Kjeld Bjerke: Opsparing, kapitalbevægelse og formuernes sammensætning i København 1949. Institutet for Historie og Samfundsøkonomi. Ejnar Munksgaards Forlag. Kbh. 1954. 54 sider. Pris kr. 3,00.

Behovet for empirisk belysning af de forskellige opsparingsproblemer er blevet stadig mere påtrængende. De senere års drejning af den økonomiske politik i retning af i voksende grad at bygge på generelle påvirkninger af indkomstanvendelsen har understreget dette behov. Vor reelle viden om opsparingen er set på denne baggrund tydeligvis utilstrækkelig, og det ikke mindst hvor det drejer sig om at indkredse opsparingsfænomenerne på et rent talmæssigt grundlag. Her er situationen endnu i dag den, at opsparingens totale størrelse knap nok er kendt med rimelig sikkerhed. Endnu spinklere er erfaringsgrundlaget, hvor det gælder fordelingen af opsparingen efter art og indenfor de enkelte befolkningsgrupper. Og na'sten helt i blinde arbejder man i bedømmelsen af sparevanerne og opsparingens kvalitet — det sidstnævnte forstået bl. a. som varigheden af den enkelte opsparing

Institutet for Historie og Samfundsøkonomi har søgt at råde bod på nogle af de fremhævede mangler ved at tage initiativet til den ovennævnte undersøgelse over nettoopsparingen, kapitalbevægelserne og formuernes sammensætning i København, som kontorchef Bjerke har forestået. Som antydet, har undersøgelsesområdet foreløbig været begrænset til hovedstaden. Ifølge forordet er det dog senere hensigten at udbygge arbejdet ved en lignende undersøgelse for nogle typiske skattekredse ude i landet, for at opnå en i lokal henseende nogenlunde alsidig belysning af opsparing, investering og formuedannelse her i landet.

Den heromhandlede lille undersøgelse er at betragte som et forholdsvis begrænset skridt i retning af en statistisk klarlæggelse af opsparingsformerne. Dels er undersøgelsen foretaget på grundlag af skattematerialet og derfor nødvendigvis belastet med dettes unøjagtigheder og begrænsninger. Dels er den behæftet med den — dog formentlig ret ringe — usikkerhed, som følger af den specielle undersøgelsesteknik, der er anvendt, navnlig derved, at undersøgelsen er foretaget på grundlag af et partielt udsnit, kun omfattende små 4000 københavnske formueejere.

For tallenes praktiske anvendelighed er det måske mere betænkeligt, at undersøgelsen er begrænset til året 1949. Det rejser i al fald straks spørgsmålet om, i hvilken grad dette år kan regnes for typisk i opsparingsmæssig henseende, således at resultaterne skulle kunne anvendes mere generelt. Ganske vist er det berettiget at betragte kalenderåret 1949 som et nogenlunde normalt år i den forstand, at virkningerne af devalueringen først satte igennem i løbet af 1950. På den anden side er bruttoopsparingen siden undergået en ganske væsentlig niveauforskydning opefter, samtidig med at der ci- sket betydende ændringer såvel i ind-

komstfordelingen som i beskatningsforholdene og vilkårene på kapitalmarkedet, hvilket altsammen betinger nogen skepsis overfor en alt for direkte anvendelse af erfaringerne fra det pågældende år. Lad det imidlertid straks være sagt, at anderledes er betingelserne som regel ikke for statistiske engangsundersøgelser. I det foreliggende konkrete tilfælde, hvor det drejer sig om belysning af de mere grundlæggende træk ved opsparingen, er der endda nogen grund til at formode, at relationerne næppe i større omfang skulle være forrykket i forhold til det år, undersøgelsen

For en konkret betragtning er det indtryk, som bundfælder sig ved gennemgangen af de indvundne resultater, at visse befolkningsgruppers og herunder navnlig de selvstændiges opsparing er så varierende og konjunkturpåvirkelig, at det her vil være lidt betænkeligt at anvende materialet som basis for mere generelle slutninger. Derimod gælder det samme næppe i tilsvarende grad de store talstærke og indbyrdes mere homogene befolkningsgrupper: funktionærerne og arbejderne, der i 1949 og perioden efter har nydt godt af beskæftigelsesmæssigt forholdsvis stabile

Med den tiltagende indkomstnivellering knytter en ganske særlig interesse sig selvsagt til opsparingen i netop disse jævne indkomstlag. Det fremdragne talmateriale kunne tyde på, at opsparingen her i al almindelighed er blevet undervurderet. Det er ikke muligt at referere enkeltheder i undersøgelsen, men som et særligt interessant træk fortjener det at fremhæves, at arbejdere tilsyneladende når maksimal opsparingskvote (6 pct. af indkomsten) allerede indenfor et så lavt indkomstinterval som 3000_—5000 kr., og at de i hvert indkomstinterval har en højere opsparingskvote end funktionærer og tjenestemænd, som iøvrigt først når maksimum i intervallet 15^—30000 kr.

Den foretagne undersøgelse bidrager ikke blot med et værdifuldt nyt stof til belysning af opsparingens størrelse og fordeling på erhvervs- og indkomstgrupper og iøvrigt også efter størrelsen og retningen af den stedfundne kapitalbevægelse. Men den giver også en del nyt materiale til belysning af sammensætningen af formuerne tilhørende det undersøgte udsnit af københavnske formueejere. Undersøgelsen har også på dette område væsentlig selvstændig værdi gennem den stedfundne talmæssige præcisering af relationer, hvorom man hidtil kun har kunnet nære meget vage forestillinger.

En ulempe er det dog — det bør understreges — at det benyttede skattemateriale kun tillader en belysning af nogle enkelte hovedgrupper af formueanbringelse nemlig indestående i bank og sparekasse samt placering i værdipapirer, forretningsaktiver og fast ejendom. Foruden en belysning af visse andre formueplaceringer ville der have knyttet sig en ikke ringe interesse til en opdeling af gruppen værdipapirer, der udgør godt 20 pct. af formuemassen. En sådan statistik specificeret efter papirets art er tilrettelagt i adskillige andre lande eksempelvis Sverige og U.S.A. og er efterhånden ret påkrævet også herhjemme. Ved at fremdrage denne lille mangel rokkes der imidlertid ikke ved hovedsagen: a1 den her omhandlede undersøgelse, såvidt det kan skønnes, har presset det begi ænsede kildemateriale, som stod til rådighed, for næsten alle relevante oplysninger, og det på en sådan måde, at resultaterne har skærpet lysten til at få gravet dybere på andre områder. Den bebudede fortsættelse af undersøgelsen for nogle provinskommuner imødeses derfor som et velkomment supplement. Forhåbentlig vil der jævnsides hermed frembyde sig lejlighed til at gribe opsparingsproblemet an også fra helt andre sider. Undersøgelser ved hjælp af den moderne spørge- og stikprøveteknik og på grundlag af pengeinstitutternes kontooplysning ville uden tvivl kunne forøge vor viden med meget nyt.

Indtil noget sådant foreligger, vil det være vanskeligt at komme uden om den her omhandlede undersøgelse som kilde til talmæssig viden om opsparingen. De korte, vel knappe kommentarer begrænser måske den kreds, som vil lade sig interessereaf

sereaffremstillingen. Til gengæld er tabelstoffet gennemgående så instruktivt og klart tilrettelagt, at det skulle tilsikre også andre end de på området særligt sagkyndigeen hurtig og præcis tilegnelse.