EGNSUDVIKLING teoretiske aspekter og internationale erfaringer¹

Det er en talers skyldighed at formulere titlen pâ sit foredrag sâledes, at
den giver tilhorerne en forhândsvejledning om foredragets indhold.
Denne vejledning gives positivt ved en angivelse af emnet og de sider af dette,
som man isser vil behandle. Derimod plejer man jo ikke i selve titlen at sige,
hvad man ikke vil tale om. I den henseende overlader man det til tilhorerne
selv at drage eventuelle modssetningsslutninger ud fra emnets positive formulering.

Jeg vil gerne straks sige, at i det foreliggende tilfselde vil det vaere fuldtud berettiget at slutte modssetningsvis ud fra ordene »teoretiske aspekter og internationale erfaringer«. Det er nemlig ikke min tanke at sige ret meget om de sider af problemet egnsudvikling, som man kunne kalde »politiske aspekter og vestjydske erfaringer«. Disse synsvinkler spiller en afgorende rolle i den aktuelle danske debat om egnsudvikling, og det kan ikke undgâs, at jeg kommer ind pâ dem i det folgende. Men mit udgangspunkt er et andet. For det forste vil jeg gerne se pâ, hvorledes eksistensen af regionale forskelle i henseende til okonomisk aktivitet ellcr industriei udvikling passer ind i den bestáende okonomiske íeori. Og dernsesí vil jeg sege aí belyse de aktuelle problemer pâ den herved tilvejebragte teoretiske baggrund.

Forholdet mellem mere udviklede og mindre udviklede regioner har fra gammel tid beskseftiget den nationalokonomiske teori, men navnlig i den form, at man ved regioner forstod lande, sãledes at problemet blev et led i den internationale handels teori. Sâledes var det Ricardo magtpâliggende at vise, at to lande havde fordel af at handle med hinanden, selvom det ene pâ alie produktionsomrâder var det andet overlegent i effektivitet, jsevnfor hans teori om de komparative omkostninger. Den eneste undtagelse herfra var den i praksis utsenkelige situation, at det ene land var det andet lige meget overlegent pâ samtlige omrâder. Men selv dette tilfselde blev senere bragt ind under teoriens rsekkevidde gennem pâpegning af stordriftsfordele, altsâ ophaevelseaf

---

1. Foredrag i Nationalekonomisk Forening den 30. oktober 1958.

* Dr. oecon., professor ved Handelshejskolen i Kebenhavn.

haevelseafRicardo's forudssetning om konstante omkostninger. Ogsâ andre af Ricardo's specielle forudssetninger — hans arbejdsvserdilsere og hans antagelse af faktorimmobilitet mellem landene — er blevet ophsevet forlsengst,men grundlseggende tanke er bevaret og uddybet: Muligheden af «konomisk ligevsegt uanset udviklingsniveau, og handel som et middel til sterre velstand for alie parter og som et middel til udjsevning af sável vareprisersom mellem landene.

Der har dog hele tiden vseret sat spergsmâlstegn ved denne forestilling om harmoni og ligevsegt, blot handel og faktorbevsegelser fik lov at foregâ frit. Ideen om opdragelsestold kom frem for midten af sidste ârhundrede netop som udtryk for, at i praksis kunne gnidningsmodstand forhindre et mindre udviklet land i at komme ind i den udvikling, som det i og for sig havde naturlig betingelse for. Tanken er, at det forst udviklede land i kraft af selve sin udvikling opnâr yderligere fordele (bâde indre og ydre stordriftsfordele), at forskellen overfor det mindre udviklede land forages. For at undgâ dette kan man ved told midlertidigt hsemme konkurrencen og skaffe det mindre udviklede land et pusterum til at udvikle sine industrier. En sâdan midlertidig told tjener altsâ til at virkeliggore den pâ langt sigt optimale arbejdsdeling. Her moder vi ideen om betydningen af en tidlig start, en idé. der i virkeligheden ferer over i tanken om kumulative processer fra ligevsegt i modssetning til den gsengse teori's forestillinger om harmonisk udvikling og tendens til ligevsegt.

Sâlsenge sagen drejede sig om Englands forspring i industrien fremfor Tyskland, var den af beskeden storrelsesorden ogsâ som modifikation til den teoretiske grundbetragtning. Her var nemlig udviklingsbetingelserne nogenlunde ens, nâr kun bortses fra selve den tidlige start i England. Det var lande med omtrent de samme sociale, kulturelle og naturbetingede forudssetninger, lande, som man med god mening kunne sammenligne. Anderledes ligger det med kloften meliem det industrielle Europa og Amerika vore dage pâ den ene side og de underudviklede oversoiske lande pâ den anden. Efter henved 200 árs eksplosiv stigning i velstand i de forstnsevnte er de sidstnsevnte stadig pâ et eksistensminimum ... lad sâ vsere, at dette minimum kan skaffes til mange flere millioner end dengang.

Efterhânden som disse omrâder har fâet mulighed for at fere deres egen ekonomiske politik, har de ivrigt taget protektionismen i brug under henvisning en lignende tankegang, som ligger bag opdragelsesargumentet. Det turde dog vsere klart, at hermed er problemet ikke lest. Industrien blomstrer ikke op i disse lande, blot man lukker for import. Det drejer sig om at bryde, hvad Nurkse har kaldt fattigdommens onde cirkel. Det krsever ikke blot investeringer, men ogsâ dybtgâende sendringer i social struktur, oplysning og mentalitet.

Overfor dette problem kommer den internationale handels teori i sin

gaengse fonn til kort. »Grâ er ai teori og mest grâ er den nationalekonomiske«skrev en anmelder i anledning af den danske udgave af MyrdaFs bog om Verdens okonomiske ulighed¹. Helt sâ grã er teorien nu ikke, som man mâtte fâ indtryk af ved at la^se Myrdals bog. Der er tvaertimodydet bidrag i de senere ar til en teoretisk udforskning af de underudviklede landes vsekstproblemer og deres forbindelse med va3ksten i den evrige verden, ogsâ bidrag som er langt mere konkrete og praecise end Myrdals egne. Men rigtigt er det, at disse bidrag endnu ikke er integreret med den traditionelle teori for den internationale handel. I det hele taget har jo denne teori, sâledes som den fremstilles i Iserebegerne — min egen ikke undtaget - endnu i vore dage i ret hoj grad pra>g af at va?re en statisk ligevaegtsteori.

Den samme karakteristik kommer da til at gailde ogsâ for teorien om forholdet mellem forskelligt udviklede regioner indenfor samme land — hvis man overhovedet kan tale om eksistensen af en sâdan teori. Hos Ricardo det som bekendt sâledes, at vaerdilaeren indenfor det nationale markeds grsenser var en anden end i forholdet mellem landene. Det var en konsekvens af hans forudssetning om faktormobilitet nationalt, men ikke internationalt. En integration af den interregionale og den internationale handels teori mâtte vente helt til Heckscher's artikel om »Utrikeshandelns verkan pâ inkomstfõrdelningen« i Ekonomisk tidsskrift (1919), som senere blev fulgt op og uddybet af Ohlin i hans velkendte arbejder. Efter denne betragtning tillaegges der ikke landegra?nserne en sâ principiei afgorende betydning som hos klassikerne, men med visse gradsforskelle ma de samme forhold blive afgorende for bevaegelser af varer og produktionskraefter mellem og mellem forskellige lande, og i begge tilfselde ma disse bevaegelser mod udligning af priser og faktorafktnning.

Denne parallellisme i betragtningen af interregionale og internationale problemer gâr ogsâ Myrdal ind for i naevnte bog. Han bygger endda fremstillingen ganske tilsvarende som Ohlin i sin »Interregional and International idet han ferst analyserer forholdene indenfor et enkelt land, der omfatter forskellige regioner, og derefter gâr over til forholdet mellem landene.

Men medens Ohlin mener at finde ligevsegtssogende krsefter i virksomhed overalt bâde nationalt og internationalt, sâ er det Myrdal's opfattelse, at krsefternes frie spil normalt soger bort fra en ligevsegtstilstand, og at kun statsmagtens indgriben kan forhindre disse kraefter i at fere til stadig voksende i realindkomst, det vaere sig mellem et lands forskellige regioner mellem landene indbyrdes. Han siger det endda sin ssedvane tro meget drastisk:

---

1. Gunnar Myrdal: Verdens okonomiske Ulighed. Det danske Forlag 1958.

»Hvis udviklingen var overladt til de okonomiske krsefter uhsemmet af nogen former for politiske indgreb, ville industriproduktionen, handels-, bank- og forretningsvaesen, sefart og i virkeligheden ai ekonomisk virksomhed, i et samfund i vsekst giver en overnormal afkastning — og i tilgift hertil desuden videnskab, kunst, litteratur, undervisning og overhovedet hojere kultur — klumpes sammen i visse egne og omrâder, raedens af landet mere eller mindre ville havne i et dodvande.«¹ Og han fortssetter:

»Arbejdskraftens, kapitalens, varernes og tjenesteydelsernes beva?gelser modvirker ikke af sig selv den naturlige tendens til ulighed mellem de forskellige I og for sig er vandringer, kapitalbevsegelser og handel snarere hja?lpemidler for de selvforstaerkende processers udvikling — opad i de heldige omrâder, nedad i de nheldige.«2

Myrdals udgangspunkt er givetvis forholdet mellem de industrialiserede lande og den underudviklede dei af verden, og i den forbindelse er der som allerede nsevnt ogsâ god grund til at kritisere den gsengse teori med dens ligevaegtsbetragtninger som utilstrsekkelig og urealistisk. Det spergsmâl, som interesserer os her, er imidlertid, om det er berettiget at generalisere denne kritik ogsâ til forholdet mellem et lands forskellige regioner i en sâdan udstrackning, Myrdal gor det. Svaret herpâ er âbenbart vigtigi. hvis man vil tage stilling til, om det skal vsere en opgave for det offentlige at tage sig af egnsudvikling ved specielle foranstaltninger, eller om problemet kan leses pâ anden mâde og da hvilken.

Lad os forst se lidt naermere pâ selve det spergsmâl, hvad det vil sige, at en egn er underudviklet i forhold til andre dele af samme land. Der findes en slags definition i den danske egnsudviklingslov3, hvor der i paragraf 1 tales om »sâdanne omrâder af landet, som med hensyn til industriei udvikling tilbage for det ovrige land, eller som er ramt af saerlige ekonomiske vanskeligheder«. Her er altsâ antydet to forskellige former. Det man typisk forstâr ved et underudviklet omrâde, knytter sig vel til det forste kriterium: manglende industriei udvikling i sammenligning med det ovrige land. Men desuden kan der forekomme omrâder, hvor indkomsten er lav, fordi et bestâende, oprindeligt sserdeles effektivt produktionsapparat ikke mere udnyttes pâ grund af svigtende eftersporgsel efter de pâgseldende produkter. Det er formentlig hovedeksemplet pâ lovens andet kriterium: at vsere ramt af saerlige okonomiske vanskeligheder.

Fra udlandet er det ikke svsert at finde ret rendyrkede eksempler pâ regionalulighed
begge disse typer. Syd-Italien eller sydstaterne i USA er
eksempíer pâ den forste, Engíands »depressed areas« pâ den anden. De danskeproblemer

---

1. Anf. skr. s. 43.

2. Anf. skr. s. 44.

3. Lov nr. 211 af 16. juni 1958.

skeproblemersynes derimod at vsere en ret uklar og kompliceret blanding af
begge kriterier.

For jeg gâr ind pã dette, er dct dog nodvendigt at se lidt nsermere pá indholdct formuleringen af det forste kriterium. Soger man en generel definition ©konomisk underudvikling, ma udgangspunktet formentlig vaire, at realindkomsten pr. indbygger i en vis region er lav og stagnerende. Her mã igen principielt sondres mellem to forskellige muligheder, som dog i praksis normalt vil vsere til stede samtidig i en eller anden kombination.

I det ene tilfselde arbejdes der i den pâgseldende egn i alie eller i hvert fald i de vigtigste fag med ringere produktivitet end i resten af landct. Det kan skyldes dârlig jord, uheldigt klima, ringere uddannet arbejdskraft eller utilstrsekkelig forsyning med realkapital og teknik. Det kan ogsâ vaíre en afsides beliggenhed, der ger transportomkostningerne heje, bâde ved tilgang og afgang af varer, og derved reducerer regionens realindkomst.

I det andet tilfaelde har regionen en lavere realindkomst end landets gennemsnit, den har en sserlig stor andei af sâdanne fag, som ogsâ i det ovrige land producerer med forholdsvis ringe effektivitet, f.eks. landbrug sammenlignet med industri.

Sammenligner man et underudviklet land med et mere fremskredent, gor begge disse forhold sig gaeldende. Produktiviteten er lav overalt, men samtidig man en erhvervsstruktur, der fastholder det meste af befolkningen i en primserproduktion, hvor produktiviteten og realindkomsten er ganske saerlig ringe.

Pã tilsvarende mâde viser en undcrsogelse foretaget af United Nations' Economic Commission for Europel, at fattige regioner har en storre landbrugs og en lavere industriprocent end de rige regioner i samme land. Undtagelser er kun de egne af England og Belgien, hvor problemet ikke er egentlig underudvikling, men svigtende eftersporgsel efter en specialiseret industriproduktion.

Ofte synes man at gà ud fra en sã ufravigelig sammenhseng mellem industrialiseringsgradog at man tager selve industriprocenten som udtryk for et lands eller omrâdes udviklingsniveau. Noget i den retning ligger vel bag den nsevnte formulering af kriteriet i den danske lov. Man identificerer altsâ ekonomisk udvikling med industrialisering. Sã enkel er sagen dog ikke. Sàledes kan landbruget i sã hoj grad vaere prseget af industrielleproduktionsmetoder, det giver sine udovere en til deres antal svarendeandei nationalproduktet. Medens landbruget ellers overalt i Europa har en lavere andei af nationalproduktet end af folketal og arbejdsstyrke, gíelder dette i de senere âr ikke übetinget dansk landbrug, som nogenlunde har kunnet fastholde samme nationalindkomst pr. beskaeftiget som andre

---

1. Economic Survey of Europe in 1954, Geneva 1955, ch. 6.

erhverv i gennemsnit. Dette er sket i kraft af mekanisering og landbrugsfagligefremskridt, staerkt har foroget produktiviteten af landbrugets arbejdskraft udtrykt i tekniske enheder og derved nogenlunde har ophsevet virkningerne af et dârligt bytteforhold for erhvervet. Men resultatet har vseret en staerk afgang af arbejdskraft fra landbruget, som det har vseret vanskeligt fuldtud at opsuge i andre erhverv. Sâ kan man bagefter diskutere, om ârsagen til den herved opstâede ledighed er den svage udvikling af industrieneller stserke industrialisering af landbruget.

En anden vanskelighed ved at benytte industriprocenten som kriterium ligger i de tjenesíeydende fag (handel og omsaetning, administration og liberale m.v.). Behovet for disse fags ydelser vokser med stigende velstand, fagene har derfor normalt den hojeste andei af befolkningen i de mest velstâende regioner. Dette kan bevirke, at industriprocenten i disse regioner bliver noget lavere end i regioner med lavere realindkomst, sâledes at man ogsã af den grund skal vsere forsigtig med at laegge industriprocenten til grund for en afgorelse af en regions udviklingsniveau. Meget tyder pâ, at industriprocenten i et langt tidsrum med okonomisk vsekst vil gennemlobe en rsekke vaerdier i bestemt rsekkefolge, nemlig forst svagt stigende, sâ kraftigere stigende, derefter stagnerende og tilsidst noget aftagende.

Reíativt íav reaíindkomst i en bestemt e^n kan altsâ fremkomme T^â to mâder: Eftersporgslen kan vende sig bort fra denne egns hidtidige hovedproduktion, at egnen synker ned pâ et lavere velstandsniveau end for i sammenligning med det ovrige land og mâske ogsâ i absolut forstand. Eller der kan indtrsede en stigning i produktiviteten i det ovrige samfund, som af en eller anden grund ikke drager den pâgseldende egn med opad.

I begge tilfa3lde vil den gsengse teori hsevde, at Jilpasningsprocesser mâ trsede i virksomhed, som skulle tendere mod at udligne den sâledes opstâede forskel i realindkomst pr. indbygger. Disse processer samler sig om folgende : For det ferste mâ forskellen i indkomst og beskseftigelsesgrad til, at folk flytter bort fra den pâgseldende egn. Og for det andet mâ lonkrav, husleje og andre omkostninger pâ egnen falde enten absolut eller i ai fald reíativt til omkostningsudviklingen andetsteds, og dette mâ virke i retning af at gore eksisterende virksomheder mere konkurrencedygtige tiltrsekke nye investeringer fra andre egne indenfor brancher, mâske ikke hidtil har vseret staerkt reprsesenteret i regionen.

Teorien hsevder ikke, at denne tilpasningsproces forer til genoprettelse af status quo i alie henseender. Men den skulle medf ore en udligning af beskseftigelsesgrad realindkomstniveau, sâledes forstâet, at arbejdskraft med samme kvalitet aflonnes ens. Derimod er det nok muligt, at resultatet bliver en varig tilbagegang i egnens folketal som folge af vandring til de mere ekspanderende omrâder.

Hvor effektivt fungerer nu denne tilpasningsproces? Det vil i hoj grad bero

pá beskíeftigelsesgrad og ekspansionstempo i de mere veludviklede dele af landet. Har man her en hej aktivitet, vil der vsere relativt godé muligheder for at trsekke arbejdskraft fra det dârligt stillede omrâde. Er der derimod en vis tendens til arbejdsloshed ogsâ her, omend i mindre grad end i det forstnsevnte omrâde, vil den altid eksisterende trseghed med hensyn til flytningtil anden dei af landet og mâske samtidig til et andet fag slã stserkere igennem og hindre en hurtig tilpasning.

Beskscftigelsesgraden spiller ogsâ en rolle for den anden side af tilpasningsprocessen, tilstromningen af nye virksomheder til det underudviklede pâ grund af lavere omkostningsniveau. Er der ligefrem mangel pâ arbejdskraft i det ovrige land, virker et rigeligt udbud i en bestemt som en tiltraekkende faktor i sig selv helt bortset fra eventuelle forskelle i lonniveauet. Under en tilstand af undernormal beskeeftigelse i det ovrige land skal der derimod vsesentlige lonforskelle til for at flytte industrien. for, at sâdanne lonforskelle skal opstã, er desuden i vore dage kun smâ, i hvert fald i de mere udviklede lande, hvor fagbevaegelse og sociallovgivning ssetter undergrsenser for lonnen, ogsâ i omrâder med stor ledighed.

Ved hej beskseftigelse overvindes ogsâ lettest den traeghed, der beror pâ,
at arbejdskraft ikke er en homogen vare, men har forskellig uddannelse og
kvalitet.

Beskseftigelsesgradens afgerende betydning for styrken af en tilpasningsproces der mangfoldige eksempler pâ. Fra USA kan naevnes, at medens det i 30'erne trods bevidste anstrengelser fra unionsregeringens side var uhyre vanskeligt at opnâ en tilnaermelse i levestandard mellem de underudviklede og den ovrige union, sã er der under den hoje beskaeftigelsesgrad krigs- og efterkrigstiden sket store fremskridt i sâ henseende, báde i kraft af bortvandring fra sydstaterne — trods alie farvebarrierer — og i form af industrialisering af visse sydstatsomràder under indflydelse af rigeligt arbejdsudbud, lav lon og svage fagforeninger.

Italien frembyder et andet eksempel pâ beskseftigelsesgradens betydning, idet en ret hoj arbejdsloshed i Norditaliens industriomrâder har lagt sig hindrende i vejen for en stor indvandring fra det overbefolkede og industrielt underudviklede Syditalien. Omvendt har i Frankrig en hoj beska3ftigelsesgrad de mere industrialiserede regioner omkring Paris og i nordost fort til en affolkning af visse fattige egne i det centrale og sydlige Frankrig. Derimod af Bretagne, hvilket mâske kan skyldes, at befolkningen her har et stserkt lokalt sserprseg og derfor nodigt tager bopsel i andre egne af landet.

I Tyskland har den voldsomme ekspansion i de centrale industriegne omkring i de senere ar virket som en magnet, der har tiltrukket arbejdskraft de af flygtninge overbefolkede omrâder, herunder ikke mindst Slesvig-Holsten.

Omvendt er lesningen af de danske egnsproblemer, specielt den relativt store ledighed i Nordjylland, i hoj grad blevet hsemmet af den forholdsvis langsomme ekspansion og ret betydelige arbejdsleshed, som har kendetegnet det danske erhvervsliv som helhed siden 1950. Boligmanglen i de mest ekspansive og organisatoriske hindringer pâ arbejdsmarkedet i forbindelse forskelle i arbejdskraftens uddannelse har ikke gjort tilpasningen

Man kan formentlig drage den konklusion, at en staerk ekspansion i et lands okonomi formindsker risikoen for store og varige regionale uligheder. I en relativt stagnerende okonomi derimod vil forskellene kunne blive mere alvorlige og langvarige. Og jo langsommere tilpasningen arbejder, desto storre risiko er der for, at den gâr helt i stâ og afloses af MyrdaFs kumulative processer henimod stadig voksende ulighed.

En sâdan proces kan f.eks. forlobe efter folgende monster: Lav indkomst giver stor skattebyrde pâ grund af store sociale udgifter og ringe lokal skatteevne. Samtidig bliver forsyningen med skoler, veje og andre offentlige faciliteter forringet. Bâde skattebyrden og den ringere forsyning med de nsevnte goder virker hsemmende pã tilflytning af ny virksomhed. Egnen fâr mãske end ikke sin normale andei af vseksten i landets erhvervsliv og sakker dermed mere og mere bagud i forhold til andre egne, af hvilken ârsag forskellen skattebyrde og offentlige goder bíiver storre og sterre.

Man risikerer ogsâ, at arbejdskraftens kvalitet forringes. Ikke blot virker stor og langvarig ledighed uheldigt ind pâ arbejdsevnen, men i en egn med stagnerende erhvervsliv, vil ungdommens dygtiggorelse ogsâ ofte blive forsomt. har dârligt râd til at bringe ofre derfor og forsyningen med lokale skoler og med egnede Iserepladser er under landets gennemsnit, sâledes at uddannelse ofte krsever rejse til andre egne og derved bliver uforholdsmsessigt Sammenlignet med landets gennemsnit forringes altsâ arbejdskraftens i den pâgaeldende region, og selvom man efter et âremál atter nâr frem til en ligevsegt med fuld beskseftigelse, vil det blive pâ et lavere realindkomstniveau end for.

Ogsâ her stãr en statisk ligevsegtsbetragtning i modssetning til en mere dynamisk analyse. Den forstnsevnte betragtningsmâde skulle nemlig fore til, at effektiviteten i regionen skulle stige. Nâr arbejdskraft vandrer bort, mâ grscnseproduktiviteten af de tilbageblevnes arbejde vsere foroget — alt andet lige. Men alt andet er ikke altid lige. Selve tilpasningen kan sendre arbejdskraftens og dermed produktivitetskurvens beliggenhed, mâske ogsâ pâ den mâde, at det er de dygtigste, mest energiske og veluddannede som vandrer bort. I hvert fald vil bortvandringen sikkert omfatte forholdsvis mange af de unge.

Ogsâ pâ kapitalbevaegelsernes omrâde kan kumulative processer optrsede.
Sâledes er det ikke givet, at kapitalen vandrer fra de rige til de fattige regioner.Mâske

ner.Mâskegâr den i modsat retning, fordi de rige regioner samtidig er de
mest ekspanderende og derfor kan byde den sterste forrentning og sikkerhed.

Endvidere skal forbrugsgodeproducerende virksomheder i en fattig egn betale fulde transportomkostninger for tilforte râstoffer, men de fserdige produkter kan man i ringe omfang sselge pâ stedet, hvor kobeevnen er lav. Man mâ altsâ eksportere en forholdsvis stor dei af sin produktion til markeder regionen. Imidlertid er der i vore dage en stigende tendens til, at en producent tager samme pris for sin vare overalt pâ det nationale marked, prisen ofte indgâr i selve den landsomfattende reklame for varen. Under disse omstsendigheder mâ producenterne af maerkevarer med et landsomfattende va?re interesseret i at lsegge deres fabrikker na3r ved de omrãder, der byder pâ den storste koncentration af kobekraft. Derved kan den for hele landet gseldende pris saettes sâ lavt som muligt, idet der er et stort antal nserboende kunder, som er med til at betale underskudet pâ de varer, der sselges til samme pris i f jerntliggende dãrlige markeder med dyre transportomkostninger og mâske ogsâ med forholdsvis stor detaillistavance, fordi de enkelte butikkers omssetning er sâ lille i disse omrâder.

Teorien gâr ud fra, at interregional sável som international handel vil fore til udligning af priserne excl. forskelle i transportomkostninger, men i virkeligheden kan det ske, at priserne interregionalt udlignes incl. disse omkostninger skade for de fjernt fra det store marked liggende producenters konkurrenceevne.

Endelig ligger der ogsâ en mulighed for en kumulativ proces i den for nsevnte typiske forskel mellem underudviklede og mere udviklede omrâders erhvervsstruktur. Med stigende velstand vil sekundsere og tertisere erhverv optage en stigende andei af folketallet pâ bekostning af landbrug og anden mere primaer produktion. Selve den forskydning i eftersporgslens sammenssetning, begunstiger de sekundsere og tertisere erhverv, vil imidlertid biive yderiigere forsíserket, jo mere disse erhverv í íorvejen betyder og jo hejere velstandsniveauet derfor er. Dette teorem er en meget gammel kending nationalekonomien, en vsekstmodel der er 100 âr seldre end de klassiske idet Colin Clark har fundet den beskrevet i Sir William Petty's »Political Arithmetic« fra 1690 og derfor givet den navn af Petty^sjov^

Anvender man dette pâ de regionale forskelle, vil en egn kunne komme ind i en selvforstserkende opgang derved, at den har sserligt godé vsekstbetingelserfor de fag, der ligger hojt pâ indkomstskalaen. Omvendt hsemmes de egne, der har lidet gimstige betingelser for sâdanne erhverv. Man skal dog naeppe tillsegge dette nogen meget stor betydning. En dansk beregning af Petty-effekten er sogt foretaget i Kjeld Bjerke og Niels Ussing: Studier over Danmarks Nationalprodukt 1870_—1950, side 38 f. Man kommer til det

resultat, at for hele den af bogen omhandlede periode under eet skulle realindkomsteni vsere foroget med ca. 10 % som et resultat af vandringenaf fra landbrug til byerhverv. Hertil kommer sikkert en vis stigning indenfor byerhvervene som folge af vandring fra lavere lonnede(husligt til hojere lennede, men dette har ikke kunnet underseges.

Ogsâ de nsevnte ca. 10 % ma vel tages med et vist forbehold. Men da realindkomsten alt er mere end fem-doblet i den undersogte periode tyder alting pâ, at virkningen har vseret sscrdeles beskeden sammenlignet med virkningerne af fremskridt i produktivitet indenfor de enkelte fag. Dette kunne tsenkes at skyldes, at landbruget i Danmark har vist sâ kraftig en stigning i produktivitet i hele det naevnte tidsrum. Tilsvarende undersogelser oretaget af P. Norregaard Rasmussen pã materiale fra Norge, Italien og USA, tyder dog heller ikke pã, at Petty's lov i disse lande forklarer nogen sserlig stor andei af stigningen i velstand¹.

Jeg har i det foregâende deis talt om de faktorer, der trsekker imod ligevaegt udvikling mellem regioner indbyrdes, deis beskrevet en rsekke destabiliserende Ifelge gsengs teori skulle de forstnsevnte tendenser som regei vsere de stserkeste, medens Myrdal gãr ind for den modsatte opfattelse. Det er dog naeppe muligt med genereí gyídighed at udpege det ene sset krsefter sej_rende i kampen. Resultatet synes at mâtte afhsenge af det milieu — okonomisk, socialt og kulturelt — hvori kampen foregâr.

Hvis_ det virkelig var sâledes, at vsekst i velstand var ledsaget af dominerendè til oget f orskel mellem et lands f attige og rige regioner, sâ mãtte vel disse regionale forskelle vscre storst i de rige lande, som jo har haft den stserkeste og mest langvarige vsekst i velstand. Det forholder sig imidlertid mpdsat, hvilket klart fremgâr af materialet i Econòmic Survey fôT 1954. Det er netop de fattigste lande i Europa, der har de alvorligste regionale

Hvad er forklaringen pâ dette forhold? Er det eksistensen af et hojt velstandsniveau,der dybtgâende regionale forskelle, eller er det hastighedenaf nutidige vsekst, der spiller den afgorende rolle? Formentlig en kombination af disse to forhold. Et hojt velstandsniveau er normalt ledsaget af en social og organisatorisk struktur, som fremmer tilpasningstendenser i hojere grad end strukturen i et samfund med lavt velstandsniveau. (Man kan sâ diskutere, om det ikke ma siges at vsere politiske forhold, der her er udslaggivende.) Men samtidig spiller ekspansionstempoet en betydelig rolle. I depressionsperioder kan der selv i de mest fremskredne lande meget vel opstâ kraftige kumulative processer henimod sterre regionale forskelle, men

---

1. P. Norregaard Rasmussen: Om Realindkomst. Nationalokonomisk Tidsskrift 1952 s. 19ff.

under en tilstand af hoj beskaeftigelsesgrad og stcerk ekspansion synes sâdannetendenser
mâtte vsere svage sammenlignet med de udlignende
krsefter.

MyrdaFs interesse for de underudviklede lande har vistnok fort ham til at generalisere for stserkt og tilla2gge kumulative regionale processer storre betydning end berettiget for de mere fremskredne landes vedkommende. Det er givet, at den gsengse teori for interregional og international udvikling traenger til et supplement, som fremhsever muligheden for kumulative processer. deraf folger ikke, at den sidstnsevnte betragtning kan ophoJes til en ny generel teori.

Hvorledes er nu for Danmarks vedkommende det indbyrdes styrkeforhold mellem de ligevsegtssogende og de destabiliserende tendenser? I betragtning af vort ekonomiske udviklingsniveau mâ formodningen vsere for, at de Myrdal'ske betragtninger mâ vsere af ret begrscnset gyldighed for os. Danmark utvivlsomt ogsâ et af de lande i verden, der har de mindste regionale (Jeg ser her naturligvis helt bort fra Grenland og Fsereerne og holder mig alene til det egentlige Danmark.) Jeg nsevnte for, at egnsudviklingsloven giver mulighed for bistand i form af râdgivning eller finansiering »til ophjeelpning af produktiv beskseftigelse i sâdanne omrâder af landet, som med hensyn til industriei udvikling stâr tilbage for det evrige land, eller som er ramt af sserlige okonomiske vanskeligheder«.

Hvilke egne af landet er det, man her har haft i tankerne?

Det mâ vel blive en af de forste opgaver for det i henhold til loven oprettede at gore det klart — forst for sig selv og dernsest for offentligheden — hvordan man vil fortolke den geografiske rsekkevidde af lovens ord. Vil man overhovedet forsege at karakterisere visse egne som sâ meget mere tilbagestâende end de andre dele af landet, at de forstnsevnte omfattcs af loven, medens de sidstnsevnte holdes udenfor? Og ud fra hvilke kriterier vil man gennemfore en sâdan eventuel sondring?

Jeg har allerede i det foregâende kritiseret brugen af industriprocenten som udtryk for et omrâdes okonomiske udvikling, men selvom man ville mene, at den kunne give et fingerpeg om de bestâende forskelligheder i realindkomst landets egne, hvilke konsekvenser vil man sá egentlig drage deraf? Ingen kan dog for alvor ville pâstâ, at man kan eller bor ssctte sig som mâl, at alie amter skal have samme procent af befolkningen beskscftiget industri. Sporgsmâlet om underudvikling mâ i det mindste altid ses i relation til det foreliggende grundlag for en industrialisering hvad angâr naturforekomster, arbejdskraftrcserver, transportmulighcder, markedsnserhed Man kan nsoppe udfra nogen forhândenvscrende statistik belyse dette til bunds, men enhver sammenligning mâ for en stor dei vedrore storrelser, muligheder som ikke hidtil er udnyttede.

Heller ikke arbejdsloshedsprocenterne er uden nsermere kommentarer

anvendelige som kriterium pã saerlige okonomiske vanskeligheder, der kan motivere eget industrialisering¹. Der er f.eks. flere mennesker, som rammes af arbejdsloshed i hovedstaden end i de nordjydske amter, uanset at de sidstehar vsesentlig hojere procent ledige og dermed ogsâ lsengere arbejdsloshedsperioderfor enkelte. Det er klart, at dette sidste rejser sserlige sociale problemer for de pâgseldende. Men det er ingenlunde givet, at langvarigarbejdsleshed en bestemt egn skal beksempes ved industrialisering pâ samme egn. Mâske skal industrien udvides andetsteds i landet og folk flyttes dertil. Arbejdsmarkedskommissionen stillede for nogle âr siden forslagom fremme fraflytningen fra de jydske arbejdsloshedsoer. Jeg har ikke indtryk af, at disse forslag i nscvnevaerdig grad er blevet fulgt op, hvorimodman vscret mere interesseret i at gennemfore den dei af kommissionensforslag, gik ud pâ at fremme industrialiseringen i de pâgseldende landsdele. Egnsudviklingsloven ligger jo ogsâ pâ den sidstnsevnte linje.

Sporgsmâlet er vel, om lovens formulering ikke er sâ vid, at den kan bringes til at omfatte alt, hvad der ligger vest for — om ikke Valby bakke, sâ i alt fald Ringvej B 3. Dette falder godt i trâd med, at der i den sidste tid synes at vsere sket en vaesentlig forskydning i hele debatten om egnsudvikling i landet. I adskillige âr efter krigen opfattedes det forst og fremmest som et sporgsmâl om arbejdsloshedsoernc_ i Nordjylland og enkelte andre steder, hvor der af sserlige ârsager var opstâet et overskud af ufaglsert arbejdskraft, det var svsert at opsuge pâ stedet og heller ikke let at flytte, sâlsenge boligmarkedet ikke var frit og arbejdslosheden ikke afskaffet i det ovrige land. Her forelâ âbenbart et eksempel pâ, hvad loven kalder »sserlige okonomiske vanskeligheder«, ogsâ pâ den mâde, at den nordjydske industri isaer omfatter brancher, hvis beskaeftigelse er steget mindre end gennemsnitligt hele industrien.

Med direktor Gunnar Andreasens pjece om Vestjyllands fremtid kom sagen imidlertid ind i et andet perspektiv, idet vsegten nu blev lagt pâ manglende udvikling. Pâ dette grundlag startedes en lavine, idet vi nu meget hastigt naermer os et stadium, hvor samtlige omrâder udenfor hovedstaden meldt sig selv som underudviklede gennem oprettelse af regionale udviklingsrâd, erhvervsrâd, initiativudvalg og hvad det altsammen hedder.

Det passer udmaerket ind i dette billede, at den betsenkning, som i sidste uge blev af givet af et udvalg nedsat af arbejdsministeriet, hedder »Erhvervsudviklingi ². Den bringer meget nyttigt stof af beskrivende karakter,men ikke noget klart kriterium for at udpege visse omrâder

---

1. Der kan henvises til artiklen »Omkring egnsudviklingsloven« i Erhvervsokonomiske Meddelelser, juli-august 1958, s. 1 ff.

2. Betíenkning nr. 206, 1958.

i provinsen som sâ meget mere underudviklede end andre, at eventuelle foranstaltningerkunne
til den.

Alt dette stemmer meget godt med de foran udviklede teoretiske betragtninger internationale erfaringer. Deis mâtte man vente forholdsvis ringe regionale forskelle i et land med Danmarks geografiske og okonomiske struktur udviklingstrin. Deis er netop hovedstadsomrâdets relative storrelse det eneste forhold, som placerer Danmark i noget af en sasrstilling blandt Europas lande, hvad forholdet mellem forskellige regioner angãr. — Den fornaevnte ECE-rapport har en tabel ovcr befolkningens fordeling efter byernes i forskellige europseiske lande. Det fremgâr heraf, at intet land har sâ stor en andei af sit folketal koncentreret i et enkelt byomrâde som Danmark med 27 % i hovedstadsomrâdet. ostrig folger taet efter med 25 % i Wien. Disse to tal kommenteres med den bemserkning, at bâde Danmark ostrig har mistet landomrâder, og at deres hovedstseder af den grund er blevet sâ forholdsvis store. For Danmarks vedkommende er den forklaring dog lidet relevant, eftersom byens andei i folketallet ferst for alvor steget i de sidste menneskealdre. Endnu for 100 àr siden var den kun en halv snes procent.

At Kobenhavn er relativt storre end andre europseiske storbyer er jo imidlertid et bevis for, at den er for stor, sâledes opfattet, at den danske bef samlede realindkomst ville vsere sterre, sâf remt en mindre andei af folketallet var samlet i hovedstadsomrâdet. Jeg skal ikke forsege at gâ i lag imed dette problem, som nacppc har nogen entydig videnskabelig holdbar lesning. kunne jo forestille sig, at det, Warming i sin tid kaldte »storbyernes ville lokke sâ mange mennesker til Kobenhavn, at arbejdslosheden procentvis blev sterre end i det ovrige land. Som bekendt er dette ikke tilfseldet. Tvsertimod er beskseftigelsesniveauet hoJest i hovedstaden aftager desto mere jo lsengere man kommer bort fra denne. Det er just dette forhold, som er baggrunden for planerne om at fremme mere intensiv i provinsen.

Det er imidlertid veerd at lsegge mserke til, at den fornaevnte betsenkning om erhvervsudvikling i provinsen indeholder materiale, som nscrmest bringeren at tvivle pâ sclve udgangspunktet for det pâgacldende arbejdsministerielleudvalgs nemlig at der er cn afgorende forskel mellem hovedstaden og provinsen. Jeg citerer: »I tiden siden 1938 er industribeskseftigelseni sável relativt som absolut, steget mere end i Storkobenhavn;der hermed begyndt en udligningsproces, der dog endnu ikke er resulteret ien egentlig udja3vning«¹. Og senere hedder det: »Regnet efter de absolutte tal er Storkobenhavn det omrãde, der har haft den storste tilvseksti de to her omhandlede perioder. Ser man derimod pã den relativevsekst,

---

1. Anf. skr. s. 13.

tivevsekst,lâ Storkebenhavn lavest i tiden 1938 til 1948 og neestlavest i perioden1948 1955. Storst procentuel tilvaekst kan konstateres i Vest- og Sydjylland, d.v.s. i de to omrâder, der har haft det laveste udgangspunkt. Dette indicerer, at der allerede nu er startet en udjsevningsproces, en udvikling,der . . . endnu ikke er kommet sserligt langt«¹.

Disse citater stemmer udmserket med den betragtning, jeg har gjort gseldende, at tilpasningstendenserne trods alt er forholdsvis stasrkere i det danske samfund, og at vore regionale udviklingsproblemer derfor er af beskeden storrelsesorden. Dette er tilfseldet til trods for, at vi i adskillige âr har haft en forholdsvis langsom stigning i industriproduktionen og en ret lav beskseftigelsesgrad. Sâ meget mere ville det have vseret tilfseldet, om ekspansionen havde vseret hurtigere. Hoj beskseftigelse og aktivitet for landet helhed er uden tviv[ en afgorende forudssetning for en rationel losning egnsudviklingsproblemerne, og det er helt nodvendigt at bctragte den mangfoldighed af planer og initiativer, som knytter sig til det nyskabte begreb netop ud fra denne helhedssynsvinkel.

Disse planer omfatter navnlig egnsudviklingsloven, der skal muliggore stotte til ophjselpning af produktiv beskseftigelse i form af râdgivning og finansiering (statsgaranti eller statslân). Endvidere det endnu ikke vedtagne til ny beskseftigelseslov, der bl.a. ábner adgang til at yde stotte til udbygning af industriarealer og til opforelse af fselles vserkstedshuse i sserligt ledighedsramte egne, og endelig en rsekke forslag i den nysnsevnte betsenkning om erhvervsudvikling i provinsen, hvoraf det vigtigste er oprettelsen et centralt erhvervslokaliseringsudvalg, der skal administrere en landsomfattende erhvervslokaliseringstjeneste.

Foruden disse offentlige foranstaltninger og forslag mâ ogsâ nsevnes et
betydeligt antal lokale private projekter, navnlig vedrorende Nord- og Vestjylland.

Om hele denne aktivitet kan i hvert fald siges det godé, at den foregâr pâ et tidspunkt, hvor der er brug for et maksimum af initiativ i forbindelse med udbygningen af dansk industri som helhed. Ikke blot har vi i adskillige âr haft en betydelig gennemsnitlig ledighed og en i sammenligning med andre europseiske lande meget langsom vsekst i industriproduktionen. Men nu stâr vi yderligere overfor den foregede liberalisering, som deltagelse under en eller anden form i et europseisk samarbejde vil medfore. Vi ved, at den rummer chancer for oget dansk industrieksport, men ogsâ risiko for nedgang produktion og beskseftigelse pâ sâdanne omrâder, hvor dansk industri er konkurrencedygtig pâ et frit marked.

Det forekommer mig at vsere aldeies afgerende, at planerne om egnsudviklinghelt
fuldt bringes ind under denne videre synsvinkel. Dette er

---

1. Anf. skr. s. 24.

sâ meget mere nserliggende, som det kan vaere fristende at anvende selve egnsudviklingens terminologi pâ Danmarks stilling i et okonomisk forenet Europa. Handelsministeren gjorde det ien kronik i sommer¹, hvor han formuleredeproblemet Skal Danmark blive Europas Gladsaxe eller dets Jetsmark? Sporgsmâlet er dette: Vil den vsekst og udvikling, som Europas okonomiske integration mâ antages at medfere, fortrinsvis samle sig om de i forvejen mest industrialiserede omrâder, altsâ industriomrâderne i Vesttyskland,Holland, og Nordfrankrig, eller vil den tvaertimod virke udjaevnendepâ og sâledes gavne de mest tilbagestâendeomrâder stserkest?

Der kan meget vel anfores en ra3kke grunde til at frygte, at de centraleuropaeiske i et europaeisk marked vil foroge deres forspring. og stâlunionen har sâledes bidraget til at oge de regionale forskelle bâde Tyskland og Frankrig, idet den har bidraget til en rationalisering netop de sektorer af tysk og fransk erhvervsliv, som fortrinsvis er placeret i de hojst udviklede regioner i begge lande. Som et historisk eksempel virkningerne af integration i et storre marked kan videre nsevnes Italiens samling i ârene efter 1859². Dengang var Syditalien overvejende et primitivt landbrugsomrâde, dog med en lille smule industri, der holdtes oppe ved stserk protektionisme. Norditalien havde en mere effektiv og mindre beskyttet industri og iovrigt samtidig et mere effektivt landbrug. Man kunne nu mene, at Syditaliens billige arbejdskraft mâtte tiltrsekke kapital fra det mere kapitalrige Nord, sâledes at de regionale forskelle ville blive formindsket. Det gik imidlertid ikke sâledes. Tvsertimod blev det Norditaliens der drog fordel af det storre marked, medens den syditalienske under. Det skyldtes uden tvivl, at hele baggrunden for industrialisering ringere mod syd: Forsyning med trafikmuligheder, uddannelsessteder, etc.

Eksemplet kan selvsagt ikke overfores pâ Danmarks forhold til Centraleuropa.Danmark ikke noget Syditalien, men kan tvsertimod i flere henseenderbyde ganske godé faciliteter for en industriei udvikling. Igen mâ man understrege, at risikoen for kumulative bevaegelser bort fra ligevsegt er langt sterre, nâr det drejer sig om egentlig underudviklede omrâder, end i forholdet mellem regioner, der begge befinder sig pâ et hojt udviklingstrin. Vi behover noeppe at frygte, at Danmark bliver et europausk Jetsmark. Men et Gladsaxe bliver vi nok heller ikke. Hertil ville bl.a. krseves, at kapital fra USA i sterre omfang end gennemsnitligt skulle vaclge at placere sig i Danmarkend i et integreret Europa. Dette er formentlig meget lidt sandsynligt, allerede fordi adgangen til et stort marked er lettere ved placeringenten

---

1. Politiken, 10. juli 1958.

2. Jfr. Economic Survey of Europe in 1953, Geneva 1954 pp. 131 ff.

ceringenteni nserheden af Rhin-egnene eller i England, hvor man formentligfâr ved adgang ogsá til Commonwealth-landene. De senere ârs investeringer af amerikansk kapital i Europa peger tydeligt i retning af en koncentration om de naevnte omrâder, medens Danmarks andei har vaeret uhyre beskeden.

Der er imidlertid en lang skala af muligheder mellem Jetsmark og Gladsaxe, det er temmelig afgorende, hvor vi placeres pâ denne skala. — Her er det vigtigt at gore sig klart, at et stort marked krsever stordrift, hvilket atter forudsaetter en strengt gennemfort specialisering i den enkelte virksomhed. denne erkendelse ma man vurdere alie nuvaerende og kommende projekter, som onskes fremmet af hensyn til egnsudvikling. Der loses ingen problemer i det íange lob ved at yde hjselp til oprettelse eller opretholdelse af industrielle smãvirksomheder af lokal karakter indenfor sâdanne brancher, hvor de store speciaíiserede virksomheder — danske eller udenlandske ¦—¦ med deres ensartede priser og reklameindsats kommer til at betyde mere og mere. Ej heller er det forsvarligt at ophjselpe sterre industrivirksomheder indenfor sâdanne produktionsomrâder, hvor det antages, at Danmarks forudssetninger at haevde sig pâ et frit europseisk marked er forholdsvis smâ. Noget anderledes stiller det sig indenfor de industrielle omrâder, hvor det mâ forudses, at vore bedste muíigheder ligger for ekspansion gennem oget eksport. fornylig offentliggjorte undersegelse fra Varedirektoratet af markedsplanernes pâ industriens udvikíing¹ nsevner isser sâdanne grupper som nserings- og nydelsesmiddelindustrien, modeprsegede kvalitetsvarer trikotage og konfektion samt mobler, kemisk-teknisk industri jern- og metalindustrien. Indenfor disse omrâder mâ det forudses, at der i de kommende âr vil finde nyinvesteringer sted i et ikke ringe omfang. Der melder sig da det spergsmâl, om det er forsvarligt eller endog enskeligt at lede disse investeringer i en vis udstrsekning over til at foregâ i lidet udyiklede omrâder af landet.

Dette sporgsmâí er ikke klaret med den bemserkning, at erhvervslivet ved bedst selv, hvor det er mest fordelagtigt at placere en ny virksomhed. Faktisk foretagne undersogelser, at mere tilfasldige omstasndigheder ofte spiller en ret stor rolle for lokaliseringen. Det ma derfor i hvert fald vsere en naturlig opgave at Soge fremskaffet de bedst mulige oplysninger om de faktiske forhold i forskellige egne af landet og stille disse oplysninger til râdighed for alie interesserede. Blot man serger for fuldstscndig objektivitet, sâ man undgâr, at oplysningerne farves af lokalpatriotiske interesser, skulle en sâdan lokaliseringstjeneste kunne blive et naturligt sidestykke til den offentlige arbejdsanvisning.

---

1. Danmark og de europaeiske markedsplaner nr. 1, Markedsplaner og erhvervsudvikling inden for industriomrádet, Kbhvn. 1958.

Offentlig konsulentvirksomhed pá frivilligt grundlag kan man vel heller ikke indvende noget mod. Mcn skal man gâ videre som sket er med egnsudviklingsloven tilbyde finansiel stotte til virksomheder, der kan bringes ind under egnsudviklingens efter loven temmelig vide rammer? Seger man en okonomisk motivering for noget sâdant, mâ den ligge i det forhold, at en erhvervsokonomisk lokaliseringskalkule for en virksomhed ikke nodvendigvis sammen med en samfundsokonomisk. Placeres en stor ny virksomhed et bysamfimd med fuld beskaeftigelse og boligmangel, vil det offentlige krav om stotte til boligbyggeri og mâske foregelse af skolekapacitet hvilket undgãs ved placering i et omrâde med stor arbcjdsloshed. Det totale investeringsbehov incl. boliger, skoler m. v. bliver sãledes mindst i det sidstnsevnte tilfselde, hvorfor det kan vsere berettiget, at det offentlige ved okonomisk stette opfordrer virksomheden til at vselge dette alternativ uanset, at det ifelge virksomhedens erhvervsekonomiske kalkulation ikke er det fordelagtigste.

Argumentet har dog begrsenset baerekraft i praksis. Mange af elementerne i en lokaliseringskalkule lader sig kun beregne med stor usikkerhed. Det vil derfor bero pã en ret skonsmsessig afgorelse, hvorvidt og i hvilket omfang offentlig stotte i det enkeite tilfselde er berettiget, og ved udovelsen af dette skon kan det ikke undgâs, at ogsâ ikke-okonomiske synspunkter spiller en rolle. Det gãr let som med anvendelsen af opdragelsestold: I princippet kan tanken vsere rigtig, men i praksis er det svoert at finde de rette muligheder og begraense sig til dem.

Man mâ ikke glemme, at argumentationen med mangel pâ arbejdskraft og boliger i visse omrâder contra ledige mennesker og huse i andre egne til syvende og sidst er af statisk karakter. Jo hurtigere vaekst man har, desto sterre bevsegelighed fâr man. Men problemet ligger ikke mindst deri, at bevacgelighed ogsâ er en forudsa^tning for vsekst. Manglende bevsegelighed er i ojeblikket en af de faktorer, der hindrer, at den nuvserende tilstand afloses af en stserkere vsekst. Specielle foranstaltninger til fremme af bevsegeligheden arbejdsmarked og boligmarked og mâske ogsâ kapitalmarkedet kan derfor vseret et led i en almindelig ekspansionspolitik.

En saerlig vanskelighed ligger i, at udviklingen navnlig peger henimod produktionsstigning pâ vareomrâder, hvor faglscrt arbejdskraft i ret stort omfang er nodvendig. Beskseftigelsesproblemet i de underudviklede egne vedrorer imidlertid den ufaglserte arbejdskraft. Det gor det dobbelt svsert at forene hensynet til egnsudvikling med nodvendigheden af at koncentrere de industrielle nyinvesteringer om de progressive vareomrâder. Det understreger behovet for omskoling og eventuel flytning af ufaglsert arbejdskraft for sâdanne amdringer pâ arbejdsmarkedet og boligmarkedet, at der skaffes adgang for ufaglserte ogsâ til andre beskaeftigelser end dem, hvortil de hidtil har vseret henvist.

Vigtigt er det i hvert fald, at man modstâr fristelsen til at forcere beskseftigelsen ufaglaerte pâ felter, der ikke i lsengden er konkurrencedygtige. det rigtigt pãpeges i Varedirektoratets betsenkning¹, vil dette nemlig betragtning af Danmarks store afhsengighed af udenlandske tilforsler fere til, at produktionsudvidelsen vil standse pâ et for lavt totalt aktivitetsniveau.

Udtrykt lidt mindre diplomatisk vil dette sige, at overdrevne og misforstãede for egnsudvikling kan bidrage til at gore hele Danmark en imderudviklet egn af Europa. Dette ville i sandhed vsere det vaerste, der kunne ske, ogsâ udfra synspunktet egnsudvikling. Thi bâde danske internationale erfaringer viser klart, at den sikreste vej til de mindst mulige regionale forskelle gár over den stserkest mulige ekspansion og den storst mulige velstand for íandet som helhed.

---

1. Anf. skr. s. 191.