Joseph A. Schumpeter: Ten Great Economists, London 1951, Allen & Unwin, XIV+3OS sider. 21 sh.

Kort før sin død gav Schumpeter tilladelse til udgivelse af visse afhandlinger om store økonomer, som han havde skrevet i perioden 1910 til 1950 til forskellige tidsskrifter. Det drejede sig om afhandlinger om Walras, Menger, Marshall, Pareto, Bohm Bawerk, Taussig, Fisher, Mitchell og Keynes. Hertil har udgiverne føjet de kapitler fra Schumpeters »Capitalism, Socialism and Democracy«, som handler om Marx's lære. Endvidere tre korte artikler om Knapp, Wieser og Bortkiewicz.

Beundrere af Schumpeters skrifter vil næppe undvære blot en enkelt af disse afhandlinger. Er dette sagt, skal det imidlertid også tilføjes, at man ikke i dem alle må vente at finde biografier, der karakteriserer de pågældende og føjer nye træk til deres portrætter, og heller ikke i dem alle må vente at finde oversigter over de pågældendes teorier med dybtgående analyser af disse. Kun nogle af de tretten essays udmærker sig på det ene eller det andet af disse punkter og få på begge. Men alle har de fortjent igen at blive gjort let tilgængelige, for alle er de udtryk for Schumpeters omfattende læsning og personkendskab, hans sympatiske indlevelse i andres tanker og hans veloplagthed i fremstillingen.

Som et eksempel på en af de artikler, der giver en karakteristik af en forsker, man ellers ikke ved meget om, er anmelderen tilbøjelig til at fremhæve den sidste artikel i bogen, den om Ladislans von Bortkiewicz. Læseren vil næppe kunne forblive helt übevægei ved den korte mesterlige fremstilling af ikke optimalt udnyttede muligheder, som denne ensomme polak repræsenterede. — Og som eksempel på en afhandling, der giver en dybtgående analyse af en stor forskers teori, peges på den første i bogen, den om Marx's lære.

Schumpeter var usædvanlig kvalificeret til at skrive om Marx's lære, fordi det led i denne, der var mest originalt, og som har vist sig mest frugtbart som arbejdsredskab — Marx's teori om den økonomiske udvikling — omhandlede et emne, Schumpeter selv havde arbejdet intensivt med — vel som den eneste af nutidens store europæiske økonomer. I sin grundige gennemgang af Marx's lære efterlod S. de interesserede værdifulde nøgler til de indre gemakker i Marx's kinesiske æskebygning. Et eksempel: »Marx did not hold that religions, metaphysics, schools of art, ethical ideas, and political volitions were either reducible to economic motives or of no importance. He only tried to unveil the economic conditions which shape them and which account for their rise and fall.« (S. 11_—12). Og endnu en nøgle vedrørende den økonomiske historie i økonomikken. »But the facts of economic history were assigned to a seperate compartment. (S. tænkte her på datidens økonomik bortset fra Marx's). They entered theory, if at all, merely in the role of illustrations, or possible of verifications of results. They mixed with it only mechanically. Now Marx's mixture is a chemical one; that is to say, he introduced them into the very argument, that produces the results«.

Et andet højdepunkt er S.'s afhandling om Pareto. S.'s gengivelse og diskussion af Paretos realistiske (nogle mener kyniske) syn på politik stiller — sikkert uden at det har været hensigten — visse af de andre omtalte økonomers mere glimtvis refererede forhold til politik i skarpt relief og får de pågældendes syn på politik til at synes ekstra naivt. Dette gælder særligt om Marshall og Irving Fisher.

Schumpeters afhandling om Keynes bæres af såvel stor beundring som skarp kritik. Kritikken sætter særlig ind overfor svage punkter i Keynes kredit- og renteteori, og overfor hans interessante men enøjede fortolkning af arbejdsløshedsfænomenets rsager. synes anmelderen berettiget. Keynes's viden om, hvad der var præsteret på kontinentet af kapitalrenteteori, synes mig vanskelig at karakterisere uden fare for at støde an mod almindelig akademisk etikette. — Beundringen gjaldt Keynes originalitet og energi, der kendetegnede såvel hans teoretiske arbejde som praktiske virke, og beundringen finder sit elegante og ægte schumpeterske udtryk i den lille sætning i det biografiske afsnit, som lyder: »Everyone knows of the honor that has been conferred upon the House of Lords«.

Nu savner vi en økonom, der kunne skrive en tilsvarende afhandling om den mand, der i de anmeldte afhandlinger uegennyttigt placerede andre i rampelyset.