Post-Keynesian Economics. Udgivet &£ Kenneth Kurihara. Georg Allen and Unwin Ltd., London, 1955. 442 sider.

Bogen indeholder 15 ikke tidligere offentliggjorde af forskellige økonomer behandler en lang række forskellige af den økonomiske teori udfra et »keynesk« helhedssynspunkt.

Bogens første 5 indlæg omhandler pengeteorien. D. Dillard tager sit udgangspunkt »den afgørende forskel mellem og ortodoks teori« (langtidsligevægten overopsparing og kronisk underbeskæftigelse som følge af minimalrentefoden, igen er baseret på den vandrette likviditetspreference-kurve), er de andre 4 indlæg mere præget af »korte« synspunkter og af den igangværende inflation verden. Patinkin gør sig til talsmand den opfattelse, at ved fuld beskæftigelse Keynes' analyseapparat samme resultat som kvantitetsteorien, nemlig prisstigning i takt med forøgelse af pengemængden. Patinkin synes at have ret, sålænge man tænker sig pengemængden forøget ved offentlige udgifter finansieret ved seddelpressen. Hvis P. derimod havde taget sit udgangspunkt i en pengeforøgelse, der ikke virkede direkte på lønnen eller konsumefterspørgslen, men som skulle »forbi« renten for at virke på priserne (f. eks. nationalbankens eller statens opkøb obligationer fra de private banker), ville han være nået til et andet resultat. I grænsetilfældet, hvor renten er på det absolutte minimum (vandret likviditetskurve), der endda overhovedet ikke blive nogen prisstigning — selvfølgelig forudsat at man ellers går ud fra Keynes' tanker.

I bogens 2. del behandles navnlig konjunkturen en interessant og tankevækkende Matthews og Ichimura behandler acceleration-ceiling teorierne (eks. Hicks) på linie med f. eks. Kaleckis profit-teori for konjunkturen, og I. søger at samarbejde dem i eet system. Som midler at opnå og bevare fuld beskæftigelse foreslås ændringer i indkomstfordeling og »interestfree economy« (Kurihara) og omfattende med opsparing og investering Matthews m. fl.). Anmelderen ikke, hvorledes fortsat beståen af det kapitalistiske samfund med privatejede og profit som ledetråd kan forenes med arten og omfanget de indgreb, der foreslås.

For ingen af forfatterne i dette afsnit synes rente, rentetræghed og rentens strategiske for investeringerne at spille nogen rolle. Hvad dette betyder for den centrale keyneske problemstilling undersøges ikke og får iøvrigt heller ingen betydning, så længe talen kun er om konjunktur korte dynamiske analyser, — derimod har det jo unægtelig stor betydning spørgsmålet om, hvad der så bliver af Keynes' centrale landtidsteori, nedenfor. Det forekommer anmelderen mærkeligt at se så diametralt konjunkturteorier som ceiling-teorierne, er knaphedsteorier, og Kaleckis teori, der lader profitudviklingen være afgørende for omslaget, sidestillet og samarbejdet. Forholdet er dog det, at de første afgørende strider mod langtidstendens overopsparing og kronisk arbejdsløshed. sådan opfattelse af ligevægten i det lange løb ses ikke at kunne forliges med, at opgangen systematisk standses på grund af knaphed på arbejdskraft og kapital. I så fald bliver det jo knaphed og ikke overflod, der i sidste instans begrænser begrunder de strategiske økonomiske

I bogens 3. del om »aggregativ økonomi og testing« er der navnlig grund til at fæstne sig ved Kleins artikel, der helt gør det af med rentens »strategiske« betydning— har i sin investeringsfunktion overhovedet ingen variabel som udtryk

for bare nogen indflydelse fra renten på investeringerne. Og han siger udtrykkelig at »likviditetspreference teorien ikke er nødvendig for de væsentlige elementer i den keynske økonomi«. Klein mener udfra det empiriske erfaringsmateriale at kunne fastslå, at ligevægt med kronisk arbejdsløsheder kendsgerning, men det forekommeranmelderen, han ikke giver nogen forklaring herpå, og det var jo, hvad Keynes forsøgte. Her tænker anmelderen på Keynes langtidsteori. Forklaringen på korte dynamiske ligevægle med »ufrivillig« arbejdsløshed ligger derimod i selve det matematiske system af funktioner og »lags« man bygger på.

Det synes, som om studiet af Keynes i samme omfang, han er blevet »kanoniseret«, tabt i dybden. Det hænger måske sammen med, at vi nu i en række år har levet på toppen af en beskæftigelses- og prisbølge. Men det forekommer i hvert fald anmelderen, at »efter-keynesismen« har opnået at tage grundlaget væk under Keynes' og derefter mere har tumlet hans termer og metodologiske instrumenter interesseret sig for Keynes' grundlæggende langtidsteori. Dog bør det tilføjes, at netop den dynamiske konjunkturanalyse kølvandet på Keynes i sig selv er af stor værdi. Men det udelukker ikke, at der i øjeblikket ikke forekommer meget andet tilbage af Keynes end en »speciel depressionsteori« —¦ som i og for sig godt kan passes ind i de »ortodokse« teoriers række.

Keynes statiske langtidsligevægt med kronisk overopsparing m. m. er uden tvivl eksploderet med ekonometrikernes — således Tinbergen i 1930'erne — påvisning investeringernes ringe renteelasticitet var iøvrigt også uden dette overdetermineret som ligningssysteml.

På den anden side synes der dog at være
en udbredt opfattelse af, at Keynes har
truffet noget centralt med sin påstand om,
at den lange tendens i nutidens kapitalistiske
er en tilstand med overopsparing
kronisk arbejdsløshed.

Den forklaring, som også den her anmeldte essays synes at pege henimod uden at nogen af forfatterne dog har analyseret problemet — er at denne »lange« overopsparingsligevægt må forklares selve de konjunkturelle svingninger. de i noten nævnte opsatser har anmelderen tidligere været inde på denne tanke. Hertil kan i forbindelse med nær\ajrendu og »inspireret« af arbejdet bogen anføres følgende — til det yderste simplificerede — skitse til eri grafisk fremstilling af den løsning af problemet, de to opsatser giver:

Vi forudsætter, at der kun er 2 faktorer, arbejde og kapital, og at hele nationalindkomsten op i løn og profit. I den lange »ligevægt« skal der både være efterspørgselsligevægt == opsparing, 1=0) og omkostningsligevægt. D. v. s., at løn og profit skal være sådan fastlagt indbyrdes, ingen af parterne med held kan forandre produktionen for at tilvende sig en højere betaling på bekostning af den anden part. Vi forudsætter, at ligevægten mellem løn og profit i det lange løb er der, hvor lønkravets og profitkravets relative trægheder mod nedgang er lige store (L_t ⁼ P_t)A Y = totalproduktion = totalindtægt.

I fig. I udtrykker O-O¹ en given størrelseaf Opad O-aksen er afsat lønnens træghed mod fald (L_t) og opad O^-aksen profittens (P;). Lønnen måles fra venstre til højre og profitten fra højre til venstre ad O-O^-aksen. Kurverne angiver, hvorledeshenholdsvis og profittens trægheder mod nedsættelse aftager med stigende aflønning. Ligevægtslønnen bliver OX og ligevægtsprofitten OX, hvor begges trægheder er lige store. Lønnens træghed

---

1. Se anmelderens »Lønforhøjelse som middel mod strukturel overopsparings-arbejdsløshed«, Tidsskr. 1939 og »Økonomisk Træghed og Langtidsanalysen«, Kbh. 1941.

1. Hvad der menes hermed ses måske lettest ved at betragte konjunkturens depressionsfase en ligevaegtsskabende mekanisme. Nedgangen i produktionen og beskæftigelsen trykker på både profitkrav og lønkrav, og kravet med mindst træghed giver sig først, se iøvrigt de omtalte to opsatser.

kan f. eks. forudsættes at stige stærkt, når
den kommer ned under en historisk fastlagtstandard.

For enhver størrelse af Y findes en sådan ligevægt, og der kan så tegnes en kurve (fig. II), der for hver størrelse af Y angiver mellem lønkrav og profitkrav (LIP). Til produktionen Y* svarer omkostningsligevægten LHP¹, hvor

Fig. 11l viser, at der til én hestemt størrelse Y (Y¹) alt efter variationer i indkomstfordelingen findes varierende størrelser af investering (I) og opsparing (O). Efterspørgselsligevægten for Y¹ angives givesaf skæringspunktet mellem I-kurven og O-kurven ved indkomstfordelingen LVPK

Fig. IV sammenfatter de varierende Yers i een kurve, der for hver størrelse af Y viser den tilsvarende (LIP), der giver ligevægt mellem I og O.

Endelig stilles kurven fra fig. II overfor kurven fra fig. IV i fig. V. Skæringspunktet mellem de to ligevægtskurver angiver den lange ligevægt, hvor der både er efterspørgselsligevægt og omkostningsligevægt _t=P_t).

Såvel løn som profit antages at få deres

22*

træghedsskala fastlagt omkring den typiske repetitionsniveau, for lønnens vedkommende suppleret med en antagelse om, at den historiske standard øver en særlig indflydelse på træghedsskalaen.

Det er klart, at selve konjunkturteorien og den empiriske konjunkturanalyse måtte indgå som en integrerende del af en sådan langtidsteori til fastlæggelse af de forskellige repetitionsniveau og dettes befæstelse ved træghedsskalaer.

Flere af artiklerne i bogen kommer ind på sammenligninger mellem Keynes og Marx, der begge opererer med en langtidsteori overopsparing og kronisk arbejdsløshed. summariske skitse er rent formel, den giver en ligevægtsmekanisme, muliggør en ligevægt overopsparing og kronisk arbejdsløshed, den lader ligevægten bestemme relative trægheder omkring visse repetitionsniveauer, altså for så vidt en dynamisk langtidsligevægt. Det nærmere indhold vil så afhænge af hvad man fylder på disse flasker. Kortelig kan man sige at følgende tre kategorier måtte drages med ind for at få »fyldt« relative trægheder og repetitionsniveauer »ud«: 1) konjunkturen kan opfattes som en mekanisme, genkommende stabiliserer repetitionsniveauer træghedsskalaer (samtidig at den selv inf lucres af dem). Der bliver, hvis man forudsætter lang overopsparing, så kun tale om konjunkturteorier, stemmer overens med og »giver plads« for sådan overopsparingsligevægt. 2) Institutionelle forhold f. eks. ejendomsretsforholdene, monopoliseringsgraden er medbestemmende de relative trægheder. 3) De seculære øver ligeledes deres indflydelse f. eks. befolkningstilvæksten, teknikken og her særlig kapitalens størrelse arbejder, idet det er profitraten, profitten målt med kapitalen, der må antages være den strategiske størrelse, hvis repetitionsniveau og træghedsskala indgår i ligevægten. /. Grunbaum^.

---

1. Amtsforvalter, Hjørring.