Monopolloven. Med kommentarer af Steen Richter. G. E. C. Gads forlag, 1955. 208 s. Pris: kr. 16 uindb.

Forfatteren, som besidder en stor viden såvel om den administrative praksis under de hidtidige prislove som om forarbejderne til den nugældende monopollov af 31. marts 1955, giver i det her foreliggende arbejde sine kommentarer til denne lov. Et væld af relevant materiale er fundet frem, ordnet og fortolket. Herunder får forfatteren lejlighed til at informere læserne om, i hvilke tilfælde priskontrolrådets hidtidige praksis kan forventes at være vejledende m. h. t. den praksis, der må opstå i den nye lovs kølvand, og i hvilke tilfælde dette ikke kan forventes. For den, der vil sætte sig ind i loven, kan forfatterens kommentarer yde en udmærket støtte. Anmelderen har kun enkelte kommentarer til kommentarerne.

Til udtrykket »erhvervsgrene« i § 2 (»lovenfinder anvendelse ... indenfor erhvervsgrene,hvor konkurrencen ... er begrænset«),siger forfatteren (side 15): »Udtrykketkan ikke opfattes som dækkende »brancher«,men må snarere antages at omfatte »varer eller tjenesteydelser«, idet begrænsningenaf konkurrencen altid må angå bestemtevarer eller ydelser. Det kan imidlertidofte være vanskeligt i de enkelte tilfælde at fastslå, hvad der skal forstås ved en »vare« ... Man kommer dog formentlig lovensmening nærmest ved at forstå udtrykketsom omfattende de varer eller vareområder,der berøres af konkurrencebegrænsningen«.— Forfatteren har set rigtigt i, at ordet erhvervsgrene er mindre heldigt. Det åbner muligheder for retstviste, der skulle være udelukket efter lovens hensigt. F. eks. vil en mærkevareproducent altid, hvis der i erhvervsgrenen findes producenter på samme»horizontale« stade, der sælger deres produkter i konkurrence med hinanden, kunne hævde, at der er konkurrence i erhvervsgrenen,hvorfor loven ikke kan anvendespå hans forhold. Ja, sammenslutningenaf producenter på et hvilket som helst led i en erhvervsgren kan melde hus forbi, hvis der er konkurrence før og/eller efter deres led i »vertikal« retning. — Men anmelderenkan

melderenkanikke se bedre end, at når forfatterenkommer til det rigtige resultat, at »erhvervsgrene« står for »vareområder der berøres af konkurrencebegrænsning«, så bliverden rent praktiske konklusion den, at ordet erhvervsgrene kan undværes, da det er overflødigt, jævnfør resten af paragraffen.

Umiddelbart efter kommentaren til »erhvervsgrene« kunne der være anledning til en kommentar til ordene »konkurrence« og »konkurrencebegrænsning«. Det ville være interessant at få klarlagt — hvis det er muligt — om konkurrencebegrænsning udelukkende sigter på begrænsning i priskonkurrence og ikke på f. eks. begrænsning i reklamekonkurrence eller i servicekonkurrence. Vil man afvise en læge, der klager til priskontrollen over, at hans »brancheforening« forbyder ham at reklamere, med den begrundelse, at denne konkurrencebegrænsning medfører urimelig indskrænkning i den frie erhvervsudøvelse? Vil man afvise en producent, der klager over, at hans brancheforening begrænser servicekonkurrencen?

Forfatterens kommentarer (s. 15) til ordene »i hele landet« i samme paragraf, (»hvor konkurrencen i hele landet eller indenfor lokale markeder er begrænset«), forekommer anmelderen at være resultatet af en malplacering af ellers fornuftige bemærkninger. Kommentaren hører hjemme under kommentar nr. 1 eller nr. 2 — En kommentar til ordet i »hele landet« måtte lyde: når »hele landet« nævnes, er det en følge af, at lovgiverne har ønsket at sigte også på mindre områder, hvorfor disse udtrykkeligt måtte nævnes. Men så blev det nødvendigt — for at få orden i tingene — at nævne »hele landet« først.

Man kan vel ikke bebrejde forfatteren, at han ikke tager standpunkt til, om urimelige priser også omfatter »urimeligt lave priser«, thi dette spørgsmål er, såvidt vides, uafklaret. Det kan måske dog hævdes, at loven ikke kan sigte på urimeligt lave priser i almindelighed, for kun få og uvigtige tilfælde af det, folk forstår ved urimeligt lave priser, kan forhindres gennem offentligt tilsyn med monopoler og konkurrencebegrænsninger ninger(jfr. § 1). Såvel købermonopoler, som priskrig mellem storvirksomheder på ufuldkomne markeder hører jo til sjældenhederne. Om loven skulle kunne bruges til at forhindre urimeligt lave priser i almindelighed, skulle den også omfatte erhvervsgrene, hvor konkurrence ikke er begrænset (jfr. §2).

løvrigt synes forfatterens kommentarer at være meget oplysende, og bogen skønnes derfor at kunne blive værdifuld for erhvervsfolk, sagførere, revisorer og embedsmænd. Dette er bogens hensigt, og det er derfor i og for sig irelevant at bemærke, at dens kommentarer ikke direkte bidrager til en økonomisk-teoretisk afklaring af monopolpolitikken. Når anmeldelsen ikke slutter hermed, skyldes det, at uanset, at forfatteren ikke har tilsigtet et indlæg i den økonomiskteoretiske debat om monopolpolitikken, går han i et par tilfælde i sine forsøg på at afklare, hvordan lovens bestemmelser skal forstås, så dybt ind i problemerne, at vigtige spørgsmål, der må interessere økonomikken,

Referatvis fremhæves det i kommentarerne til § 11 (se side 64), at prisens og omkostningernes højde må bedømmes i forhold til varens kvalitet. Det er en svaghed ved loven, at den ikke fastslår denne simple, men vigtige økonomiske kendsgerning. Hvis det offentlige ikke har indseende med vareenhedens definition, kvalitativt og kvantitativt, kan man ikke afskaffe urimeligheder i monopolers prisfastsættelse alene ved at regulere priser. Man må komplimentere erhvervsorganisationerne for deres dygtighed, da de fik lovgiverne overtalt til at stryge ordet varekvalitet af forslaget til §11, fordi »kontrol med varekvaliteter forudsætter et varekendskab, som tilsynet ikke vil kunne være i besiddelse af«. (Se side 63).

Forfatterens drøftelse af begrebet urimeligi forbindelsen »urimelige virkninger af konkurrencebegrænsninger« vil jeg resumerederhen, at forfatteren anser virkningernefor urimelige, hvis ikke: (a) effektive metoder og virksomheder får adgang til efterhånden at fortrænge mindre effektive, (b) forrentningen af den arbejdende kapital

set på længere sigt overstiger samfundets almindeligerenteniveau med mere end nødvendigtunder h. t. risikoen i hvert enkelt tilfælde (side 59). Hertil kan vel føjes: (c) lønnen for driftsherrens egen indsats set på længere sigt ikke overstiger den almindelige driftslederløn i andre brancher, med passendehensyn til indsatsen i hvert enkelt tilfælde. — Forfatteren ser godt de store vanskeligheder ved dette urimeligheds-begrebog sætter sin lid til skønnet i de enkelte tilfælde. Det er også klart, at man i praksismå klare sig med et skøn. Men anmelderenføler trang til at fastslå, at det er en illusion at tro, at man ad videnskabelig vej kan nå frem til en målestok for urimelighed,der kan anvendes i grænsetilfælde på konkurrencebegrænsede markedsområder.

Det er umuligt for staten at bevise, at andre metoder og private erhvervsvirksomhedstyper, der ikke forefindes på området, er mere effektive. Og svært at bevise at visse metoder og virksomhedstyper, der vel forefindes, under alle tænkelige afsætningsforhold vil være de mest effektive.

Den passende risikodækning og den passende driftslederløn er ikke matematisk beregnelige størrelser men kompensation for subjektive fænomener. Det er ikke muligt under konkurrencebegrænsning at bevise overfor producenter, at de får mere, end en grænseproducent ville få under fri ligevægtsprisdannelse.

Hvis staten vil beskytte forbrugerne, må den — når den selv eller forbrugerne ikke har positiv interesse i konkurrencebegrænsning — bortrydde hindringer for tilgang og fremhjælpe god viden om markedsforhold. Og hvis staten og/eller forbrugerne har interesse i konkurrencebegrænsning, må den sørge for selv at være den, der begrænser: d. v. s. den må bortlicitere produktionstilladelserne og benytte provenuet til forbrugernes

Forfatterens grundige kommentarer afslører også lovens etiske ejendommeligheder: Offentlige virksomheder må det, som staten forbyder private. Urimelige prisberegninger, der ikke er tilladt overfor landets borgere, får frit slag overfor udlændinge. Aftaler, der ikke kan forventes at få større betydning, skal ikke kontrolleres. Det er altså ikke hensigten, det kommer an på.