Richard Stone: Quantity and Price Indexes in National Accounts. Udgivet af OEEC, 1956.

Professor Richard Stone, Cambridge, har for OEEC i sin egenskab af konsulent for organisationen udarbejdet en redegørelse om »Quantity and Price indexes in National Accounts«. Et første udkast til redegørelsen blev forelagt eksperter fra medlemslandene og visse internationale organisationer på et møde i Paris i 1952 og en revideret udgave et nyt møde i Paris i 1955.

Redegørelsen henvender sig ikke alene til nation alindkomstekspertcr; i virkeligheden sigter den videre, idet den behandler flere fundamentale spørgsmål inden for teorien om pris- og kvantumindeks, som ikke direkte sig til deflatering af nationalregnskabets

I kapitel 11, hvor spørgsmålet om økonomisk contra beregning af indekstal behandles, Stone — synes det mig — særdeles klogt, at på det nuværende stade er det eneste, man kan gøre, at måle den gennemsnitlige pris- og mængdeændring for en samling varer og præcisere, at det er det, man gør, uden at lægge noget »dybere« i det. I praksis drejer det sig altså alene om at danne pris- og kvantumindeks, der belyser pris- og mængdeændringer. Indekstal derfor som andre gennemsnit et

middel, hvorved man gør en omfattende
uoverskuelig mængde data overskuelige.

Selv om opgaven således kan synes beskeden, konstruktionen af prisog dog mange problemer, og det er en del af disse problemer, Stone beskæftiger med.

I kapitel 111 omtaler forfatteren, at man kan vælge mellem at anvende »factor cost« eller »market price« ved omregning af nationalregnskabets til faste priser og nævner, at fra produktionssiden (de enkelte bidrag til nationalindkomsten) en vurdering til factor cost ofte være at foretrække, medens en omregning fra udgiftssiden (konsum, investering m.v.) normalt bør ske i markedspriser.

Han konkluderer, at hvis man benytter begge prisforudsætninger, kan man ikke få et konsekvent system (altså overensstemmelse indekstallene) ved en deflatering fra produktionssiden og udgiftssiden. Stone lægger megen vægt på delte spørgsmål, og ud fra de givne forudsætninger han utvivlsomt ret. Ud fra en noget anden synsvinkel kan man imidlertid om ikke følgende vil være opfyldt (i faste priser):

Nationalindkomst til factor cost =
Konsum + investering (i markedspriser)
indførselsoverskud -i- indi-

rekte afgifter + subsidier.

Problemet er, om de indirekte afgifter kan bestemmes uafhængigt, så den ovenanførte er opfyldt. I teorien må dette vist kunne gøres, hvis de indirekte afgifter m. v. bestemmes som summen af produktet af det pågældende års omsatte varer (på hvilke der i bassiåret er lagt afgifter) og de indirekte afgifters størrelse pr. enhed i basisåret. I symboler skulle man få følgende for deflateringen i året 1.

Ud fra denne synsvinkel kan der opnås konsistens; og den manglende konsistens anført af Stone må svare til forholdet mellem og højre side, når de indirekte afgifter m. v. på højre side ikke medtages.

I kapitel IV er spørgsmålet om, hvorledes varer af forskellig kvalitet kan behandles ved beregning af kvantumindeks, taget op. Som eksempel nævnes øl, hvor alkoholprocenten en forskellig kvalitet (for' skellig vare).

De forskellige ølsorter kunne behandles hver for sig, hvis alkoholprocenten er konstant; er den ikke det, kan man gå en anden vej. Man kan muligvis i basisåret finde følgende sammenhæng mellem pris og kvalitet for de forskellige ølsorter.

hvor pro er prisen i basisåret pr. liter og g er forholdet mellem mængden af øl under hensyn til alkoholindhold (q_s) og mængden af øl, hvor der ikke tages hensyn til alkoholprocenten (qv).

Udtrykket kan skrives som følger:

Multipliceres med qro fås:

Dette siger altså, at udgiften til øl i basisåret kan udtrykkes ved to udgiftstal: a_og_ro, d. v. s. 01₀ prisen for øl i basisåret uden hensyn til alkoholindholdet multipliceret med mængden og fi_oqso, d.v. s. fio prisen for øl i basisåret under hensyn til alkoholprocenten multipliceret med mængden, når ligeledes hensyn tages til alkoholindholdet.

Et Laspeyres kvantumindeks ville herefter
følgende form:

Tilsvarende problemer rejser sig ved elektricitetspriser, der dels betales en fast pris pr. virksomhed og dels et beløb afhængigt forbrugets størrelse (pris pr. kilowatt). Kendes beløbene i basisåret, kan et kvantumindeks dannes ved, at man multiplicerer faste beløb (prisen pr. virksomhed) antal virksomheder og prisen pr. kilowatt med størrelsen af konsumet. Man opfatter altså elektricitet som to varer.

Kapitel VI rummer nogle interessante betragtninger hvorledes »samme« vare inden for forskellige sæsoner bør behandles.

Man kan eksempelvis tage en vare som jordbær og spørge, om det er den samme vare i december som i juli? Iflg. Stone kan det ikke siges at være tilfældet. Hvis varen skal regnes for at være den samme — og hvis prisen normalt er dobbelt så høj i december som i juli — bør mængden i december indgå med den dobbelte vægt ved beregning af kvantumindeks.

Stone viser også, hvorledes man ved mindste kvadraters metode kan foretage sæsonudjævning, dels når der ingen trend er, og dels når der er en retlinet trend. Analysen meget elegant, og den munder ud i en opstilling af en variansanalyse til afgørelse om sæsonen er significant. Forudsætningerne udjævningen er jo meget forenklede på baggrund af det elegante statistiske der benyttes. Man må derfor sig selv, om det ikke havde været rimeligt, at Stone havde interesseret sig for noget så primitivt som en grafisk eller mekanisk udjævning.

De mere specielle spørgsmål i forhold til nationalregnskabet berøres i et meget interessant om behandling af Noncommodity (kapitel VII).

Kapitlet tager bl. a. spørgsmålet op, om man kan deflatere opsparingen, og kommer (\p\ resultat, at det kan man vel i og for sig ikke. Forf. forsøger dog alligevel at gøre det ved at opfatte opsparingen som en afledet størrelse. Man kan nemlig opstille følgende identiteter i løbende priser, idet

det er forudsat, at der ikke er nogen samhandel
udlandet.

C og I er varer, henholdsvis konsum- og investeringsgoder, medens Y er indkomst og S opsparing. Man får altså i løbende priser, at Y=C + I=C +S. Stiller man det krav til deflateringen, at der også efter deflateringen være balance, kan dette opnås, hvis Y deflateres med et prisindeks for C +I og S med et prisindeks for I.

Sluttelig skal det nævnes, at der også findes kapitel, der beskæftiger sig med mere praktiske problemer. Her omtales bl. a. det kendte, at ved beregning af et kvantumindeks der foreligge oplysninger om de fleste af varerne, for at beregningerne kan blive vellykkede. Derimod kan man til beregning ændring i kvantum ved en deflatc-ring v. s. ved division med prisindeks) godt benytte et prisindeks, som kun omfatter væsentligste varer, men ikke alle. Denne forskel beror på, at der gennemgående større positiv korrelation med hensyn til ændringer i priser end i kvanta.

---

1. Kontorchef i Det statistiske Departement. ved Handelshøjskolen i København.