A. C. L. Day: The Future of Sterling. Oxford at the Clarendon Press 1954. 227 s. pris: 12sh6d.

Bogen kunne uden større skade være begrænset til det halve antal sider. Der er mange sidespring og meget væv og mange af tankerne kunne trænge til en grundigere uddybning og klarere udformning. man kan se bort fra disse irritationsmomenter, det imidlertid en yderst tankevækkende og fordomsfri behandling et meget vigtigt problem: sterlings rolle i det fremtidige betalingssystem.

Varebevægelser og betalinger herfor er to sider af samme sag. Når man derfor ønsker frie varebevægelser og stor international kræves der en betalingsmekanisme, let og smertefrit kan formidle varebevægelser. Der kræves en mekanisme, der både formidler modregning tillader udnyttelse af kredit — i hvert fald for en kortere periode. Clearingaftaler, clearingunion, betalingsunion, valutafond, valutakonvertibilitet de vigtigste af de mekanismer, man har haft eller har foreslået. Før den 1. verdenskrig foregik de fleste internationale i sterling, og modregning fandt derfor sted i London, hvis pengemarked altid var parat til at yde kredit, således at midlertidige udsving kunne udjævnes. Dengang behøvede man altså af gode grunde ikke betalingsaftaler, betalingsunioner, valutafonde etc. Spørgsmålet nu, om den renæssance for London, England åbenbart tilstræber, er forsvarlig og tilstrækkelig. Day's hovedtese benægtende: »... the generally accepted British policy of maintaining and reinforcing London as the chief pivot of the world payments system is ill advised« (P. 6).

Denne tese belyses gennem bogen, der iøvrigt kan inddeles i fire hovedafsnit. De første fire kapitler handler om sterlingområdets udvikling. De næste tre kapitler undersøger berettigelsen af at opretholde sterlingområdet. Så følger fire kapitler om fordele og ulemper ved at sege sterlings anvendelighed udvidet og endelig tre kapitler med forslag om en ny betalingsmekanisme, hvor London indtager en mere tilbagetrukken plads.

De gode, gyldne, gamle dage før den 1. verdenskrig fremstilles altid i victoriansk hyggestil, og det er let nok at producere forklaringer på de få gnidninger, der var — især da man ikke ved ret meget om, hvad der virkelig skete i denne periode. I denne henseende bringer Day intet nyt. Det samme gælder hans behandling af 2O.erne og 3O.erne. Cunliffe-rapporten og genoprettelsen pundets gamle paritet får de obligatoriske bemærkninger, mprtf-ns Keynes roses for sin modstand mod guldfoden. af krisen voksede sterlingområdet en defensiv organisation, efter at sterling var gået fra guldet i 1931. Det var især politiske forhold og traditionelle handelsforbindelser, der bestemte områdets men det er siden 1931 stadig skrumpet ind.

Er det berettiget at opretholde sterlingområdet? undersøger tre argumenter. For det første er der »convenience«. Da der ikke har meldt sig nogen virkelig afløser London, er det nemmest at fortsætte de veje, der allerede er banet. På den anden side er der opstået andre vigtige centrer (New York og tidligere Paris), hvilket i tider med spekulation mod sterling lægger store byrder på England. i sterlingområdet holder normalt faste valutakurser indbyrdes, men det kan i tilfælde af devaluering af ster-

ling overfor dollar være meget übehageligt de råvareproducerende sterlinglande skulle følge med pundet. Råvarepriserne dollars ændres nemlig næppe ret meget, hvilket kan føre til inflatorisk indkomstudvikling i de råvareproducerende

Man har dernæst hævdet, at det samlede betalingsbalance bliver stabil end de enkelte medlemmers, et generelt underskud et sted ofte vil blive opvejet af et overskud hos et andet medlem. Hertil fremhæver Day, at erfaringen har vist, at medlemslandene oftest rammes af vanskeligheder samtidig.

Endelig hævder man, at den diskrimination, praktiseres mod ikke-medlemmer, kan give et gunstigere bytteforhold for sterlingområdet, men her fremhæver Day, at det snarere er sådan, at råvarepriserne holdes længere nede end fordelagtigt for de råvareproducerende lande, hvilket sterlingområdets (især England) godt af. Denne fremstilling forekommer dog noget utilfredsstillende. Det er rigtigt, at et monopol på visse råvarer kunne sætte indtjeningen i vejret, efterspørgslen må formodes at være uelastisk, men der foreligger nu engang sådanne monopoler, og under frie markedsforhold må man derfor gå ud fra, at bytteforholdet mellem råvarer og færdigvarer ville være nogenlunde upåvirket pund/dollarkursen.

Day konkluderer, at vel er sterlingområdet dømt til døden, men ». . . there is enough reason to belive that its justification waning; wise policies will realize this, both by refusing to treat the Area as a sacred cow which must come before all else, and by considering now whether better arrangements can be made to obtain its advantages without its cost« (p. 113).

Day stiller dernæst spørgsmålet, om det er betimeligt at søge anvendeligheden af sterling udvidet ved at gøre pundet konvertibelt. føres en ret langstrakt diskussion dette emne ud fra den forudsætning, England alene gør pundet konvertibelt, andre lande ikke følger med. Han kommer til det resultat, at et sådant skridt i det lange løb vil være en meget hård belastning for England, der måske alene bliver nødt til at diskriminere dollarområdet for at kunne opretholde konvertibilitet. Hele dette problem synes dog forlængst erkendt af englænderne, så det har næppe interesse at diskutere det i detailler.

Bogens sidste kapitler indeholder endelig forslag til en international betalingsmekanisme. er kun lige ridset op, mens han ikke har forsøgt nogen dyberegående af forslagets virkninger. går ud på, at samtlige ikke-dollarlande sig sammen i en betalingsunion. medlems nettoposition overfor skulle kanaliseres gennem unionen, at medlemmet afleverede en eller anden brøkdel af sin nettogæld i guld eller modtog en brøkdel af sit overskud i guld. Hvis U.S.A, havde et større overskud på sin betalingsbalance end svarende til autonome kapitalbevægelser, kunne unionen eks. fastsætte afregningsprocenten til 100, hvilket ville tilskynde medlemmerne til at diskriminere mod dollarområdet. Omvendt ville en rigelighed på dollars tilskynde at liberalisere overfor dollarområdet. praksis er det allerede nu sådan, en dollarknaphed fører til en generel henimod diskrimination mod dollarvarer, men et forslag som det anførte have langt større politisk slagkraft U.S.A. Muligheden for at gennemføre det er blandt andet af den grund sikkert også yderst ringe.

Day er pessimist med hensyn til pundets fremtid. Han griber med begær argumenter for sterlings og sterlingområdets svaghed, medens han en passant nævner beviser på styrke og fordele — f. eks. undervurderer han sikkert den betydning, Londons City kan få for Englands økonomi ved atter at blive verdenscentrum for internationale betalinger; det trækker mere med sig end blot bankprovisioner og forsikring: nye ideer søger uvilkårligt mod centrum, og Englands industri får lettere kontakt med omverdenen.

Det er dog uomtvisteligt, at Englands position i verdensøkonomien er relativt langt svagere end for 50 år siden. Kan England overhovedet overkomme det mål, det sætter sig? Day mener nej — hans argumenter er ofte tynde; men hans fornemmelse godt være rigtig alligevel. Det er vel sandsynligt, at sterlings rolle indskrænkes yderligere i fremtiden; men hvis England vælger en passende blanding af samarbejde og selvstændighed skulle denne tilpasning kunne ske uden større gene for verdenshandelen.