I. Forholdet mellem den rene liberalisme og velfærdsstaten

1. Begrebct velfserdsstat er af amerikansk oprindelse. Det er tilsyneladende skabt indenfor den sidste halve snes âr² som kritisk betegnelse for det af socialpolitiske foranstaltninger prsegede Amerika, der tog sin begyndelse med Roosevelts »New Deal« i 30'erne.

Det er ejendommeligt, at betegnelsen velfserd i de senere âr er blevet benyttet af modstandere af den moderne udvikling. Tidligere anvendte man denne betegnelse det liberalístisk-ka^ítalistiske samfund. endos Isente inden den moderne socialpolitik tog sin begyndelse. Lige siden Adam Smith's dage har jo forksempere for dette system hsevdet, at det bedre end noget andet hidtil kendt system var egnet til at foroge befolkningens velstand. Og under de forudssetninger, hvorunder dette system kom til at fungere i England, og den nordlige dei af Europa, har erfaringen jo vist, at denne apologi til systemet ikke har vscret forkert³. Lige fra kapitalismens begyndelse har den i disse lande bidraget til at hseve levestandarden, og denne er stadig stigende og iovrigt staerkest stigende i de lande, hvor udviklingen nâet lsengst frem.

Betegnelsen velfeerdssamfund forekommer derfor trseffende. Da ideen i den rene liberalisme er den, at staten i princippet skal indskraenke sig til opretholdelse af militser og politi og tilvejebringelse af visse andre kollektive ydelser, f. eks. veje, kunne man mâske mene, at betegnelsen velfserdssíaí ikke passede ind i denne forestillingsverden. Ikke desto mindre var jo netop

---

1. Foredrag i Nationalekonomiska Institutionen vid Lunds Universitet 27. jan. 1958 (afsnit II og III).

2. Asher Achenstein: The Welfare State. Public Affaires Bulletin no. 83. June 1950. The library of Congress Legislative Reference Service, Washington, jvfr. Henning Friis Kritik af Velfaerdsstaten. Kronik i Dagens Nyheder 12. februar 1956.

3. Men dette gaelder ikke under alie forudsaetninger, se herom Gunnar Myrdal: Wãrldsekonomi, 1956, og den forkortede udgave: Piika och fattiga lánder, Stockholm

* Professor ved Aarhus Universitet.

teoricn om statens begraensede opgaver udsprunget af overvejelser ovcr, pâ livilken mâde staten bedst kunnc fremme det almindelige velfserd. I modsaetningtil hvor staten betragtcs som et formal i sig selv uden relation til borgernes vel¹, fàr staten efter liberalismens ideologi intet andet formal end netop at fremme borgernes velfyerd.

Tcorien om den moderne velfa:rdsstat bygger pâ samme grundsynspunkt. Mcn i modsaetning til tidligere gâr betragtningerne ud pâ, at staten gennem sine positive foranstaltninger kan bidrage til at foroge velstanden eller velfaerdcn. Forskcllen mellem liberalismen og nutidens samfund liggcr derfor ikke i princippet — begge er velfscrdsstater — men i mâden, hvorpâ staten skal bidrage til at fremme velfaerden. Og derved dukker ábenbart cn niikke problemer frem, som ikke fandtes under liberalismen.

Ligheden mellem velfaerdsstaten og den rene liberalisme vedrorer ogsâ de fundamentale retlige forudsaitningcr og okonomiske principper for samfimdsproduktionen. begge anerkendes — i modsaetning til i et socialistisk samfund —¦ den private ejendomsret til produktionsmidlerne — dog med den forskel, at liberalismen anerkcnder ejendomsretten som et mal i sig selv, velfscrdsstaten betragter den delvis som et middel (i modssetning hertil anser socialismen ejendomsretten til produktionsmidlerne som syndig i sig selv). For begge samfund er de okonomiske grundprincipper pâ den ene side omkostningsprincippet, forstâet sâledes, at varer og tjenesteydelser saelges efter produktionsomkostningcrne (forudsat at der findes en sâdan grad af bevacgelighed og delelighed hos produktionsfaktorerne, at der ikke opstâr monopol), og pâ den anden side princippet om det frie forbrugsvalg.

Hovedforskellen mellem liberalismen og velfaerdsstaten ligger i, at den sidste direkte tilstraeber at gennemfore foranstaltninger, som ikke havde lilstraekkelig politisk styrke under liberalismen i dens oprindelige form. Velfserdsstaten er en simpe! folge af demokratiets ekspansion under liberalistiskeforudssetninger. soger igennem de politiske kraefter, der efterhândenkommer at gore sig gaeldende i et demokratisk-liberalistisk samfund,at andre resultater end dem, der kan forventes at indtraede gennem de under den rene liberalisme virkende markedskraefter. Det er klart, at gennemforelsen af sâdanne mal forudsaotter indgreb, som der pâ grund

---

1. Det er derfor ikke rigtigt, nãr Suend Thorsen (i Politikens kronik 8-G-56) skriver: » Velfaerdsstaten — findes der i historien nogen stat, der ikke for sig har villet hsevde at vjcre eller straebe efter at blive en velfasrdsstat.« Feudalstater har aldrig haft befolkningens for OJe eller bygget pâ nogen teori om, at styret var til befolkningens gavn. Merkantilismen interesserede sig naeppe for befolkningen. Den typisk merkantilistiske tankegang udtryktes i sastningen: Et stort antal fattige arbejdere er et lands sterste rigdom. klassiske liberalistiske styre var ikke mere interesseret i befolkningens vel end merkantilismen, men det nye var, at ideologien gik ud pâ, at de ekonomiske spilleregler i dette samfund — under de givne ydre betingelser — ville resultere i en storre velstand for befolkningens brede masser.

af liberalismens »formâlsloshed« ikke fandtes anledning til at benytte tidligere.

2. Dette indebícrer, at staten mâ fâ en storre direktc magt end under det liberalistiske samfund. Dette har fâet nogen til at tro, at udviklingen er et resultat af, at man har strsebt hen imod et landsfaderligt regime, der bygger pâ, at borgerne er mere eller mindre ukyndige og ufornuftige individer, der ikke kender deres eget vel, og at staten eller regeringen bedre kan overskue forholdene¹. »Staten ensker at vsere en slags al-fader, den moderne velfterdsstat vsere omnipotent, almsegtig«².

Hvis anvendelsen af denne betegnelse — som det synes — er udtryk for en teori om, at forestillingen om en landsfaderlig stat har vseret af betydning for den udvikling, der har fundet sted — sâ at sige vseret et tilstrscbt ideal — bygger hele betragtningen pâ en misforstâelse.

De forskellige tilskud, der op igcnnem tiderne er stillet til râdighed for storre eller mindre dele af befolkningen, er ikke udsprunget af nogen generel teori om, at der derved skulle opnâs en for samfundet som helhed bedre ordning. Betragtninger af denne art er noget, der kun er fejet til ex post. Foranstaltningerne er udsprunget af politiske krav, stillet af forskellige grupper af befolkningen, med den hensigt derigennem at opnâ sserfordele. Nár andre befolkningsgruppcr derved har kunnet opnâ politisk gevinsí eller ekonomiske fordele, er der skabt grundlag for et kompromis. Det vil ogsâ vsere fejlagtigt at tro, at det er de nydendes krav, der til alie tider har v;eret afgerende. Vore ferste mere betydningsfulde sociale foranstaltninger, alderdomsunderstottelsesloven af 1891, sygekasseloven af 1892, blev, sâ vidt rnan kan se, nsermest gennemfert ud fra landbrugets onske om at vselte en dei af fattigudgifterne over pâ staten og de forsikrede. Foranstaltningerne var altsâ i det store og hele en forlober for den skattereform, der blev endelig gennemfort i 1903. Fra selve de tramgendes side forelâ der pâ davserende tidspunkt ikke noget politisk betydningsfuldt krav. Med gennemforelse af hjselpekasseloven og loven om arbejdsloshedsforsikring af 1907 har man uden tvivl ogsâ tilstrsebt at afiaste kommunerne for fattigudgifter deis ved gennem hjselpekassen at give folk en midlertidig hjselp, der kunne hindre, at de faldt fattigvsesenet varigt til byrde, og deis ved at inddrage arbejderne i en forsikringsordning, som de delvis selv skulle finansiere. Dog kan ogsâ politisk forebyggende synspunkter have gjort sig gaeldende f. eks. ensket om ved indrommelser at hscmme Socialdemokratiets vackst.

Efterhânden som Socialdemokratiet igennem 20'erne og 30'erne voksede
frem og fik politisk betydning, kom der nye faktorer ind i det politiske

---

1. Jfr. Jorgen Pedersen: Hvad er en velfserdsstat, i Det Danske Magasin, 5. ârg. 1957, nr. 2, s. 109.

2. Udtalelse af biskop Berggrav pâ det lutherske verdensmode i Hannover i 1952. Se Kirche und Staat, Lutherisches Verlagsanstalt, Berlin-Grúnewald.

styrkeforhold, sâledes at ogsâ onsket fra de traengendes side, det vaere sig arbejdslose cller gamle, begyndte at gere sig gaeldende som drivende kraft for de trufne foranstaltninger. Ved gennemforelsen af folkepensionen var man nâet politisk til den helt modsatte pol af det, der var bestemmende for denne lovgivnings forlobere i 1891. Bag denne lovgivning lâ nu et klart poíitisk krav fra de velorganiserede gamle, der resulterede i, at ogsâ politiske partier, der 15 âr forinden ikke viste saerlig interesse for de gamles forhold, nu pâ grund af den indbyrdes konkurrence ora graenscvaelgernes stemmer blev tvunget til at gâ ind for folkepensionen.

Det er sandsynligt, at der i den sidste snes âr ogsâ har gjort sig synspunkter af mere almindelig karakter, f. eks. familiepolitiske, befolkningspolitiske, hygiejniske, paedagogiske synspunkter og lignende¹. Men dette kan ikke udviske hovedlinierne: at velfa^rdsstaten er et resultat af de politiske saerinteresser, der er repracsenteret pâ rigsdagen, og ikke er udsprunget af nogen almindelig teori hverken om samfundsnytte cller en autoritaer eller alfaderlig statsopfattelse.

3. Velfaerdsstaten er sâledes et konglomerat af saerinteresser uden generel mâlssetning. Heri minder den om libcralismen, der som drivkraften i det ekonomiske liv bygger pâ de enkelte individers saerinteresser og heller ikke har noget pâ forhând anerkendt almengyldigt mâl.

Under visse forenklede forudsaetninger kan libcralismen opstille en teori, der viser, at de liberalistiske kraefter ferer til en ligevaegtstilstand, der giver optimalt udbytte af de forhândenvaerende knappe rcsourccr, dog kun under forudsaetning af en lighed i indkomstfordelingen, som ikke kan tilvejebringes ved de under liberalismen virkende kraefter. Under andre forudsaetninger, bl. a. en tilstraekkelig velstand og ulig indtaegtsfordeling, kan det bevises, at en okonomisk udvikling vil finde sted.

Herovcrfor kan velfaerdsstalen ikke a priori opstiiie en iige sâ simpel igevaegtskonstruktion. har ingen teori, der uden at f jerne sig alt for meget fra virkeligheden kan degraderes til elegante matematiske formler. Velfaerdsstaten jo, at der til de under den klassiske liberalismo virkende individualistiske saerinteresser kommer nye politiske saerinteresser. Dette mâ komplicere billedet og indebaere storre usikkcrhed.

Virkeligheden har imidlertid ikke vist sig at vacre i overensstemmelse med den rene liberalismes ideale krav. I liberalismen findes der kraefter, der ikke kan forklares ud fra den klassiske teori, og som bidrager til en formindskelse af produktionen eller nytten af denne. Der kan sâledes peges pâ de krsefter, der forer til konjunkturbevaegelser eller til monopolistisk prispolitik. Dertil kommer den ulige indkomstfordeling.

---

1. Jorgen Dich: Socialpolitikens udviklingstendenser. Nationalokonomisk Tidsskrift 1938, s. 4 ff.

De problemer, man stâr over for ved vurdering af, hvorledes de krsefter, der slippes los i velfserdsstaten, passer ind i hele dette billede, bliver (1), hvorvidt staten gennem velfserdsokonomiske foranstaltninger kan formindske eller flere af den klassiske liberalismes tre centrale skavanker, konjunkturbevaegelser, monopoler og ulige indkomstfordeling (se herom stk. 4), samt (2) — hvis forudsaetningerne om, at den frie produktion og det frie forbrugsvalgs okonomiske rationalitet, ikke fuldt ud skulle vsere i overensstemmelse virkeligheden — hvorvidt velfserdsforanstaltningerne da bidrager til at ophseve virkningerne af disse manglende forudssetninger og sãledes forer til sterre samfundsnytte af en given produktion (se herom afsnit II og III) samt (3), hvorvidt velfoerdsstaten i sig selv indeholder produktions- eller nyttereducerende virkninger, hvorved visse dele af de under (1) og (2) nsevnte eventuelle fordele reduceres (se herom afsnit IV).

En vurdering efter disse linier má bygge pâ en analyse af de enkelte omrâder sammenhsengen dem imellem for at se, hvorvidt og i hvilket omfang en foroget nyttevserdi opstâr som folge af foranstaltningen. Denne opgave er sá stor, at den kraever begrsensning, og man har derfor pâ dette sted helt undladt en analyse af virkningerne af tilskud til produktionen (det vaere sig gennem direkte tilskud. toldforanstaltninger eller lignende) og alene koncentreret om visse virkninger af de individuelle vederlagsfri eller vederlagsbegrsensende ydelser fra det offentligel.

4. Mens sporgsmâlet om monopolregulerende politik ikke omtales, skal
der anferes et par bemserkninger om velfasrdsforanstaltninger i forbindelse
med manglende ekonomiske stabilitet og ulige indkomstfordeling.

De virkninger af liberalismen, der i tidernes lob har vseret udsat for den mest generelle okonomiske kritik, er konjunkturbevsegelserne. Det er en dei af velfserdsstatens idé at saette ind pâ dette omrâde. Den moderne finanspolitik, kan betragtes som et hensigtsmaessigt supplement til pengepolitiken, et af velfserdsstatens midler i den konjunkturbeksempende politik. side af velfserdsstaten er i en vis forstand et barn af en ogsâ af liberalismen anerkendt »systemfejl«. I princippet — men naturligvis vel i udformningen — kan denne dei af velfserdsstatens indgreb ikke kritiseres fra liberalistisk side. Den afslorer liberalismens svaghed samtidig med, at den tilstrseber at rette den. Den viser liberalismens fundamentale afhsengighed af velfserdsstatsprincippet.

Dette er noget fundamentalt. Det er f. eks. forst i velfserdsstaten, at man liar opstillet de mâl for en okonomisk politik at tilstrsebe hoj og stabil beskseftigelse,og lande som Sverige, Norge og England har det uden tvivl ovet indflydelse pâ den generelle Gkonomiske politik. Liberalismen har gan=

---

1. At ydelserne er individuelle vil sige, at man ved opstilling af saerlige betingelser har mulighed for at udelukke enkelte individer fra sterre eller mindre dele af ydelserne.

ske vist haft den fulde beskseftigelse som forudssetning og som et mal i det lange lob, der mâtte blive realiseret »af sig selv«, men man kerede sig ikke om udviklingen under depressionerne. Det var ganske tydeligt her i Danmark i 30'erne, hvor arbejdsloshed ikke var noget politisk problem, og hvor der praktisk talt ikke blev gjort noget for at afhjselpe den. Jeg nsevner disse forhold i 30'erne for at vise, at mâlet i den fulde beskaeftigelse sâledes er noget nyt og noget, hvis praktiske betydning og varighed vi ikke ved ret meget om.

Forbindelsen mellem velfserdsforanstaltninger og liberalismen viser sig ogsâ pâ et andet omrâtle. Nyliberalismcn (i modsa?tning til gammelliberalismen) ikke moralsk den vertikale indtsegtsulighed, som bliver en folge af de liberalistiske kraefter i et samfund baseret pâ privat ejendomsret. velfserdsforanstaltninger, der udligner disse indtsegtsforskellig- Jieder, passer derfor ind i den moralsk-okonomiske, liberalistiske okonomi, forudsat at denne udligning holdes indenfor visse grsenser bestemt af virkningerne den private opsparing. Det bliver derfor ogsâ her kun udformningen udligningen, men ikke selve udligningen, der kan kritiseres fra liberalistiske synspunkter. Hvis denne udligning udelukkende finder sted uden at berere det liberalistiske samfunds ligevsegtsstrsebende kraefter, d. v. s. sker igennem skatteprogression eller tilskud, der ikke pâvirker grsenseproduktionsomkostningerne det frie forbrugsvalg, er velfserdsstatens teori i princippet den liberalistiske, suppleret med teorien om den storre nytte af en ligeligere indtsegtsfordeling (se herom stk. 8 og 9).

Omfanget af velfserdsstatens indtsegtsudligninger kan medfere negative virkninger pâ den private opsparing. Medcns man fra liberal side ser et middel herimod i en begrsensning af udligningen kombineret med tilskud til visse former for privat opsparing, tager velfserdsstaten snarere den konsekvens erstatte den manglende private opsparing med offentlig opsparing, der i visse tilfselde forbindes med en rationalisering af de investeringsomrâder, det offentlige bidrager til finansieringen.

Pâ de to forstnsevnte omrâder (fuld beskseftigelse og indtsegtsudligning) betyder velfserdsprincippet en uddybning af liberalismen henholdsvis i okonomisk henseende og moralsk. Pâ det tredie punkt (offentlig opsparing) indferer velfserdstaten principper, der ikke i og for sig strider mod den liberalistiske markedsmekanisme, men muligvis mod teorien om det frie forbrugsvalg (ud fra denne teori vil dog tilskud til opsparing vscre inkonsekvent), i hvert fald mod liberalismens politiske tilknytning til private ejendomsinteresser (se herom stk. 7).

5. Det sserlige for den dei af velfserdsforanstaltningerne, der ikke blot pâ
det generelle okonomiske plan supplerer liberalismen indenfor dennes rammer,er,
velfserdsstaten pâ visse — som regei specielle — omrâder afviger

ira de liberalistiske principper ved ydelse af specielle subsidier¹), herunder tvangsforsikring², eller i enkelte tilfselde ved prisregulering³. Subsidierne medforer i en rsekke tilfaslde, at ydelser stilles grátis til râdighed for en vis kreds af befolkningen.

En analyse af de akonomiske virkninger af disse velfserdsforanstaltninger
kan betegnes som velfserdsokonomi4. Det drejer sig her i forste rsekke om en
okonomisk vurdering af tilskudsordninger.

1. Tilskudene ydes til
1. billiggerelse af frivillig forsikring (sygeforsikring, arbejdsloshedsforsikring og
livsforsikring). Tilskudene ydes deis direkte (og kontant), deis som ret til at fradrage
i skattepligtig indtsegt;
2. nedsaettelse eller grátis ydelse af individuelle eller iustitutionelle tjenesteydelser
eller materielle goder
a) til helbredsforanstaltninger (hospitaler, lacgegerning, sundhedsplejersker, husmoderaflosere,
oranstaltninger),
b) til opdragelse og uddannelse (skoler, berne- og ungdomshjem),
c) til visse kvinders erhvervsarbejde (vuggestuer, bornehaver),
d) som skolebespisning,
e) til nedsaettelse af husleje i nyere boliger;
3. underhold pâ grund af manglende erhvervsevne eller erhvervsmulighed (sygedagpenge,
folkepensiou, aibejdsloshedsunderstottelse);
4. nedssettelse af produktionsomkostninger (tilskud til avlsbygninger i nyoprettede
husmandsbrug, landvindingsarbejder, beskaeftigelsesforanstaltninger m. v.).
Ogsâ i det liberalistiske samfund uden subsidier stilles dog i visse tilfaelde individuelle
ydelser til râdighed uden vederlag eller mod begrsenset vederlag. Dette finder sted, hvor
der er tegnet forsikring, og hvor skadens indtraeden og omfang ikke fuldt ud er haendelig,
men kan pâvirkes af den forsikredes dispositioner, f. eks. lsegetjenesten, medicin e. 1. i en
sygeforsikring. Det, der sker ved subsidieprincippets indforelse pâ forbrugssiden i velfíerdstjenesten,
altsâ ikke noget principielt nyt, hvad det frie forbrugsvalg angâr. Det
betyder blot en expansion af omrâdet for vederlagsfri eller vederlagsbegraensede ydelser,
som allerede kendes fra forsikringer omfattende pâvirkelig skade.

2. Forskellen mellem de subsidier, der medforer, at goder stilles til râdighed vederlagsfrit til nedsat pris, og tvangsforsikring er realokonomisk blot et spergsmâl om forskellig Hertil kommer dog visse virkninger pâ den vertikale indkomstfordeling stk. 8). Subjektivt bliver der den forskel tilbage, at en tvangsforsikring uden statstilskud (altsã med gennemsnitlig aekvivalens) vil foles som en tvang af mange, medens ydelse af vederlagsfri eller vederlagsbegraensende goder vil blive betragtet som en gave af alie. Den subjektive holdning overfor de to realokonomisk ens ordninger og derigennem den politiske vurdering af dem bliver derfor helt forskellig.

3. Nu hovedsagelig kun for huslejens vedkommende.

4. Betegnelsen speciel velfaerdsokonomi kunne synes mere rammende. Da imidlertid velfaerdsforanstaltninger pâ det generelle plan falder indenfor centrale dele af nationalokonomiens og praktiske dei, er der ingen grund til at tale om en almindelig velfaerdsokonomi og derfor heller ikke til at udskille nogen dei som speciel. Begrebet velfserdsokonomi benyttes her i en anden mening end i den omfattende diskussion om velfasrdsokonomien fra de senere âr. Herom henvises til F. Zeuihen: Vurderinger og mâlssetninger i okonomien i velfaerds-teoretisk belysning. Universitetets statistiske laboratorium, 1952.

De relevante problemer omfatter folgende spergsmâl:

(1) Virkningerne af tilskud og af disses finansiering pâ eftersporgsel og udbud af produktionsfaktorer og disses bevsegelighed. Det drejer sig her om virkningerne pâ enkeltindividers arbejdsevne og arbéjdsmotiver og pâ deres opsparingsevne og -lyst samt pã driftsherrers eftersporgsel efter produktionsfaktorer den kombination af disse, han vselger1.

(2) Nyttevirkningen af forskellige former for indtaegtsudligning, f. eks. vertikal og horizontal, anti-interventionistisk og funktionel, mellem personer befolkningsgrupper. Problemerne under denne gruppe kan passende fordelingsokonomiskc (se herom afsnit II).

(3) Virkningen af det indgreb i det frie forbrugsvalg, der pà visse omrâder finder sted ved at stille konkrete ydelser til râdighed enten grátis eller mod begraenset vederlag. De herhenb.orende problemer kan betegnes som forbrugsokonomiske herom afsnit III).

(4) »Gensidighedsproblemet«, d. v. s. de gensidige virkninger af, at der
findes en rsekke tilskudsordninger, sâledes at skatteyderne gensidigt giver
bidrag til hinanden (se herom afsnit IV).

Ved lesning af disse sporgsmâl tilsigter man at undersoge, hvorvidt de anvendte tilskudsbelob i de former, hvori det sker, giver den optimale nytte, eller om andre tilskudsformer eller foroget eller formindsket tilskud kan taenkes at foroge nytten. Det bliver altsâ til en vis grad marginale betragtninger, kommer ind pâ. At belyse virkningerne af en enkelt storre foranstaltning som helhed vil som regei blive meget übestemt. Man skulle i sâ fald danne sig en forestilling om, hvorledes forholdene ville vaere, hvis der slet ikke blev ydet offentlige tilskud til pâgaeldende foranstaltning, f. eks. ikke fandtes tilskud til folkepension, til hospitaler eller arbejdsloshedsunderstottelse. indgâr det i en socialpolitisk vurdering af de forskellige foranstaltningcr at forsoge sâdanne sammenligninger, men man fâr sikkert el storre udbytte af diskussionen af virkningen af mere begrsensede sendringer understettelsernes hojde, i betingelserne for disse ydelser o. s. v.

II. Velfærdsstatens indtægtsudligninger

6. Nâr et af de formal, der opstilles i velfserdsstaten, er at hidfore en mere ligelig indtsegtsfordeling, kan det vaere hensigtsmsessig at anfore nogle bemserkningerom, dette skal forstâs. Tager man et ejebliksbillede (pâ en enkelt dag) af den indtsegt, lenmodtagere opnâr som resultat af deres arbejdsindsats, vil man finde store forskelligheder. Syge, arbejdslose, arbejdsudygtigeinvalider, mennesker under ulonnet uddannelse og gamle har ingen arbejdsindta3gt. Indforer man nu en tidsfaktor og betragter f. eks. et âr, finder der pâ visse omrâder en udligning sted. F. eks. kan arbejdere med ssesonarbejdsloshed have en hojere lon i beskasftigelsesperioden, sâledes

---

1. Dette omfattende problemkompleks udelades dog her, bl. a. fordi det er ret indgâende behandlet bl. a. i Carsten Welinders vserk: Sosialpolitikens ekonomiska verkningar.

at deres ârslon ikke behover at ligge lavere end andre arbejdere, der har haft beskseftigelse pâ ethvert tidspunkt i ârets lob. Lonmodtagere med tjenestemandsanssettelsefâr len i tilfaelde af sygdom og manglende beskaeftigelsesmuligheder.En af uligheden er derfor en felge af forskel i lonkontraktensvarighed. selvstaendige erhvervsdrivende har indtsegten pâ en bestemt dag i mange tilfselde ingen mening, men indtaegten mâ betragtes over en vis periode, f. eks. et ar. Da disse indtsegter ofte er svingende, vil en udstrsekningaf over flere ar fore til mindre ulighed. Da personer rammes mere ligeligt af sygdom, jo lsengere tidsperiode man laegger til grund, vil ogsâ en vis dei af de indtsegtsuligheder, der skyldes sygdom, udlignes i tidens lob. Da unge mennesker, der har gennemgâet en uddannelse, normalt fâr hoje indtsegter senere i livet, vil en betragtning af indtsegten over en laengere ãrraekke ogsâ her fore til mindre ulighed.

For arbejdsudygtige invalider og gamle finder der en indtaegtsudligning sted, nâr man medtager fortidig indkomst. Jo lsengere fortidig indkomst man laegger til grund for sin betragtning over uligheden, jo mindre vil denne blive¹. •

Det kunne derfor vsere nserliggende at basere visse betragtninger over lighed eller ulighed pâ en sammenligning af de indtsegter, de enkelte har niodtaget livet igennein. Et samfund, hvor indtsegtsforskellighederne, sãledes som de fremtrseder i indkomststatistikken, alene skyldes, at indtsegten pâ en ior alie ensartet mâde varierer med alderen (f. eks. lav indtsegt i ungdommen, stigende, til sidst faldende indtsegt), ville derfor, uanset de individuelle indtsegters eventuelle svingninger fra âr til âr, vsere et samfund med lige indtsegtsfordeling. Det samme ville gselde, selv om indtsegtskurven forlober forskelligt over livet, sâfremt de personer eller befolkningsgrupper, der fâr deres indtsegtsstigninger sent i livet, til gengseld fâr en tilsvarende storre indtsegtsstigning. I sâ fald mâ fortidige indtsegter opdiskonteres til nutidsvserdi for at muliggore sammenligning, og betragter man indtsegtsuligheder basis af forventede fremtidige indtsegter, mâ en neddiskontering af fremtidig indtsegt finde sted².

---

1. Kun for den indtaegt, der skyldes rente af fast forrentet kapital, er tidsperioden uden betydning for graden af ulighed.

2. Dette spergsmâl er ret kompliceret. Hvis det drejer sig om indkomstforskydninger, hvor den graenseindkomst, der sammenlignes, har samme grsensenytte pâ benyttelsestidspunkterne, hver for sig, er neddiskonteringen af den fremtidige indkomst naturligvis uomtvistelig, men neddiskonteringsfaktoren behever ingenlunde at vaere lig med den eksisterende rentefod, der er bestemt af en raskke forholdsvis tilfaeldige, herunder ogsâ politiske, forhold. Hvilken rentefod man skal regne med, vil det formentlig vaere svsert at afgare, Hvis indtaegten i fremtiden forventes at blive storre, skulle fremtidig indtasgt yderligere neddiskonteres under hensyn til den storre indtaegts ringere graensenytte, i det modsatte tilfaelde, hvor man sammenligner graenseindtaegten af en stor nutidig indtaegt med graenseindtaegten af en fremtidig lille indtasgt, opnâs en fordel ved opsparing gennem denne forskydning, sâledes at neddiskonteringsfaktoren kan aendre fortegn.

Det ville bidrage til cn klaring af begrebcrne omkring sporgsmâlet om det írie forbrugsvalg, hvis man som livsindtacgt alene betragter den indtaegt, der íolger af produktiv indsats af arbejde, kapital og risikoovertagelse. Deraf folger, at indtsegten i uddannelsesperioden kun medtages med den arbejdsindtaígt, de studerende har, medens derimod gaver og stipendier ikke medregnes (rente af egen formue spiller jo ikke nogcn rolle for unge mennesker), at man i tiden efter, at produktivt arbejde i alderdommen er ophort, modtager rente af opsparet og arvet kapital, men ikke formueforbrug, som det f. eks. forekommer som dei af pension og livrente. Den opsparing, der gâr forud for et formueforbrug, er jo allerede medtaget som indtaegt tidligere og skal derfor ikke medtages igen. Offentlige pensioner, herunder folkepension, medtages naturligvis heller ikke, da de ikke er resultatet arbejdsindtsegt eller renteindtaegt af egen formue. Denne forskel mellem nutidsvaerdien af forskellige personers indtaegt af arbejde, kapital og risikoovertagelse livet igennem kan betragtes som den veríikale indtaßgtsulighed.

Alie de uligheder i indtsegterne melíem enkelte personer eller befolkningsgrupper, lader sig forene med en ligelig vertikal indtsegtsfordeling, kan pâ den anden side betegnes som den horizontale indtsegtsulighed. Disse uligheder som tidligere anfort lav indtsegt hos unge mennesker under uddannelse og midlertidigt eller varigt ophor af erhvervsevnen pâ grund af sygdom, invaliditet eller alderdom. Hvis den horizontale ulighed blev udlignet íuldt ud, ville indtaegtskurven over livet blive en vandrct linie fra 15 ãr til deden og ikke blot for den produktive dei af livet.

Medens den vertikale indtsegtsulighed ikke har relation til den neddiskonterede form, men alene afhsenger af det areal, kurven afskserer, hvorved kun arbejdsindsatsen i den produktive dei af livet og kapital- og risikoudbyttet tages i betragtning, er den horizontale ulighed alene knyttet til indtsegtskurvens form og har ingen relation til den integrerede vscrdi, ligesom den omfatter hele den voksne persons livsperiode.

Medens meget tyder pâ, at man ved en fuldstsendig vertikal udligning vil fâ
den storst mulige nytte (idet dog udligningsmâden her spiller ind, jfr. herom
afsnit III), vil dette ikke vsere tilfseldet ved en fuldstaendig horizontal udligning
den rette linie). Mange subjektive forhold, som det vil fore for
at komme ind pâ her, tyder pâ, at en indtsegtskurve, der ligger forholdsvis
i de yngre âr, derefter er stigende og til sidst faldende pâ de gamle
dage, vil give sterst nytte og derefter vsere den subjektivt bedste horizontale
udligning. Om denne optimale nyttekurves mere detaillerede forlob ved man
ikke meget.

Vserdien af denne adskillelse mellem vertikale og horizontale indtsegtsulighederog svarende indtaegtsudligninger ligger for det forste deri, at vertikale indtsegtsudligninger kun kan foretages ved hjselp af politiske indgreb, medens den horizontale udligning teoretisk kan ske ved hvert enkelt

individs egne beslutninger. Endvidere har denne adskillelse betydning derved,at ved offentlig indgreb gennemfort fuldstsendig vertikal indtsegtsudligningma at give storst nytte af en given nationalindtscgt (dog mâske forst efter en tids forleb), sâ er det et centralt problem i den liberalistisketeori som i velfserdsteorien, hvor langt det offentlige -— hvis det overhovedet bor gribe ind — ber gâ med hensyn til at pâvirke den horizontale indtsegtsudligning. Dette sporgsmâl skal tages op til behandíing i afsnit 111.

7. Begge de ovenfor nsevnte indtsegtsuligheder, den vertikale og den horizontale, det til fselles, at de kun tager selve indtsegten, men ikke offeret, der har vseret forbundet med at erhverve indtsegten, i betragtning. Dette indebserer nogen grad en inkonsekvens, thi det, der skulle udlignes, var jo i virkeligheden et nytteoverskud. Det vil sige, at man i det omfang, det var muligt, skulle fradrage de med indtsegtens erhvervelse forbundne ofre og udligne Anerkender man dette princip, kommer man til en indtsegtsudligning indtsegtsomflytning af anden karakter. Den tydeligste forskel vil herefter vsere mellem dem, der erhverver deres indtsegt i kraft af arbejde, og dem, der opnâr den i kraft af kapital eller formue, til hvis tilvejebringelse de ikke selv har bidraget eller kun bidraget ganske uvsesentlig. Midt imellem ligger indtsegten af sâdanne mindre formuer, der er tilvejebragt ved opsparing indtsegt tjcnt ved arbejdsindsats. Ud fra disse synspunkter skulle indtsegten udlignes sâledes, at indtsegter af kapital erhvervet ved arv eller pâ anden offerfri mâde (driftsherreopsparing under inflation, aktieselskabshenlseggelse v.) vsesentlig begrsensedes til fordel for arbejdsindtsegter. Indtsegtsudligninger af denne art kan kaldes funktionelle, idet de bygger pâ forskel i indtsegtsmodtagerens sociale funktioner og derigennem i forskel med hensyn til det offer, som de underkaster sig. Disse indtsegtsudligninger er efter deres karakter socialistiske. Ikke desto mindre strider de i og for sig ikke imod det liberalistiske princip, idet det dog meget vel er muligt at have en liberalistisk virkende markedsmekanisme pâ basis af offentlig ejendomsret. eks. kunne det offentlige begrsense sig til at eje aktier og obligationer eller, hvis det selv drev virksomhederne, da at lade dem underkaste konkurrencens love. Men den liberalistiske markedsmekanisme er i praksis knyttet sammen med et bestemt politisk system, som tilstrseber ejendomsrettens opretholdelse uden hensyn til, hvorvidt og i hvilket omfang dette er nedvendigt for at bevare den liberalistiske markedsmekanisme. Der er imidlertid ikke nsermere grund til at komme ind pâ de hermed forbundne problemer, da liberalismens demokratiske afkom: velfserdsstaten, ikke i denne henseende adskiller sig fra sit modrende ophav.

Den definition, der er givet af den vertikale indtsegtsulighed, er knyttet til forskellen i udbyttet af kapital og arbejde under livets forlob. Der foreliggerimidlertid for ulighed, som skyldes andre forhold, uden at de kan henfores til den horizrontale ulighed. Der kan sâledes nsevnes den indtaegtsulighed,der

taegtsulighed,derer en felge af indgreb i den frie prisdannelse. Et sâdant indgreb er sket ved huslejereguleringen for aeldre ejendomme¹. Der er herved tilvejebragt en forskel i indkomsternes reale vserdi mellem lejere i nye og seldre ejendomme, der i visse tilfailde kan vscre ret betydelig. Man kunne kalde den heraf folgende ulighed for den interventionistiske indtsegtsulighed. Tiisvarende eller mindre forskelle i den skattepligtige indtaegt seger man gennem skatteprogressionen i betydeligt omfang at udligne. Det er derfor en konsekvens af de synspunkter, der ligger til grund for skattelovgivningens udlignende tendens, nâr man ogsâ seger at gennemfere en udligning af den interventionistiske indtsegtsulighed gennem tilskud til de nye lejligheder (se herom stk. 14).

Det kan vaere hensigtsmsessigt til sidst at udskille en sserlig gruppe af tilskud, der gâr pâ tvsers af de ovenfor nsevnte i den forstand, at alie disse kan komme ind under denne sidste. Det drejer sig om tilskud, der fordeles vilkàrligt. Da ingen tilskud fordeles efter lodtrsekning, ligger det vilkãrlige i, at tildelingskriteriet ikke bygger pã forhold, der pâ klar mâde udskiller en gruppe, der adskiller sig vsesentligt fra dem, der ikke kommer i betragtning. Hvis der f. eks. stilles en vederlagsfri eller vederlagsbegracnset ydelse til râdighed for befolkningen, men i et mindre omfang end svarende til eftersporgslen denne pris, dukker vilkãrligheden ved fordelingen op. Ydelserne sâledes tildeles efter koprincippet (venteliste) eller efter visse sekundsere kriterier, der tillscgges afgorende betydning pâ grund af nedvendigheden at skaffe en eller anden losning af misforholdet mellem udbud og efterspergsel.

Da antallet af lejligheder i det socialt stottede boligbyggeri var ringe, afhang det noget af tilfseldet, hvem der fik fordelen ved at bebo en sâdan lejlighed. I vore dage er det vilkàrligt, hvem der opnâr fordelen ved den lave husleje i det gamle boligbyggeri, idet denne fordel ikke stâr i noget forhold til indtaegten (eller til et andet klart trangskriterium). Selve ydelsen kan undertiden ogsâ have en sâdan karakter eller gives en sâdan karakter (f. eks. retsvirkninger), at den ikke virker tillokkende pâ en dei mennesker. Pâ grund af det sidste forhold kommer der en vis vilkârlighed ind i forsorgshjaelpen . Som et andet eksempcl kan nsevnes vuggestuer, der kun benyttes af et mindretal af enlige modre, idet mange med samme objektive behov ikke vil give bornene fra sig pâ denne mâde (se herom stk. 12 a).

8. Gennem de kombinerede virkninger af tilskud og skatter finder der i
velfserdsstaten en indtsegtsudligning sted. I en omfattende litteratur er der
foretaget beregninger over denne indtaegtsudligning. En stor dei af diskussionenom

---

1. Disse indgreb har pâ den anden side formindsket den vertikale indtasgtsulighed (da grundejere gennemsnitlig har hejere indtaegter end lejerne) og desuden bidraget til en funktionel udligning.

sionenomdisse sporgsmâl lider imidlertid af mangel pâ klarhed, fordi man ikke har foretaget nogen adskillelse mellem den horizontale og vertikale indtsegtsudligning eller nogen analyse af, hvorledes tilskud og skatter virker i sâ henseende.

Man vil sâledes normalt vsere tilbojelig til at mene, at tilskud, der aftager progressivt med stigende indtsegter, og de progressive skatter bidrager til en indtsegtsudligning. For nsermere at forstâ, hvad der ligger heri, mâ det prseciseres, hvilken indtsegtsudligning man har for oje' og samspillet mellem den vertikale og horizontale indtsegtsudligning mâ nsermere belyses.

Drejer det sig alene om at foretage en horizontal indtsegtsudligning indenfor enkelt befolkningsklasse, er skatte- og tilskudsprincipper ikke af stor fordelingsmsessig interesse. Progressive skatter i denne situation kan derfor kun begrundes med, at det antagelig vil give mindst ulyst at betale hoje skatter i den periode af livet, hvor indtsegterne er hoje.

Sammenligner man to befolkningsgrupper med lige indtsegt (vertikal indtsegtslighed), den ene gruppe som folge af Isengere tids uddannelse, lsengere eller Isengere tids nydelse af folkepension (f. eks. pâ grund af mindre opsparing) modtager storre beleb i offentligt finansieret end den anden, vil dette medfere, at der overfores belob fra gruppe 1 til gruppe 2, hvorved der skabes en vertikal indtsegtsulighed, der ikke tidligere eksisterede. Den horizontale indtsegtsudligning har altsâ fort til en vertikal indtsegtsulighed. Dette sker uanset de anvendte skatter eller tilskudsprincipper. skatter og endog regressive skatter kan sâledes fere til indtsegtsulighed. Hvis den hjselpmodtagende gruppe har haft hojere indtsegter i de indtsegtsydende perioder, vil den med progressive skatter mere i skat, og et progressivt skattesystem vil derfor bidrage til, at den gennem tilskudene skabte vertikale indtsegtsulighed bliver mindre.

Vil man undgâ at pâvirke den vertikale indtsegtsfordeling, mâ hjselpen finansieres gennem en forsikring, hvor prsemiebetaling alene hviler pâ den hjselpmodtagende gruppe. Dette er dog kun muligt i sserlige tilfselde, hvor risikoen er begrsenset til en bestemt befolkningsgruppe (f. eks. arbejdsloshed, bedriftsulykker), men det er ikke muligt f. eks. for folkepensionen, idet den ikke-sparende dei af befolkningen ikke kan udskilles. Vil man her lade den vertikale indtsegtsfordeling uforandret, mâ folkepensionen finansieres ved prsemier, der beregnes som en bestemt procent af indtsegten, og folkepensionen i forhold til de af den enkelte betalte prsemier₁. Det normale vil dog vsere, at de befolkningsgrupper, for hvilke en horizontal indtsegtsudligning sted gennem offentlige tilskud, har forholdsvis smâ indtsegter, at tilskudene til den horizontale indtsegtsudligning bevirker en formindskelse af den vertikale indtsegtsulighed.

---

1. Foreslâet i Principbetânkande om Allrnãn Pensionsforsákring, S.O.U. Stockholm 1950.

Nâr man tager i betragtning, at bâde tilskud og skatter, der efter deres ydre form (progressivt aftagende eller stigende med indtaegternes storrelse) er indtsegtsudlignende, ikke desto mindre kan virke til foregelse af den vertikale (nemlig nâr vertikal lighed forenes med forskelligt íorlebende livsindtsegtskurver), og nâr progressivo skatter og tilskud, der anvendes, hvor der kun findes horizontale uligheder, ikke har nogen vertikal indtsegtsudlignende virkning, vil man forstâ, at de mange beregninger over skatters og tilskuds indtoogtsudlignende virkninger, der er gennemfort uden at tage hensyn hertil, mâ vsere af begrscnset vscrdi. Det mâ vsere en vigtig opgave at forsoge at tage problemer op pâ ny i lys af de her anferte betragtningcr.

Det folger ogsâ af disse betragtninger, at begreberne sociale, indtsegtsneutrale anti-sociale tilskud ikke kan defineres alene ved henvisning til den formelle afhacngighed mellem tilskud og indtsegt. Der mà ved en dyberegâende der bygger pâ adskillelse mellem vertikal og horizontal indtoogtsudligning, tages hensyn til de foran nsevnte muligheder for afvigelser det formelle.

Formelt er de fleste tilskud sociale, d. v. s. at der gives mest til personer,
der pâ et vist tidspunkt har smâ indtsegter, men deraf folger ikke, at de i
deres vertikale virkninger er sociale.

9. Der findes dog ogsâ indtsegtsneutrale tilskud eller ydelser. Sâdanne ydelser omfatter f. eks. skoleydelscrne, hospitalsydelser, en dei af boligtilskudet folkepensionens mindstebelob. Der er nu rcjst den kritik af disse tilskud, at man onsker yderligere indtsegtsudjsevning gennemfort ved skserpede l, formentlig sâledes at der skulle betales en med indtsegten stigende skoleafgift og hospitalsafgift og lignende ordninger.

Hvis virkningen af de indtsegter, der derved opnâs, bliver, at der kan ydes storre tilskud pâ andre omrâder til personer med mindre indtsegter (set fra den vertikale indtsegtsfordelings synspunkt), betyder dette en storre nyttevirkning den givne indtsegt. Hvis besparelsen betyder nedssettelse af den yderste ende af progressionen i indkomstskatterne, vil nyttevirkningen gâ tilbage, idet de mest velstâende fâr en fordel pâ middelstandens bekostning.

De midler, der anvendes til folkepensionens mindstebclob, der tilfalder alie uden hensyn til indtscgtens storrelse og derfor ogsâ uden hensyn til, om den pâgseldende har trukket sig tilbage fra arbejdslivet, betyder naturligvis en mindre nyttevirkning end, hvis et tilsvarende belob blev anvendt mere i overensstemmelse de eksisterende behov, f. eks. blev anvendt til en forhejelse af folkepensionens grundbelob eller til en bedre hjsclp til enker med bom. Nogen saglig overbevisende argumenter for folkepensionens mindstebelob er heller ikke givet.

---

1. Som typisk for denne kritik se Thorkil Kristensen: Socialpolitik med omtanke. Dagcns Nyheder 19. august 1957.

Mserkeligt nok har de anti-sociale tilskud, d. v. s. tilskud, der stiger progressivt indtsegtens storrelse, ikke vseret genstand for nogen kritik. Sádanne tilskud fremkomraer, nâr man benytter den tilskudsform, at visse anvendelser af nettoindtsegten kan fradrages i den skattepligtige indkomst. Det er klart, at virkningerne af denne tilskudsform ogsâ mâ medtages, nâr velfserdsstatens problemer skal vurderes, idet fradrag i den skattepligtige indtsegt for udgifter i lige sâ hoj grad er tilskud som de direkte udbetalte lilskud eller gratisydelser. Men da det afgerende for vor stilling til problemerne altid er res, sed modus rerum gerundarum, er det ikke mserkeligt, disse tilskud via indtscgtsfradrag forer deres eget liv i befolkningens bevidsthed udenfor socialpolitikens omrâde. Dette forklarer til en vis grad, at man f. eks. yder anti-sociale tilskud til opsparing til livrenteformâl, til forsergere etc. Konsekvensen af kritiken af de social-neutrale tilskud mâ indebsere, at de anti-sociale tilskud i sserlig grad burde vsere genstand for kritik, sâ meget desto mere som dette tilskudsprincip sikkert skyldes en manglende evne hos folketinget til at indse inkonsekvensen i pâ dette omrâde at anvende andre tilskudsprincipper end indenfor den evrige sociallovgivnin ₁.

Tilskud, der har form af ret til at fradrage visse indkomstanvendelser i den skattepligtige indtsegt, bor derfor lige sâ vel som de direkte udbetalte tilskud medtages ved beregninger over subsidiepolitikens indkomstudjsevnende virkninge ₂. Ikke desto mindre medtages de ikke ide forskellige beregninger om disse spergsmâl, der er foretaget i Skandinavien³. Ej heller medtager man skoleudgifterne, til trods for at de fordelingsmsessigt i ingen henseende afviger andre grátis institutionelle offentlige ydelser. Der krseves altsâ endnu en dei principielle og beregningsmsessige korrektioner, ígt de fordelingsmsessige af den samlede tilskudspolitik kan belyses.

III. Velfserdsstaten og det frie forbrugsvalg

10. Nâr man genem tilskud muligger, at varer eller tjenesteydelser kan stilles til râdighed grátis eller mod begraenset vederlag, finder derved et indgrebsted det frie forbrugsvalg. Samfundsmsessigt set er jo ingen af de ydelser, der her er tale om, grátis, og den dei af produktionsomkostningerne, der ikke betales over priserne, mâ derfor betales af skatteyderne. Nu gselder

---

1. Jfr. Dich, Nationalokonomisk Tidsskrift 1957, s. 37 ff.

2. Se herom R. M. Titmus: The Social Division of Labour. Liverpool University Press, 1956.

3. De samlede praemier til livsforsikring andrager 355 mill. kr. Dertil ydes skensmsessigt et statstilskud pâ 120 mill. kr. Da det samlede offentlige tilskud til arbejdsleshedsforsikringen er 170 mill. kr., opvejes muligvis den vertikale indtsegtsudligning, som tilskud til arbejdsloshedsforsikringen indebaerer, af de vertikale indtaegtsulighedsforstaerkende af tilskudene til livsforsikringen.

det uden tvivl som en almindelig hovedregel, at folk fãr mest ud af deres penge, nâr de selv disponerer over dem (og at vi fâr mest ud af vore produktivekracfter, varerne leveres til priser, der dsekker produktionsomkostningerne).Teorien at afvigelser herfra skulle gore samfundet fattigere (nâr der bortses fra eventuelle vertikalt indteegtsudlignende virkninger). Hvis skotej leveres til det halve af, hvad producenten fâr, vil efterspergselen efter fodtoj og dermed produktionen stige. Dette betyder en mindre produktionaf varer og dermed et nyttetab. Dette tab er storre end nyttetilvsekstenved storre fodtojsproduktion. I modsat fald ville det ikke vsore nodvendigt gennem skatter at tvinge folk til at betale de produktionsomkostninger(til skoproduktion), som de tidligere frivilligt betalte ved kob af andre varer. Da nu en stor dei af ai socialpolitik gennemfores pâ sâdanne mãder, at indtaegten bliver anvendt anderledes, end hvis det f rie f orbrugsvalg havde fâet lov til at gore sig gseldende, kunne man vaere tilbejelig til at mene, at man derved skulle fâ et mindre samfundsmaessigt udbytte, end hvis den vertikale indtaegtsudligning fandt sted uden at pâvirke forbrugsvalget1.

Denne teori om det frie forbrugsvalgs rationalitet anvendes imidlertid ikke blot med hensyn til indkomstens fordeling i et givet ojeblik, men ogsâ med indtaegtens fordeling over tiden, ja, i virkeligheden over hele livsforlobet.Konsekvensen liberalismens lacre om det rationelle frie forbrugsvalger at den horizontale fordeling af indkomsten over livet, som den enkelte for sit vedkommende beslutter, give ham optimal nytte, hvori ligger, at tvangsordninger pâ dette omrâde betyder, at den samlede nytte af en given indtsegt -_— eventuelt efter at denne er foroget i det omfang, det onskes ved en vertikal indtsegtsfordeling — kun vil betyde en formindskelse af den pâ denne mâde opnâede samlede nytte. Det folger heraf, at hvis folkepensionenforhojes som resultat af en horizontal indtsegtsudligning, skulle

---

1. Jergen Pedersen skrivcr sâledes: »Betragter man heroverfor den for tiden herskende opfattelse med hensyn til statens virksomhed, sâ er der, yderligere sket dette, at man nu ikke lamger anerkender, at det enkelte individ, bortset fra de lige nsevnte modifikationer den bedste dommer med hensyn til, hvad der tjener hans vel, men tvsertimod at staten, d. v. s. regeringen og dens embedsmacnd, er i stand til bedre end det enkelte individ at domme om, hvad der er godt for ham.« De vigtigste modifikationer er, »at de enkelte individer skulle sikres mod nad i tilfselde af medfodte defekter af sjselelig eller fysiologisk art, at bera skulle sikres mod âbenbare overgreb fra deres foraeldres side, at der skulle gaelde almindelige sundhedsmsessige forskrifter, som kom alie i samfundet til godé, sâsom bekaempelse af epidemier og adskilligt andet, at der skulle stilles bestemte krav til sundhedsforholdene og beskyttelse mod ulykker i fabrikker og andre virksomheder, der var grund til at frygte, at arbejderne ikke selv gennem arbejdsbetingelserne ville fremkalde de nodvendige beskyttende foranstaltninger, at de enkelte individer, sâ vidt det var praktisk gorligt, skulle stilles lige i konkurrencen, f. eks. ved at sikre elementair uddannelse for alie . Individerne skulle iovrigt vaere deres egen lykkes smed, idet deres udstrakte frihed til selv at gore som de lystede, skulle modsvares af forpligtelser til selv at tage konsekvenserne. « Se anf. st. s. 107^—08.

der foreligge et selvbedrag, sâledes at befolkningen ved denne forhojelse af folkepensionen fâr en mindre nytte af deres samlede livsindtaegt. I det omfang,en indtaegtsudligning finder sted gennem tilskud (og ikke blot gennem skatter), mâtte opnãelse af optimal nytte indebaere, at tilskud alene skulle betales til produktive, arbejdende personer i omvendt forhold til deres forventede livsindtaegt. Tilskud til specielle formal i forbindelse med sygdom, arbejdsloshed, alderdom, skulle altsâ ikke finde sted. Den liberalistiske teori om det rationelle frie forbrugsvalg anerkender altsâ hverken en horizontal indtaegtsudligning eller en vertikal indtaegtsudligning, der over indflydelse pâ den horizontale indtaegtsfordeling. Dette betyder f. eks., at ungdommen mâ finansiere sin uddannelse ved lân (eller som laerlinge ved at arbejde for lavere len), at man frivilligt og uden statstilskud sikrer sig imod sygdom, invaliditet,arbejdsloshed alderdommens svigtende arbejdsevne. At statstilskudenetil formal bortfalder betyder altsâ ikke, at det samlede belob, der gives i statstilskud til de mindre bemidlede, bliver mindre. Det givne belob fordeles blot efter et andet kriterium, der efter teorien om det frie forbrugsvalgs rationalitet skulle medfore, at den samlede nytte af indtaegtsudligningenderved optimal.

Man stâr imidlertid nu overfor det problem i praksis, at der ikke via tilskudsordningen nogen neutral vertikai indtaegtsudligning sted, idet alie vertikalt indtsegtsudlignende tilskud ydes sâledes, at staten samtidig pâvirker enten indkomstens fordeling mellem goder pâ et givet tidspunkt eller den horizontale fordeling af indtaegten eller begge dele samtidigt. Al indtsegtsudligning, ikke sker gennem skatterne, pâvirker derfor teoretisk forbrugsvalget. centrale forbrugsekonomiske problem er derfor at undersoge, hvilket omfang denne pãvirkning pâvirker nytten. Er nyttetabet som i det tidligere omtalte tilfaelde med skotoj til halv pris almindeligt? Eller kan man omvendt taenke sig, at nytten foroges gennem tilskudsordningerne? For den rene liberalisme er svaret pâ det forste sporgsmâl naturligvis bekraeftende. nsermere analyse ferer imidlertid til et andet resultat.

Betragter man de forskellige situationer, vil det vise sig, at et frit forbrugsvalg
altid er muligt, og at den enkelte ikke altid er hejeste dommer
i afgorelsen af, hvorvidt et vist forbrugsvalg er rationelt.

Disse forskellige situationer, der her kan vsere grund til at analysere, kan samles i fire grupper. Den forste drejer sig om, hvorvidt den lige anforte adskillelse mellem vertikale indtscgtsfordelinger (der falder indenfor liberalistiskteori) de horizontale (der efter teorien om det rationelle forbrugsvalgbetyder nyttevserdi) kan gennemferes generelt (se herom stk. 11), Det andet vedrorer visse ydre betingelser for det frie forbrugsvalgs virken; dermed udelukkes visse omrâder, hvor teorien om det frie forbrugsvalgikke anvendes (stk. 12). Den tredie gruppe omhandler de psykologiskebetingelser det frie forbrugsvalg (se herom stk. 13). Til sidst behandlesden

handlesdenbegrscnsning i det frie forbrugsvalg, der folger med en vurdering
af de videre samfundsmaessige virkninger af tilskudene (stk. 14).

11. Til illustration af den forste gruppe af problemer tager jeg igen et eksempel fra alderdomspensioneringen. Tsenker man sig, at det frie forbrugsvalg rationelt pâ dette omrâde (jfr. herom stk. 13 e) vil hver enkelt person — som foran anfert — pã den for ham bedst egnede mâde gennem opsparing af kapital eller ved forsikring have serget for sin alderdom. Heraf folger, at det frie forbrugsvalg (i et statisk samfund) vil fore til, at der ikke kan trseffes foranstaltninger til fordel for de gamle, og dette gselder, hvad enten disse foranstaltninger finansieres ved horizontalt eller vertikalt udlignende skatter¹.

Hvis der imidlertid livet igennem har fundet en uforudset stigning sted i realindtaegten, er alderdomsovervejelser fra den forste dei af en persons liv baseret pâ en lavere indtaegt og forventning om fremtidig lavere indtacgter, end tilfseldet er i den senere dei af livet. Personen vil derfor have sikret sig en lavere pension, end hvis han i sin ungdom havde haft samme indtsegt som ungdommen har, nâr han er blevet seldre. Dette betyder, at der trods forudsaetningen fuld rationalitet i den horizontale indtsegtsfordeling er indtrâdt forskel (eller foroget forskel) i den vertikale indtsegtsfordeling til skade for de gamle. Ved nu at foretage en korrigerende indtseglsfordeling pâ horizontal basis, det vil sige ved tilskud til de gamle, kan man altsâ genoprette tidligere vertikale indtsegtsfordeling. Dette betyder, at den tidligere stk. 6) anforte skarpe adskillelse mellem den horizontale og den vertikale indkomstulighed kun lader sig opretholde under de anforte statiske forudssetninger.

Samme betragtninger gaelder for den dei af befolkningen, som har opsparet form af fordringer (der ikke er pristalsreguleret), nâr man har gennemlevct uforudsete stigninger i prisniveauet. I sâ fald skulle dog den korrigerende indtaegtsfordeling kun udmâles i forhold til fordringernes storrelse personer med smâ indtaegter (idet nedgangen i fordringernes realvaerdi personer med stor pengeindkomst godt kan bidrage til en storre vertikal indtsegtsudligning, hvilket vil vaere tilfseldet, hvis debitorgevinsten tilfalder en rsekke arbejdsgivere med smâ indtacgter). Giver man som led i en horizontal udligning et tilskud til alie gamle uden hensyn til indkomstkilde, vil den derved opnâede vertikale indkomstudligning til fordel for fordringshaverne modvirket af det minus, der under visse forudsaetninger felger med den horizontale udligning for de ovrige.

Teorien om det frie forbrugsvalgs rationalitet gselder heller ikke, hvis den
vertikale indtaegtsudligning foregâr som en proces, der strsekker sig over et
laengere tidsrum. Med fastholdelse af teorien ville man jo afsksere de gamle

---

1. Der ses her og i det efterfolgende bort fra egentlig forsorgshjaelp efter trangsundersogelse, ydes med det minimum, som i et givet samfund anses for rimeligt.

fra at fâ fordel af den vertikale indtsegtsudligning, der finder sted, efter at
de er overgâet til pension. Der ma altsâ ogsâ i dette tilfselde trseffes direkte
foranstaltninger til fordel for de gamle eller invaliderne.

Disse dynamiske elementer i den politiske udvikling og i okonomien gor som nsevnt, at den skarpe adskillelse mellem vertikal og horizontal udligning, er en forudssetning for teorien om det frie forbrugsvalgs rationalitet, ikke altid eksisterer. Dermed bliver teorien om, at den »vertikale« indkomstudligning optimal nyttevirkning, hvis den er neutral, stacrkt begrsenset. den samfundsmaossige produktivitet er stigende, nâr prisniveauet uforudset og med stigende vertikal indtscgtsudligning, strsekker ikke til. Som alie liberalismens teorier er ogsâ denne teori opstillet forudssetning af statiske forhold. Det er dcrfor ikke sâ mserkeligt, ogsâ denne teori kommer til kort, nâr den ses i lyset af den dynamiske virkelighed.

12. Der findes endvidere sociale ydelser, der ikke falder indenfor det
omrâde, hvor spergsmálet om forbrugsteoriens rigtighed eller urigtighed
kan ove indflydelse pâ betingelserne for ydelserne eller disses hojde.

a. Dette gselder for personer, der ikke er i stand til ved produktiv indsats skaffe sig en indtsegt, som de har ret til at disponere over. Den vigtigste er her bornene. En indtsegtsudligning, der kan betragtes bâde som vertikal og horizontal, kan her sker gennem bornetilskud (eller bornefradrag). for sâdanne tilskud er naturligvis ikke, at forseldre fordelingspolitisk har krav herpâ, nãr de frivilligt har valgt at fâ et vist antal bom. Dette mâtte indebacre, at bornene medforte en storre byrde, end hvis et tilsvarende beleb blev anvendt f. eks. til at holde bil. Selve dénne tankegang er lige sâ meningsles, som den er udbredt. Begrundelsen for bornetilskudene er af anden art. Hvad der er tale om, er en indtsegtsudligning til fordeí for bernene. Liberalismen har jo i sine betragtninger over det rationelle i visse indtsegtsuligheder kun bygget pâ de aktivt handlende voksne samfundsborgere, bernene er glemt. Der kan vaere godé okonomiske grunde til, at personer, der er mindre effektivt arbejdende, skal have ringere indtsegt end andre, evt. at visse personer mâ henvises til at leve af offentlig forsorg, men dermed har man ikke givet noget argument for, at dette med sin fulde styrke skulle gâ ud over pâgaeldendes bom, eller at bom skulle have en med soskendeantallet omvendt varierende levestandard. Bernene nyder normalt samme retsbeskyttelse i et samfund som voksne, og der er derfor ogsâ kun rimelighed i, at der med hensyn til indtsegtsfordelingen tages hensyn til bornene. Dette kan ske, nâr der ydes bornetilskud, og navnlig nâr disse ydes i sâdanne former, at man sikrer, at bernene fâr en fordeí deraf, L eks_s som grátis skolegang eller nâr der ydes tilskud for bornerige familier i velegnede boliger. Dette hensyn til bornene er egentlig sâ nserliggende, at man undrer sig over, at det endnu ikke er forstâet af bornetilskudenes kritikere.

Det felger af de her anferte synspunkter, at bornetilskud, bornefradrag og huslejetilskud til familier med bom for familier, der har sâ store indtsegter, bernenes leveforhold ligger over gennemsnittet, savner begrundelse. Princippet i den danske lovgivning om, at bernetilskudet nedssettes med stigende indtsegt, er derfor rigtigt. Sâfremt man ophacvede bestemmelsen om fradrag for bom i den skattepligtige indkomst og anvendte det derved indvundne provenu til storre bornetilskud eller huslejetilskud til mindrebemidlede, familier, ville nyttevserdien af det anvendte belob stige.

Ved en vurdering af de specielle bornetilskud, der ydes derved, at vuggestue
og bernehaveydelser stilles til râdighed langt nnder produktionsomkostningerne,
andre betragtninger frem.

Om disse daghjem er til fordel for bornene afhsenger af de foreliggende alternativer, f. eks. anbringelse af bornene hos slacgtninge eller bekendte, anden privat anbringelse, anssettelse af huslig hjselp eller den udvej, at moderen undlader arbejde udenfor hjemmet. Nogen generel regei findes naturligvis ikke. Men det er mest sandsynligt, at det i familier med kun een faktisk forserger (ufuldstaendige familier) er vanskeligt at finde passende alternativer. Ikke desto mindre har ca. 80 % af enlige modre i Ârhus med bem under lâr ikke anbragt deres bom i vuggestue¹. Man ved ikke, om de 20 % er fristet af den billige pris til vuggestueanbringelse, hvilket normalt i sig selv er en dârlig anbringelse af bom sammenlignet med born i privat dagpleje. Af enlige modre med bem mellem 2 og 6 âr havde kun halvdelen anbragt bornene i daghjem. Nogen sammenligning mellem denne og den anden findes ikke, men det mâ formodes, at de, der er anbragt i daghjem, under de bedste forhold. For eneborn i kvarterer uden legekammerater bernehaver jo psedagogisk en fordel, og bom af enlige modre er ofte enlige.

Ud fra disse betragtninger kan tilskudene til anbringelse af bem fra
ufuldstsendige familier betragtes som tilskud til fordel for bornene. Samtidig
tilskudene normalt indtsegtsudlignende.

Nãr det drejer sig om bom fra familier, hvor hustruen har udearbejde, kommer andre betragtninger frem. Her foreligger den mulighed, at moderen kan undlade arbejde, eller man kan antage huslig hjselp. Familiens indtsegterer og der er ofte flere soskende i forskellige aldre. 28 % af de udearbejdende gifte modre i Ârhus har anbragt deres bom i bornehave og 10 % i vuggestue. Det burde nsermere underseges, om ophsevelse af tilskudcttil for denne kategori af forsergere ville stille bornene dârligere.Hvis ikke skulle vsere tilfaíldet, er der nseppe grund til at yde tilskud i disse tilfselde. Det drejer sig jo her ikke om vertikalt indta;gtsudlignendetilskud, snarere om indtsegtsulighedsforstaerkende eller antisocialetilskud,

---

1. Jfr. Statistisk Kvartalsskrift, Forebyggende berneforsorgsinstitutioner i Ârhus, ârgang 11, nr. 2, s. 38. Det kan bemaerkes, at 40% af disse enlige modre ikke har arbejde ude.

socialetilskud,idet familier, hvor begge forsorgere har udearbejde, normalt ligger over gennemsnitsindtsegten. Dertil kommer, at tilskudet tilsyneladende virker tilfseldigt, idet kun de naevnte 28 % af udearbejdende medre benytter sig af tilbudet, uden at man — som anfort — ved, om der i disse tilfselde er sserlige forhold, der taler for, at bornene har et sserligt behov for daghjem. Ud over disse synspunkter kunne man nserme betalingen pâ bornehaver og vuggestuer for gifte kvinder, hvis mand arbejder, mere til de faktiske udgiíter,ca. kr. ârligt for bernehaver og ca. 2700 kr. for vuggestuer, med adgang til at foretage modcrationer, hvor sserlige forhold ger sig gseldende. De ved en sâdan ordning frigjorte midler og kvalificerede personer kunne med storre samfundsmaessig nytte indsacttes pâ andre omrâder.

Ogsâ for hele sterforsorgen gselder det — pã samme mâde som for bornene
— at et forbrugsvalg ikke foreligger, og at alternativer til forsorgen ikke
eksisterer.

b. De forskellige opfattelser af muligheden for at finde et objektivt mal for det frie forbrugsvalgs rationalitet er ligeledes uden betydning, hvor ydelsen betragtes som en produktionsomkostning og derfor afholdes af arbejdsgiverne betales af forbrugerne. Dette er tilfseldet med de erstatninger, der udbetales for erhvervsulykke og erhvervssygdomme. Hvor hoje disse erstatninger vsere, er derfor alene el politisk spergsrnâl, og der foreligger ikke noget valg med henblik pâ, at forbrugerne kunne tsenke sig en anden anvendelse de beleb, der over varepriserne betales til disse formal.

c. I de tilfselde, hvor en ydelse finansieres ved preemier, der pâlsegges pâ en sâdan mâde, at de virker skadeforebyggende, er sporgsmâlet om det frie forbrugsvalg ogsâ udelukket. Indenfor arbejdsloshedsforsikringen kunne man pâlsegge arbejdsgiverne at udrede understottelser til arbejdslose en vis tid efter, at de er blevet afskediget, eller gere prsemien afhsengig af beskseftigelsenssvingninger de enkelte virksomheder¹. Dermed ville man forege den samfundsmaessige produktivitet. Overfor den resterende dei af den mere kortvarige arbejdsloshed, vsesentlig saesonarbejdslosheden, kan derimod teorien om det frie forbrugsvalg i princippet anerkendes. Denne dei af understottelsenskulle bseres af den enkelte arbejder, der da kunne forsikre sig mod denne risiko uden stats- eller arbejdsgivertilskud og derigennem muligvisfristes at virke for ârskontrakter eller for en saesonsmidig lenpolitik. For den mere langvarige arbejdsleshed, der er bestemt af okonomiske faktoreraf karakter (konjimkturarbejdsloshed eller strukturarbejdsloshed)og individuelle forhold, som man ikke kan forsikre sig imod, nsermer man sig forsorgsopgaver, hvori ligger, at denne dei af understettelserneskulle fuldt ud af det offentlige, selv om en forsikringsform

---

1. Hele den amerikanske arbejdslashedsforsikring finansieres efter disse principper af arhejdsgiverne uden bidrag hverken fra staten (statstilskud betragtes som socialisme) eller fra arbejderne (arbejdertilskud betragtes som udtryk for reaktion).

kunne opretholdes. Der er altsâ kun for en vis dei af ssesonarbejdslesheden plads for anvendelse af teorier om det rationelle frie forbrugsvalg. Dertil kommer imidlertid, at en arbejdsleshedsunderstettelse, hvis hejde i en depressionsperiodeer af det frie forbrugsvalg gennem ikke-subsidieret forsikring sandsynligvis vil blive lavere end den, man skulle tilstrsebe, hvis arbejdsloshedsunderstottelserne skulle have aktivitetsfremmende virkninger og dermed forege den samlede produktivitet. Det frie forbrugsvalg kan altsã under denne forudsaetning fere til en formindskelse af samfundsnytten.

d. En yderligere forudsaetning for, at der overhovedet kan foreligge frit forbrugsvalg, er, at det alternativ, man stâr over for, er reelt og ikke blot formelt eller fiktivt. Nâr den almindelige socialpolitiske udvikling medferer, at forsorgshjaelpen geres mere human, vedrerer valget for personer, der er sâdan stillet, at indkomstbortfald betyder trang, kun om man onsker hjselpen under mere behagelig form, f. eks. derved, at de slipper for trangsundersogelsen. sâdant til en vis grad fiktivt valg forelâ forud for 1942 mcd hensyn til tilslutning til sygeforsikringen, idet ikke-forsikrede gennem kommunelsegen fik en lige sâ god laegehjselp som de forsikrede, og behandlingen hospitalerne er helt uafhsengig af forsikringsforholdet. For at indfore forskel bestemtes det i 1942, at sygehjaelp skulle have fattighjaelps virkninger (som forud for 1892). Bestemmelsen er dog nu ophsevet.

e. Er handlingen tvungen, omfatter forbrugsvalget hejst kvaliteten; har man f. eks. tvungen skolegang, der inkluderer ikke blot, hvad bernene skal laere, men ogsâ fastssetter laerernes kvalifikationer, skolernes hygiejniske indretninger s. v., vil alie vsesentlige skoleudgifter hermed vaere kollektivt bestemt, ganske uanset finansieringsmâden. En vis mulighed for variation vil dog vsere til stede, men nâr hensyn tages til bernenes forhold, vil dette ikke vaere.onskeligt, sâfremt denne kvalitetsacndring gâr i negativ retning¹.

f. Endvidere spiller det frie forbrugsvalg ingen okonomisk rolle, nâr det vederlagsfri godé ikke er genstand for en eftersporgsel, der indenfor det spillerum, som her kommer i betragtning, reagerer pâ prisen. Dette gaelder for en raekke ydelser, der er nedvendige for de pâgaeldende, men i sig selv übehagelige, f. eks. kirurgisk og anden behandling, der er forbundet med übehag. Da laegerne ikke kan tsenkes at ville variere disse ydelsers kvalitet efter en eventuel betalingsevne, er der altsâ ud fra det frie forbrugsvalgs rationalitet intet til hinder for, at disse ydelser kan stilles grátis til râdighed for befolkningen. Det samme gaelder for en dei af hospitalsopholdet, men naeppe for graenseopholdet, f. eks. pâ rekonvalescenthjem. De tanker, der er

---

1. En fuldt daekkende skoleafgift er ievrigt et udmEerket eksempel pâ, at de herhenherende har relation til andre og i visse tilfaelde langt vigtigere forhold end de okonomiske. Hvis overklassen skulle betale de fulde skoleudgifter, ville dette medfare oprettelse af saerlige skoler for overklasseborn, og noget sâdant kan naeppe ta;nkes at finde stette i det danske samfund.

fremsat, om at indfere hojere takster for hospitalsbehandling kan derfor
ikke begrundes som middel til at hindre misbrug, som et frit forbrugsvalg
skulle vsere et middel imod.

13. Efter de begrsensninger af problemomrâdet, der er foretaget i stk. 11
og 12, kan nu de indre eller psykologiske forudssetninger for det frie forbrugsvalgs
tages op til diskussion.

Som andre liberalistiske teorier er ogsâ teorien om det frie forbrugsvalgs rationalitet knyttet til forudssetningen om »the economic man«, den af alie matematiske okonomer tilbedte herre, hvis hele liv og virke er bestemt af rationelle regnestykker, der bâde forudsaetter kendskab til rente og rentes rente beregninger og anvendelse af et passende antal andre matematiske formler. Sammenligner man imidlertid denne person og hans let overskuelige med den sare komplicerede og irrationelt virkende »real man«, mâ der ogsâ her komme fsenomener frem, der ikke passer ind i den matematiske

a. Et af de vanskeligste problemer er her forholdet mellem den individualistiske
den kollektive mentalitet.

Til belysning af dette spergsmâl skal tages et eksempel hentet fra dagliglivet. vand ydes som bekendt i de fleste boligkomplekser grátis, d. v. s. der findes ingen varmtvandsrnâier. Dette ferer naturligvis til, at man odsler med det varme vand, og resultatet bliver en betydelig forhojelse af varmeregningen. man derimod varmtvandsmâlere, viser det sig, at der finder en vsesentlig nedgang sted i forbruget, hvilket er udtryk for, at de enkelte lejere, nâr de stâr overfor valget imellem udgiften ved at bruge mere varmt vand eller anvende deres penge til andet formal, foretrsekker det sidste, idet de derved regner med at fà storre nytte. Man skulle altsâ ved at indfore varmtvandsmâlere i en ejendom kunne foroge den samlede nytte af lejernes indtsegter. Dette er helt i overensstemmelse med teorien om det rationelle forbrugsvalg. I et ejendomskompleks med 100 lejere foretog man nu en afstemning blandt lejerne om, hvorvidt de onskede varmtvandsmâlere indfort. Det viste sig imidlertid, at kun 4 af lejerne stemte herfor. Foranstaltningen altsâ vedtaget praktisk talt enstemmig, og lejerne havde fuldt kendskab til, at varmeudgifterne bliver fordelt over de enkelte lejere i forhold til huslejen. Ikke desto mindre vselger man en betalingsform, der formindsker den enkeltes sável som den samlede nytte af den givne indtsegt. Muligvis er dette et ssertilfselde, der ikke beviser andet, end at der kan vsere et problem. Den sseregne mentalitet, der her afslorer sig, stâr mâske i forbindelse at det drejer sig om ydelser fra et kollektivt anlaeg. Tilsvarende kan derfor trseffes ved fordeling af udgifter til centralvarme, kan nseppe tsenkes ved udgifterne til brsendsel i kakkelovnsfyrede (hvor man nseppe kan blive enige om, at enhver har ret til at tage ad libitum fra en fselles kulkselder).

Om denne irrationelle okonomiske kollektivisme ogsâ evcr indflydelse pâ befolkningens opfattelse af sociale grátis eller vederlagsbegraensede ydelser, ved vi ikke meget. Pâ de omrâder, hvor den irrationelle okonomiske mentalitet sig gseldende, skulle altsâ et indgreb i det frie forbrugsvalg fore til storre nytte, end hvis friheden opretholdes. En bestyrelse, der trscffer beslutninger i det enkelte tilíselde at sporge lejerne, kan altsâ sikre en storre nyttevirkning af deres indtaegt. Nãr Jorgen Pedersen og andre taler om formynderstat, er det altid ud fra forudssetningen om, at der derved disponeres over borgernes indkomst, end hvis de selv traeffer beslutninger, det modsatte kan altsâ ogsâ vsere tilfseldet.

b. En vigtig forudsaetning for et rationelt forbrugsvalg er, at forbrugsvalget frit i den forstand, at forbrugerne er genstand for en neutral ydre pâvirkning. Hvis pâvirkningen gennem reklame ensidigt leder forbruget i en bestemt retning, er forudssDtningen for et rationelt individualistisk forbrugsvalg til stede. Hvis der f. eks. blev anvendt samme beleb til at agitere for tilslutning til sygeforsikringen, som der nu anvendes for at fâ folk til at vselge mellem praktisk talt lige godé ssebemidler, ville man uden tvivl selv med et hojere sygekassekontingent fâ en storre tilslutning.

Dette sporgsmâl om pâvirkning af forbrugerne forer over til de tilfselde, hvor pâvirkningen er sâ autoritativ, at den som hovedregel folges, sâledes at forudssetningen for det frie forbrugsvalg af denne grilnd falder vsek. Denne situation foreligger ved leegens râd til patienter, som disse normalt folger. Det er dog klart, at den omstsendighed, at forskellige helbredsydelser er grátis, letter det at folge laegens râd. Men er autoriteten staerk, ophsever den ganske simpelt det frie forbrugsvalg, idet forbrugsvalget traeffes af en anden person end den, der fâr fordelen.

c. I en rsekke tilfaelde er ydelsens form bestemt af, at de modtagende ikke har den fornodne viden til at afgore om, hvad der tjener deres egne interesser bedst. De mange forskellige helbreds- og revalideringsforanstaltninger bygger Man tilbyder i stedet for at udbetale et bestemt belob at give de skaderamte en helbredelse, omskoling eller uddannelse, der gor det muligt for pàgseldende at blive genindpasset i samfundet og tjene en sâ hoj indtsegt som muligt. Den omfattende viden om de mulighcder, der foreligger pâ disse og lignende omrâder, kan man ikke forudssctte kendt af enhver, og den form for ydelse, der vaelges, er derfor netop bestemt af onsket om at nâ et bedre resultat, end hvis det fri forbrugsvalg var bestemmende. Dette afslorer tydeligt, den liberalistiske forudsaetning om, at den enkelte har en sâdan klogskab, han altid ved, lige sâ godt som specialister pâ de forskellige omrâder, hvad der tjener ham bedst, er urealistisk.

d. I visse tilfsclde er endvidere det socialiserede forbrugsvalg en billigere
metode at hidfere et resultat pâ end ved at anvende millionbelob pâ oplysende
reklame. Hvis det f. eks. er rigtigt, at skolebespisningen sikrer, at bornene

fâr det fornodne antal vitaminer og giver dem sundhedsmaessigt bedre spisevaner(om forhold har jeg ikke tilstrsekkelig viden), sâ kan en skolebespisningvsere billigere middel til at opnâ disse formal end en kostbar offentlig oplysningsvirksomhed overfor modrene. Er den maengde af oplysning,man fâ ud i befolkningen, begrsenset af folks opfattelseskapacitet, kan det vsere at foretrsekke at koncentrere oplysningen pâ omrâder, hvor denne ikke kan erstattes med andre midler til sikring af et bestemt resultat, og derfor benyttes tilskudsformen pã andre omrâder.

e. Teorien om det frie forbrugsvalgs rationalitet bygger endvidere pâ en forudssetning om, at menneskene ikke blot ved valget imellem to goder i en given situation, men ogsá med hensyn til disse goders fordeling over tiden handler rationelt. Hvis menneskene i deres livsindstilling er kortsynede, sâledes de ikke tillsegger f remtidens behov tilstrsekkelig stor vaegt, vil man fâ en fordeling af folks indkomst i forhold til deres fortjenstmuiigheder, der gor, at de bliver dârligere stillet f. eks. pâ deres gamle dage end gennem en anden mere langsigtet disposition, og den samlede sum af tilfredshed, de fâr af deres indtsegt livet igennem, vil derfor blive mindre. Hvis de gennem skatter tvangsprsemier tvinges til at betale f. eks. for deres egen alderdom, skulle dette indenfor visse grsenser bidrage ikke til en formindskelse, men til en forageise af den nytte, pâgseldende har af sin indkomst livet igennem. Man mangler ganske vist mâlestokken for, hvor stor korrektion af de individuelle man skal foretage, d. v. s. hvor hojt aldersrenten skal ssettes; man kan derfor meget vel tsenke sig, at den ssettes sâ hejt, at pâgaeldende mindre nytte af sin indtsegt gennem livet, end hvis den var sat lavere (jfr. herom stk. 15). Men selve den omstaendighed, at der gives en vis aldersrente, mâ altsâ for en betydelig dei af befolkningens vedkommende medfore, at dette indgreb i det frie forbrugsvalg giver storre udbytte, end hvis det frie forbrugsvalg var bestemmende.

f. Det frie forbrugsvalgs rationalitet bygger ogsâ pã, at man har den rigtige opfattelse af risikoen, og at man vurderer den neutralt, d. v. s. at man ikke systematisk regner med selv at komme til at hore til de heldige, der ikke rammes f. eks. af sygdom, ulykker eller lignende. Mange mennesker har imidlertid ikke kendskab til den objektive risiko, og der er en almindelig tilbojelighed hos folk til at undervurdere den. Folk spiller jo i lotteriet, uanset at dette gennemsnitlig for alie spillere giver betydeligt tab. Nâr folk altsâ systematisk undervurderer livets risici, bliver resultatet deraf, at de i det lange leb fár mindre udbytte af deres samlede indtsegt, end hvis de havde lagt en neutral vurdering af risikoen til grund. Nâr det offentlige derfor griber ind og pâísegger tvangskontingenter til dsckning af udgifter og indtaegtstab tilfselde af sygdom og ulykke, vil man med denne afvigelse fra det frie forbrugsvalg bidrage til en forogelse af den samlede nyttevirkning af en given indtaegt.

g. Endvidere kan der foreligge tilfselde med konflikt imellem et rationelt frit forbrugsvalg og statsmagtens synspunkter, og hvor der derfor ikke kan vsere nogen mening i at tale om uheldige afvigelser fra det frie forbrugsvalg. kan f. eks. mene, at folketallet bor foroges, og at man i den anledning bor give sserlige bornetilskud eller andre lettelser for familier med bom. Selv om man ud fra teorien om det frie forbrugsvalgs rationalitet erkender, at der ikke kan vsere nogen grund til at yde tilskud til familier med bom, f. eks. over en vis indtsegt (jfr. herom stk. 12 a), kan de meget store bernetilskud i Frankrig, hvis formal er at foroge befolkningstilvseksten, ikke kritiseres ud fra teorien om det frie forbrugsvalgs rationalitet.

14. Nâr forbrugsvalget er frit, uden at forudssetningen for dets rationalitet til stede, fâr man ikke blot for den enkelte, men ogsâ for samfundet som helhed uheldige konsekvenser. Hvis en patient f. eks. ikke fâr den rette kur og pleje og ikke underkaster sig nodvendig revalidering, kan han senere komme til at ligge samfundet til byrde eller vaere til besvser og ulempe for sine omgivelser. Helbredsforanstaltninger i videste forstand er altsã normalt middel til at reducere omkostningerne og bidragcr derfor til en maximering af samfundsnytten. Til trods herfor har man ikke indfert tvangsforanstaltninger pâ alie omrâder. Ingen er forpligtet til at lade sig operere, og den eneste »sanktion«, der anvendes overfor den, der ikke underkaster sig revalideringsforanstaltninger, er, at han evt. udsaetter sig for at miste invaliderenten (men vil kunne fâ understettelse som kommunehjselp, der foreligger trang). I stedet seger man at lokke patienter til den rette behandling og revalidering ved at gore denne grátis. Denne fremgangsmâde den personlige frihed og kan betragtes som et middel til uden frihedsindgreb at opnâ den besparelse for samfundet, som felger af en rationel sygdomsbehandling. Med en frivillig forsikringsordning ville forsikringsselskabet have tilsvarende interesse i helbredelse, men kun sâfremt daekker indtsegtstabet som folge af sygdommen i til— strsekkelig lang tid.

Det fremgâr af det, der er anfort i stk. 11^—13, at en meget betydelig dei af vore sociale ydelser ikke blot er udtryk for en indtsegtsudligning, der i sig selv bidrager til at forege den samfundsmaessige nytte af nationalindtsegten, men ogsâ er udtryk for, at man har sogt at korrigere for, at forudssetningernefor frie forbrugsvalgs rationalitet i mange tilfselde ikke eksisterer. Dermed har man altsâ foreget den samfundsmaQssige nytte af en given indtsegt.Denne indtrseder — indenfor de her naívnte grsenser — uafhgengig af, om borgerne har den fornedne viden om, hvorledes byrden fordeles, ja, det kan endog vsere den manglende viden herom, der ger, at man fâr en fordeling, der er i overensstemmelse med borgernes velforstâede egeninteresseri lange lob. Man kan derfor ikke i de her naevnte tilfselde anvendedet

vendedetVedei Petersen'ske udtryk: »Jeg vil hellere have en cykle« med
nogen mening. Dette spergsmâl behandles nsermere i det efterfolgende afsnitIV.

Hvis de ovenfor i stk. 11^—13 omtalte situationer, hvor det frie forbrugsvalg ferer til det for den enkelte og for samfundet bedst mulige resultat, udtemmende opregnet, folger heraf, at tilskud, der ikke finder sin begrundelse heri, mâ fere til en ikke-optimal nyttetilvaekst (evt. til nyttetilbagegang). reducerede nyttevirkninger fremkommer 1) deis gennem de forbrugsokonomiske virkninger, d. v. s. at produktionen og dermed de knappe produktionsfaktorer ledes i en retning, der giver mindre grsensenytte, hvis et neutralt tilskud var givet; 2) deis gennem de fordelingsokonomiske enten sâledes at den vertikale eller interventionistiske indtsegtsulighed skserpes eller udlignes mindre end ved anvendelse af en neutral tilskudsform eller af en anden fordeling af tilskudet end den bcnyttede; deis derved at den horizontale indtsegtsfordeling forskydes pâ en mâde, der giver reduceret grsensenytte i det lange lob. Hele sporgsmâlet anskues som et spergsmâl om at maximere grsensenytten bâde forbrugsekonomisk og fordelingsokonomisk indenfor den ramme, der er sat af graden af den vertikale indtsegtsudligning, som onskes gennemfert.

Del folger sâledes af teorien om det frie forbrugsvalgs rationalitet, at den specielle form for tilskud, der benyttes til lejere i nye og derfor dyrere lejligheder, d. v. s. at tilskudet beregnes pâ basis af lejlighedens areal, leder eftersporgslen i retning af storre lejlighedsareal og bedre udstyr og derfor giver en mindre grsensenytte, end hvis tilskudet blev givet pâ neutral basis, f. eks. med et bestemt belob pr. lejer uden hensyn til, hvor stor eller lille lejlighed pâgseldende person lejede. Nyttevirkningen kunne yderligere foroges, tilskudet varierede omvendt med indtsegten. Overgangen til en sâdan neutral tilskudsform ligger dog sikkert udenfor de for den politiske fantasi tilgsengelige grsesgange.

Alie tilskud, der ydes som ret til at fradrage udgifter til nettoindtsegtens anvendelse til forskellige formal sável som forsorgerfradrag og personfradrag, anti-sociale, nâr skatten er progressiv. Man ville derfor fâ storre nyttevirkning ved at erstatte disse fradrag med fradrag i skatten, navnlig hvis fradraget var aftagende med indtsegtens sterrelse.

Vilkârlige tilskud giver ligeledes mindre grsensenytte, end hvis samme belob blev fordelt til samtíige personer, der efter klare kriterier opfyldte behovsbetingelserne, hvilket i mange tilfselde vil indebsere en fordeling omvendt indtsegtens storrelse.

Om den pâvirkning af den horizontale indtsegtsfordeling, der finder sted
gennem folkeforsikringen, henvises til stk. 15.

Ud over disse her nsevnte omrâder vil den gennem den moderne velfeerdsstatgennemferte
horizontale eller antiinterventionistiske udligning

som hovedregel medfore ikke blot en foroget grxnsenytte af den givne indtsegtsstrom, ogsâ en optimal forogelse. Heri ligger, bortset fra de problemer,der i naeste afsnit, den afgorende ekonomiske vurdering af hovedtendensen i den moderne velfaerdsstat.

IV. Gensidighedsproblemet og nyttebalancen

15. Hvis en enkelt befolkningsgruppe fâr offentlig tilskud til en ydelse, vil dette altid give en nettofordel for pâgaeldende gruppe, idet alie skatteborgerne til betalingen. Det er derfor klog politik at forlange ydelsen foroget, og dette gaelder hvad enten der derved sker en horizontal eller vertikal indtsegtsudligning eller en bestâende indtsegtsulighed forages. Det er derfor forstâeligt, at politikeh i et demokratisk samfund mâ blive praeget af krav. Hvis imidlertid mange grupper fâr gennemfert deres krav om egede tilskud til saerlige ydelscr, kommer andre virkninger frem, end hvis kun en enkelt eller noglc fâ mindre grupper opnâr disse fordele. Jo flere grupper der kommer ind under tilskudsordningerne, i desto hejere grad kommer de enkelte grupper til at bidrage til finansieringen af tilskudene til de andre grupper. Den enkelte gruppes nettofordele bliver stadig mindre. Man kan taenke sig at nâ den tilstand, hvor enhver gruppe i skatter betaler samme beleb til finansiering af andre gruppers tilskud, som de selv modtager tilskud. Hvis tilskudene blev ydet som frie tilskud til indtsegten (uden at vsere betinget af visse udgifters afholdelse), ville der âbenbart ikke for nogen gruppe indtrsede hverken fordel eller gevinst ved ordningen (bortset fra en evt. udligning indenfor den enkelte gruppe). Hvis derimod tilskudene er betingede af udgifter til formal, hvor betingelsen for det frie forbrugsvalg er til stede (se herom stk. 11_—13), og hvor tilskudene derfor betyder, at tilskudsbelobet anvendes med ringere nytte. end hvis det var til fri rãdighed, vil tilskudsordningen gennemsnitlig give tab. Den samfundsmsessige nytte af nationalindtacgten er derved blevet mindre end det optimalt mulige.

Man fristes til at mene, at grunden hertil mâ vaere, at befolkningen ikke har den fornodne viden om byrdefordelingen og om tilskudenes forbrugsokonomiske Jorgen Pedersen har nu pâstâet, at denne manglende viden har fert til, at man over en bredere front har gennemfort foranstaltninger, der overskrider, hvad der svarer til befolkningens velforstâede Han konkluderer derfor, at det, der foregâr i velfserdsstaten, virkeligheden er en slags bondefangeril.

Sproget mangler et enkelt rammende ord for den her beskrevne situation.
Det bedste vil vaere at tale om et gensidighedsproblem. Ved at indfore betegnelsenbondefangeri
man ogsâ en politisk aspekt, som ikke vedrorerfsenomenet

---

1. Anf. st. s. 112.

rorerfsenomenetsom sâdan. Jorgen Pedersens betegnelse vedrorer derfor egentlig ikke selve den formodede uvidenhed men mãden, hvorpâ denne uvidenhed er opstâet eller benyttet. Betegnelsen ma forudsaette, at uvidenhedener af politikere, eller at den udnyttes af politikerne til eget formal. Den anklage, som ordet indebserer, rettes altsâ imod politikerne eller mâske snarere mod selve det demokratiske system, der virker gennem forskellige politiske partiers konkurrence om vselgerne. Det skulle altsâ vsere en inhserent svaghed ved demokratiet, at partikonkurrencen forer til, at man lokker vselgerne ved subsidier og skjuler disses bagside. Velfajrdsstaten skulle derfor have en af disse politiske forhold bestemt okonomisk slagside.

Inden hele denne pãstand nsermere analyseres, skal der her geres nogle bemserkninger om forudssetningerne for situationens indtrseden. Den ene forudssetning skulle som anfort vsere borgernes manglende viden om den virkelige byrdefordeling, den anden, at fâ »af disse foranstaltninger er gennemfert enstemmighed*¹. Dette krav om tilstrsekkelig viden og enstemmighed befolkningen som forudsaetning for at opnâ den ekonomisk bedst mulige balance mellem skatter og ydelser ligger pâ linie med WickselVs² og LindahVs³ teorier.

Opstilling af de to naevnte forudssetninger er imidlertid ikke udtryk for en
sserlig klar tankegang pâ dette omrâde.

Tilskudsordningerne er jo gennemfort ikke som et samlet sset af foranstaltninger een gang, men stykkevis op igennem tiden, og ved hver tilskudsordnings har der for de enkelte grupper vseret god grund til at sege dem gennemfert. Problemet om de mulige gensidige virkninger dukker derfor ferst op, efterhànden som tilskudsordningerne har fâet en mere universel karakter.

Den viden, der i sâ fald kraeves, er meget omfattende, nemlig viden om, hvorvidt og i hvilket omfang der for de enkelte grupper af befolkningen er balance mellem alie vederlagsfri ydelser pâ den ene side og skatterne pâ den anden side. Beregninger herover er foretaget, men resultatet afhsenger af en rsekke delvis vilkârlige forudssetninger, og det er nseppe muligt at give et svar, der er tilstrsekkeligt klart til at vsere vejledende for de enkelte grupper deres beslutninger om en yderligere expansion af tilskudsordningerne. Det udelukker dog ikke, at kendskabet til den skonsmsessige byrdefordeling ved nye foranstaltningers gennemforelse kunne ove indflydelse pâ visse gruppers overvejelser.

I denne forbindelse kan ogsâ henvises til det eksempel pâ forholdet mellem
individual og kollektiv beslutning, der er nsevnt i stk. 13 a (tilfseldet med

varmt vanri i ndleinineseiendommen). Om tilsvarende forhold cor sie eap.l
------ o C_»""U ---- - - / . - - - jj i_, - - -

_„. ._„_ —..._-

---

1. Anf. sted s. 111.

2. Se Wicksell: Finanstheoretische Untersuchungen, s. 76 ff.

3. Erik Lindahl: Die Gerechtigkeit der Besteurung. Dritter Teil pag. 144 ff.

dende pâ andre omrâder, ved vi ikke. Men det afgorende er, at der findes omrâder, hvor man fâr et fra et individualistisk synspunkt uheldigt forbrugsokonomisk selv ora tilstrsekkelig viden om byrdernes fordeling eksisterer.

Kravet om enstemmighed som middel imod de omtalte gensidige ekonomiske synes at bygge pâ en urealistisk tankegang. Der ses for det ferste bort fra, at tilskudsordninger kan indgâ som led i politiske kompromisser, yder andre grupper fordele pâ anden mâde (f. eks. skattenedsscttelse), der behover derfor ikke at vaere enstemmighed om tilskudsordningerne betragtet. Da de mange tilskudsordninger er gennemfort fordel for ssergrupper (eller mindretal), kan den brede tilslutning disse ordninger har fâet, kun forstâs derved, at kompromisser er indgâet. For det andet ser man bort fra den sscrlige politiske indflydelse, som graensevselgerne Politikernes holdning er bestemt af hensyn til partiet, men i et demokratisk samfund er partiets opretholdelse og vaekst meget stscrkt afhaengig deis af de i partiet indbyggede organisationer og deis af grsensevselgernes holdning. Hvis man f. eks. fâr den opfattelse, at en vis storre befolkningsgruppe er grsensevselgere, og at der kan finde store amdringer i deres afstemninger, hvis tilbud om sserlige ydelser fremssettes, intet politisk parti have sserlig lyst til at gâ imod forslag af denne karakter. Man fâr derved en enstemmighed, der ikke behover at svare til en tilsvarende enstemmighed blandt befolkningen, og som heller ikke giver nogen garanti for, at man fâr en fordeling af befolkningens indtsegt, der er i overensstemmelse med selv et rationaliseret frit forbrugsvalg, men man fâr et mere tilfseldigt resultat.

Det kan iovrigt tilfojes, at praktisk talt alie sociale foranstaltninger er
vedtaget enstemmigtl, men deri kan altsâ ikke laegges de af Jorgen Pedersen
fremhacvede virkninger.

Efter disse betragtninger over gensidighedsproblemets teoretiske indhold og kritiken af de psykologiske og politiske forudsaetninger for, at det kan komme til udfoldelse, kan der vsere grund til at prove problemets indhold pâ den for de fleste teoretiske konstruktioner sâ bitre virkelighed.

Hvis de i stk. 11—13 naevnte forhold gor, at forudssctningen for, at et frit
forbrugsvalg kan virke rationelt, ikke er til stede, er det ikke givet, at en
kollektiv beslutning om tilskud — baseret pâ kendskab til byrdefordelingen

— vil fore til det for pâgaeldende gruppe i det lange lob bedste resultat (for sâ vidt og i det omfang dette kan bedommes nogenlunde objektivt). En forsikringmod med sekvivalente prsemier kan muligvis pâ grund af den systematiske undervurdering af fremtiden ikke gennemfores. Hvis der imidlertid findes en fejlagtig forestilling om, at en forhojelse af folkepensionenbetales

---

1. Undtagelser findes kun i begraenset omfang for folkepensionens vedkommende, for skolebespisningen og ydelser pâ enkelte andre omrâder.

sionenbetalesaf »de velstâende« eller af arbejdsgiverne, kan dette fore til, at en forh.oJelse gennemferes tvangsmsessigt. Netop den omstaendighed, at forestillingen om udgifternes fordeling er forkert, kan have fert til et for pâgseldende gruppe i det lange leb bedre resultat, end hvis en rigtig forestillingom havde eksisteret. Teorien om, at den rigtige viden er forudssetning for det rigtige resultat, er derfor meget noje knyttet til den rene liberalismes forudssetning om det frie forbrugsvalgs rationalitet. Hvor denne forudsaetning ikke slâr til, kan netop den fejlagtige viden vsere forudssetningen for at fâ den rationelle fordeling.

Som eksempel pâ tankegangen kan ogsâ anfores sygeydeiseme, der omfatter talt hele befolkningen (ogsâ ikke-sygekassemedlemmer har jo adgang til hospitaler for en meget lav pris og grátis sundhcdsplejersker) .Hvis alie disse udgifter skulle betales af frivillige prsemier, havde hele sygehjselpen nseppe nâet den udvikling, som tilfceldet har vseret ved den delvis kollektive finansiering. Da imidlertid de subjektive forudssetninger for det fri forbrugsvalg a. den rette opfattelse og vurdering af sygdomsrisikoen) netop ikke findes fuldt ud pâ dette omrâde, kan man ikke deraf slutte, at befolkningen pâ grund af en forestilling om, at tilskudet betales af de velstâende, har expanderet ydelsen ud over, hvad de selv ville betale, sâfremt de havde haft en rigtig opfattelse og vurdering af sygdomsrisikoen. Det kan netop vsere den muligvis forkerte opfattelse, at de velhavende betaler, der har bragt sygeydelsen overensstemmelse med, hvad det frie forbrugsvalg ville have fort til, sâfremt forudssetningen om dets rationalitet havde vaeret til stede.

Pâ den anden side giver det manglende kendskab til den virkelige byrdefordelingikke garanti for, at man virkelig nâr det »rationelle« resultat.Man meget vel tsenke sig, at man overskrider dette punkt. Her er man dog ganske henvist til skon. Som et eksempel, hvor sâdanne tendenser muligvis kan gore sig gaeldende, kan naevnes folkepensionen. Hvis udgiften til forhejelse af folkepensionen overskrider, hvad man kunne antage, at en »bonus paterfamilias« med en »rationel« vurdering af fremtiden og med en normal indtsegt ville vsere villig til at betale til sin alderspensionl under forudsaetningaf kendskab til fremtidig realindtsegt og med forventet konstantprisniveau, forhejelsen betyde et nyttetal. Forskellige betragtninger tyder nu pâ, at forhojelsen af folkepensionen faktisk overskrider, hvad folk ville have betalt individuelt, hvis de havde kendskab til finansieringen, d. v. s. hvad der ville vsere blevet felgen af et rationelt frit forbrugsvalg2. Det er

---

1. Her ses bort fra rentefaenomenet.

2. Se Betaenkning om folkepension, Kbh. 1955, s. 164 ff. Nâr folkepensionen bliver sâ hej, som tilfaeldet var efter det svenske socialdemokratis forslag. at levestandarden bliver hejere, efter at pensionen opnâs, end i den produktive dei af livet, bliver problemet i hvert fald aktuelt. Se Jan Wallander, Fõrsõrjningsbõrda och framstegstakt i ett âldrande samhãlle, utredningsinstitut: Industrien och fõrgubbningen, Stockholm 1955, s. 19, hvor det er omtalt, at en pension pâ ca. 8000 kr. aekvivalerer en indtaegt i den produktive alder pâ 23—24.000 kr.

derfor sandsynligt, at den systematiske undervurdering af f remtiden er blevet overkompenseret gennem de politiske kraefters virken. Disse vil altsã under disse forudssetninger have formindsket den samlede nyttevirkning af nationalindkomsten.

I de hidtil anforte eksempler er der alene set pâ den horizontale indtsegtsudligning forbindelse med fejlagtige forestillinger om en dermed forbunden vertikal udligning. I praksis er imidlertid den horizontale udligning i et vist omfang forbundet med en faktisk stedfindende vertikal udligning. Dette rejser dog ikke nye problcmer ud over de i stk. 10 omtalte, hvor deter anfort, hvis den horizontale indtaegtsfordeling er rationel, sâ vil vertikalt udlignende tilskud, der pâvirker den horizontale indtsegtsfordeling, give ringere nytte, end hvis tilskudet bliver givet i neutral form. Hvis der ved folkenpensionens forhojelse faktisk finder en horizontal indtsegtsudligning sted, der overskrider, hvad der folger af fortidens forkerte vurderinger af den fremtidige udvikling af realindtsegten (eller af prisniveauets udvikling) (se herom stk. 11), sâ er dette ikke et argument for folkepensionens forhojelse, med mindre der ikke har foreligget anden politisk mulighed for den vertikale indtaegtsudligning end netop gennem en forhojelse af alderspensionen. I sâ fald er begrundelsen altsâ en politisk, ikke en realekonomisk.

V. Huslejetilskud i et frit boligmarked

16. Tilbage stâr problemer i forbindelse med huslejercguleringcn og tilskudtil boligbyggeri. Det er allerede anfort (stk. 7 og 14), at selve huslejereguleringen gcr, at tilskud til lejere i nyopforte boliger kan betragtessom indtsegtsudligning mellem lejere i nye og dyrere lejligheder og den ovrige befolkning. Men selv hvor en huslejeudligning er gennemfort, findes der argumenter for tilskud til nybyggeri i en eller anden form. Dette bygger pâ, at den nuvserende rentefod ikke er en i sagens natur liggende »produktionsomkostning« pâ samme mâde som f. eks. arbejdslon, men er en pris, der er bestemt af en rsekke faktorer, der bunder i, at en bestemt okonomiskpolitik blevet fort. Med en anden ekonomisk politik kunne renten lige sâ vel vsere f. eks. 4y₂ som 6V2 %• Med en sâdan rente ville huslejen blive omtrent af samme hojde som den, der opnâs med den nuvserende rente-^-tilskud. Tilskudene betyder da blot, at man pâ et specielt omrâde og ved en sserlig ordning tilvejebringer den lavere rente, som ogsâ kunne gennemfores ad anden vej. Nâr tilskudet netop ydes pâ dette omrâde, kan det betragtes som udslag af en storre viden hos staten om de hygiejniske fordele ved at bo i godé lejligheder. Men argumentet er naeppe holdbart. Dette argument gaelder som tidligere anfort kun med sikkerhed for bernenesvedkommende kan derfor som anfert under stk. 12 a begrunde huslejetilskud til mindrebemidlede familier med bom, der bebor forsvarlige

lejligheder. Begrundelsen for de generelle huslejetilskud er derfor af en anden art. Da renteudgiften i huslejen udgor 60 % af lejen, er huslejen den udgiftspost, der er mest folsom for rentesendringer. En rentenedssettelse via tilskud pâ dette omrãde vil derfor ove stserk indflydelse pâ det lonregulerende pristal og derigennem pà nominallenningerne i landet¹. Man kan derfor betragtehuslejetilskud selv som normal foreteelse i et frit huslejemarked — som led i foranstaltninger til at holde nominallonningerne nede for derigennemat til opretholdelse af ligevaegt pâ betalingsbalancen med de deraf folgende heldige virkninger pâ beskscftigelsen. Huslejetilskud er derfor under disse betingelser en beskseftigelsesforanstaltning.

Huslejetilskudet kan dog ogsâ betragtes som et middel til i et vist begrsenset at tilpasse lejlighedernes areal og udstyr til fremtidens betalingskraftige efterspergsel. Da levestandarden hidtil er steget med 11/^ —2 % om âret, vil boliger, der opferes nu, ikke svare til de krav, der stilles f. eks. om 50 âr. Fuldt ud at tage hensyn hertil allerede nu ville betyde en stor belastning af nutiden til fordel for en mere velstâende fremtid. Uanset at udgiften til ombygning og forbedring kan vaere meget stor, mâ det blive de kommende generationers sag at klare dette spergsmâl.

Er renten imidlertid i en vis periode ekstraordinser hej, kan det ikke vsere okonomisk rigtigt, at dette skal prsege byggeriet i forringende retning, sâledes at man derved fâr nogle ârgange boligbyggeri, som kommer til at ligge under den almindelige standard. Man ber derfor gennem tilskud sorge for, at dette boligbyggeri projekteres sâ at sige pâ forventning om lavere rente. Sâdanne tilskud skal ydes til selve boligbyggeriet for at sikre, at projekteringen indstilles en lavere rentefod. Neutrale tilskud til lejerne i nye boliger vil virke langt svagere pâ lejlighedsareal og udstyr, som man netop ud fra disse synspunkter onsker at pâvirke.

VI. Sammenfatning

17. Ved at tilstrsebe fuld beskseftigelse har velfserdspolitiken i en rsekke lande bidraget til en forogelse af den samlede nationalindtaegt. Finanspolitiske har pâ forskellig mâde suppleret pengepolitiske, og over statens budget har man i en raekke lande bidraget til opsparingen og investeringen. Gennem de vertikalt indtsegtsudlignende foranstaltninger hidforer velfserdspolitiken betydelig forogelse af nytten af den givne nationalindtsegt. Det samme gselder for de indtaegtsudligninger, der omfatter huslejetilskud (under forudsaetning af huslejeregulering) samt bornetilskud.

Den dei af indtsegtsudligriingen — hvad enten derme er vertikal eller
horizontal — der finder sted gennem grátis eller vederlagsbegrsensede ydelser,gor

---

1. Pristallet omfatter lenmodtagere og pâvirkes derfor fuldt ud af huslejenedsaettelserne. Skatterne til finansiering af tilskuddene betales derimod af hele befolkningen.

ser,gordet teoretisk muligt, at der finder en nyttebegraensende aendring sted i forhold til det optimale. En naermere overvejelse viser dog, at det omràde, hvor man kan tale om frit forbrugsvalg, er begraenset, idet forbrugsvalgets formodede rationalitet bygger pã en raekke forudsactninger ora tilstraekkelig viden, rigtig vurdering af fremtid og risiko o. s. v., som ikke er generelt til stede, og at et stort antal tilskud og ydelser modvirker den af det frie forbrugsvalgunder forudsaetninger folgende forringende nyttevirkning. Dette plejer at blive overset i diskussioncn. lovrigt kan henvises til stk. 14.

Der kan ikke siges noget bestemt om, hvorvidt det manglende hensyn til de gensidige virkninger af tilskudsordningens finansiering har fort til en formindsket nyttevirkning. Det modsatte kan tvsertimod vaere tilfacldet, idet manglende viden supplerer manglende rationalitet i forbrugsvalget sâledes, at et mere optimalt resultat opnâs (se stk. 15).

Kritiken af velfacrdsstaten har vacret praeget af en manglende fordybelse af de anvendte begreber og utilstrsekkelig praecisering af forudsaetningen for en raekke raesonnementer. Desuden har der vaeret en tendens til at puste smâproblemerne op og give dem en alt for dominerende plads i den samlede vurdering af velfaerdsstaten. Men dette ger ikke, at man bor forbigâ, at der kan findes negative tendenser, hvoraf de vigtigste er nsevnt i det foran anferte. Enkelte andre kan ogsâ naevnes, men dette vil fere for vidt. Det ville vaere ejendommeligt om man kunne gâ ud fra, at de 2,5 milliard kr., som gives ud til sociale formal, var anvendt sáledes, at man pâ alie omrâder fâr storst nytte. Man kommer dog ikke meget videre alene ved disse teoretiske betragtninger. ved en mere omfattende social forskning bliver det muligt at traenge mere til bunds i velfacrdsstatens okonomiske problemer. Det bor dog ikke forglemmes, at velfacrdsstatens problemer ikke er begraenset til de okonomiske alene, men at menneskelige problemer har og i fremtiden vil fâ en stigende betydning i de samlede foranstaltninger.