DEN INTERNATIONALE HANDELS ØKONOMETRI

Hans Neisser og Franco Modigliani, NATIONAL INCOMES AND INTERNATIONAL

TRADE (University of Illinois Press, Urbana, 111., 1953), xviii + 396 pp., $ 7.50.

Bidrag til den internationale handels økonometri har ikke været hyppige i de senere år, og det er derfor med betydelig interesse, man har modtaget dette værk af den tyskfødte Hans Neisser, der nu underviser på New School for Social Research (New York), og den italienskfødte Franco Modigliani, der er knyttet til Carnegie Institute of Technology (Pittsburgh). Læsningen er vanskelig men umagen værd. Vanskelighederne skyldes til dels emne og metode men desværre også i høj grad bogens hele opbygning. Hvad man savner er et fugleperspektiv, men måske kunne man tilvejebringe et sådant ved at opstille et system af meget stærkt simplificerede ligninger omtrent som følger.

Del verden i tre regioner, 1, 20g3. Kald de internationale varestrømme x_i} hvor i, j= 1, 2 eller 3; i =£j. Fodtegnet i hentyder til oprindelsesregionen, j til bestemmelsesregionen. Kald region y"s nationalindtægt X,. Antag, at de adfærdsligninger, som bestemmer sammenhængen mellem import og nationalindtægt for enhver region er lineære og homogene, altså (1) Xa = QijXj

hvor <in er en parameter. Eftersom der er 6 mulige varestrømme mellem de tre regioner, er
der 6 ligninger af formen (1). Den totale import /, og den totale export E, kan da for de tre
regioner udtrykkes

(2)

(3)

Hvis man kender de tre nationalindtægter Xj og de seks import-indtægtkoefficienter a_ijt kan man åbenbart forudsige import og export for de tre regioner. / princip er dette, hvad Neisser og Modigliani gør. Ved i en årrække af mellemkrigsperioden at observere nationalindtægt og international handel har de bestemt strukturparametrene a^ . Men de sondrede mellem 3 varekategorier (råvarer, fødemidler og industrivarer), og de brugte ikke 3 men 6 regioner (U. K., U. S. A., Tyskland, Frankrig, de resterende 7 industrilande under eet, og den øvrige verden minus U. S. S. R. under eet). Altså fik Neisser og Modigliani 36 ligninger af typen (2) og (3). Men de forudsatte ikke, at funktionerne var homogene, og de brugte mere end een uafhængig variabel i ligningerne (1). Foruden nationalindtægt havde de relativ pris, nettolagerforandring og nettokapitalbevægelse som uafhængige variable. Af disse viste de to sidste sig dog ofte at være af ringe betydning.

Læseren vil utvivlsomt ofte undre sig over, hvorfor Neisser og Modigliani valgte at standse her. Er måske ikke et lands export indkomstskabende på samme måde som dets forbrug og dets investering? Må derfor Neisser og Modigliani ikke indrømme, at nationalindtægterne Xj i virkeligheden ikke er parametre men selv variabler, som hænger sammen med x'erne gennem ligninger som

(4)

hvor C, er region j's konsumgodeproduktion efterspurgt hjemme, JV, er regionens produktionsmiddelproduktionefterspurgt
hjemme, og Ej som før er regionens export. Og tvinges
derfor Neisser og Modigliani ikke til at nedskrive adfærdsligninger for de to poster C, og Ns

på samme måde, som de allerede har gjort for posten Efi I den simplest mulige form ville
sådanne adfærdsligninger lyde:

(5)

(6)

hvor olj er tilbøjeligheden til at konsumere hjemmeproducerede konsumgoder, og hvor Nf
er den autonome investering af hjemmeinvesterede produktionsmidler. Og man nu indsætter
(3), (5) og (6) i (4), får man løsninger for nationalindtægterne af følgende form

hvor

B_z kan dannes af A ved at udskifte A's anden søjle med søjlen —N_t, —N₂, —N₃, og B_s kan dannes af A ved at udskifte A's tredje søjle med A'-søjlen. Indsætter man disse løsninger for Xj i systemet (1) og (2), får man de internationale varestrømme bestemt af de egentlige parametre N_it %ogau .

Så langt er Neisser og Modigliani altså ikke gået, men det er deres samtidige, Polak (J. J. Polak,. An Internationa! Economic System, University of Chicago Press, 1953). Til deres forsvar fremfører de, at de ikke har ønsket at binde sig til en investeringsfunktion som vor (6) eller Polak's egen funktion, der har formen N_f = bj + faXj, hvor bj og fa er parametre. Om en sådan funktion siger Neisser og Modigliani, at den er en »unacceptable oversimplification« (s. 57).

Imidlertid er de to forfattere jo meget vel klare over, at »it is incontestable .. . that imports and exports ... are one of the determinants of income« (s. 22). Derfor har de set sig nødsaget til, »at a somewhat later stage,« at modificere deres system, således at reperkussionerne på handel og indtægter udgående fra en primær forandring af indtægt kan komme med. Først beregner de den såkaldte 3-koefficient, som angiver den forandring i region i's internationale handel som forårsages af en forandring af regionens egen indtægt, når det forudsættes, at ingen anden regions indtægt forandres. Dernæst beregner de den såkaldte d-koefficient, der angiver forandringen, når det antages, at der er reperkussioner på andre regioners indtægt men ikke på regionens egen indtægt. Endelig beregnes den såkaldte d-koefficient, der angiver forandringen, når også reperkussionerne på regionens egen indtægt tages i betragtning. Gangen i denne betragtning er følgende. Lad landet 1 forøge sin indtægt med en krone. Importen vokser da med 3_t. Eller, hvilket er det samme, alle andre landes export vokser med 3i. Lad nu de andre landes udenrigshandels-multiplier være m. Deres indtægt vil da vokse med md_{. Kald alle andre lande j, deres import vil da vokse med mB, 33.3₃. Landet i's export vil da vokse med m3j3,-, og hvis dette lands udenrigshandels-multiplier er n, vil dets indtægt vokse med mdidjn .... etc. Neisser og Modigliani må altså benytte en eller anden udenrigshandels-multiplier, og ganske rigtigt havner de i Colin Clark's version, der indeholder »as basic determinants, not only the marginal propensity to import but also the marginal propensity to consume«. En sådan multiplier forudsætter åbenbart, at al investering er autonom, thi hvis Poiak's investeringsfunktion N_f = bj + faX_t lagdes til grund, ville multiplieren jo også indeholde den marginale investeringstilbøjelighed fa . Neisser og Modigliani nævner ikke denne kendsgerning. De vil altså ikke vide af den Polak'ske investeringsfunktion men falder tilbage på den endnu mindre acceptable, oversimplificerede forestilling om al investering som autonom!

Mangen læser vil her mene, at en klar løsning af simultane ligninger med indtægterne som variabler ville have været bedre end dette lapperi om reperkussionerne. Ingen læser ville da have været i tvivl om, hvilken investeringshypotese der lå til grund. I begge tilfælde kan man sige, at den tilgrundliggende investeringshypotese er en »unacceptable oversimplification«, men dette ville have stået læseren anderledes klart, end det gør, som bogen nu er opbygget.

Også statistikeren ville nok have foretrukket estimering af konstanterne i et system af simultane ligninger fremfor den klassiske multiple-correlation-metode, som Neisser og Modigliani anvender. Til deres forsvar anfører de, at hovedparten af deres estimering allerede var afsluttet, da Cowles Commission fremlagde de nye tanker, og at iøvrigt »any bias resulting from our adherance to the classical method is smaller than the errors arising from the defects in the statistical series we had to use«. Anmelderen ville for sin egen part nok mene, at Neisser og Modigliani er gået omtrent så langt, som deres talmateriale har tilladt, og dette er ikke helt kort! Bogen vrimler med numeriske resultater af stor interesse for enhver, der beskæftiger sig med international handel. For exempel hører vi om regressionskonstanten, d. v. s. det stykke som import-indtægt-funktionen afskærer på importaxen. Udfra en Leontiefhypotese ville man vente, at dette stykke ville være 0 for råvarer, men Neisser og Modigliani finder, at dette ikke er tilfældet. På den anden side finder forfatterne, at al imports indtægtselasticitet i U. S. A. og Storbritannien ligger meget nær ved 1, hvorimod den er betydeligt over 1 i Tyskland, nemlig 1.48 og 1.73 i 1928 og 1932. Man bemærker, at størrelsesordenen for Tyskland er den samme, som den størrelsesorden Faxen¹) og Myrvoll²) fandt for henholdsvis Sverige og Norge.

Dertil er der jo priselasticiteterne. Man finder i bogen et stort antal målinger af disse spændende fra lave værdier som —0.16 for industrilandenes indførsel af råvarer og fødemidler fra ikke-industrilandene til høje værdier som —4.04 for U. S. A.'s fødemiddeludførsel til resten af verden. Især findes værdifuldt materiale i den godt gemte Part 4. Her får man at vide, at i råvare-importfunktionerne var prisen i almindelighed uden betydning. I fødemiddel-importfunktionerne fandtes den at være af betydning for U. S. A.'s og Sveriges vedkommende. I industrivare-importfunktionerne fandtes den at være af betydning for U.S.A.'s, Storbritanniens og Sveriges vedkommende. I de tilfælde, hvor prisens beiydning var iil at stole på, fandtes elasticiteterne at ligge mellem —1.00 og —1.67. Man kan konkludere, at prisen er for vigtig en faktor til at kunne overses. Men der er naturligvis to spørgsmål, der trænger sig på her, og de må ikke sammenblandes. For det første er der spørgsmålet om priselasticiternes numeriske størrelse: hvor meget ændres kvantum, hvis prisen ændres? For det andet er der spørgsmålet om den hastighed og den hyppighed, hvormed priserne reagerer på ændring af efterspørgselen: Ændres prisen i det hele taget og i bekræftende fald hvornår? Man kunne tænke sig, at elasticiteterne i og for sig var numerisk ret store, men at prisernes reaktion er for træg til at kunne spille en vigtig rolle i tilpasningen til ny ligevægt.

I betragtning af det utvivlsomt meget store arbejde, der er gået forud for denne bogs publikation, og i betragtning af den betydelige praktiske interesse, de fundne resultater skulle have, er det synd, at bogens opbygning som nævnt er dårlig. Det samme emne er behandlet på for mange forskellige steder, og de mange krydshenvisninger virker trættende. For den, der vil have kvantitativ besked om den internationale handels struktur i mellemkrigsårene, er læsningen imidlertid afgjort umagen værd.

---

1) Karl-Olof Faxen, »Regressionsanalyser av den svenska importen under mellankrigstiden,« Meddelanden från konjunkturinstitutet, serie B, 10 (Stockholm, 1949), p. 56.

2) Ole Myrvoll, »Aktivitetsnivå og betalingsbalanse,« Festskrift til I. Wedervang (Bergen, 1951), p. 34.