Harald Dickson: Ekonomiska principer bakom svensk skogsvårdslaystiftning. Svenska Skogsvårdsföreningens Stockholm 1956. 189 sider, 25 sv. kr.

Professor Harald Dickson, Göteborg, der indtil for nylig har været docent ved skogshögskolan i Stockholm, har på nærmeste sagligt hold fulgt den meget livlige der i den svenske rigsdag blev ført omkring den såkaldte »Sköldska skogsmotionen« (efter den svenske jordbruksminister Debatten resulterede dei loven af 21. maj 1948 vedrørende de private skove i Sverige (hovedparten af skovarealet) ¦— en lov der vel må betegnes den mest fremstående i sin art i Europa og i hovedsagen hvilende på principperne om »markränteprincipen« (størst mulig jordværdi) kombineret med et jævnt udbytte og tagende sociale hensyn (statstilskud til bondeskovene o. 1.).

Som titlen antyder, er det den historiskøkonomiske
der har interesseret
forfatteren mest.

Som landbruget for Danmark har skoven Sverige været den store rigdomskilde, som naturligt er, har den videnskabelige i Sverige haft store midler og mange begavede forskere til sin rådighed. Ikke mindst på det økonomiske har der her fundet en rig litterær meningsudveksling" sted, som nok kan få en dansker til at føle sig lidt beskæmmet vor mangel på litterær diskussion dette område.

En anmeldelse i ordets almindelige betydning denne bog kan næppe komme på tale her. Bogen gengiver i stærkt koncentreret oguden resumé (formodentlig forelæsningsrække) over 100 års diskussion om principperne for udbytteberegning, de først opstod i Tyskland o. 1850 og senere videreførtes i andre lande, her Sverige. I hovedsagen har to principper stået skarpt over for hinanden, og gør det endnu. På den ene side »skogsränteprincipen«, hvorefter størst muligt og vedvarende udbytte efterstræbes hensyn til forrentning af den investerede kapital. På den anden det nævnte »markränteprincip«, som tager hensyn til renteomkostninger og tilstræber størst mulig jordværdi eller, hvad der er det samme, det bedste finansielle resultat. Senere kaldes det mere besnærende »lönsamhet

Diskussionen om disse principper har raset i de førende skovlande, især Tysklandog Medens »skogsränieprincipen«er til grund for de ældre svenske skovlove, er »markränteprincippen«(lönsamhetsprincipen) til grund

ved udformningen af den Sköldske skovlovaf
og de forskellige tilføjelser,
der er kommet siden.

Forfatteren omtaler indgående rotationstidens for forrentningen, idet den lange rotationstid (tiden fra plantning afdrift) giver en lavere rente end den korte. I denne forbindelse er det interessant, de store industriskove i Norrland overholdes til en højere alder — sværere dimensioner — end teoretisk gunstigt, selv om renten er lav, fordi industrien bruge disse dimensioner i produktionen (industri + skov ses som en helhed).

Skogsforskningsinstituttet i Stockholm har måttet tage stilling til et andet omstridt nemlig hvilken rentefod skovbruget kan regne med i sine kalkuler. Man har ved overvejelserne ment, at obligationsrenten det nærmeste sammenligningsgrundlag, man på grund af den store sikkerhed ved pengeanbringelse skov i lang tid må gå lavere. Af en eller anden grund har man ikke draget den fulde konsekvens og sat renten så og så meget lavere end den variable obligationsrente, er endt med et bestemt tal: 3%. Senere har skogsstyrelsen nedsat tal til 2%% (undtagelsesvis lavere) de mange tilfælde, hvor der ydes statsbidrag til skovens genkultivering (hvor jorden er af slet bonitet). Samtidig hævder Skogsforskningsinstituttet, at skovejerens ikke bør være udslagsgivende valg af kalkulerentefod, idet lånerenten ligger højere end den beregnede langtidsrente og derfor fører til for lave rotationstider, der fra samfundsøkonomisk synspunkt ikke er i overensstemmelse med godt skovbrug. Uden at det siges direkte, kan man muligvis heraf slutte, at myndighederne en lav prioritering i skov, for at ejerens private renteudgift skal indvirke så lidt som muligt på skovdriften.

Hele ordningen, der har en delvis eksperimental synes dog i praksis at forløbe ganske tilfredsstillende, efter at forskellige tillægsbestemmelser er kommet mettil. Karakteristisk er den vægt, der fra svensk side lægges på, at den gode skovjord ikke må misbruges, hverken overkapitaliseres eller underkapitaliseres, og at staten vil have lidt liberal kontrol med denne sag.

---

1. Skovtaksator.