorien, som stiller en metode, et matematisk apparat til râdighed. specielle teorier mâtte vsere teorier udviklet pâ basis af specielle velfserdsfunktioner. kunne inddeles i tre kategorier (1) de utilitaristiske teorier (2) Pareto-teorierne og (3) kompensationsteorierne, som igen kunne opdeles i to grupper (a) teorier som kraiver, kompensation skal ydes og (b) teorier som krsever, kompensation skal vsere mulig.

Konklusionen pâ det foranstâende bliver, at Zeuthens forhold til den moderne velfserdsokonomi pâ visse punkter kan revideres. Zeuthen er dog allerede kommet kritikken imode i sin sidst udsendte bog: Videnskab og Velfserd i okonomisk Politik. (Studier fra Kebenhavns Univedsitets okonomiske Institut, nr. 1. Kbhvn. 1958).