Levnadskostnader och Reallöner i de Nordiska Huvudstaderne.

Nordisk Statistik Skriftserie, Stockholm 1954,
92 sider, pris kr. 4.

Ovennævnte rapporter, der begge beskæftiger sig med problemer i forbindelse med internationale sammenligninger af livsvilkår, har særlig værdi ved deres principielle redegørelser for de vanskeligheder, der er forbundet med på forsvarlig og meningsfuld måde at foretage sådanne sammenligninger. De to ekspertkomiteer, der har stået for udarbejdelsen, blev nedsat af internationale, politiske organer, UNkomiteen således i henhold til en resolution, hvorefter U.N.-'s generalforsamling i 1952 opfordrede det økonomiske og sociale råd til at »continue to pay special attention to changes occurring in the standards of living of the working populations, and to provide for the working out of adequate statistical methods and techniques so as best to facilitate the gathering and use of pertinent data in order to enable the Secretary-General to publish regular annual reports showing changes in absolute levels of living conditions in all countries and which would permit the study of this problem in the light of changing general economic conditions; and invites all Member States to furnish to the Secretary- General all the data required for this purpose.«

Den skandinaviske komite nedsattes ved
det nordiske socialministermøde i Helsingfors

Initiativet var således politisk, hvilket vel må ses i forbindelse med, at emnerne er fulde af sprængstof og problemernes løsning af vigtighed for verdenspolitikken. Men de løsninger, der fra ekspertside kan lægges frem, er negative eller i bedste fald flertydige.

U.N.-komiteen, hvor statistisk, sociologisk og økonomisk sagkundskab var repræsenteret, med inderen V. K. R. V. Rao som formand, når således til, at »there is no single index of the level of living as a whole that can be applied internationally.«

Komiteen er særligt afvisende over for at anvende per capita nationalindkomsten eller andre monetære index som grundlag for internationale sammenligninger af livsvilkår (s. VI); men iøvrigt fremsættes den opfattelse, at det overhovedet ikke er muligt at finde eet enkelt generelt akcepteret udtryk for livsvilkår, som kunne måles og sammenlignes, idet der på betydningsfulde områder ikke er enighed om, hvad der skulle være op eller ned på målestokken.

For dog at komme et lille stykke vej, defineres — idet »standard of living« forkastes som belastet med for mange forh&ndsforestillinger — begrebet »leveniveau« (»level of living«) som sammensat af 12 komponenter 1) sundhedsforhold, 2) ernæringsforhold, 3) uddannelsesforhold, 4) arbejdsbetingelser, 5) beskæftigelse, 6) forbrug og opsparing, 7) kommunikationsforhold, 8) boligforhold, 9) beklædningsstandard, 10) fritidsmuligheder, 11) social sikkerhed og 12) menneskelig frihed.

Nogen mulighed for at veje disse komponenter sammen i et indeks synes ikke at forekomme, og ingen af dem kan måles direkte. For de første 7 kan der findes visse »indikatorer«, for de sidste 5 findes ingen kvantificerbare udtryk.

Yderligere vanskeligheder beredes ved, at de fleste af de principielt målelige »indikatorer« rent faktisk ikke opgøres statistisk i ret mange lande, (når man ser

på verden som helhed, hvor de »underudviklede« lande vejer tungt både i antal og befolkning), og de kan efter deres karakter vanskeligt samles til et enkelt udtryk.

Komiteen foretager derfor yderligere et skridt tilbage fra den oprindelige målsætning, og i stedet for at søge at bestemme komponenterne i »leveniveauet« hver for sig, opstiller den en prioritetsliste over et stærkt begrænset antal »syntetiske« indikatorer, som der skulle være en chance for at måle internationalt, og som kunne give en antydning af, hvorledes landene med hensyn til livsvilkår er placeret i forhold til hinanden. Øverst på listen står gennemsnitslevealder ved fødslen og børnedødelighed, calorieforsyning og læsefærdighed, længere nede forskellige økonomiske størrelser, som skulle give oplysning om nationalindkomst og landenes resourcer.

Ak og ve! Selv til opfyldelse af disse beskedne fordringer savnes i dag i de fleste lande de nødvendigste statistiske opgørelser. (Der gøres således i 2 oversigtstabeller rede for, hvor mange lande, der har eller oftere mangler det nødvendige materiale).

Komiteens rapport munder derfor ud i en indstilling om, at der under U.N.'s ledelse foretages en koordineret udbygning af de statistiske organisationer i de lande, hvor de er mangelfulde, med særligt henblik på at fremskaffe pålidelige oplysninger om de vigtigste indikatorer.

Desuden anbefales gennemførelse af koordinerede studier af familiernes liv til belysning af livsvilkårene fra en anden synsvinkel.

Så værdifuldt dette er i sig selv til belysning af livsforhold og menneskelige eksistensvilkår jorden over, virker komiteens skildring af vanskelighederne for at finde dækkende, kvantificerbare og sammenlignelige udtryk for disse livsvilkår så overbevisende, at man nærmest kommer til den slutning, at det kan ikke lade sig gere, i alt fald ikke inden for en overskuelig

For så vidt bestyrkes ens tvivl på mulighederne af internationale sammenligninger vedrørende levevilkår på den statistiske tekniks nuværende stade i de fleste lande, når man læser betænkningen om sammenligning mellem leveomkostninger og reallønninger i de nordiske hovedstæder udarbejdet af statistikere fra de officielle statistiske kontorer i de 4 lande — og iøvrigt udgivet som 1. bind i en ny serie med meddelelser om fællesnordiske, statistiske problemer m. m. Betænkningens opgave både geografisk og med hensyn til problemernes art og omfang vedrører kun et hjørne af det problemkompleks, som U.N.komiteen har tumlet med. I realiteten er forudsætningen for de sammenligninger, den nordiske komite foretager, at de fleste af de komponenter, som U.N.-komiteen har så megen møje med at finde mål for, er ens i de nordiske lande. At en vis lighed forudsættes, fremgår af komiteens bemærkning s. 8: »Om man skall gora jåmforelser mellan skiida lander, bør det vara sårskilt låmpligt att borja med de nordiska lånderna. Skillnaderna mellan dessa lander år i fråga om konsumtionsvanor, klimat, varutillgång m. m. ej alltfor stora, och det innebår inga ooverkomliga svårigheter att kartlågga dem.« Er opgaven således mere begrænset, gåes der til gengæld langt dybere ind på detailproblemerne, og også for denne komite tårner vanskelighederne sig op trods et ihærdigt arbejde, og mange spørgsmål er endnu uløst.

Den teoretiske vanskelighed ved sammenligningeraf leveomkostninger og reallønningerer, at begge begreber er indeksudtryk,og allerede valget af indeksformel er arbitrært. Yderligere vanskeligheder mødersammenligninger over geografisk afstand(eller længere tidsrum) ved, at det ikke er muligt at fastholde selve begrebsindholdetuændret. Mennesker lever nu engang forskelligt på forskellige steder og tider, og selve dette at forudsætte, at man skulle leve på det nye sted som »hjemme«, således som det sker ved anvendelsen af Laspeyres formel til sammenligning af leveomkostninger, er i sig selv urealistisk, hvis ikke urealisabelt. Andre teoretikere end Laspeyres f. eks. Koniis har derfor

også (omtalt s. 10) søgt at komme udenom dette problem ved i stedet for at forudsætteuændret levevis at opstille indifferensniveauerfor konsumenterne; men også dette indebærer betydelige vanskeligheder og opstilling af meget abstrakte forudsætninger,og komiteen har da valgt at holde sig til Laspeyres beregningsmåde. Imidlertidgiver dette ved sammenligning af leveomkostningermellem 2 steder to løsninger, idet det ikke kan forudsættes, at den udgiftsforandring,personen a vil få ved at købe sit vanlige forbrug i landet B, svarertil, hvad personen b vil få ved at købe sit forbrug i landet A.

Komiteen akcepterer denne uoverensstemmelse og tvetydighed og går således ind for det princip hellere at give en flertydig løsning med en klar mening end et enkelt, men uklart udtryk. Ved sammenligning mellem 4 lande bliver der imidlertid ved denne beregningsmåde tale om 12 relationer (1 fra hvert af de 4 lande til de tre andre) i stedet for 4, og hvis man tog hensyn til, at der er forskellige leveomkostningsniveauer inden for hvert af landene, ville antallet af relationer blive uhandleligt. Komiteen springer over denne vanskelighed ved at begrænse sin undersøgelse til hovedstæderne, ligesom den springer over det problem, at lønniveauet er et højst sammensat udtryk, ved alene at regne med metalarbejdernes løn.

De i betænkningen foretagne reallønssammenligninger bliver da forholdet mellem metalarbejdernes lønninger (gennemsnitlig timefortjeneste) og leveomkostningerne i hovedstæderne. Unægtelig synes denne besvarelse stærkt begrænset i forhold til den stillede opgave, og når komiteen selv (s. 13) mener, at resultatet kan fortolkes som en sammenligning af landenes levestandard, må dette tages med betydeligt forbehold.

løvrigt indeholder betænkningen mange interessante detailler angående fremgangsmåden ved substitution af varer af ligeartet betydning i forbruget, hvor helt kongruente varer eller kvaliteter ikke kan fremskaffes; særligt løsningen af det betydningsfulde, tydningsfulde,men vanskelige spørgsmål om sammenligning af udgifter til opvarmning og brændsel, hvor det klargøres, at den »vare«, der indgår i forbruget, og hvortil udgifterne altså kan sammenlignes, er 17° stuetemperatur, forekommer overbevisende rigtig; (men parallelle betragtninger kan gennemføres f. eks. med hensyn til kunstigt lys eller vedrørende behov for sværere og dyrere vinterklæder ctr. det billigere »sommertøjsbehov«, uden, at det dog er gjort).

Interessant er endvidere forsøget på at tage skatter og sociale ydelser med i beregningen, selv om dette forudsætter yderligere abstraktioner end de øvrige beregninger med hensyn til familiernes sammensætning og behov og formentlig er særlig lidet realistiske, hvis de skal beskrive forskelle for personer, som flytter fra det ene land til det andet. (Et socialt misforhold, som ikke er medtaget i komiteens betragtninger er iøvrigt boligmanglen i de respektive

Med disse forbehold er komiteens beregninger dog de mest indgående, der hidtil er foretaget ved sammenligninger af leveforhold over landegrænserne.

Slutresultaterne, (der resumeres side 77), udviser forskelle mellem reallønningerne, der formentlig er mindre, end man på forhånd havde ventet.

Størst nedgang vil en københavnsk metalarbejder finde ved at flytte til Oslo (ca. 20 pct. nedgang i realløn), mens Oslovitten kun vinder 15 pct. ved at tage til København.

Overhovedet har Københavneren og Stockholmeren ingen glæde af at flytte; de opretholder bedst deres vanlige forbrug der, hvor de er (også i forhold til hinanden), mens Finnen fra Helsingfors kan stå sig ved at tage til Stockholm (og får en lille fordel ved at tage til København), og Oslovitten vil have særlig glæde ved at bytte med Københavneren, men noget mindre ved at gøre det samme med Stockholmeren eller sin finske kollega.

Alt i alt er forskellene så små, at der
næppe er grund til at vente større van-

åringer fra den ene hovedstad til den anden som følge af forskelle i reallønniveauerne, (hvilket ikke forhindrer, at enkeltpersoner kan opnå betydelige forbedringer).

Man må dog stadig have i erindring opgørelsernes usikkerhed, de mange arbitrære forudsætninger, på hvilke beregningerne bygger, de udtrykkelige begrænsninger i de foreslåede løsninger og de mange komponenter, der bestemmer menneskelige livsvilkår (jfr. U.N.-eksperternes betænkning), som komiteen slet ikke går ind på og som omtalt stiltiende forudsætter er ens i de betragtede lande, hvilket ikke i alle tilfælde er på forhånd givet.

De to betragtede rapporter er kun små skridt på den vej, der skal føre til, at der på verdensomfattende basis kan gives meningsfulde svar på spørgsmål om internationale sammenligninger af økonomiske og sociale vilkår. De viser, at målet foreløbigt fortoner sig i det fjerne, men også, at man på selve farten under vejs til målet kan finde resultater og oplevelser af værdi.