Nicholas Kaldor: An Expenditure Tax. George Allen & Unwin Ltd. London 1955. 249 sider. Pris: 18 s.

Denne bog er nærmest at betragte som et
kampskrift, hvormed Kaldor har villet agiterefor,

---

1) Dr. polit., professor, Landbohøjskolen.

2) Cand. polit., fuldmægtig, Socialministeriet.

terefor,at man delvis erstatter den almindeligeindkomstskat med, hvad han har kaldt An Expenditure Tax, på dansk almindeligviskaldet en direkte forbrugsskat, altså en skat, der efter indgivelse af selvangivelse m. m. beregnes på grundlag af det konstateredeforbrug. Kaldor tænker sig den direkteforbrugsskat progressiv, hvad man vel også normalt gør. Men i og for sig behøver den ikke at være det.

Ideen om den direkte forbrugsafgift er gammel. Kaldor mener at kunne påvise, at den i det mindste er 300 år gammel. Lad det nu være, hvad det være vil; givet er det, at den i visse perioder har været stærkt diskuteret; for os står vel Irving Fisher som manden, der mere end nogen anden er gået ind for denne skat. Også herhjemme er den i de senere år blevet aktuel gennem forskellige politikeres, herunder vel først og fremmest Thorkil Kristensens, interesse for ideen. Denne bog viser, at man også i England interesserer sig for tanken.

Bogen synes at være blevet til derved, at Kaldor som medlem af en kommission er gået ind for disse tanker, men ikke har kunnet få kommissionen med sig. Denne tilstand er jo ikke usædvanlig og har før givet anledning til værdifulde mindretalsudtalelser eller, som her, arbejder uden for kommissionens rammer. I dette tilfælde er der kommet en yderst læseværdig og inspireret bog ud af det.

Forfatteren tager sit udgangspunkt i visse spekulationer over, hvad det egentlig er, der skal beskattes. Han går ud fra ordet »penge« og finder, at hvad folk vil have beskattet, er den evne, som man måler, når man siger om en mand, at han har så og så mange penge. Men når man kommer nærmere til definitionen af, hvad der så skal forstås herved, dukker vanskelighederne op. Kaldor mener ikke, at penge alene omfatter indkomst, men gør — og i mine øjne med rette — opmærksom på, at eksistensen af formue giver en mand en større dispositionsret end blot den dertil svarende indkomst. At lægge denne større dispositionsret til grund for beskatning er imidlertid ikke muligt. Han filosoferer i denne forbindelse bindelselidt over formueskattens berettigelse som supplement til indkomstskatter.

Herfra drages han over i betragtninger over, hvad man egentlig skal forstå ved indkomst, en række interessante afsnit, som jeg dog ikke vil gå ind på her.

Efter disse ledes han over i overvejelser over, om det i virkeligheden er spending power, der bør danne grundlag for beskatningen, og ikke snarere actual spending. Han kommer ind på, hvad det egentlig er, der bevirker, at en mands opførsel kan genere andre mennesker i samfundet. Han kommer til resultatet, at det kan ikke være, at pågældende tjener penge, heller ikke, at han sparer penge; først når han forbruger, begår han handlinger, der er i uoverensstemmelse med medborgernes interesser. Der er derfor ingen grund til at straffe en mand, fordi han tjener meget; det er i alles interesse, at manden tager initiativ og producerer meget. Der er først grund til at straffe ham den dag, den store fortjeneste giver sig udslag i et stort forbrug. Andet steds i bogen er han inde på betragtninger over, hvilken enorm gevinst for samfundet det var, da de rige gik over fra at bygge herregårde og slotte for deres penge til i stedet at bygge jernbaner. I konsekvens heraf spørger han, om ikke det rigtige er at beskatte det, som volder medmenneskene ulemper, nemlig forbruget, men at undlade at beskatte det, som det er i alles interesse at fremme, nemlig indkomsterne.

Bogen indeholder en nøje analyse af virkningerneaf indkomstskat og af direkte forbrugsskatpå henholdsvis opsparingen, villighedentil at bære risiko og lysten til at påtage sig arbejde. Han kommer for alle tre deles vedkommende til samme resultat, nemligat en direkte forbrugsafgift er bedre end indkomstskat. Den direkte forbrugsafgift vil ikke straffe opsparingen, som indkomstskattengør det. Den vil opmuntre til risikobæring,hvor indkomstskatten gør det modsatte,og endelig kommer han vel nærmest til resultatet, at den direkte forbrugsafgift er mere neutral over for villigheden til at påtage sig arbejde end indkomstskatten. Medens de to kapitler om henholdsvis opsparingog

ringogrisikobæring forekommer mig at være særdeles gode, forekommer afsnittet om tilskyndelserne til at arbejde at være temmelig spinkelt og delvis misvisende.

Bogen indeholder et væld af drøftelser og betragtninger. Disse er af meget stor værdi. Bogens karakter af et kamp- og stridsskrift kommer først og fremmest frem derved, at man kan være sikker på, at enhver drøftelse falder ud til fordel for den direkte forbrugsskat.

Indvendingen, der i almindelighed rejses mod den direkte forbrugsafgift, at denne afgift er umulig at administrere, at den forlanger en kyndighed fra myndighedernes side og en ærlighed fra skatteydernes side, som normalt ikke foreligger, kommer Kaldor i sin bogs sidste sider ind på. Hans interesse for skatten bevirker selvsagt en vis tilbøjelighed til at undervurdere vanskelighederne og at fremhæve de administrative fordele, som det lykkes ham at påvise.

Hans konklusion af de mere praktiske afsnit er dog, at en sådan skat ikke i dag er gennemførlig for hele det store indkomstområde. Derimod foreslår han, at man indfører den til erstatning af den engelske supertax, d. v. s. det tillæg, som store skatteydere betaler udover basic rate. Den yderste progression på indkomstskatteskalaen foreslås således erstattet af en skat på stort forbrug.

Bogen er ualmindelig velskreven og derfor
også forholdsvis letlæselig.