Roy Harrod: The Dollar. Macmillan, London 1953. 156 sider. Pris: 95.6d.

Man forstår først sin tids problemer, når man kender den historiske udvikling, der ligger bag. Det er derfor meget kærkomment, Harrods George Watson forelæsninger dollaren er blevet udgivet. Man får her en kort oversigt over dollarens historie, siden kongressen den 22. juni 1775 bestemte, at de to millioner som blev udstedt for at finansiere frihedskrigen, skulle indfries med »Spanish milled dollars«. Hver betydelig har sin personlighed, formet af de individer, der har været ansvarlige for dens skæbne. Pundet er knyttet til navne som dronning Elisabeth I, Thomas Mun, Isaac Newton, Ricardo og Bagehot. Dollaren til Hamilton, Wilson, Miller, Benjamin og Roosevelt. Harrod plukker sin lille bog de afgørende vendepunkter dollarens historie ud og analyserer på sin sædvanlige skarpe og stærkt personligt prægede måde.

Dollaren var indtil den første verdenskrig en intern amerikansk affære bortset fra overgangen fra bimetallisme ren guldfod — en udvikling der startede i 1873 med ophævelse af pariteten mellem guld og sølv. »The crime of 1873« medførte, at den latineuropæiske møntunion udmøntning af sølv, og himetallismen, der havde været i funktion i i-a. 500 år, bragtes til ophør. Harrod udtrykker åbenbare mishag over det amerikanske selvom han ikke vil gå så vidt, at overgangen til guldet betød »mankinds crucifixion upon a rrnss of gold«. Fra 1873 begyndte priserne ganske vist at falde, og en stigning kom først efter opdagelsen af de sydafrikanske guldminer. den industrielle udvikling var så voldsom ikke mindst i U.S.A. at tale om korsfæstelse forekommer urimelig. Den stigende af checks har vel opvejet, at sølvet blev opgivet som monetær base.

Første forelæsning handler endvidere om de forgæves forsøg på at etablere en centralbanki i det 19. århundrede, og til slut får man en hastig analyse af overskudetpå 's handelsbalance siden 1880. Indtil den anden verdenskrig blev overskudet dækket ved guldimport, bortset fra 20'erne, der oplevede en betydelig amerikanskkapitaleksport. overskud på handelsbalancen, der har existeret i 75 år, er ikke let at ændre, hævder Harrod (p.

34). Men han skylder os en forklaring på, at overskudet skulle være strukturelt, når både U.S.A.'s kunder og leverandører og varelvperne har ændret sig så meget, som tilfældet er.

Forelæsning ur. 2 handler om Federal Reserve Systemets tilblivelse og funktion. Dets 10. årsrapport, hvori Millers og Strongs nye synspunkter blev formulerede, står i centrum: pengemængden burde bevidst efter den aktivitet, man ønskede. Man skulle med andre ord ikke længere lede centralbanken som en privat institution, der helst skulle indtjene et stort overskud. Pengepolitikken fik et helt nyt ansigt, men den tabte det igen, da krisen kom, og rentesænkningen ikke kunne få aktiviteten ordentlig i vejret igen. Tilliden til pengepolitikken forsvandt til stor skade for bekæmpelsen af 40'ernes inflation. martsoverenskomsten i 1951 mellem Treasury og Federal Reserve Board genvandt Federal Reserve systemet en del af sin tabte position, og pengepolitikkens opgaver og muligheder respekteres atter, omend man ikke længere tillægger den dominerende indflydelse.

Mange andre interessante problemer tangeres. skal blot endnu nævnes, at Harrod tilhænger af genindførelse af guldfod U.S.A. (p. 70); men inden det sker, må guldprisen ændres. Man får ikke nogen ordentlig begrundelse for dette besynderlige

Den tredie forelæsning handler om internationalt samarbejde. Det menneskelige kan udmærket analysere de mekanismer, der fungerer; men det slår ikke til, når der skal oprettes nye til løsning nye problemer. Det »has had great triumphs in dissecting the atomic nucleus, but money has, on the whole, been too difficult subject for it« (p. 85). Mon det ikke snarere er viljen end evnen der mangler?

Det centrale i dette afsnit er iøvrigt et forsvar for Keynes-planen om en clearing union og en kritik af det kompromis (valutafonden), dannedes mellem Keynesplanen White-planen.

Englænderne ville oprette en mekanisme, hvorved kreditorlandene pressedes stærkt til at føre en ekspansiv politik. Amerikanerne diskriminationen mod dollarvarer livs, thi efter State Department er »a tariff merely an expression of nationalism« kan derfor tolereres, mens »discrimination is expression of imperialism, is an unmitigated evil« (p. 99). Resultatet blev et meget ringe pres på kreditorlandene og nogen mulighed for diskrimination, nemlig når en valuta erklæres Valutafonden er blevet stivbenet fra starten, og Harrod har benbart større tiltro til, at den i sin nuværende kan hjælpe til med at gennemføre valutakonvertibilitet. Hertil kræves i hvert fald to betingelser, nemlig automatisk trækningsret, og at en valuta erklæres »scarce« uden tøven, når den faktisk bliver knap.

Interbank får en venlig omtale, men kapitaleksport ikke nogen løsning på betalingsbalanceproblemer, nok for økonomisk (p. 87).

Endelig kommer så den fjerde og sidste forelæsning om dollargabet. Det var Harrod, i »Are These Hardships Necessary?« »dollar shortage« for »one of the most absurd phrases ever coined«; nu ser det ud til, at han anerkender en strukturel dollarknaphed, som kun kan løses ved diskrimination mod dollarområdet 152), medmindre U.S.A. vil gå med til at forhøje guldprisen.

Europa tegner sig for hovedparten af verdens dollardeficit. I gamle dage tjente Europa måske nok nogle dollars udenfor U.S.A., men hovedparten af underskudet dækkedes ved, at Europa erhvervede en stor del af guldproduktionen, som U.S.A. derefter købte. Nu er guldprisen faldet i forhold til andre produkter, og guldet kan ikke mere dække underskudet. U.S.A.'s handelspolitik ændres næppe, og i hvert fald ikke hurtigt, så eksporten til U.S.A. kan ikke forøges hurtigt. Importen derfra kan derimod holdes nede ved restriktioner, eller balance kan opnås ved at forhøje guldprisen. Det sidste er en nem løsning.

Det kræver intet salgsarbejde at afsætte guld, der er ingen konkurrence, for Treasury übegrænset. Spørger man hvorfor alverden der skal hobes mere guld op i Fort Knox, svarer Harrod »At $ 22 billion the U.S. external reserve must be regarded as miserably inadequate« (p. 141) — nemlig der kommer en krig. Påstanden forekommer noget søgt for ikke at sige absurd, særlig når man betænker, at $ 22 milliarder svarer til halvandet års import i U.S.A.

En valutakursændring foreslås ofte, når betalingsbalancen ikke er i orden: men til sterling-devalueringen i 1949 nærer Harrod et rødglødende raseri. »In my judgement this was one of the greatest follies in the whole troubled course of monetary history« 125), og devaluering »has been completely spoilt for the time being by a wrong use of it« (p. 133). Argumentet mod devalueringen er, at England havde »overall i 1949; men dette er irrelevant, i 1949 begyndte en overgang fra sælgers til købers marked, og det viste sig, at Englands priser ikke var konkurrencedygtige, en devaluering eller en deflation nødvendig.

Harrod er en fængslende stilist og uden for al tvivl en skarpsindig »konum, B;jj;en forener noget meget væsentligt for uei bedste i engelsk økonomi: evne til at formulere generelt samtidig med at teorierne omgående sælies i relation til konkrete, praktiske problemer. Det kræver teoretisk indsigt og et velafbalanceret Harrod har det første, men han mangler, i hvert fald når han kommer til aktuelle problemer, halanceevnen.