Erik Rasmussen: Kurantbankens forhold til Staten 1737-73. Udgivet af Institutet for Historie Samfundsøkonomi på Det danske Forlag, København 1955. 293 sider. Pris kr. 25.00.

Det foreliggende værk om Kurantbankens forhold til staten er Erik Rasmussens doktordisputats. Afhandlingen danner en fortsættelse af forfatterens tidligere studier over Kurantbankens oprettelse, som i 1950 blev offentliggjort i Historisk Tidsskrift (11. række, 3. bind).

Behovet for en moderne undersøgelse over det foreliggende emne har længe været påtrængende — det gælder i lige måde set med historikerens og økonomens øjne. En række problemer af central art for begge forskningsområder er jo knyttet netop til bankens virksomhed i de første år indtil statens definitive overtagelse af ansvaret for driften i 1773. Lad mig for blot at nævne nogle enkelte af disse problemkredse opmærksomheden på forhold en privat seddelbanks indpasning det enevældige statssystem, på problemerne knytter sig til forbindelsen mellem tidens merkantilistiske opfattelse og bankens oprettelse og drift, på den pengepolitiske interesse i en belysning af seddelbankpolitikkens muligheder under den daværende primitive teknik, samt endelig vurderingen af bankens medvirken til udviklingen af periodens ekspansive erhvervspolitik.

Adskilligt af det nævnte og mere til lykkes forfatteren mere eller mindre grundigt få berørt i sit omtrent 300 sider store værk plus de tilhørende seks tabelbilag, sidste jeg iøvrigt specielt skal vende tilbage til senere i anmeldelsen.

Den egentlige afhandling indledes med et forholdsvis kort afsnit om kildestoffet, den tidligere litteratur over emnet samt nogle metodologiske bemærkninger. Derefter redegør for udviklingen gennem de skiftende perioder frem til statens overtagelse banken i 1773. Efter disse centrale, refererende partier munder afhandlingen endelig ud i en sammenfattende og vurdering.

Lad mig af praktiske grunde begynde med en omtale af bogens centrale, beskrivende Hovedindtrykket er her, at fremstillingen former sig lidt ujævnt. Hvor det drejer sig om beskrivelse af enkeltpersoner disses indsats og betydning for banken, er afsnittene præget af en letlæselig klar stil. Derimod stiller fremstillingen bankens økonomiske transaktioner krav til læseren, spækket som den er med tekniske udtryk, der tilsyneladende fremtræder i ret uretucheret gengivelse af datidens sprogbrug.

Den hovedtese, forfatteren søger at levere bevis for gennem sin afhandling, er, at de skiftende vilkår, der i løbet af perioden 1736^—73 blev banken til del, må ses som udslag af to modstående opfattelser hos de ledende mænd i finansstyrelsen (Rentekamret) i Kommercekollegiet. Af disse skulle de sidste ifølge forfatteren næsten alle være mænd, der med deres pengepung var interesserede i den ekspansive erhvervspolitik. hos disse mænd repræsenterede navne som C. A. v. Berckentin, Alefeldt, J. S. Schulin, Otto Thott, A. G. Moltke og J. H. E. Bernstorff skulle være præget af velvilje overfor banken. modsatte indstilling mener E. R. at finde hos et modstående persongalleri bestående af mere udprægede godsejer- og embedsmandstyper med tilknytning til finansstyrelsen, som A. W. v. d. Osten, J. L. Holstein og Ditlev Reventlow, hvis anskuelser først og fremmest skulle have været påvirket af hensynet til statsfinansernes

For en ikke-historiker er det vanskeligt at bringe materiale i marken, der direkte kan afkræfte dette hovedsynspunkt. Som hovedtese betragtet betegner opfattelsen vel nok også et fremskridt, for så vidt som den giver et vist sammenhæng vurderingen de mange enkeltbegivenheder i bankens noget brogede historie. Man vil dog på forhånd stille sig noget skeptisk overfor en vurdering gående ud på, at sådanne i personlige synspunkter være den eneste ledetråd til forklaring af udviklingen i forholdet mellem og bank. Det er besynderligt, at forfatteren, der jo som historiker har beskæftiget også med vor egen tid — nemlig bogen om Det radikale Venstre 1905 —55 — har arbejdet efter et så ensidigt synspunkt. Han vil under arbejdet med den sidstnævnte periodes historie ikke kunne have undgået at drage den erfaring, at politiske partier og enkeltpersoner under af nødvendighedens lov gang på gang kommer til at optræde som eksponent for økonomiske synspunkter stik mod dem, man var berettiget til at forvente — noget der som bekendt også gælder i pengepolitisk henseende. Betragtningerne omkring disse spørgsmål fører iøvrigt ind på metodeproblemerne tilknytning til afhandlingen.

Disse spørgsmål har allerede inden fremkomsten af nærværende anmeldelse været gjort til genstand for en meningsudveksling forfatteren og den ene officielle opponent ved forsvaret af disputatsen, Povl Bagge (Historisk Tidsskrift, 11. række, 5. bind).

Det metodeproblem, som forfatteren selv henleder opmærksomheden på i sin afhandling, 23 f.f., er en særlig side af den i og for sig gammelkendte sag, at en historiker ofte vil have vanskeligt ved at frigøre sig fra sin egen tids forestillinger både i valget mellem forskelligt kildemateriale i den senere sammenfattende vurdering af stoffet. Anvendt på en økonomisk-historisk som den foreliggende disse vanskeligheder ifølge forfatterens opfattelse søges overvundet for det første ved, at forskeren i sin talfremdragelse dragelseog talbehandling ikke er under indflydelse af en bestemt teori og for det andet, at han lader kildernes egne kendsgerninger frem i lys fra samtidens anskuelser. Dette program modererer og uddyber forfatteren straks efter til, at enhver vurdering lige så lidt som detailundersøgelsen kan undvære lyset fra den økonomiske grundforskning, men blot ikke må være påvirket af nogen »økonomisk helhedsopfattelse«. Ved det sidste forstår han, såvidt jeg kan skønne — bl. a. på grundlag af hans nærmere redegørelse Historisk Tidsskrift, 11. række, 5. bind, s. 191 — åbenbart kun, at forskeren bør frigøre sig fra økonomisk-po/i7is/ce helhedsopfattelser f. eks. af typen: socialisme, georgisme etc.

Et sådant program skulle efter mit skøn danne et endda meget sobert grundlag for en økonomisk-historisk studie, og det ser da også ud til, at der efter E. R.'s i Historisk nærmere foretagne præcisering sine synspunkter ikke i denne henseende skulle være nogen synderlig divergens tilbage mellem ham og hans kritiker, professor Povl Bagge.

Der er imidlertid et andet metodeproblem, som forekommer mig nok så relevant for den foreliggende afhandling. Det drejer sig om det allerede foran berørte forhold, at forfatteren arbejder med et forholdsvis stift system af personer, der foregives at repræsentere ganske faste erhvervspolitiske synspunkter. Noget sådant fører utvivlsomt til en uheldig skematisering og oversimplificering. er iøvrigt behæftet med den ulempe, at den er egnet til at give den økonomisk-historiske forskning en drejning bort fra at lægge vægten på rent eller overvejende fænomener, såsom pris- og produktionsforhold, kreditforhold 0.1. og over i retning af en historieforskning, der selv på det økonomiske område bliver af den mere traditionelle type.

Der er så meget mere anledning til at fremhæve dette forhold, som tendenser af denne art i det hele synes at gøre sig ret stærkt gældende i dansk økonomisk-historiskforskning. herfor må vel

navnlig tilregnes professor Erik Arups autoritet.Tendenser den nævnte art findesi fald i udpræget grad i hans hovedværk,danmarkshistorien. være sagt uden nogen som helst brod mod dette banebrydendeværk, på så mange områder indeholdt nye værdifulde synspunkter. Eet er imidlertid, at en teknik kan være på sin plads ved et førstegangsforsøg på at se en længere periodes historie i et nyt lys. Noget andet, om metoden er tilstrækkelig eller blot hensigtsmæssig ved opgaver af tidsmæssigtmere omfang og med hovedvægten lagt på at undersøge fænomener,der godt som udelukkende er af økonomisk art. I det sidste tilfælde vil jeg mene, at man som regel når videre ved i højere grad at bygge på statistiske masseundersøgelser, en teknik som Arup ifølge sagens natur var afskåret fra, bl. a. når man betænker det omfattende sigte, hans værk tog.

Den foreliggende undersøgelse vedrører efter min vurdering netop et sådant emne, hvor man formentlig ville have kunnet nå til mere værdifulde og holdbare konklusioner en videregående brug af statistiske hvilket iøvrigt i parantes synes at ligge ganske godt for forfatteren.

Inden den nærmere omtale af disse muligheder, det være praktisk at se lidt på, hvad E.R. allerede har formået at præstere statistisk materiale. Størsteparten af dette materiale, der repræsenterer en sand rigdom af nyt stof, er samlet i et til bogen hørende tabelbilag. Blandt det værdifuldeste til vurdering af udviklingsforløbet et par kvartalsoversigter dækkende perioden 1756^—73 og med oplysninger på den ene side kongens og de finansielle kollegiers gæld til banken og på den anden side bankens seddelomløb, møntbeholdning og udlån. Netop dette grundmateriale kunne formentlig være udnyttet mere intensivt ved at være sammenholdt med andet tilgængeligt talmateriale, f. eks. (til belysning af landbrugets det offentliggjorte talmateriale over kapitelstaksterne i ældre og nyere tid (Statistiske Meddelelser, 4. Række, 15. bind, 1. hæfte), andet endnu ikke offentliggjort indenlandsk prismateriale belysning af vilkårene for den indenlandske handel) samt udenlandsk prismateriale og Øresundstoldregnskaberne (til vurdering af sammenhængen mellem udenrigshandel, betalingsbalance og møntbevægelser).

Nu må man naturligvis ikke være blind for de vanskeligheder og begrænsninger, der ligger i brugen af en sådan metode ført igennem til den bitre ende. Det ville i givet fald være ønskeligt at bringe en hel del andre indikatorer end de nævnte ind i billedet — og for en hel del af dem ville noget sådant forudsætte selvstændige, tidkrævende undersøgelser. Professor Povl Bagge, der ligeledes i sin anmeldelse har understreget ønskeligheden af supplerende statistisk-økonomiske undersøgelser, fremhæver . eks. behovet for statistik over renteniveauets bevægelser, over landbrugets gældsbyrde og over såvel godsejerkapitalismen det 18. århundrede som borgernes pengeanbringelse i jordegods ved køb og prioritetslån.

Overfor et så ambitiøst program som det skitserede kunne forfatteren med nogen føje indvende, at en således tilrettelagt undersøgelse ikke lod sig gennemføre af en enkelt mand på forskningens nuværende stade, ganske simpelt fordi det nødvendige råmateriale kun i ringe omfang fandtes fremdraget og systematiseret. Heri kan man ikke være uenig. Men ønsker man, som forfatteren, mindske spillerummet for personligt udsagn, og ønsker man iøvrigt fast bund under fødderne ved belysning af et emne som det foreliggende, er der dog næppe anden vej end at følge den her anviste metode — så langt som gørligt.

Disse betragtninger skulle efter mit skøn pege i retning af, at tiden endnu ikke var moden til en egentlig sammenfattende konklusion grundlag af de præmisser, som E.R. har fremdraget. Indtil videre er det herefter den statistiske materialesamling samt de med så storartet detailkendskab

så at sige fra dag til dag givne oplysninger over bankens forretningsdrift, der må betragtes det værdifuldeste resultat af forfatterens arbejde. For disse resultater skylder vi Erik Rasmussen stor tak.

---

1. Ekspeditionssekretær i Det statistiske Departement.