EN SAMMENLIGNING MELLEM REALLONNINGERNE I DE EUROPÆISKE FÆLLESMARKEDSLANDE

I droftelserne omkring det europceiske fsellesmarked og andre planer vedrorende af samhandelsstrukturen inden for Europa og Danmarks eventuelle hertil ma dokumentarisk materiale baseret pâ grundige undersegelser forholdene raodtages med sserlig interesse. Et sâdant materiale foreligger den af den europseiske kul- og stâlunion — hvis medlemslande er de samme, som dem der for nservserende er tilsluttet traktaten om det europseiske fsellesmarked udsendte statistiske redegorelse: Die Arbeitereinkommen der Industrien der Gemeinschaft im Realvergleich. (Europâische Gemeinschaft fúr Kohle und Stahl, Luxemburg 1956, 153 sider).

Eksperter fra Relgien, Frankrig, Holland, Italien, Luxemburg og Tyskland redeger for en indgâende analyse af realârsindkomsterne i 1954 i stenkul- og malmbjergvserkerne og stâlindustrien i de fi lande (samt sserskilt for Saaromrâdet). Udgangspunktet er arbejdernes nettoindkomst defineret som den egentlige arbejdsfortjeneste betaling for ferie- og fridage + naturalydelser + familietilskud og lignende + sociale ydelser +- arbejdsgiveres og arbejderes bidrag til socialforsikringcn +¦ arbejdernes skat af deres lon. Realfortjenesten skulle da vsere denne indkomst sat i forhold til kebekraften.

For at kunne mâle indkomstens kobekraft ma man finde et udtryk for forbrugsudgiftsparitet. herom diskuteres udforligt (sammenlign herved den diskussion om lignende sporgsmâl, som cr anfort i de nordiske statistiske eksperters »Levnadskostnader och reallõner i de nordiska huvudstãderna«, Stockholm 1954 — omtalt i Nationalokonomisk Tidsskrift 1955, side 87—90).

Man har arbejdet henimod problemets lesning ved at definere en forbrugssammenssetningfor af de omhandlede lande for derefter at undersoge, hvad hvert af disse budgetter ville koste i de andre lande. (I almindelighed vil det vaere sâledes, at det i landet A almindelige forbrug vil koste mere i landot B, end det gor »hjemme«, og omvendt, at landet B's almindelige forbrugssammenssetning bliver dyrere at opretholde i landet A, end den er i landet B selv; men forskellen behever ikke at vsere lige stor ved overgang fra A til B som ved overgang fra B til A). Nâr man bar fundet relationerne, underseger man, i hvor hej grad lonnen i de omhandlede lande stnekker til at kebe det onskede forbrug. Man fâr sâledes et tal for, i hvilken grad arbejdslennen f. eks. i Tyskland kan kebe det belgiske forbrug, et andet for, hvorvidt arbejdslennen i Belgien kan kobe det tyske forbrugo. v. Medregnes, i hvilken grad arbejdslonnen i hvert af landene kan kebe

landets eget forbrug (pr. definition sat til 100 %), fâs et antal relationer svarende
til kvadratet pá antallet af betragtede lande.

I den foreliggende redcgerelse er beregningerne gennemfort for hver af de tre industrier for sig (og for sâ vidt angâr rainerne for arbejdere over og under jorden), for gifte arbejdere uden born og med 2 born, for arbejdere uden arbejdsloshed sygdom eller andet ikke-betalt arbejdsfravíer og for arbejdere med en »normal« andei af ikke-betalt arbejdsfravser. Med hensyn til boligforhold, har man for stenkulminerne forudsat, at arbejderne bor i de af mineselskaberne ejede boliger, raens den modsatte forudssetning er gjort for stâlindustrien og malmlejerne.

Som eksempel pâ en tabel, der angiver de beregnede relationer, kan gengives folgende fra redegerelsens side 82, vedrorende real-nettoârsindkomst for samtlige i stâlindustrien, optaget pâ lonningslisten (d. v. s. uden arbejdsleshed, og med 2 bem).

Indeks: Det land, hvis budget er lagt til grund = 100.

I forbindelse med udarbejdelsen af denne og lignende tabeller, som forovrigt er illustreret ved farvestrâlende grafiske fremstillinger, er der foretaget forskellige sserlige analyser f. eks. af aldersstrukturens indflydelse pâ indkomsthejden i kulrainerne af forholdet mellem familietilskud, bidrag til socialforsikringsordninger skat pã lonnen i stâlindustrierne, ligesom man har redegjort for udviklingstendenser bruttotimefortjenesten i de beskrevne lande fra 1953 til midten af 1956; og endelig har man sogt at placere landene efter lonninger i forhold til et fselleseuropseisk budget.

Det er vanskeligt at sammenfatte resultaterne. Ikke blot er relationerne forskellige, efter som man ser fra det ene land til det andet eller fra det andet til det ene, men landenes placering efter realindkomstens hojde er forskellig for de forskellige industrier, for familier med bom og familier uden bom o. s. v.

Det synes dog tydeligt, at med hensyn til reallon ligger Luxemburg og Belgien klart i spidsen og Italien lige sâ klart i bunden. Ellers kan billedet flakke noget. Reallonnen i Frankrig ligger over den tyske reallon for arbejdere med mange bem (takket vsere et udbygget familielonsystem); men for arbejdere uden bom er reailonnen hojere i Tyskland end i Frankrig. Holland og Saar ligger pâ linie med Belgien, for sâ vidt angâr kulminearbejderne, men kun lidt hojere end Italien, hvad arbejderne i stâlindustrien angâr.

Forskellene i reallonninger er store. Realindkomsterne i Italien mâ sâledes
regnes at ligge henved 35—40 % lavere end i Luxemburg og 30—33 % lavere end

i Belgien. Forskellene er formentlig skeerpet siden 1954, idet Italien af de orahandledclande
haft den mindste lenstigning.

Tallene har betydning, bl. a. fordi man — selvom arbejdslonningernes hejde ikke er den eneste faktor, der bestemmer arbejdskraftens vandringer — dog raâ regne raed, at store lenforskelle trickker kraftigt i retning af vandring mod det rnesí begunsíigede land.

Dette sporgsmãl om eventuel tilvandring af udenlandsk arbejdskraft har spillct en vis rolle i den danske debat om Danmarks tilslutning til det europseiske faellesmarked. arbejderbevsegelsens side har man sâledes udtrykt cengstelse for, at en tilslutning til tellesmarkedet, for sâ vidt det tillige indebar frit arbejdsmarked, medfore en betydelig tilvandring sserlig af tysk og italiensk arbejdskraft oget arbcjdslGshed og lentryk lil folge.

Nu findes der ikke tilsvarende indgâende realindkomstsammenligninger mellem og de nordiske lande, som der findes mellem landene indbyrdes inden for hver af de to grupper. De undersogelser, der hidtil er foretaget arbejdsomkostninger — gengivet f. eks. i ILO's rapport »Wages and Related of Labour Cost in European Industry« 1955. Preliminary Report, Geneva 1957 — viser imidlertid, at Danmark ligger hojt set ud fra omkostningssynspunktct, man omregner udgifterne efter de officielle vekselkurser. Disse giver dog kun et ufuldstsendigt billede af valutaernes indenlandske kobekraft.

Den for O.E.E.C. udarbejdede rapport: Milton Gilbert and Associates: »Comparative Product and Price Level«, Paris 1957, viser imidlertid, at den danske krones kebekraft ligger nogenlunde pâ linie med den belgiske og tyske valuta, lidt under den hollandske og noget over den italienske og franske, alt mâlt i forhold til dollars til officiel kurs og pâ basis af et amerikansk vsegtsystem. Forskellige som der ikke her skal gâs nsermere ind pâ, knytter sig til de i denne redegorelse benyttede metoder. Man kan dog tillade sig at slutte, at efter alt at dorame ligger Danmark med hensyn til arbejdernes reallon lwjere end de fleste af de 6 f sellesmarkedslande; formentlig over Belgien, hvilket — jfr. foran — kunne betyde omtrent pâ linie med Luxemburg. Bãde Belgien og Luxemburg er medlemmer af de 6; og da navnlig Luxemburg bâde pá grund af sin lidenhed og geografiske beliggenhed, for sâ vidt mâ vaere endnu mere vcergelos, end Danmark villc blive over for resultaterne af krsefter og tendenser i de store lande, kunne det ud fra dansk synspunkt vsere af ganske sserlig interesse at have opmaerksomheden rettet mod, hvad der efter, at fsellesmarkedstraktaten er blevet til virkelighed, sker i Luxemburg (og Belgien) med hensyn til indvandringer, beskeeftigelses-, len- og arbejdsforhold.

---

* Fuldmaegtig i Socialministeriet.