Lionel Robbins: The Theory of Economic Policy in English Classical Political Economy. Macmillan & Co, London, 1953, IX+ 217 sider. Pris 15 sh.

Begyndelsen til denne bog blev gjort i 1939, men krigens udbrud bevirkede en elveårig pause i forfatterens arbejde. Man må være ham taknemlig for, at han tog sig tid til at genoptage arbejdet, thi resultatet er blevet en påkrævet bog indeholdende en velskrevet, samlet fremstilling af,

hvad klassikerne mente om økonomisk politik. Anmelderen vil sammenligne det, Robbins her har foretaget, med det restaureringsarbejde, som er foretaget af enkelte klassiske malerier, med det resultat at man bag flere lag fernis og overmaling er kommet ned til det originale værk, og har opdaget, at dette var anderledes og mere interessant end det forfalskede billede, der var blevet overleveret.

Det har været forfatterens formål at give en sammenhængende fremstilling af, hvad klassikerne fra Smith til Mills, fader og søn, har ment om økonomisk politik; derimod har forfatteren ikke sat sig den opgave at kritisere deres politiske tanker i lys af nutidens politiske videnskab. Vi behøver næppe beklage dette, for uden forklejnelse af hvad denne videnskab ellers kan yde, det sidste ord om betingelserne for menneskenes velfærd har den ikke sagt endnu. — Robbins fremstilling samler sig da om følgende emner: Klassikernes stilling til: (1) økonomisk frihed, (2) statens funktioner, (3) den brede befolknings livsbetingelser og (4) socialisme. Der sluttes med en stort anlagt oversigt.

I alle afsnittene giver forfatteren dels en fremstilling af klassikernes stilling godt exemplificeret med citater. Dels en afsløring af populære misforståelser om deres stilling. Danske læsere, der har »gået til« professor Iversens gennemgang af Ricardo og Stuart Mill, vil dog i forvejen være blevet immune overfor nogle af disse misforståelser, og derfor heller ikke komme ud for så store overraskelser ved Robbins

Robbins afhandling er båret af sympatisk, men dog ingenlunde ukritisk indlevelse. Der er måske enkelte steder, hvor forfatterens sympati dominerer over den kritiske sans, men ingen steder, hvor logikken lades i stikken. Kun hvor Robbins i indledningsafsnittet på samme side fastslår, at klassikerne er blevet misforstået, og at de har haft stor historisk betydning, bevæger han sig på grænsen af det logisk forsvarlige. De misforståede fremstillinger af klassikerne har utvivlsomt haft praktisk betydning for laissez-fairepolitikken, politikken,idet man ved hjælp af disse har påberåbt sig klassikernes autoritet som borgen for laissez-faire-politikkens rigtighed. Var klassikerne blevet forstået rigtigt og citeret mere fuldstændigt, havde de ikke kunnet påberåbes — i hvert fald ikke i det omfang, det er sket. Men den historiske betydning af et misbrug af et sæt teser beviser intet om de uforfalskede tesers historiske betydning.

Det kan tilføjes, at det er gået anmelderen, som det måske også vil gå andre læsere, at man ikke kan lade være at spørge sig selv, om misforståelsen af de ældre klassikere (Stuart Mill må nok vindtages her) ikke kunne være blevet undgået eller formindsket, hvis de pågældende selv havde taget mere energisk til orde imod laissez-faire-forkæmpernes påberåbelse af nationaløkonomien. Når jeg så dristig påstår, at dette ikke er sket, skyldes det helt enkelt dette, at man trygt kan regne med, at Robbins ville have bragt sådanne dementier frem, om de havde eksisteret. Set fra den rene teoris synspunkt havde det måske været en fordel, om de ældre klassikere klart have taget afstand fra den outrerede laissez-faire politik, for Schumpeter havde ret i, at identificeringen af klassisk nationaløkonomi og laissez-faire betød et prestigetab for teorien i slutningen af forrige århundrede, som endnu havde eftervirkninger i dette. Prestigetabet kom, da de politiske strømninger begyndte at gå imod laissez-faire, og som uundgåelig sidevirkning bragte det, man anså for denne politiks teoretiske begrundelse, i miskredit. Denne side af sagen går Robbins dog ikke ind på, men hans fremstilling tjener som en sandsynliggørelse af, at uundgåeligheden i sidevirkningen lå i en identifikation — som kunne være undgået!

Den tanke vil måske strejfe læseren, efter at han har gjort sig bekendt med bogens titel og kapiteloversigter, at dens budskab udelukkende går til de dogmehistorisk interesserede. Dette er dog ikke tilfældet. En enkelt smagsprøve fra fremstillingen af Stuart Mills forhold til socialismen vil vise dette. Mill hævdede og

søgte at sandsynliggøre, at kunne den private ejendomsret reformeres (særlig arveretten), almindelig folkeundervisning gennemføres og en passende børnebegrænsning opstå, ville fattigdommen forsvinde uden at andre væsentlige ændringer i samfundet var nødvendige, »and the question of Socialism is not, as generally stated by socialists, a question of flying to the sole refuge against the evils which now bear down humanity; but a mere question of comparative advantages which futurity must determine«. Man kan være enig eller uenig i konklusionen, men man kan ikke benægte, at alle de afgørende momenter er taget op, således at Mills sætning også idag ville være et fortrinligt udgangspunkt for en økonomisk-politisk statusopgørelse og auseinander-setzung om samfundssystemets