Bent Hansen: Finanspolitikens ekonomiska teori. Statens Offentliga Utredningar 1955:25, Stockholm 1955. 403 sider.

Inspireret af efterkrigsårenes økonomiske ansatte det svenske finansministerium 1951 en række økonomer »med uppdrag att verkställa vetenskapliga undersökningar inom oliga delar av samhällsekonomien, till att belysa möjligheterna att bevara ett stabilt penningvärde ett samhälle med full sysselsättning.« en række af betænkninger, som ¦— under navnet »1951 års penningvärdeundersökning« hermed blev igangsat, som uvilkårligt minder om de berømte fra begyndelsen 30'erne, er der hidtil blevet offentliggjort 3 bind: Bengt Metelius, Utlandstransaktionerna den svenska ekonomien 1955:13), Bent Hansen's bog om finansteorien, som her skal nærmere omtales, samt Lars Lindberger, Investeringsverksamhet sparande (SOU 1956: 10). Med det høje niveau, der er angivet med disse tre arbejder, vil man forventningsfuldt nye bind i serien.

Den her betragtede undersøgelse over finansteorien — udarbejdet af vor tidligere landsmand, nu chef for det svenske konjunkturinstitut er ikke begynderlæsning. med fuldt udbytte at kunne tilegne bogen forudsættes ikke alene et ganske grundigt kendskab til økonomisk teori i almindelighed, men så vidt jeg kan skønne forudsættes også, at læserne behersker store dele af finansteorien. Dette følger dels af, at flere områder kun helt antydningsvis berøres — f. ex. den partielle overvæltningslære — dels af, at fremstillingen flere steder er ganske komprimeret f. ex. meddeles aldrig mellemstadier beregninger. Når hertil kommer, at fremstillingen næsten overalt er meget abstrakt, giver man übetinget forf. sin tilslutning, han i indledningen siger, at dette »arbete är ingen vademecum för finanspolitiker«

Bogen er fortrinlig disponeret: 1. del (på 100 sider) behandler almene finansteoretiske 2. del (også på 100 sider) behandler mikroøkonomisk finansteori og 3. del (på 200 sider) behandler makroøkonomisk

1. del indledes med en omhyggelig drøftelse metodiske problemer, hvorunder der gives en behandling af sammenhængen melem mål og midler. Allerede i 1. kapitel når forf. frem til hovedreglen, at antal midler, der tages i brug, skal være lig antal der sættes for finanspolitiken. Denne regel — der, som forf. viser, kan have undtagelser — benyttes hele bogen igennem. Hvor vigtig den end er, må det dog tilføjes, at selv når fremstillingen lægges et så abstrakt plan som her, er det værd at minde om, at de forskellige midler, offentlige her kan betjene sig af — dvs. de parameterændringer, det kan gennemføre — har vidt forskellig »slagkraft«. er offentlige parametre, i en sådan generel fremstilling får samme stilling som indkomstskattens karakteriserende parametre. Det er følgelig tilstrækkeligt at fastslå, at et givet mål kan nås, fordi man har et tilstrækkeligt midler. Det må tillige være ganske at tilføje en oplysning om, hvorvidt disse midler har en kvantitativ virkning, der er stor nok til at føre til målet.

I kap. 11, der behandler midlerne, drages grænsen mellem pengepolitik og finanspolitikved betragte alle offentlige indgreb,der sammen med transaktionerpå som pengepolitik, mens al øvrig offentlig virksomhed i iorbindelsemed transaktioner

regnes for finanspolitik. I forbindelse hermedfremhæves meget stærkt — ja, det er næsten en kæphest i 1. del — at midlernei ikke er ind- og udbetalingertil fra det offentlige, men derimodde der — sammen med forskellige variable —• bestemmer disse strømme. Budgetbalancen er således en endogen variabel. Det vises på overbevisendemåde, man kan gå fejl, hvis denne — åbenbare og egentlig banale — regel ikke overholdes. Hele kap. 111 (»Om budgetens balans«) kan opfattes som en illustration hertil. Der vises i dette kapitel— af bogens bedste — hvorledes budgettet i sig selv er en dårlig vejledning:»...budgetbalansens kan inte tillägges bestämda verkningar« (p. 76). Efter et kapitel om overvæltning — hvor man beundrer den helt præcise fremstilling ikke mindst af spørgsmålet om »alternativet for den betragtede skat« — slutter denne del med en systematisk oversigt over de finanspolitiske midler.

I 2. del behandles husholdningerne og virksomhedernes reaktioner over for forskellige indgreb. Kapitlerne VII til IX behandler husholdningernes reaktioner. udgangspunkt i den almindelige for husholdningerne gennemføres en række analyser af skatternes virkninger. Det drejer sig her, så vidt mig bekendt, om helt originale bidrag. Idet der skeles til 3. del, er det naturligt, at skatternes på opsparingen får en grundig behandling. I kapitel X behandles virksomhedernes reaktioner. Disse problemer vel ganske grundigt gennemdrøftede overvæltningslæren, og forf. har da åbenbart heller ikke meget på hjerte. Endelig i kap. XI organisationernes Det er yderst prisværdigt, at forf. har taget dette problem med på lige fod med husholdningerne og virksomhederne. der ikke står meget på kapitlets sider er noget andet. Engang vil denne nye, men til dato tomme, rubrik i den økonomiske teori formentlig blive udfyldt.

I 3. del opbygges en total model for et lukket samfund. Derefter excerseres der i denne ved undersøgelse af, hvilke parameterændringer den offentlige prispolitik der kan ophæve givne »forstyrrelser« — som ændringer i det offentliges køb af arbejdskraft varer, ændringer i pengelønnen, i skattestrukturen (med en diskussion af direkte ctr. indirekte skatter kap. XIV) og produktivitetsændringer. Fremstillingen af disse problemer er ¦— som bogen iøvrigt ¦— overordentlig klar. Forbilledlig er afsnittet om offentlig køb af arbejdskraft, ligesom hele kap. XIV ligger et højt niveau. I denne del af bogen kommer forf. ind på en række forholdsvis konkrete problemer om finanspolitik og lønpolitik (kap. XVIII). Et af forslagene her går ud på, at det offentlige ved at deklarere, man vil reagere over for alternative lønændringer, skal lokke (eller »tvinge«) den ønskede løn frem: »...via inriktningen av finans- och penningpolitiken fackföreningarna till at begära sådana lönförändringar, som av det offentliga anses lämpliga« (p. 328). Bortset fra, at der i hele fremstillingen ses bort fra arbejdsgivernes organisationer, idet der åbenbart stiltiende forudsættes, at arbejderne altid får, hvad de forlanger (!), er forslaget i det mindste både interessant og — i teoretiske fremstillinger — vel også nyt. Det er dog et spørgsmål, om man ikke rent faktisk har haft tilløb til en sådan politik, jfr. også sidste sætning i kap. XVII hos Bent Hansen. Forslaget forudsætter iøvrigt — som det forudsættes flere steder bogen — at det offentlige suverænt kan bestemme indkomstfordelingen.

Det kan ikke nægtes, at de benyttede forudsætninger som helhed er langt fra virkeligheden. Det følger alene af, at der ses bort fra udenrigshandelen, jfr. f. ex. det lille afsnit om lønregulering efter prisindex(kap. 8); der gives ikke kompensationherfor kap. XVII, der alene — som det fremgår af kapitlets overskrift — er: »Synspunkter på finanspolitik och utrikeshandel«.Hvad særlig har tiltrukketanmelderen dette afsnit er et generelt(metodisk) om modellers

struktur og muligheden for at opstille en
rangordning mellem forskellige indgreb —
her: valuta-, finans- og kreditpolitik.

I det afsluttende kap. XIX berøres følgerne usikkerhed eller — som det også siges — en stokastisk formulering af modellerne. er der ikke mere, i. e.: man savner et stikordsregister (og ganske særlig i en bog af denne karakter, hvor mange forskellige emner berøres). Ligeledes det — omend det er et mindre savn — have været af værdi, om den righoldige som fremstillingen støttes have været gentaget i en bibliografi. (Under udarbejdelsen heraf havde forf. måske opdaget, at han har glemt at tage Joan Robinson (Economics of Imperfect Competition, London 1933) med i note 2, side 191).

Bogen har — som gode bøger ¦— karakter. er præget af god pædagogik, herunder god systematik. Dens styrke ligger for alt i den omhyggelige analyse af de -_— ofte meget virkelighedsfjerne — præcist forklarede modeller. Denne (formelle) er gennemgående meget korrekt gennemført — jeg har regnet næsten efter uden at finde fejl. Men det formelle er tillige bogens svaghed. Undertiden forf. ved rent formelle betragtninger i diskussioner, som er irrelevante. slående eksempel findes i kap. VII, p. 127 f. Der undersøges her, hvorledes fordeling af forbruget over tiden af renteændringer. Udgangspunktet, teknikken, hentes fra Irving Fisher's geometriske analyse, hvor forbruget de to perioder, der betragtes, afsættes ud ad abscisse- og ordinatakse. Der regnes kun med een vare. Ethvert punkt i dette koordinatsystem angiver kombinationer af forbrug i periode 1 (q_t) og i periode 2 (q₂). En kurve gennem sådanne værdier af (q_it q_t), som betragtes som ækvivalente, kan opfattes som en indifferenskurve i sædvanlig Antager man, at (q~_v q_t) er den mængdekombination, der kan købes, når indkomsten hele tiden forbruges fuldstændig, er r rentefoden, vil budgetlinien

angive de punkter, der kan vælges med givne indkomster, dvs. for givet (q_v q%). Den optimale fordeling af forbruget på de to perioder findes — som det vil vides ved analogi til den almindelige Pareto-analyse — hvor budgetlinien tangerer en indifferenskurve, meget der kan lægges op på denne teknik kan jo nok i høj grad diskuteres, jfr. nedenfor). Man ser umiddelbart, ændringer i renten betyder drejning af budgetlinien og dermed nye optimale fordelinger. Her sker det nu, at forf. bliver grebet af tanken om virkelig at gennemanalysere rentevariationer. Hør blot (p. 127): »Normalt kan man påräkna att räntan är positiv. Av rent teoretiska skäll är det imidlertid värt att uppmärksamme, vid en ränta på — 100% blir budgetlinien vågrät, och vid ännu lägre ränta blir budgetlinjens lutning positiv. Från teoretisk synspunkt är därför räntan

-¦•- 100% strängt tagit ett interessantare gränsfall än räntan noll, som diskuterats ganska mycket i litteraturen, men som, vilket man lätt ser, inte bjuder på några speciella egendomligheter.«

— Det er jo rigtigt, at en hældning af budgetlinien på 45° — dvs. en rente lig nul — ikke i sig selv er særlig bemærkelsesværdig. dette kan dog vel ikke være et kriterium for, om en rente på 0 (eller evt. negativ) er »ejendommelig«. Bedre bliver det ikke, når forf. forfølger ideen og diskuterer disse forhold i relation til investeringskalkulen,

Symbolerne giver sig af sig selv. Det er jo rigtigt, at matematisk set vil r = 0 give K_o — S_[E_i som (formelt set) er veldefineret,mens = ¦—1 (dvs. — 100 pet. (!)) giver særlige komplikationer. Men er det ikke rent ud at glemme den virkelighed, der beskrives, for geometri og formler? Det kan vel ikke klares ved at henvise til, at der alene er tale om en »subjektiv rentefod«.— kan heller ikke svinge sig op til at interessere sig for hele forløbet

af den lige efter opstillede rente-konsumptionskurve.

Forf. forsøger iøvrigt at generalisere teorien
intertemporale valg til at omfatte
mere end to perioder, jfr. pp. 132 ff.

I det følgende kapitel (VIII) synes det formelle apparat også at blive presset stærkt. Kapitlet omfatter bl. a. en — iøvrigt skarpsindig og lærerig — sammenligning mellem indkomstskat og konsumptionsskat. Særlig værd at fremhæve den omhu, hvormed forf. forklarer, hvad der skal forstås ved at sammenholde en given komsumptionsskat med en »lige så stor« indkomstskat. Forf. når frem til følgende konklusion (p. 154): »Om hushållets skall minskas till en viss given kvantitet, placeras det på högsta möjliga indifferenskurva om konsumptionsminskningen genom en allmän ... Om hushållets konsumption skall minskas till en viss given kan vi i allmänhet inte säga vilken skatt som är att föredra från den synspunkten, att skattebeloppet (skattekvoten) vare så litet som möjligt.« Dette resultat bygger imidlertid på Fisher's analyse for inter-temporale valg beskrevet ovenfor. Men denne analyse forudsætter, at der kun findes én vare, dvs. at indirekte skatter automatisk bliver til almene forbrugsskatter. er følgelig udelukket at sammenligne med fler-vare analyser (å la Hicks). Men som nævnt hindrer det ikke, at den givne undersøgelse i sig selv er af stor interesse.

Det er allerede fremhævet, at forf.'s formelle ikke alene er omhyggelig og klar (kun side 301 findes her en undtagelse), tillige —¦ i hvert fald i alle de mange tilfælde, anmelderen har kontrolleret fuldstændig vandtæt. Værdien af disse analyser fortjener at fremhæves, ikke mindst fordi sådanne undersøgelser blandt mange økonomer betragtes som mindre væsentlig, idet der henvises til en manglende mellem de nødvendige der gennemføres, og virkeligheden. Over for denne generelle indvending »matematisk økonomi« må gøres den indrømmelse, at abstrakte modeller og kan suppleres med en række randbemærkninger, som kan være med til at trække abstraktionerne ned til jorden. Dette betyder ex-post-modifikationer, som dog har en chance for at gøre en axiomatisk opbygget teori virkelighedsnær. Denne chance gribes kun meget sjældent i Bent Hansens bog. Exempler er talrige, og ovenfor flere givet. Pladsen tvinger mig til at nøjes med et par illustrationer.

I 3. del kap. XIV sammenlignes virkningerne arbejdsintensiteten af en skatteomlægning indirekte til direkte, proportional På grundlag af en valghandlingsteori ctr. indkomst) når forf. frem til, at arbejdsudbudet ikke vil blive påvirket af en sådan skatteomlægning. Men hvor slagkraftig er denne analyseteknik? hvert fald i et samfund, som ikke kører med meget høj beskæftigelsesgrad, vil Joan Robinson's¹ harske bemærkninger ramme noget centralt:

«Again the orthodox conception of wages tending to equal the marginal disutility of labour, which has its origin in the pieture a peasant farmer leaning on his hoe in the evening deciding whether the extra product of another hour's work will repay the extra backache, is projected into the modern labour market, where the individual has no opportunity to decide anything except whether it is better to work or to starve.«

Hvad man savner hos Bent Hansen er en
randbemærkning, som i det mindste kunne
give analysen større perspektiv.

I kap. X (»Finanspolitikken betydelse för företagens planering«) diskuteres indkomst og selskabsskattens virkning på virksomhedernes omkostningspolitik. Der henvises til den ofte fremsatte hypotese, at skatterne skulle lokke virksomhederne til at se mere large på visse udgifter: »En del av ev. utgiftsökningar »betalas av staten«genom minskade skatten, och detta skulle innebära att utgifter, som

---

1. An Essay on Marxian Economics, London p. 2.

annars inte skulle löna sig, faktisk kommeratt sig på grund av skatten. Ett sådant resonemang är dock uppenbarligen sjukt«, (p. 194). Dette er jo for så vidt rigtigt. Det er let at påvise, at optimalpunkteter af skatten. Men en randbemærkning er vel alligevel på sin plads. Tag for det første i betragtning, at punktet, hvor grænseomkostninger er lig grænseomsætning, i praksis aldrig kan bestemmespræcist, ofte vil være et skud i (tæt) tåge. Vil der ikke under hensyntagenhertil lægges god mening i hypotesen, når man ydermere tager i betragtning,at er progressiv (dvs. skattebesparelsen kan være en meget stor del af merudgiften) og videre tager i betragtning,at man beskattes af merindtægt,så der ikke noget tilskud ved et marginalt tab. Mon ikke en simpel stokastiskformulering modellen vil vise, at ræsonnementet er mindre »sjukt« end den stive model viser?

Sådanne modifikationer kunne flere steder været givet, uden at bogen var svulmet særligt meget op. Det er imidlertid også klart, at fuldstændighed ville have været mulig.

Finansvidenskaben har store traditioner i Skandinavien. Fra Wicksell over Lindahl og Myrdal til Jørgen Pedersen, Philip og Gelting går en linie, som Bent Hansen nu på smuk måde har fortsat. Han vil blive bebrejdet, at bogen — som hans inflationsbog bevæger sig på det formelle plan. Dette er en relevant kritik. Men det hindrer ikke, at vi nu har fået en helt ny fremstilling finansteorien, som ikke alene giver meget nyt, men tillige vil være det bedst tænkelige udgangspunkt for fremtidige arbejder.

---

1. Dr. polit., professor ved Københavns Universitet.