MAKROTEORIEN

Zeuthens argumenter (p. 27) imod delingen af okonomisk teori i »mikro« og »makro« er en nyttig advarsel mod en for stserk skeinatisering og opdeling, men er vel ikke tilstrsekkeligt tungtvejende til at udrydde disse korte og kun i sjseldne tilfcelde direkte vildledende overskrifter. Bensevnelserne vil derfor blive anvendt her. -_—

Det er helt klart, at med det sigte og den opbygning, Zeuthen har givet sin

---

4. G. L. S. Shackle, Expecíation in Economics, Cambridge 1949.

5. I en oversigt som denne kan der vsere grund til at udelade »smâtingsafdelingen«. Det skal derfor blot naevnes, at man i en kommende udgave burde overveje at placere en kapitelangivelse pâ alie bogens sider; de hyppige henvisninger til andre afsnit i bogen sker nemlig naesten altid i form af kapitelhenvisninger.

* Dr. polit., professor ved Kobenhavns Universitet.

bog, mâ raakroteorien blive et stedbarn. Pá den anden side er det en âbenbar fordel, at de givne antydninger er tageí med (i forhold til den danske udgave tilmed i udvidet forra). Idet man netop mâ betragte mikroteorien som bogens centrale emne, har forfatteren iraidlertid overset en god mulighed for deis at binde makro- og mikroteori sammen og deis at opbygge de givne exempler pâ makroteori pâ en tilfredsstillende mâde. Man kan gâ om bord i makroteorien pâ forskellig vis. Men en af de klareste og vel ogsâ en af de mest frugtbare, netop i en lserebog, vil vsere at starte med mikroteorien og derefter trin for trin gennemfereen frem til makroteoriens relationer. Forf. anforer jo selv sâ rigtigt (p. 161): »But a »macro« analysis not going down to the »micro« phenomena will generally be very incomplete«. Dettc oplseg, som ville have fort et godt stykke videre end det i kap. 31 givne, ville netop have vseret det naturligei laerebog, som forst og fremmest arbejder med mikroteorien¹. Herved havde forf. ydermere fáet lejlighed til at give en oversigt over summationsprobleme ². Der er talrige steder i bogen, hvor et summationsproblem optrseder, og hvor det folgelig ville have vseret en afgjort fordel, om det havde vseret muligt at henvise til et kapitel med en mere almen behandling af problemstillingen. Denne generelle fremstilling kunne ievrigt have vseret krydret med konkrete exempler. Ved en sâdan redegorelse for forbindelsen mellem »mikro« og »makro« havde der ogsâ vseret lejlighed til at forklare autonomibegrebet, som burde have vseret med i explicit form i en laerebog af denne type.

Hvad dernsest angâr de af Zeuthen givne makromodeller, sâ kan man naturligvis _{— ¦} samtidig med at man ikke alene glseder sig over, at afsnittet er med, men tillige i mangt og meget glseder sig over fremstillingen — vsere uenig i formuleringenhist her³. Pâ et enkelt punkt, nemlig kap. 42 med beskseftigelses- og renteteorien, gâr uenigheden vist videre end til formuleringsspergsmâl. I dette kapitel, som ogsâ i detaillerne kan give anledning til mange protester, synes et af Zeuthen's hovedsynspunkter at vaere: Lad os et ojeblik acceptere likviditetsteorienog hertil horende simpel »Keynesian« model, som kan give ligevsegt med underbeskseftigelse. Denne situation, siger Zeuthen, er imidlertid pâ lidt lsengere sigt (»after the lapse of some time«) ikke stabil, idet stat og nationalbank vil reagere og seette aktiviteten op til det, som anses for »rimeligt«. (Her i landet ãbenbart 90 pct.'s beskseftigelse!). Men med en sâdan reaktion indbygget i modellenskulle sâledes fâ overensstemmelse med klassisk teori. Siiger opsparingstilbojeligheden,vil efter klassisk teori umiddelbart fâ rentefald og investeringsstigning — og ueendret aktivitet. Efter den Keynes'ske model sker der noget helt andet — og ad andre veje — idet aktiviteíen falder og renten bliver

---

1. Som et konkret exempel pã, hvorledes makroteoriens opbygning kunne have vaeret gennemfort kan man mâske henvise til Lawrence R. Klein, Economic Fluctuations in the United States 1921—1941, New York 1950, kap. 11.

2. En ny, fortrinlig oversigt er givet af E. Malinvaud, »L'agrégation dans les modeles économiques«, Cahiers du seminaire d'économétrie, No. 4, (Paris) 1956.

3. Et par exempler er: p. 190: »Saving by some individuais without simultaneous investment, increase in idle cash balances somewhere or other in the circular flow, means destruction of purchasing power«. I det hele er p. 190 ikke lysende klar, hvilket f. ex. ogsâ gaelder p. 198: »If, on the other hand, there are changes in the flow during the period, the income will differ according to the stage at which it is measured. We may here also mention the general equilibrium condition: value of consumption plus investment plus export plus money creation equal to value of consumption plus saving plus imports plus hoarding«.

kun indirekte (via transaktionsbehovets sendring) og kun svagt pâvirket. Efter Zeuthcn's make-up skulle imidlertid offcntlige myndigheder reagere overfor nedgangen i aktivitet med en rcntencdssettelse med pâfelgende investeringsstigning.Resultatet til forbloffelse klassisk teori. Men: 1) der ses ganske bort fra storrelsesordenen af diverse elasticiteter som f. ex. investeringernes renteelasticiteteller elasticitet ra.h.t. pengemsengdcn; 2) der ses bort fra, at de veje, ad hvilke processerne virker, er og bliver forskellige; 3) der ses bort fra, at de relevante institutioner, som erfaringen viser, kan have andre (modstridende) mâlsíctninger end netop bestemt indkomstniveau; 4) der tages i det hele for let pâ bâde de prineipielle og konkrcte vanskeligheder, som má rejse sig, nâr man ikke alene lader borgernes adfaerdsmonster indgâ i en model, men tillige indbyggerinstitutioner stat og centralbank.

Zeuthen's oplseg er metodisk af stor interesse for sâ vidt som sporgsmâlet om, hvor langt man skal lade sin model gâ, er et helt centralt sporgsmâl. Men som det fremgár, vil jeg stille mange sporgsmâlstegn ved den givne analyse. Sat pâ spidsen synes Zcuthcn's opfattelse at vsere, at Keynes' indsats bestar i at pâvise konsekvenserne af, at lonnen er trsegt bevsegelig nedad, jfr. Modigliani, Econométrica, Pladsen tillader ikke at gà ind pã en ncermere diskussion, men det er mig ikke muligt at se, at man pâ denne mâde kan give sine lsesere et indtryk af modellen i General Theory. Det afgorende er dog, at den mekanik, som antages at virke, er en ganske anden end den, der virkede i klassikernes modeller (—(^— idet »klassikerne« her tages i Keynes' forstand). Dette forhold sendres ikke af, at de bedste blandt klassikerne (herunder Wicksell, derimod nseppe, som undertiden pàstâet, Schumpeter) har stserke tillob til lignende rsesonnementer.

Hertil kommer nu videre, at sâ vidt jeg kan se trylles det Keynes'ske problem —¦ hvorledes kan man have ligevsegt med underbcskíeftigelse? — vsek hos Zeuthen. Nâr man argumenterer, at offentligt indgrcb inere eller mindre vil fjerne underbeskseftigelsen ja sá er problcmet jo borte, fer man fâr begyndt.

I relation til renteteorien hos Zeuthen má jeg ievrigt bemaerke, at jeg ikke klart ser, hvorfor Zeuthen ikke, nâr det drejer sig om rentens indpasning i det almindelige af delsammenhBenge«, kan acceptere Hick's fremstilling. Dette sporgsmál forer imidlertid over i bogens centrale dele: mikroteorien, som nfc.rvsp.rpnrlo anmoldor med flid onsker at undgã. Som allerede nnevnt er mikroteorien bogens altovervejende emne. Det felger heraf, at det ovenfor anforte alene er bemaerkninger til et tseppes frynser. Tseppets veevning er überort heraf.