William S. Vickrey: The Revision of the Rapid Transit Fare Structure of the City of New York. Technical Monograph Number Three udgivet af Mayor's Committee on Management Survey of the City of New York. Febr. 1952. 156 s.

I en tid, hvor takstpolitiken og da specielt sporvejstaksterne drøftes i økonomiske kredse, er der vel anledning til at gøre opmærksom på, hvad en kendt nationaløkonom, professor Vickrey, som rådgiver for byen New York mener om disse spørgsmål.

Udgangspunktet har været, at de kollektive trafikmidler gav et ikke übetydeligt underskud, og at kommunen, inden man gik til takstforhøjelse, bad professor Vickrey om en økonomisk betonet undersøgelse.

I denne begyndes der med en analyse af omkostningerne særlig under hensyn til de forskellige gruppers mere eller mindre faste eller variable karakter, hvorefter man forsøger at dele disse dels på de forskellige tidspunkter og dels på de forskellige strækninger. Forfatteren kommer til det resultat, at omkostningerne er væsentlig højere i de centrale dele af Manhattan og i direkte tilknytning til arbejdstidens begyndelse og ophør.

Ud fra denne omkostningsanalyse gennemgår han de forskellige almindeligt anvendte takstprincipper som enhedstarif og afstandstarif etc. og påviser, at disse ligger meget langt fra de omkostninger, som de forskellige grupper af trafikanter fremkalder.

Overfor sådanne principper hævder han, at taksterne bør sættes i nærmere relation til de meromkostninger, den enkelte trafikant forvolder. Han vil dog ikke følge det marginale princip slavisk, bl. a. fordi det ville være administrativt uoverkommeligt at forandre priserne fra time til time og fra station til station, men går ind for et princip, hvorefter taksterne varieres eftersom det drejer sig om det centrale område, mellemområder og yderområder, og eftersom det drejer sig om rush hours, næsten rush hours og udenfor rush hours samt om de forskellige retninger.

Selvom omkostningerne er næsten nul ved transport om morgenen fra centrum til yderdistrikterne, vil han dog bevare en takst på 5 cts., hvilket er en betydelig nedsættelse. Den samme pris foreslås gældende til hen på eftermiddagen, hvor prisen i næsten rush hours sættes til 15 cts. og i de egentlige rush hours til 25 cts. Tilsvarende principper foreslås for de andre områder og andre tider.

Forfatteren går derefter over til at undersøge virkningerne og kommer herved ind på forskellige elasticitetsberegninger. De beregnede virkninger vil være en forøget trafik på de tider og områder, hvor kapacitetsudnyttelsen er ringe, og forfatteren mener også at kunne beregne, hvor meget trafiken i rush hours vil gå ned dels som følge af prisforhøjelsen og dels som følge af, at en del trafikanter (butiksindkøb etc.) vil være mere tilbøjelige til at forskyde deres rejse fra rush hours til andre tidspunkter. Det samlede resultat skulle dels være en mere jævn benyttelse af de kollektive trafikmidler og dels en forbedring i deres samlede økonomi.

Der er meget for en økonom velkendt og tiltalende i Vickreys tankegang, og det vil ikke være urimeligt, om man også tog en tilsvarende fremgangsmåde op til mere indgående overvejelse her i landet.

Svagheden i fremstillingen er, at Vickrey kun ser problemet fra de kollektive trafikmidlers synspunkt. Jeg synes ikke, man kan se bort fra muligheden af, at de, der arbejder i de centrale bydele og ikke gerne vil betale 50 cents hver dag, ville foretrække at benytte deres vogn til og fra arbejde, selv om det medførte forskellige übehageligheder i retning af standsninger og langsom kørsel. Dette kan tænkes at forøge trafikvanskelighederne og nødvendiggøre udvidelse af gadearealet muligvis med det resultat, at Vickreys forslag set fra kommunens samlede interesse ville medføre stigende omkostninger.

Hvis man her i landet ville tage Vickreys tanker op til overvejelser, burde man derfor ikke alene se på virkningerne indenfor sporvejsdirektørens, men også på virknin-

gerne indenfor stadsingeniørens (eventuelt
statens) regnskabsområde.

---

1. Kontorchef. Lektor ved Københavns Universitet.