ATOMENERGIKOMMISSIONEN - BAGGRUND OG ARBEJDE¹

Den danske atomcnergikommission beskseftiger sig efter det mandat,
kommissionen har fâet tillagt i loven af 21. december 1955 alene med
den fredelige — den civile — udnyttelse af kerneenergien.

Nâr jeg derfor skal gore rede for kommissionen — dens baggrund og dens arbejde — i det beskedne omfang dette er muligt for en, der hverken er videnskabsmand eller tekniker, end ikke nationalokonom — vil det umiddelbart forstâet, at jeg mâ lade militserpolitiske og de dermed sammenhsengende problemer ligge. Hvor dybt indgribende de end er i vor tiívscrelse, og med hvor rnegen interesse vi end alie er optaget af dern.

Jeg mener ogsâ at burde overlade de fysiske grundbegreber samt de genetiske,
og medicinske problemer til andre med storre sagkundskab
og skal kun lige strejfe synspunkter af almindelig sundhedsmsessig karakter.

Jeg skal derimod trsekke visse linier op i den udvikling, der uden for landets graenser har fundet sted i den industrielle udnyttelse af kerneenergien. skal derefter gore rede for den danske atomenergikommission, dens struktur og dens hidtidige arbejde — for at slutte med at stille spergsmâlet hvorfor vi her i landet med sâ stor intensitet har taget et teknologisk forskningsprogram op inden for dette felt — og forsoge at give svar herpâ.

Uden at komme nsermere ind pâ den videnskabelige udvikling inden for kernefysikken i de forste tyve-tredive âr af dette ârhundrede — et arbejde som pâ helt enestâende mâde var prseget af et intimt samarbejde i nsert venskab mellem en rsekke videnskabsmsend spredt over hele verden — mâ jeg minde om, at de forste spaltninger af urankerner med neutroner forst skete i 1938, og at det var i 1942, at det lykkedes for den italienske fysiker Enrico Fermi, som pâ det tidspunkt arbejdede i et laboratorium i Chicago, at ssette den forste kaedereaktion igang i en reaktor, Det var midt

---

1. Foredrag i Nationalekonomisk Forening mandag den 24. marts 1958.

* Departementschef, formand for atomenergikommissionens forretningsudvalg.

under krigcn, og de fortsatte bestncbelser màtte koncentrere sig om mulighedernefor udnytte denne nye energiform i militsert ojemed. Vi kender resultatet: 2y₂ ar efter at Fermis reaktor havde bevist, at en kaedereaktion var mulig, medvirkede de to atombomber over Hiroshima og Nagasaki til at bringc den anden verdenskrig til ophor.

Deu politiske situatiori i de forste efterkrigsâr satte pâ grund af de militsere tilsyneladende snaevre grsenser for den civile udvikling atomenergien, og den var i hvert fald til hinder for meddelelse af oplysninger, der kunne ssette forskere og teknikere i andre lande end de, der under krigen var kommet ind i sagen, i stand til at arbejde pâ egen hând. Forst i slutningen af 1953 stillede pryesident Eisenbower i De forenede Nationer forslag om ivaerkssettelsen af et internationalt samarbejde om atomenergiens fredelige udnyttelse. I 1955 afholdtes i Genéve den forste store internationale videnskabelige atomenergikonference. Dokumentsamlingen er stadig en vaegtig dei af grundlaget for det teknisk-videnskabelige med atomenergien.

Samme ãr indledte navnlig USA, men ogsã England og Sovjetunionen et
bilateralt atomenergisamarbejde med lande, som ikke hidtil havde haft
muligheder for en indsats pâ dettc fclt.

Ethvert storre videnskabeligt eller teknisk fremskridt vil vel altid blive arbejdet igennem til sin yderste konsekvens. Mcn det er nseppe urigtigt at sige, at der bag bestrsebelserne for at nyttiggore kerneenergien ligger en alvorlig bekymring for den almindelige energiforsyningssituation i verden. Overalt stiger energiforbruget ar for ar, og jordens reserver af kul og olie forbruges derfor i stigende tempo. For olies vedkommcnde er halvdelen af det samlede forbrug gennem tiderne sket efter den anden verdenskrigs slutning. Heller ikke vandkraftreserverne, som for enkelte lande udger et betydningsfuldt supplement til de fossile braendsler, er übegrscnsede. Nye, hidtil upáagtede reserver af kul og oiie kommer stadig til som folge af intensive geologiske efterforskninger, men de lettest tilgsengelige forekomster er udnyttet forst, og man mâ derfor forudse, at udgiftcrne ved udnyttelsen af de hidtil anvendte energikilder i det lange lob vil have en stigende tcndens. grund af svingninger i den okonomiske aktivitet kan det til tider se ud, som om energiforsyningsproblemet bliver mindre pâtraengende, men disse konjunkturfsenomener sendrer ikke ved det faktum, at teknisk-okonomiske tilsiger, at braendselspriserne vil udvise en stigende tendens. Virkningerne af det voksende energibehov foles ikke ens i alie lande, og behovet for at tage supplerende energikilder i anvendelse cr derfor af meget varierende styrke. Pâ lacngere sigt er de muligheder, som atomenergien indebaerer, imidlertid af afgorende betydning for hele verden.

Nscsten som en optakt til den store videnskabelige konference i efterâret
1955 havde den engelske regering i begyndelsen af samme âr offentliggjort

det forste civile atomkraftprogram med det mâl inden 1965 at opfere 12
atomkraftvaerker mcd en samlet elektrisk kapacitet pâ 1,5—2 millioner kW.

Fra at vaere et emne, der blev betragtet enten med frygt og sengstelse eller med en vis mystisk opfattelse af, at dette var noget, som kim fâ af verdens bedst begavede vidcnskabsmscnd kunne forstâ, blev det naesten med chokvirkning for verdensoffentligheden som en praktisk realitet. Som noget, der bragtes lige ind i hverdagen pã niveau med cíva?rker og gasvserker varmevairker. Et nyt fyr under kedlen.

Sâvidt man kan se, var der i sacrlig grad to forudssetninger for dette Englands drastiske skridt. For det forste foltes det, som om den engelske energiforsyningssituation var trâdt ind i en kritisk fase, som man mente krsevede omgâende handling; i den engelske Hvidbog bruger regeringen udtrykket »a matter of urgency«, og for det andet var det gennem arbejdet pâ de milita3re atomenergianlseg gjort muligt for alvor at overveje at udnytte som supplerende energikilde.

I et land, hvis okonomiske udvikling i sserlig grad var blevct begimstiget
af adgangen til en billig og rigelig energiforsyning, stod man nu i en situation,
kulproduktionen slet ikke forslog til at dsekke eftersporgslen.

Den engelske kulproduktion kulminerede allerede i 1913, da der produeeredes millioner tons stenkuL Dette produktionstal er det aídrig siden lykkedes at nâ op pâ. Ved afslutningen af den anden verdenskrig var produktionen helt ned til 186 millioner tons.

Efter at det engelske erhvervsliv pâny var omstilíet til fredsproduktion,
nâede man dog i 1952 op pâ en produktion af 230 miílioner tons; men herefter
produktionen til 225 millioner tons i 1955.

Som felge heraf og som felge af det stigende energiforbrug steg indforslen kul til England fra ca. y2y₂ million tons i 1952 til 11 millioner tons i 1955. Og samtidig hermed brugtes der i 1955 oíie svarende til 35 millioner tons kul.

Atomenergien var en mulighed som supplerende energikilde, og man stod her i den situation, at man igennem det militsere atomprogram havde fâet samlet en stab af kyndige videnskabsmsend og en fond af uundvserlige erfaringer. grundlag af forsogsreaktoren BEPO i Harwell og de plutoniurnproducerende i det militsere anlseg Windscale havde man projekteret reaktortype — nu bedst kcndt under navnet Calder Hall — som hovedsageligt skulle anvendes til militsere formal, nemlig produktion af plutonium; men som af okonomiske grunde desuden var indrettet til at afgive varme til elektricitetsproduktion. Denne reaktortype var i 1955 endnu ikke en realitet, idet den forste reaktor af denne type ferst blev taget i brug i efterâret 1956. Men alligevel vovede man at basere det rent civile kraftprogram pâ denne type.

Det var sikkert pâ baggrund af de to nsevnte forudssetninger: iEngstelsen

for ikke at kunne dsekke det stigende energibehov og den viden og erfaring, man havde opnâet om kerneenergiens anvendelsesmuligheder, at England ivserksatte sit omfattende atomkraftprogram — det forste i verdcn. Programmethavde karakter af en skitse, en ramme som mâtte rettes til, efterhânden som forholdene mâtte gore dette nodvendigt. Pa basis at de forste gunstige rapporter fra driften af Calder Hall reaktoren satte regeringen i marts 1957 mâlssetningen for 1965 op til 5—65^—6 millioner kW, det tredobbelte af den tidligere inâlssetning. Den sainlede investering i disse vserker er anslâet til ca. 18 milliarder kroner. Man regnede med, at disse 6 millioner kW vil svare til 1/3 af den nyinstallerede effekt eller ca. 15 pct. af den samlede installercde effekt i 1965. Da anlaígsudgiften pr. kW er storre for atomkraftvserkerne end for de kulfyrede elvserker, betaler det sig bedst at udnytte atomkraftvscrkerne kontinuerligt til dfekning af den permanentegrundbelastning. regner derfor med, at disse vserker bor vsere i drift i ca. 80 pct. af ârets timer. Herved vil de sandsynligvis komme til at dsekke en f jerdedel af den samlede elforsyning i 1965 eller omkring halvdelenaf i forbruget i tiden indtil 1965. I forbindelse med en afdsempningaf i elektricitetsforbruget synes det dog nu, som om programmet forst vil vsere gennemfort omkring 1967.

Programmet er ivserksat, uden at man havde eller har nogen garanti for, at den valgte reaktortype nu ogsâ er den, der pâ blot lidt lsengere sigt er den bedste, og den tekniske udviklings hurtige forlob ma oge risikoen for en tidlig forseldelse af den anvendte type. For den engclske regering var det imidlertid mere afgorende, at mange og langvarige forberedelser nodvendigvis gâ forud for industriei produktion pâ dette omrâde. Uddannelsen af den nodvendige stab af teknikere pâ alie niveauer, selve det grundlseggende og tegnearbejde, udviklingen og produktionen af specielle materialer og apparater alt dette var noget, som skulle ssettes igang snarest, hvis ikke âr skulle gâ til spilde under opbygningen af atomindustrien.

Idag er de ferste 4 store atomkraftvserker under opforelse, alie af Calder Hall typen. I samarbejde med den engelske atomenergistyrelse, som iovrigt stâr for produktionen og efterbehandlingen af uranbrscndsclselementerne, har store industrisammenslutninger, dannet med dette formal for oje, stâet for konstruktionen af disse kraftvscrker, som er bestilt af de for elforsyningen myndigheder. Hermed er engelsk industri for alvor kommet de tekniske problemer med atomenergien ind pâ livet, og atomenergistyrelsen pâ det civile omrâde kunnet koncentrere sig om at viderefere forskningen henblik pâ at finde frem til stadig mere okonomiske reaktortyper.

I USA var forudssetningerne pã det ene af de to afgorende omrâder andre
end i England, og udviklingen har da ogsâ fâet et andet forlob. Den amerikanskeforsyningssituation

kanskeforsyningssituationer stadig karakteriseret ved en let og billig adgangtil forskellige energikilder. USA râder over ca. 1/3 af verdens samlede kulreserver, eller ca. 1000 milliarder tons. Og disse kulforekomster er i det store og hele lettilgaengelige. Ydermere er USA stadig verdens sterste producent af olie og naturgas. Og i mange egne af De forenede Stater er der rigelige maengder af vandkraft. Som folge af disse gimstige betingelser var den gennemsnitlige kulpris i USA i 1953 kun 4,90 dollars pr. ton ved minen og 6,50 dollars ved elvserkerne. Samme âr kostede importerede amerikanske kul i Europa ca. 16 dollars pr. ton.

USA havde sâledes tid til at vente og vselge. Samtidig havde naturligvis det militscre atomenergiprogram medfort, at USA's erfaringer pã atomenergiomrâdet var mindre end Englands og dets stab af atomforskere og teknikere i alie led storre. Mange forskellige reaktorer var blevet konstrueret, specielt havde man allerede fra den anden verdenskrig tid râdighed anlseg til fremstilling af beriget uran, som indeholder mere af den spaltelige uranisotop end de 0,7 pct., der findes i det naturlige uran.

I stedet for at bygge kommercielle atomkraftvserker har man derfor i Amerika orienteret det civile atomenergiprogram mod et bredt anlagt laboratoriearbejde. har pâtaget sig at undersoge mere end 100 forskellige mâder at producere atomkraft pâ, og man koncentrerer sig nu om at afprove mest lovende metoder i prototypereaktorer. Der er sâ mange uudforskede og sâ mange faktorer, som ma passes sammen, at selv et land med USA's ressourcer har svsert ved at dsckke samtlige omrâder.

Skal man vaelge naturligt eller beriget uran som brsendsel? I tilfselde af,
at man vselger beriget uran, hvilken berigelsesgrad skal man da anvende?

Skal man anvende almindeligt vand, tungt vand, grafit eller helt andre stoffer til nedbremsning af neutronerne? Eller skal man eventuelt helt undvaere og lade spaltningsprocessen foregâ ved hjselp af übremsede neutroner, som det sker i de sâkaldte hurtige reaktorer?

Ved valg af kelemiddel kan det komme pá tale at anvende almindeligt
vand, tungt vand, visse organiske stoffer, flydende metaller og forskellige
luftarter.

Man mâ endvidere tage stilling til, hvilken temperatur reaktoren skal arbejde ved. Man onsker naturligvis hojst mulig arbejdstemperatur; men metallisk uran sendrer struktur ved temperaturer pâ 6—7006^—700 grader, og dette medforer store vanskeligheder for arbejdet med at ssette temperaturen i vejret.

Det mâ overvejes, i hvilken form uranet kan anbringes i reaktoren, om det skal vsere som metallisk uran eller som en uranilte. Indkapslingen af uranet kan ske ved hjselp af flere forskellige materialer, og man mâ tage stilling hvilket materiale det under de givne forudssetninger er mest hensigtsmsessigt anvende.

Medarbcjdere i kommissioncn har hjulpet mig med at stille denne liste op — eksemplernes mangfoldighed og de vanskeligheder, der er forbundet med deres lesning, kompliceres ved, at der er en vekselvirkning mellem alie disse faktorer, sâledes at f. eks. valget af vand som kolemiddel over indflydelse hvilke materialer man kan bruge til indkapsling af braendslet. Det er ikke nogen enkel opgave at finde den optimale kombination af disse mange faktorer. — Man folte sig imidlertid i USA i den situation, at man havde tid til at gennemarbejde en rsekke af disse problemer, inden man gik igang med egentlige atomkraftvajrker.

Da der sâledes i de forste mange âr efter den linie, det var naturligt at folge, alene kunne blive tale om store udgifter og ingen nsevnevserdige indtsegtsmuligheder, det — til trods for de stserke liberalistiske traditioner i landet — vsesentligst den amerikanske atomcnergikommission, som mâtte finansiere programmet. Atomenergiprogrammet har fort mange amerikanske virksomheder ind i et udviklingsarbejde pâ dette omrâde, og der er fremstillet forskningsreaktorer, som der har vist sig at vsere et marked for bãde i og uden for USA. Med hensyn til kraftreaktorer synes det derimod, om USA's industri har overvurderet behovet og undervurderet de teknisk-okonomiske vanskeligheder. Industrien synes i ejeblikket at vsere ved at tilpasse sin indsats efter en mere realistisk vurdering.

Der er endelig en tredie magt — Sovjetunionen — som i lighed med England USA stâr med en stor stab af videnskabsmsend og teknikere, som ved at arbejde med atomenergiens militsere anvendelse er blevet fortrolig med den nyc teknik. Energiforsyningsmsessigt stâr Sovjetunionen, sâ vidt man kan bedemme, dog nsermest i en situation, der svarer til USA's. De geografiske forhold i Sovjetunionen gor det imidlertid efter de meddelelser, der er offentliggjort herom fra russisk side, pâ grund af transportomkostningernes fordelagtigt at bringe atomenergien i anvendelse i unionens dele og Uralomrâdet. I juni 1954 sattes i Moskva det ferste demonstrationsatomkraftanlseg i gang, og den nuvserende 5-ârs plan gâr ud pâ at viderefore udviklingsarbejdet og samtidig hermed at opfore atomkraftvserker med en samlet kapacitct pã 2—2,52_—2,5 millioner kW.

Inden jeg nu skal vende mig til de hjemlige forhold, vil jeg lige ganske kort omtale vore to nordiske nabolande, som tidligere end de fleste andre lande uden for atomstormagterne havde mulighed for at ssette krsefter ind pâ at arbejde med atomenergiteknikken.

Norge fuldforte i samarbejde med Holland allerede i 1951 en rcaktor ved Kjeller. I denne reaktor indgâr tungt vand fra Norsk Hydro og uran, som det var lykkedes for hollandske videnskabsmsend at skjule under besaettelsen.Med har man hl. a. produceret isotoper og drevet en reaktorskole. Staben i forsogsanlsegget pâ Kjeller har endvidere konstrueret

en reaktor, der er under opforelse ved Halden. Denne type er tsenkt udviklet
til levering af industridamp og eventuelt til anvendelse i skibe.

Energiforsyningssituationen i Norge er pâ afgerende mãde gunstigere end i de fleste andre europseiske lande, idet vandkraftressourcerne, som danner grundlaget for landets forsyning med den billigste elkraft i Europa, ikke forventes fuldt udnyttede for omkring âr 2000. Til trods herfor har man alligevel ikke ment at have râd til at lade vsere med at beskseftige sig med atomenergien.

I Sverige, hvor vandkraftreserverne forventes fuldt udnyttede allerede omkring 1980, er situationen lidt anderledes. Kort efter krigen pãbegyndtes en udnyttelse af den uranholdige olieskifer i Mellemsverige, og i 1954 fuldfortes Stockholm en reaktor med svensk uran og tungt vand fra Norge. Det svenske atomenergiprogram er endnu ikke lagt i sâ faste rammer som f. eks. det engelske, men det omfatter en udvidelse af uranproduktionen fra de nuvserende 10 til 120 tons pr. âr omkring 1964, opferelsen af en forsogsstation, med 2 forskningsreaktorer og opforelsen af et kombineret kraft- og varmevserk i nserheden af Stockholm. Dette vaerk ventes helt igennem blive af svensk konstruktion. Sserlig interessant er det svenske forseg pà at anvende atomenergien til boligopvarmning, som for tiden beslaglsegger godt 30 procent af det samlede energiforbrug 1 Sverige.

Uden at gâ i detailler ter jeg mâske sammenfatte det billede, jeg har Sogt at tegne over udviklingen ude omkring i verden, derhen, at de lande, som med udgangspunkt i omfattende militaere programmer fik en sserlig tidlig start pâ dette omrâde, hidtil har bevaret dette forspring og for et enkelt lands — Englands — vedkommende endda har nâet det punkt, hvor atomenergien indpasses som et vsesentligt led i landets elkraftforsyning. Imidlertid udgor forsegsvirksomheden, som danner kernen i alie evrige landes bestrsebelser inden for atomenergien, ogsâ i de oprindelige atommagter en vsesentlig dei af deres programmer.

Som tidligere nsevnt blev âret 1955 skelssettende i det internationale atomenergisamarbejde, de muligheder, der forelâ, blev fulgt hurtigt op fra dansk side. Allerede i juni mâned kunne den i forâret 1955 nedsatte forelobige meddele, at der var truffet samarbejdsaftaler sável med USA som med England — aftaler der muliggjorde bistand til opforelse de for et egentligt industrielt forskningsprogram fornodne forskningsreaktorer sikrede de for et sâdant program nodvendige maengder beriget uran.

Efter at den forelebige kommission dernaest havde erhvervet arealer ved Riso, fandt man det derfor rimeligt gennem en sserlig lov at etablere en permanent organisation, der kunne râde over fornoden videnskabelig og teknisk sagkundskab, og som tillige ville kunne varetage samarbejdet med

tilsvarcnde institutioner i andre lande og internationale organisationer inden for atomenergiomrâdet. Resultatet af disse overvejelser blev gennemforelse af loven om en atomenergikommission af 21. december 1955. Det fastslâs i loven, at der ved sammensactningen af denne kommission, der under finansministerener overste statslige instans i atomenergiarbejdet, skal drages ornsorg for, at den videnskabelige og tekniske forskning og de vaesentligste samfimdsinteresser, der er forbundet med den fredelige udnyttelse af atomenergien,er Ved nedssettelsen af kommissionen, som bestar af 24 medlemmer, har man derfor lagt den helt afgorende vaegt pâ en bred reprsesentationfor landets kraftvserker og den videnskabelige forskning, ligesom man i et vist begrsenset omfang har sorget for repraesentationfra direkte interesserede kredse, derunder i forste rsekke arbejderbevaegelsen.Derimod f. eks. statens centrale administration ikke repraesentereti At tillsegge et sâdant kollektivt organ, en kommission,sâ forvaltningsopgaver, som tilfseldet her er, er en nydannelse i dansk forvaltningspraksis. Men nye mal nodvendiggor ofte nye midler, og der er efter min mening ingen tvivl om, at man her har handlet rigtigt. Herpâtyder erfaringerne fra udlandet og de erfaringer, vi nu har for de ferste 2 ãr af atomenergikommissionens virksomhed. Skal man sável fra samfundets som fra videnskabens, industriens og kraftvscrkernes side gore sig hâb om virkelig at gore en teknologisk indsats og sikre, at samfundet ikke leber risiko for at sakke agterud i en kommende udvikling pâ dette omrâde, ma det — naturligvis under behorig parlamentarisk kontrol — blive de kredse, der pâ afgorende mâde er interesseret i forskningens resultater,som til at ove direkte indflydelse pâ tilrettelacggelsen og gennemforelsenaf

Vender vi os sâ til atomenergikommissionens hidtidige virksomhed, var de to forste vigtige opgaver, man stod overfor, at samle og efterhândcn udbygge passende medarbejderstab og at pâbegynde forsogsanlseggets opbygning vselge de reaktorer, som skonnedes mest egnet til under vore forhold at gennemfore et adsekvat teknologisk forskningsprogram. For at kunne sikre sig og navnlig fastholde en teknisk videnskabelig stab af hoj kvalitet — en nodvendighed pâ et sà nyt og kompliceret omrâde — mã man kunne byde sit personale vilkâr svarende til dem, der bydes i den private industri. Hverken mere eller mindre. Byder man mindre, kan man ikke pâ lsengere sigt tiltraekke eller fastholde sin medhjaelperstab — erfaringer fra udlandet har i sâ henseende talt deres tydelige sprog. Og hvis man byder mere, vil ordningen lsegge sig hindrende i vejen for, at medarbejdere pâ rolig vis kan glide ud til industrien og kraftvserkerne — og en af kommissionens er jo netop at sorge for, at de direkte interesserede industrier kraftvserker kan pâregne at râde over veluddannet personale, efterhânden behovet herfor melder sig.

Med hensyn til valget af reaktortyper forte indgãende overvejelser og forhandlinger udenlandsk sagkundskab til, at man valgte 3 reaktorer: en amerikansk med ganske lav effekt fortrinsvis til uddannelse og mere teoretisk forskning, en storre amerikansk type med beriget uran til videnskabelige og indledende teknologiske forsog og til isotopfremstilling samt en stor engelsk teknologisk forskningsreaktor.

Det vil fere for vidt at komme ind pâ alie de organisatoriske opgaver, kommissionen har vseret stillet overfor for at sikre, at den danske indsats pã atomenergiomrâdet blev fremmet passende og pâ hurtig vis. Jeg vil dog gerne opholde mig ved et enkelt punkt.

Det har fra visse sider vaeret haevdet, at kommissionen ved gennemferelsen sin opgave: ikke at ssette kostbar tid over styr har tilrettelagt forsegsanlseggets pã en sâdan mâde, at anlaegsarbejderne er blevet for dyre. Jeg kan her sige, at dette ikke er rigtigt. Skal man foje yderligere til, vil jeg sige tvsertimod. Forelobige undersogelser, der er foretaget af boligministeriet pâ revisionens foranledning, og hvorved omkostningerne ved bygningen af kommissionens laboratoriegrupper er sammenlignet med andet lignende offentligt byggeri har vist, at medens priserne pr. enhed sâvidt boligministeriet kunne skonne har vaeret identiske, vores byggetid vseret noget under haívdelen, Dette forhold kan sikkert fores tilbage til en rationel og meget stram tilrettelseggelse af byggeriet, ogsâ til, at alie har vseret optaget af at yde deres bedste. Forhâbentlig det resultat, vi pâ dette punkt har nâet, nyttiggores inden for kommende anlsegsarbejder.

Helt bortset fra de af den korte byggetid flydende rentebesparelser, der jo skulle tages med i betragtning, hvis der var tale om en privat bygherre, har det naturligvis vaeret af vacsentlig vserdi, at kommissionens medarbejderstab kunnet komme sâ meget tidligere igang med forskningsarbejdet.

Arbejdet pâ forsogsstationens arealer ved Riso pâbegyndtes i juli 1956, og de forste laboratorier for kemi, reaktorudvikling, elektronik og fysik samt vserksted og meteorologistation m. v. blev taget i brug i maj-juni 1957. Allerede forinden, i april, var det til landbrugsforsog indrettede gammafelt sat i drift. Efter laboratorierne fulgte fserdiggorelsen af bygningen til den forste — mindre — amerikanske reaktor, DRI, og 15. august kom selve reaktoren igang. Siden er i efterâret og i lobet af vinteren landbrugsforsogslaboratorierne, for strâlingskontrol, bibliotek, kantine og visse af de til den storre amerikanske reaktor, kaldet DR2, horende vaerksteder og laboratorier taget i brug. DR2 selv bliver antagelig faerdig inden udgangen af 1958.

Tilbage stâr herefter af det oprindeligt planlagte anlsegsprogram bygningenaf
engelske forsogsreaktor »Pluto«, som vi her i landet kalder DR3,
med tilhorende bygninger, der skal indeholde vserksteder, visse laboratorier

m. v. Arbejdet med denne forsogsreaktor, hvortil brsendslet er hojt bcriget uran, og i hvilken der i modssctning til de to for neevnte reaktorer anvendes tungt vand, er meget omfattende og forventes ferst afsluttet i cfterâret 1959. Ved opforelsen af denne reaktor har der vseret enighed om i videst muligt omfang at lade den danske industri fã leverancer af de forskellige reaktorkomponenter.Gennem af sãdanne rent konkrcte opgaver hâber raan pã at bidrage til at stille industrien ind pâ de mange specielle opgaver, der dukker op, nãr der er tale om reaktorbyggeri. En betragtelig dei af reaktoren— ca. 30 pct. — vil blive leveret af danske firmaer. Trods stor villighed fra de engelske konstruktorers side til at la^gge mest muligt arbejde pâ danske hscnder, har det dog vist sig, at en lang rackke enkeltarbejder pâ grund af gseldende licens- og patentordninger har mâttet gives til engelske firmaer, som i samarbejde med den engelske atomenergistyrelscs forsogsanlacghar et stort udviklingsarbejde og ofret betydelige midler pâ at opnâ teknisk viden. Dette forhold, der ikkc er specielt engelsk, illustrerer med tydelighed nodvendigheden af, at man inden for vort lands grsenser tager fat pâ dette omrâde, med mindre man pâ forhànd vil opgive at yde en selvstsendig indsats.

Parallelt med den fremadskridende anlsegsvirksomhed er selve forsogsstationen
igang og det teknisk-videnskabelige forsknings- og forsagsarbejde

Nseppe nogen vil vente, at jeg skal gâ dybere ind pâ de teknisk-videnskabelige Lidt vil jeg dog gerne sige om arbejdet pâ Riso. Fra det meget omfattende arbejdsfelt bor der sâledes xnindes om, at kemiafdelingen juni 1957 i samarbejde med Kryolitselskabet oresund har haft et intensivt arbejde igang med undersogelse af metoder til udvinding af uran og thorium af den gronlandske malm, som blev fundet i Skovfjordsomrâdet. er endnu ikke muligt at sige noget om, hvor meget der er af den pâgseldende malm, og ved boringsundersogelser skal der i ãr og nseste ar foretages en samlet afgrsensning og vurdering af de i omrâdet pãviste forekomster af radioaktive mincraler. Den fundne malm indeholder i gennemsnit ^—500 gr. uran pr. ton, og med den nuvserende teknik ville en rentabel udnyttelse krseve et hojere uranindhold. Dette hsenger dog sammen med mulighederne for uranets udvindelse af malmen, som er af en anden sammenssetning end de hidtil udnyttede uranmalme og derfor stiller videnskabsmsendene for nye problemer.

For reaktorgruppcrne gsclder det, at man i enighed med industrien har pâbegyndt arbejdet med reaktorberegninger for nogle lovende, men i dag mindre udviklede kraftreaktortyper. Forskning — ogsâ teknisk mâlforskning— jo vsere at sege efter ny viden og ny oplysninger. De pâbegyndte overvejelser vil fere frem til forsogsarbejder og navnlig til reaktorforsog. Ved tilrettelseggelsen af programmet har man vgeret opmserksom pâ interessenfor

essenforde muligheder, der kan komme til at foreligge for at anvende reaktorertil af skibe. Jeg bor nsevne, ogsâ fordi det har fundet omtalei at mulighederne for en udnyttelse af brintkerneenergien ved fusion er genstand for overvejelser i en sserlig gruppe under fysikafdelingen.Det dog vist rigtigt at understrege, at fusionen forelobig kun er en mulighed, ikke en realitet. For fissionens vedkommende gik der kun 4 ãr, fra processen blev opdaget i 1938, til man havde den forste uranreaktor i brug i 1942. Fusionsprocessen har vseret kendt siden begyndelsen af 1930erne,og har man ikke den forste eksperimentelle brintreaktor igang. Alligevel er det klart, at man mâ folge udviklingen pâ dette omrãde med interesse og omhu og ora muligt bidrage til den.

Lsenge inden indflytningen pâ Riso havde man foretaget en noje registrering den sâkaldte baggrundsaktivitet, som kommer fra strâlingen fra jorden, verdensrummet og det radioaktive nedfald fra kernevâbenforsogene. Det er et nodvendigt led i forarbejderne til et anlseg som Riso. Og disse mâlinger mâ fortssettes ogsâ efter, at anlsegget er taget i brug. Mâlingerne omfatter prover af aktiviteten i jorden, i vandet og i luften omkring Riso, og de mctoder, som man har bragt i anvendelse under dette arbejde, har vakt interesse blandt eksperter uden for landets greenser. Sammen med kemikerne har denne afdeiing beskaiftiget sig iiidgâende med sporgsmâlet om en forsvarlig behandling af affaldsprodukter fra reaktorerne og andet radioaktivt spild. Dette sporgsmâl er naturligvis af vsesentlig betydning i et lille og tsetbefolket land som Danmark. Der mâ her ofres sserlig store anstrengelser pâ én gang at skabe den storst mulige sikkerhed og alligevel nâ frem til metoder, som muliggor okonomisk anvendelse af atornenergien. Et forskningsarbejde pâ dette omrâde kan vsere lonnende.

Arbejdet pâ Riso omfatter ikke alene reaktorstudier. Ogsâ jordbrugsforskningen
fâet arbejdsplads pâ Riso, og der drives i en sserlig afdeiing
bestrâlingsforsog og planteforsedlingsforsog.

Konservering ved radioaktiv bestrâling af frugt, kod og grontsager er taget
op, og man hâber pâ en udvidelse af forsogsmulighederne til disse formal
— behandling af fisk og fiskeprodukter vil der ogsâ blive tsenkt pâ.

Anvendelsen af radioaktiv bestrâling og radioaktive isotoper er imidlertid ikke begrsenset til de her nsevnte omrâder. Inden for sável lsegevidenskaben som industrien er der et stadigt stigende behov for anvendelse af radioaktive isotoper og strâlingskilder. Det er da ogsâ tanken, at man pâ Riso i fuld forstâelse med Isotopcentralen under Akademiet for de tekniske Videnskaber et vist omfang skal fremstille radioaktive isotoper og mâske navniig isotoper, som man ikke hidtil har haft râdighed over her i landet.

Ved siden af arbejdet med forskningsproblemerne har man pâ Riso ivaerksaten
som bâde omfatter kommissionens egne medarbejdereog

arbejdereogteknikere fra industrien. Allerede inden Riso kunne tagcs i brug, havde kommissionen afholdt to tcoretiske kurser, og forleden afsluttedeset — det forste der kunne holdes i auditoriet pá Riso. Siden den forste amerikanske reaktor DRI blev fa?rdig, er denne uddannelsesvirksomhedudvidet aíholdelsen aí' praktiske reaktorkurser ligeledes med deltagere sável fra industrien som fra atomenergikommissionens egen stab. Der sidder sâledes allerede i dag ude i industrien godt et halvt hundrede medarbejdere, der har varet igennem denne grundla?ggende uddannelse i landets egen reaktorskole.

Disse kurser — teorctiske som praktiske — der vil blive fortsat har ved siden af de kundskabcr, deltagerne erhvervede, haft den store mission at bringe industriens og atomenergikommissionens medarbejdere sammen og derved knyttet kontakter, der i fremtiden kan udnyttes til begge parters gavn. Ligeledes har man forsogt ved lân af medarbejdere fra industrien at knytte personer med speciel viden til sig for kortere og lsengere tid, efter udlobet hvilken den pâgseldende kan gâ tilbage til sin oprindelige arbejdsgiver udnytte de erfaringer, der er indhostet i udlânsperioden. Forholdet til industrien má nodvendigvis i ganske sserlig grad vscre i kommissionens tanker. Industriens interesse for at komme igang med et arbejde pá dette felt har som bekendt fert til stiftelsen af et selskab til atomenergiens industrielle Danatom. Dette selskabs medarbejdere og studiegrupper har lobende kontakt med Riso, og kommissionen er reprsesenteret i selskabets og rcprsesentantskab. Men ogsâ betydende enkeltvirksomheder taget opgaver op pá dette omrâde, og fra kommissionens side hâber vi pá en livlig udveksling af idéer og erfaringer. Det er for virkeliggorelsen kommissionens mâl âbenbart, at det er af betydning at finde frem til frugtbare former for samarbejde med de industrier, og herunder naturligvis elvaerkerne, der har produktionsmaessig interesse i udviklingsarbejdet Riso. Hidtidige erfaringer synes at vise, at dette samarbejde og denne hjselp til gensidig gavn kan tilrettelsegges smidigt og effektivt — herfor skulle jo ogsâ erhvervslivets vaesentligc deltagelse i selve komissionen borge.

Men ogsà udover landets granscr er atomenergikommissionen draget ind i et omfattende samarbejde. Det har traditioner og rodder tilbage til videnskabsmscndenes familieforbindclse med hinanden — det overflodiggor den levende videnskabelige, uformelle kontakt og inspiration, men skulle gerne stotte den.

De nordiske lande er pâ initiativ af Nordisk Râd sogt sammen i et kontaktudvalg repraesentanter for atomenergiforskningen, forvaltningen og industrien til at folge landenes planlsegning og virksomhed inden for atomenergiomrâdet og at fremme de muligheder, der mâtte frembyde sig for nordisk samarbejde, bl. a. evt. industrielt samarbejde pâ reaktoromrâdet.

I Europa har OEECs medlemslande oprettet et sserligt organ til fremme af den fredelige udnyttelse af atomenergi, og det ser ud til, at dette samarbejde, har vseret forberedt gennem et par âr, allerede om kort tid vil affode konkrete resultater. Planerne for et europaúsk anlscg til kemisk separation af bestrâlede brandselselementer emu sâ langt fremme, at aftalen selskabets oprettelse i lobet af 1958 mâ forventes at kunne blive fremlagt til ratifikation i deltagerlandenes parlamenter. Endvidere droftes for tiden mulighederne for et samarbejde om konkrete reaktorprojekter af forskningsmsessig interesse — i hvilken forbindelse bl. a. den norske reaktor ved Halden er pã tale.

Vort samarbejde udadtil er dog ikke begrsenset til de nscvnte organer med regional karakter, men foregâr ogsâ inden for den nyoprettedc Internationale Atomenergiorganisation, der afholdt sin forste generalforsamling i VVien i efterâret 1957. Denne organisation er endnu i sin etableringsfase, og planerne for dens virksomhed ikke lagt fast — i almindelighed kan det vel siges, at man ikke ber undervurdere vserdien af, at videnskabsmsend, teknikere og diplomater regelmsessigt modes til droftelse af denne den civile side af kerneenergiproblemerne, hvis anden side — den militsere — stadig rummer sâ store bekymringer og giver anledning til sâ store overvejelser.

Jeg har nu forsogt at give Dem et indtryk af atomenergikommissionens mangesidede virksomhed. Der har hos regering og folketing og jeg tror ogsâ hos befolkningen som helhed vseret enighed om, at man i Danmark ikke havde râd til at holde sig uden for arbejdet med atomenergiens muligheder. Men selvom det af alie foles som en naturlig ting, at vi pâ samme mâde som de fleste andre lande har taget teknologisk bestemt mâlforskning op inden for dette omrâde, kan man jo godt prove at efterspore de reelle motiver hertil — det er jo ikke blot det, at sâdan gor de andre ogsâ.

Lad os se pâ de to forudssctninger, som jeg nsevnte i forbindelse med omtalen
det engelske atomkraftprogram og det amerikanske atomenergiarbejde.

Med hensyn til den nodvendige stab af videnskabsmaend og teknikere og det fornodne fond af erfaringer kan det vist siges pâ den mâde, at vi, som alie ved, havde en betydelig erfaring pâ det grundvidenskabelige omrâde, men ingen eller kun ganske ringe erfaring om reaktorteknik. Vi har nu fâet samlet en stab pâ om ved 125 videnskabsmsend og teknikere pâ Riso og har allerede igennem iy₂ ârs tid haft fuld kraft pâ uddannelsen og pâ tilrettelseggelsen forsogsprogram og udviklingsarbejde. Men endnu mangler vi en dei i at have en sâ stor stab og et sâ stort erfaringsgrundlag, at vi ter hsevde at vscre rustede til at gâ igang med et egentligt atomkraftprogram.

Med hensyn til vores almindelige energiforsyningssituation har Danmark
igennem hele dette ârhundrede vseret henvist til at dsekke mellem 90 og
95 pct. af energiforbruget ved hjselp af importeret brsendsel. Det er derfor

ikke som i England et skrsemmcbillcde, at brsendselsimporten viser en stigendetcndens. dctte àrhundrede har dcn gcnncmsnitlige stigning i Danmarksenergiforbrug 3 pct. om âret svarende til cn fordobling ca. hvert 20. âr.

I 1956 svarede det samlede danske cnergiforbrug til brsendvacrdien af 12
míllioner tons stenkul, og brsendselsimporten havde cn vserdi af 1650 millioncr
svarende til 18,5 pct. af den samlede import.

Ser man pà energiens anvendelse, vil man se, at opvarmning, husholdning og lys lagger beslag pà 46 pct. af energiforbruget. Til transport, herunder navnlig vejtransport, medgâr 18 pct., og industrien samt erhvervslivet iovrigt tegncr sig for de sidste 36 pct.

Ser vi dernsest pâ fordelingen efter energiformer, konstaterer man, at i 1956 medgik 18 pct. af det samlede brscndselsforbrug til elektricitetsproduktionen, er den produktion, man forst og fremmest tsenker pâ i forbindelse atomenergien. Ser man yderligere pâ stigningen i elforbruget, viser det sig, at de offentlige elvserkers salg til forbrugerne i perioden fra 1921 til 1955 er steget fra 145 mill. kWh til 2.850 mill. kWh. For perioden som helhed har stigningen i gennemsnit va?ret 9,2 pct. om âret, hvad der er ensbetydende med en fordoblingsperiode pâ 8 âr. Medvirkende hertil har det vaíret, at man gennem en koncentration af elektricitetsproduktionen pâ fâ store okonomiske vserker har kunnet opnâ, at elpriserne er faldet meget i relation til priserne pâ andre former for energi. Meget tyder pâ, at elektricitetsforbruget vil stige i et hurtigere tempo end det almindelige energiforbrug.

Over for OEEC har vi her fra landet oplyst, at der i ârene 1958, 59 og 60 skal fserdiggores 550.000 kW. Lacgger man hertil erstatning for udslidte og forscldede vscrker, synes man at have en indikation af de rammer, inden for hvilke overvejelserne om atomenergiens anvendelse til elforsyning vil kommc til at bevacge sig. Man bor dog mâske hertil foje, at Sverige som nsevnt vil forsoge sig med at anvende atomkraften til opvarmningsformâl, og at dette ogsâ kan blive en vej, vi kan komme til at betracde.

I sine videre overvejelser vil man sikkert vscre opmarksom pâ, at anleegsudgiften atomkraftvserker forclobig — sclv for et konkurrencedygtigt vaerk — er omkring tre gange sâ hoj som for et konventionelt elvserk af samme storrelse. Dette betyder en mcrudgift pâ flere hundrede millioner kroner til opforelse af et enkelt elvserk, hvilke ma rejse betydelige finansieringsproblemer.

Gâr vi sâ fra anlseg og invcstering over til brandslet — uranet — vil det ses, at produktionen af uran har vseret i stadig stigning. I 1957 modtog den amerikanske atomenergikommission, der cr langt den storste aftager af uran i den frie verden, ialt 20.000 tons uranoxyd fra producenter i ind- og udland. Allerede ved udgangen af 1959 regner man med at vsere oppe pâ en

produktion af 40.000 tons uranoxyd i den frie verden. Heraf vil USA og Canada formentlig hver tegne sig for 15.000 tons, mens Sydafrikas produktionforventes udgore 6.000 tons. I ojeblikket anvendes produktionen ikke vsesentligt til de civile programmer, men disse vil sandsynligvis i lobet af en halv snes ãr efter de programmer, der er íagt op, blive af afgorende betydningfor og uranpriserne. Alene til et enkelt atomkraftvserkaf type, der for tiden opferes i England, med en effekt pâ 300.000 kW, skal der anvendes 500 tons uran som f&rste ladning. Selvom det ârlige forbrug i et sãdant kraftvaerk kun bliver 1/10^—1/20 af ladningen, vil et dansk atomkraftprogram fordre sâ betragtelige maengder, at man ikke har kunnet undlade at skaffe sig oplysning om mulighederne for at skaffe uranet inden for landets grsenser.

Pâ foranledning af den forelebige atomenergikommission blev der allerede sommeren 1955 iveerksat en ekspedition til Skovfjordsomrâdet i Sydgronland eftersogning af radioaktive mineraler. Denne ekspedition efterfulgtes nye ekspeditioner i 1956 og 1957, hvorfra man hjembragte sâdanne indikationer for uran og thorium, at nseste sommers videre forskningsprogram Grenland vil blive udbygget med proveboringer og gennemfert af Gronlands Geologiske Undersogelse i samarbejde med Kryolitselskabet oresund=

Sidelobende med de detaiílerede undersogelser pâ bestemte indikationer er der tilrettelagt, forelebigt for et femâr, en vaesentlig intensivering af Gronlands Geologiske Undersogelse's almindelige geologiske kartering. Der er grund til at understrege, at geologerne hverken kan give oplysninger om forekomsten af uran eller andre stoffer, forend de har fâet gennemfert en tilfredsstillende geologisk kortlscgning af landet.

Vil man herefter forsoge at placere Danmark i det skema, vi begyndte med at stille op, kunne man mâske med en grov tilnsermelse sige, at vi ikke foler os i den samme tvangssituation som England og pâ den anden side pâ grund af vore manglende brsendselsrcssourcer nseppe tor regne med at have sâ god tid for os som Amerika. Det er da vigtigt at udnytte de âr, som vi mâske har, indtil en beslutning om overgang til elfremstilling ved atomenergi ma treeffes, bedst mulig. Tiden kan vsere velanvendt. Som vi har set, drejer det sig i atomkraftanlscg om meget vaesentlige investeringer. Det mâ derfor vsere af vigtighed at undgâ fejlinvesteringer, og man kan vel yderligere have lov til at hâbe pâ, at den forskning, som drives, og som vi nu efterhânden kommer i stand til at bidrage til, kan fore frem til en billiggerelseogsâ disse anlseg. Det er vigtigt her at vaere opmserksom pâ, at selv et land som England, der er gâet ind i et egentligt atomkraftprogram, ikke alene fortssetter sin forskningsvirksomhed, men vsesentligt udvider den. Samtidig med, at forskningen pâ de kendte anlaeg fortssetter, er man ved Dounreay i det nordligste Skotland meget langt fremme med fuldferelsen

af et nyt forsogsanlaog, og for kort tid siden pâbegyndtes opforelsen af yderligereet Winfrieth Heath ved den engelske kanalkyst. Arbejdetspa>nder mange forskellige reaktorprojekter, som skal gennemarbejdesfor finde frem til de mest okonomiske former.

I sammenligning med de bestra?belser, man ger sig i England og med det meget bredt anlagte forskningsprogram, vi kender i Amerika, er det klart, at et anl&^g som Riso, stort som det synes for vore forhold, kun er en beskeden Men med dette anlaeg, dets laboratorier og dets forsogsreaktorer der herhjemme skabt mulighed for, at vi ikke alene den dag, elvaerkerne sig til, at det nacste vserk skal vaíre baseret pâ atomenergien, uddannede folk, der kan vaelge og vrage og pâ forsvarlig vis kan pâtage sig driften af de nye anlaeg, men at vi ogsâ ude i industrien har den viden og erfaring, som er nodvendig for, at industrien kan pâtage sig sin dei af denne opgave og mâske ogsâ pâ storre eller mindre omrâder kan gere sig gseldende uden for landets grsenser.

Som jeg hâber, De har fâet indtryk af, er arbejdsfeltet ikke begrsenset til produktion af kraft, men spaender over et vidt omrâde fra planteforscdling og konservering af fedemidler over metalindustri, elektronik, til nye kunststoffer medicinsk og biologisk forskning. Med de mange bând, der allerede knyttet mellem Riso og industri og andre forskningsinstitutter — her og i udlandet — og med de impulser, et nyt og frisk initiativ vel altid giver, har vi samtidig med at bistâ dansk erhvervsliv i dets bestrsebelser pâ videre udbygning mulighed for at bidrage til den almindclige teknisk-videnskabelige

Ved sin hjemkomst efter et laengere ophold i USA kunne kommissionens formand, professor Niels Bohr, over for kommissionen berette, at han under sit ophold havde konstateret, at anseelsen og tilliden til vort land var styrket, efter at man havde set, hvordan vi udnyttede mulighederne for at vsere med i udviklingen med hensyn til atomenergiens udnyttelse. For de fortsatte bestrsebelser vil det i vsesentlig grad vsere afgorende, om vi forstâr pâ Rise at skabe et frugtbart teknisk-videnskabeligt milieu — et ândeligt klima med ro og tillid omkring det betydningsfulde arbejde, der foregâr.