Hugo F. Pipping: Standard of Living. The Concept and its Place in Economics. Ejnar Munksgaards Forlag, København. Helsingfors 280 sider. Pris i Danmark: 49 kr. (1.400 Mk).

»Menneskenes økonomiske virksomhed tjener til at tilfredsstille deres behov«. (Winding Pedersen, Samfundsøkonomiens Grundtræk I, p. 81). Med disse eller lignende indledes de fleste lærebøger i nationaløkonomi. Denne sætning vil Pipping 247) gerne se erstattet med følgende: goal of economic activity is rising standards of living«. Bag denne tilsyneladende rent formelle omskrivning ligger forfatterens krav om en revision af en del af grundlaget for den økonomiske teori. »The task of this book«, skriver han (s. 73), »is to prove that instead of starting from unmeasurable, undivisible, incommensurable, timeless wants we should use standards of living as our basic concept in the theory of consumption. The present writer does not deny the existence of wants or understate their importance, but he prefers to start from a level where they have been transformed into something is more tangible from the ecomic point of view, with dimensions in space and time«.

Det citerede stykke gengiver i koncentreret indholdet af bogens tre første kapitler, i hvilke forfatteren i polemisk stil og med flittig brug af citater og litteraturhenvisninger gør op med, hvad

der hidtil er skrevet om behov og behovtilfredsstillelse grundlag for en forklaring menneskenes økonomiske handlinger. de klassiske hedonistiske teorier eller den på indifferenskurver og marginale substitutionsforhold opbyggede analyse er tilfredsstillende: de gamle teorier på en alt for forenklet psykologi, de nyere lider af den mangel, al de er helt uden psykologisk indhold.

De menneskelige behov bør således i teorien af et konkret, måleligt begreb, samtidig åbner vejen for en syntese økonomien og den psykologiske og sociologiske forsknings resultater. Det er forfatterens tese, at man i »standard of living« har et sådant begreb.

Indholdet af dette begreb må være så vidt som muligt (begrænset af kravet om de enkelte bestanddeles målelighed), for eftersom der ikke findes økonomiske værdier mål som sådan, må begrebet indeholde »not only consumers' choices of goods and services, but all choices in which an economic (rational) decision is possible is necessary because of the limited means available« (s. 100).

Diskussionen og definitionen af begrebet levestandard findes i kapitlerne VI^—XIV og indtager dermed en central plads i fremstillingen. Levestandard består i henhold Pippings definition af fire dclstandarder: fritids- og arbejdstidsstandarden, og (jpsparingsstandarden.

I forhold til de mange elementer man med rette kunne tage med ind under begrebet betegner selv denne brede definition en meget betydelig — men for praktiske formål sikkert nødvendig — simplifikation. Et af de problemer, som uundgåeligt rejser sig i forbindelse med opstillingen af en målelig levestandard, er spørgsmålet om kvalitetsforskellene. Forfatteren over for dette problem to udveje. I visse forbindelser abstraherer han fra problemet; fritid måles således i timer, som altså forudsættes lige »gode« (standardiserede), ligesom familiestandarden set bliver et spørgsmål om antallet personer. En anden fremgangs-

ruåde benyttes over for kvalitetsforskelle i konsumet, hvor sagen klares let og elegant ud fra den påstand, at »quality is the proportion quantities standardized customarily habitually« (s. 121). Der føres ikke noget bevis for, at kvalitetsforskellene efter denne recept kan reduceres til et spørgsmål om forhold mellem kvanta, men det er muligt, at man her har en teoretisk vej ud af miseren. Forfatteren vil oven i købet påstå, at problemets praktiske vanskeligheder stærkt overdrevne, thi som følge af standardisering er kvaliteternes antal blevet stærkt reduceret.

Et af de springende punkter i Pinnings tese er spørgsmålet, om det opstillede stærkt heterogent sammensatte levestandardbegreb noget som helst fortrin fremfor begreberne behov og behovtilfredsstillelse. enkelte bestanddele i standarden naturligvis ikke adderes aritmetisk og derpå karakteriseres med eet tal, som præcist angiver den enkelte standards »værdi« (den ene dobbelt så høj som den anden f. eks.). Men, siger forfatteren »we can behaviouristically prove which of the standards are attractive. We can attribute them to social ranks and thus get a graduation standards, according to the social stratification«. Løsningen minder en hel del urn iuuiffuiciiskurvemetodens, og ievesiandardanaiyseu lige så iidt som denne prale af at åbne vejen for en kardinal Ens er de to teorier imidiertid En højere levestandard og en »højere« beliggende indifferenskurve er for så vidt parallelle begreber, men hver indifferenskurve en uendelig række af »lige gode« forbrugskombinationer, levestandarden er kun een bestemt af familiestørrelse, fritidsmængde, konsumgodeforbrug og opsparing. anmelderen har forstået forfatteren, skal man ikke tage alt for håndfast på levestandardbegrebet, idet der nødvendigvis må være plads for mindre variationer i een og samme levestandard. Der er tale om en approximation, som gør det muligt at sætte lighedstegn mellem flere husstandes standard. Kun ad denne vej kan man nå til, at hver standard er

karakteristisk for sin sociale gruppe eller
klasse.

Levestandardleorien — om man tør kalde Pippings tese sådan — hviler i meget høj gi ad på to stærkt diskutable forudsætninger. af grundhypoteserne er ensartetheden individernes præferencer med hensyn til social status, som igen forudsætter ensartet vurdering af trinfølgen i klassedelingen. At en sådan ensartethed ikke er universal er formentlig givet, men den kan måske påvises inden for visse (større?) dele af samfundet. Et andet hovedtræk er, at levestandarddiskussionen hos Pipping ikke blot er et spørgsmål om ltveniveauer, velstand eller fattigdom, men om standardisering, ensretning. Kun indgående kan vise, hvor fremskreden denne standardisering er, og i hvilket omfang den ikke er universal, men karakteristisk for hver samfundsgruppe sig. Forfatteren diskuterer selv indgående disse problemer og når til for hans teori positive konklusioner. Dermed er det sidste ord i sagen dog naturligvis ikke sagt, med mindre hans udfordring til kollegerne udi de økonomiske videnskaber skulle gå upåagtet hen, således som det stort set er sket i de snart 20 år, der er gået, siden de tanker, som bogen indeholder, offentliggjort — på svensk ganske vist.

Det er måske — efter det ovenanførte — overflødigt, men anmelderen finder det rigtigst, ikke mindst under hensj'ntagen til bogens høje pris, at advare den, der hos Pipping eventuelt kunne tænkes at ville søge efter nye interessante data eller praktiske og anvisninger til levestandardundersøgelser. er i første række den teoretiske diskussion, der interesserer forfatteren, praktiske problemer indtager derfor en meget beskeden plads i helheden.

Anmelderen har set det som sin opgave at koncentrere sig om at give et indtryk af, hvilke emner bogen behandler. Det interessante i forsøget på i det teoretiske at indarbejde vor viden om, at »behovtilfredsstillelsen« (forbruget m. v.) faktisk ikke er mere individuel, end at den følger visse mønstre. En egentlig bedømmelse dømmelseskal jeg afholde mig fra, men del er fristende til slut at anlægge Pippings citerede kvalitetsmålestok på hans egen bog. Den er på 280 sider, hvoraf 14 optages af indholdsfortegnelse, 18 af en liste over citeret litteratur og 3 af stikordsregistret. I teksten er indflettet ea. 800 henvisninger til over 300 forskellige forfattere. En sådan omhu i udarbejdelsen er så visselig ikke sædvanlig standard!