FORHOLDET MELLEM GEOGRAFISK OG ØKONOMISK FORSKNING

Geografiens arbejdsfelt er for de fleste ikke-geografer næppe særlig veldefineret, og sammenligner man de større systemværkers angivelser, varierer de også lidt. Her skal blot anføres et par citater, der viser noget af det centrale. »Geografiens Opgave er at skildre Jorden som Bolig og Virkeplads for Menneskene. Lande og Folk, Natur og Kultur er de Emner Geografen søger at samarbejde; hans Maal er at paavise, hvorledes Menneskelivet og Kulturen betinges af Jordens Naturforhold udnytter de Muligheder, som Jordens Natur frembyder.«l »Une double zone constitue le domaine propre des etudes géographiques: la zone inférieure de l'enveloppe atmosphérique de notre terre, et la zone superficielle de l'écorce solide. Ce »lieu« ou se superposent et se mélent tous ces faits essentiels circorscrits theatre d'observation des géographes, et il est par exellence le domaine de la géographie.«2

I lighed med mange andre videnskabsgrene er geografien i løbet af det sidste århundrede blevet opdelt i en lang række specialområder. Tidligere tiders geografiske var præget af opdagelsesrejser og topografiske beskrivelser og i vidt omfang påvirket af iagttagernes subjektive opfattelse. Tekniske fremskridt i forbindelse med et stærkt stigende antal iagttagelser har tilladt den geografiske forskning en dybere indtrængen i stoffet; konsekvensen er blevet en specialisering, man kan uden overdrivelse sige, at denne nu er nået så langt, at det kun indenfor et begrænset område er muligt fuldtud at følge med i nyskabelser og at anvende den erhvervede viden. Man kan således næppe tale om en almen geografisk men derimod om en række nærbeslægtede discipliner, ligesom det med stor tydelighed fremgår, at der er en intim sammenhæng mellem geografiens discipliner på den ene side og en lang række naturvidenskabelige, historiske og økonomisk-statistiske discipliner på den anden. Indenfor naturvidenskaberne først og fremmest nævnes botanik, geologi og zoologi.

Geografiske arbejder kan være begrænsede på forskellig måde, f. eks. eranemæssigteller deres fælles træk finder man i det, man kalder den geografiskemetode. mest karakteristiske hjælpe- og udtryksmiddel er kortet, der ikke alene tjener til at vise udbredelsesforhold eller variationer, men også gennem sit øvrige detailindhold bidrager væsentligt til at belyse, om der findes en årsagssammenhæng, som kan være af betydning for det undersøgte forhold. Metoden viser klart geografiens afhængighed af statistik. En ukritisk anvendelse af statistisk materiale har ført til, at man har set kartografiske bidrag af meget varierende værdi. Mange har hovedsagelig haft et refererende eller kommenterende indhold, andre har givet virkeligt grundlag for analytiske betragtninger. Det kan ikke nægtes, at det kartografiske islæt til tider har været begrænset til en enkel gengivelse af statistiske oplysninger; i de værste tilfælde har man ad denne vej kun opnået at svække det indhold, den til grund liggende tabel har haft. Man bør

---

1. Martin Vahl og Gudmund Hatt: Jorden og Menneskelivet. Bind I, side 1. København 1922.

2. Jean Brunhes: La Géographie humaine. Side I—2.1_—2. Paris 1956.

i alle tilfælde råde over en ret udførlig statistik som grundlag; endvidere må man kræve, at de pågældende oplysninger vil komme til at fremtræde i et nyt og mere relevant perspektiv gennem den kartografiske fremstilling end gennem den tabellariske,da ellers — i bedste fald — intet opnår, og således må betegne emnet som uegnet til kartografisk fremstilling. Den anvendte kartografiske teknik bør naturligvis også afpasses efter formålet.

Indenfor dyre- og plantegeografi samt råstofgeografi finder man ofte kartografiske af enkelte fænomeners udbredelse, og de kan undertiden ved deres påpegen af potentielle produktionsmuligheder få betydning for vurderingen af den økonomiske udvikling indenfor større eller mindre områder. Denne fremstillingsform også velegnet for andre udbredelsesfænomener. Her skal nævnes befolkningens fordeling (prikkort, befolkningstæthedskort), befolkningens variation, a. vandringer, erhvervssammensætning o. m. a. Sammenligning af udbredelsesforhold ofte være meget oplysende, som eksempel kan nævnes følgende geologisk og morfologisk kort, jordbundskort og diverse kort over landbrugsproduktionen.

Undertiden må en geografisk gennemgang af et snævrere område anses for at være et nødvendigt led i en arbejdsplan, dette gælder således ved forskellige former økonomisk planlægning, f. eks. by- og egnsplanlægning, markedsanalyser m. m. Man kan herigennem blive opmærksom på nødvendigheden af detailundersøgelser, kan danne grundlag for tekniske projekter (landvinding, jordforbedring 1.); hvorvidt disse så er hensigtsmæssige, kan derefter blive et spørgsmål af økonomisk art, måske også et politisk. Her optræder altså et vekselvirkningsforhold geografi, økonomi og tekniske videnskaber.

Til belysning af dette kan skitseres det sandsynlige forløb af en undersøgelse
af et område, f. eks. med landvindingsformål for øje.

1. Undersøgelse, kortlægning og registrering af tilstande og hidtidig udvikling.
2. Analyse af de processer, der foregår.
3. Udarbejdelse af en teknik til fremme af det ønskede mål.
4. Projektets konsekvenser for den omgivende regions udvikling.
5. Den ingeniørmæssige udformning af projektet.
6. Den landbrugsmæssige udnyttelse af de nye områder.
7. Den økonomiske afvejning af investeringer og påfølgende udbytte, både i
forhold til andre landbrugsområder og i forhold til anden investering.
8. Den politiske afvejning.

En tilsvarende serie vil i virkeligheden forekomme temmelig hyppigt. Regional eller national planlægning vil have et betydeligt islæt af geografiske forudsætninger, alene af afstandsmæssig og placeringsmæssig art, men også med hensyn til ressourcernes udnyttelse. Efterkrigstidens franske planer om landbrugets udbygning, a. ved anvendelse af kunstvanding, er på godt og ondt et eksempel af slagsen. Baseret på undersøgelser af klimatiske forhold, vandressourcer i tilgrænsende jordbundens kvalitet m. m., har man udarbejdet planer efter traditionelle franske linier. Senere undersøgelser foretaget af E.C.E. viser, at disse planer forudsætter investeringer, der andrager mere end det dobbelte af, hvad det ville koste at beskæftige det samme antal personer i nyetablerede industrier; samtidig ville man i de nye landbrugsområder fortrinsvis frembringe varer, hvoraf der i forvejen er overproduktion. Et eksempel på hvor nødvendigt det er at foretage økonomisk afvejning af mangler og fordele.

Undersøgelser og mere heldige forslag med henblik på regional planlægning
er udarbejdede i England, Tyskland og Italien samt i U.S.A., hvor et velkendt
eksempel foreligger realiseret i Tennessee Valley Authourity.

Vender man sig til danske forhold, vil konkrete eksempler måske bedst kunne
belyse nogle af de områder, hvor geografi og økonomi på en frugtbar måde vil
kunne samarbejde.

I den kommunale inddeling sondrer man skarpt mellem købstæder og sognekommuner, sondring der oprindelig var og stadig delvis er baseret på antagelsen om en vidt forskellig udvikling af erhvervs- og bebyggelsesforhold for disse grupper kommuner. Det er imidlertid kun få og som regel små købstæder, hvis kommunegrænse er identisk med bebyggelsesgrænsen. Byernes forstæder omfatter efterhånden store områder med så mange indbyggere, at de hyppigt udgør flertallet befolkningen i de pågældende sognekommuner. Da forstadsbeboerne almindeligvis kun har et ringe interessefællesskab med den resterende del af kommunens opstår der ofte betydelige modsætninger mellem de forskellige i kommunens befolkning. Uden at tage nogen som helst stilling til forstadsbebyggelsens administrative tilhørsforhold, kan man fastslå den store interesse, der knytter sig til en kortlægning af forstadsområdernes nuværende udbredelse og deres udvidelsesmuligheder, kombineret med en redegørelse for deres specielle problemer, set fra såvel et økonomisk som et geografisk helhedssynspunkt. omkring København har fuldt ud vist, hvorledes en storbys vækst let kan blive uharmonisk, bl. a. som følge af institutionelle skranker. I meget mindre skala, men til gengæld i mangfoldige tilfælde, kendes lignende problemer i forbindelse med de bymæssige bebyggelser i sognekommunerne (»stationsbyerne«).

Ikke mindst under hensyn til byerhvervenes fremtidige vækst og den kommende i byerne er spørgsmålet om de administrative grænser af stor betydning. Et samarbejde mellem økonomer og geografer indenfor dette felt vil muliggøre en konkretisering af prognoser, udarbejdet ikke alene efter generelle, regionale linier, men også med hensyntagen til lokale forhold.

Et andet tilfælde med fælles arbejdsfelt opstår i forbindelse med de overvejelser, gør sig med hensyn til de fremtidige ændringer i erhvervssammensætningen beskæftigelsen. Arbejdsmarkedskommissionens »Betænkning om de store årgange« giver hovedlinierne for den videre industrialisering og behandler udelukkende dette problem ud fra synspunktet om den samlede udvikling for hele landet. Industriens nuværende placering og dens øjeblikkelige udviklingstendenser giver nogle holdepunkter for antagelser om, hvor også de næste 10_—20 års industrivirksomheder komme til at ligge. En fælles geografisk og såvel nationaløkonomisk driftsøkonomisk analyse af muligheder og tendenser vil være nyttig, endog delvis nødvendig, for at undgå investeringer indenfor lokaliteter, hvor det enten af privatøkonomiske eller offentligøkonomiske årsager vil være ufordelagtigt.

For at antyde endnu et par af de problemer, der ad denne vej kan belyses, er det tilstrækkeligt at nævne den store forskel mellem industriens væksthastighed i de forskellige byer. Måler man industriens omfang ved dens beskæftigelse, nærmerepræciseret arbejdertallet, har i de sidste årtier omkring halvdelen ligget i Stor-København, en irediedel i købstæder med over 10.000 indbyggere (inkl. forstæder), og resten (en sjettedel) har været jævnt fordelt mellem de små købstæderog Undersøger man imidlertid, hvor den absolutte tilvækster viser det sig, at den i købstæderne i perioden 1938 til 1954 har været ca. 40.000 industriarbejdere, medens tilvæksten i Stor-København kun har

været ca. 25.000 arbejdere. Dette svarer til en stigning for købstæderne på ca. 60 % og for Stor-København på knap 30 %. Købstædernes udvikling i denne henseende har langt fra været ensartet; en del af forskellene kan bl. a. tilskrives forhold som bystørrelse, industrialiseringsgrad og kombination af industrielle virksomheder.

Ikke alene offentlige investeringer, f. eks. indenfor transportvæsenet, eller delvis offentlige, som kraftværker og tilhørende ledningsnet, men også helt private anlæg, oplag, serviceanlæg m. m. tilstræber en så formålstjenlig placering som muligt. I almindelighed har man nok en lidt uklar opfattelse af industriens lokaliseringstendenser, hvilket for såvidt er meget forklarligt alene ud fra vort lands ringe størrelse, de stort set lidet forskellige naturforhold, de ikke særlig klart differentierede bebyggelsesforhold etc. Der synes dog imidlertid — som nævnt ovenfor — at foregå en ændring i industriens placering, og en omhyggelig undersøgelse af den aktuelle udvikling samt motiverne for denne vil kunne danne et grundlag for en mere rationel lokaliseringspolitik såvel for den enkelte driftsherre for samfundet.

Som eksempel på et område, hvor en kombination af geografiske og økonomiske synspunkter allerede har ført til en mere rationel udnyttelse af ressourcer, kan man nævne den planlægning af det sognekommunale skolevæsen, der foregår for øjeblikket. Formålet med de grundlæggende undersøgelser var at finde frem til en indretning af skolerne på landet, hvorved den mest effektive skoleform blev kombineret et minimum af anlægs- og driftsomkostninger.

Da der nødvendigvis måtte arbejdes med små enheder, nemlig en del af en kommune, en hel kommune eller i sjældnere tilfælde flere kommuner, opstod med det samme problemet om kapacitetsudnyttelsen, eller sagt med andre ord, den mangelfulde balance mellem et fra år til år varierende antal skolebørn i relation til de faste omkostninger, repræsenteret ved lærerlønninger og bygninger. En undersøgelse af en del kommuner fra forskellige egne viste, at man, ved at holde et bestemt gennemsnitligt antal elever pr. klasse, kunne undgå de fleste koordineringsvanskeligheder dette punkt. Til gengæld opstod et nyt problem, nemlig at udforme sådanne grænser for skoledistrikterne, at det gennemsnitlige elevtal nogenlunde svarer til normerne.

Skoleplanlægningen er derfor delt i to afsnit, der kombineret giver den økonomisk
gunstigste løsning uden at tilsidesætte de pædagogiske krav til undervisningens

Den enkelte kommune gennemgås nøje efter kortene suppleret med en senere rekognoscering på stedet. Hertil kommer en detailleret gennemgang af det demografiske erhvervsmæssige statistiske materiale kombineret med lokale oplysninger. grundlag heraf udarbejdes en rå befolkningsprognose og et beregnet fremtidigt børnetal.

I anden omgang udformes det nye skoledistrikt, der principielt er baseret på den fremtidige befolknings størrelse. Befolkningens fordeling udover skoledistrikteti med bebyggelsens udformning og vejnettet bliver derefter afgørende for skolens placering. Hvor særlige forhold gør det nødvendigt, er denne del af arbejdet udført i meget detailleret form, hvilket ikke alene har haft betydning for vedkommende lokalitet men også givet resultater, der har kunnet anvendes andet steds. Nogle af skoleplanlægningsforslagene er allerede offentliggjort,og praktiske udnyttelse er i gang; de viser klart hvor store besparelser, der kan opnås ved en rationel investering i skolevæsenet. I de amter eller dele deraf, hvor der hidtil er foregået en planlægning, har besparelsen i anlægsudgifterneligget

terneliggetpå 10_—20 % af, hvad man hidtil havde budgetteret med, og besparelsernei på ca. 10 %. Det bør tilføjes, at forslagene endvidere muliggør en bedre undervisningsform og i pædagogisk henseende må betegnes som et fremskridt.

Der er her således tale om et samarbejde mellem flere beslægtede discipliner,
økonomi, statistik og geografi, kombineret med de undersøgelser af mere eller
mindre teknisk art, der sædvanligvis udføres ved by- og egnsplanlægninger.

---

1. Mag. scient. & cand. polit. Amanuensis ved Københavns Universitet