J. Aarestrup-Frederiksen: En historisk-økonomisk af bevægelsen i udbyttet et dansk skovdistrikt gennem 150 år, 1786-1936. Udgivet af Dansk Skovforening, København 1953.

I en tid, hvor resultaterne af videnskabeligt så at sige udelukkende offentliggøres forskningsinstitutters publikationsserier, hvor videnskabeligt arbejde og mere er team-work og led i institutternes arbejdsplaner, er det ganske — men også ganske behageligt — at få en større videnskabelig afhandling skrevet af een forfatter uafhængig institutter og læreanstalter.

Dette er tilfældet med J. Aarestrup-Frederiksens »En historisk-økonomisk undersøgelse af bevægelsen i udbyttet på et dansk skovdistrikt gennem 150 år, 1786 —1936«.

Til tilvejebringelsen af denne store afhandling 321 tættrykte sider har forfatteren, kan næsten sige naturligvis, modtaget økonomisk støtte fra forskellig side, men den er i sin helhed udarbejdet alene af forfatteren ved mange års møjsommeligt med gamle driftsplaner, regnskaber og bilag, indberetninger og brevvekslinger og ved gennemgang af en omfattende forstlig og økonomisk-historisk og statistisk litteratur.

Dette skrift — eller værk ville man snarere det — er ikke blot usædvanligt ved dets selvstændige karakter, men også deri, at forfatteren har vovet sig uden for sit egentlige felt, det forstlige, og ydet et værdifuldt bidrag på et uopdyrket område af dansk økonomisk historie.

Medens flere danske, øknomcr har foretaget undersøgelser vedrørende industrien, man behøver blot at nævne Axel Nielsens store værk om »Industriens i Danmark«, og medens L. V. Birck ved sine bøger om »Sukkerets Historie« og »Vigtige Varer« har belyst vigtige sider af handelens historie, er landbrugets økonomiske historie kun taget op af enkelte økonomer herhjemme, som Henrik Pedersen.

Skovbruget har ingen danske økonomer interesseret sig for, og ingen har beskæftiget med skovbrugets økonomiske historie. ikke mange forstmænd har forøvrigt givet sig stunder til historiske studier. De eneste navne, der er grund til at nævne er P. E. Muller (der forøvrigt havde fulgt forelæsninger i nationaløkonomi Sorbonne), A. Oppermann (der havde fulgt Harald Westergaards forelæsninger statistikens teori), som begge citeres af Aarestrup-Frederiksen, og endelig C. Weismann, hvis bog om »Skove og Skovbrug på Fyn« (1900) har særlig betydning for forfatteren.

Det skovdistrikt, som Aarestrup-Frederiksen
gjort til genstand for sin så

grundige undersøgelse, er nemlig Brahetrolleborg
på Fyn.

Når dette distrikt er valgt, skyldes det, efter hvad forfatteren skriver, at det kan tjene som en god repræsentant for det vel bestyrede privatskovbrug, men mindst lige så meget har det sikkert haft at sige, at der på dette distrikt er bevaret et usædvanlig arkiv, og at der om distriktets udvikling og økonomiske forhold tidsrummet 1786^—1886 findes en stor og udførlig afhandling af skovrider Elers Koch i Tidsskrift for Skovvæsen 1892.

Når forfatteren har benyttet dette distrikt undersøgelsesobjekt, har han utvivlsomt også vidst, at han straks påkaldte forsåvidt som Brahetrolleborg har indtaget en central plads i danske forstmænds faglige bevidsthed, længe der har bestået et ordnet skovbrug her i landet.

Dette hænger sammen med, at skovbruget Brahetrolleborg i en lang og vigtig opbygningsperiode fra 1806 til 1857 blev bestyret af den på sin tid måske mest fremragende forstmand C. V. Oppermann og senere fra 1883 til 1913 af den ligeledes overordentlig dygtige og over hele landet ansete forstmand, skovrider Elers Koch.

Ved disse to personligheders indsats såvci det fekniske som på det økonomiske område blev Brahetrolleborg et foregangsdistrikt, det øvrige danske skovbrug påvirket, dels ved C. V. Oppermanns Elers Kochs forevisninger af distriktet og drøftelser med kolleger, dels ved deres litterære produktion og endelig ikke mindst ved deres uddannelse af talrige

Besidderen af lensbaroniet Brahetrolleborg fra 1775 til 1801 den fra bondefrigørelsen skolebyggeriet kendte grev Johan Ludvig Reventlow, hvis broder, geheimestatsminister, lensgreve C. D. F. Reventlow på grundlag af målinger og iagttagelser gav en videnskabelig begrundelse de af ham udarbejdede principper udhugning i skov, publiceret i Videnskabernes Selskabs Skrifter og langt senere, mange år efter hans død, ved udgivelse givelseaf hans manuskript »Forslag til en forbedret Skovdrift« 1879.

Disse Reventlowske udhugningsprincippcr, kort gik ud på ved tidlig og vedvarende selektiv hugst at opnå den størst mulige forrentning af vedforrådet, påvirkede C. V. Oppermann.

Medens principperne blev forkastet for statsskovenes vedkommende, overlevede de på Brahetrolleborg og nyder i dag almindelig i dansk skovbrug, omend måske overvurderede muligheden at sætte tilvæksten pr. ha i vejret ved at intensivere udhugningen.

Hvad Reventlow udviklede og praktiserede sine skove til Christianssæde på Lolland og C. V. Oppermann praktiserede på Brahetrolleborg, var i virkelighed anvendelsen selve det økonomiske princip skovbrug, nemlig at opnå udbyttet ved den mindst mulige indsats af vedmassekapital.

Med stor kyndighed påviser forfatteren resultaterne af C. V. Oppermanns og E. Kochs bestræbelser for at øge tilvæksten og forbedre kvaliteten og drager linierne videre til den udvikling af de Reventlowske der blev foretaget af to andre fremragende fynske skovbrugere, nemlig Mørk-Hansen på Ravnholt og Villichii p 3 Wcdcllsborg.

For at nå til en bedømmelse af hugstprincippernes konsekvens, deres på skovdistriktets udbytte ng dermed på rentabiliteten, er det nødvendigt forfatteren at tage i betragtning, indkomsterne påvirkes af prisbevægelserne på skovbrugsprodukter og af udgifterne til skovning og kultur først og fremmest ved bevægelserne i arbejdslønnen.

Fra distriktets arkiv har forfatteren priserne, er opnået på de enkelte sortimenter den undersøgte periode, og de indtrufne prisændringer kommenteres kyndigt.

Betragter vi prisudviklingen for et sortimentsom af bøg (bøgeklov), ser vi, hvorledes prisen lå meget lavt i slutningen af det 18. århundrede, hvorledes prisen steg under krigen og inflationen i

begyndelsen af det 19. århundrede for at dale fra ca. 1818 indtil slutningen af 1820'erne. Derpå indtrådte påny en mindre prisstigning, hvorefter prisen var næsten konstant til midten af århundredet, hvorpåden ret jævnt til kulminationen i 70'erne. Det senere prisfald fortsatte lige til verdenskrigen, hvor vi har den sædvanlig totoppede kurve, idet »dalen« mellem toppeneskyldes I 1920'erne faldt prisen på klov og nåede minimum ved krisen i 1930'ernes begyndelse.

Forfatteren gør sig mange anstrengelser for at skaffe sig et udtryk for det almindelige bevægelser med henblik på en bestemmelse af skovprodukternes relative prisbevægelser.

Efter mange overvejelser og drøftelser af danske prisundersøgelser, navnlig af Scharling, Falb e-Hans en og Jørgen Pedersen af udenlandske, navnlig af Sauerbeck Soetbeer, havner forfatteren i den løsning at beregne et prisindex gældende før 1876 på grundlag af kapitelstaksterne, idet korn giver dobbelt vægt i forhold til animalske produkter. For tiden efter 1876 anvendes Statistisk Departements engrospristal.

Det viser sig, at priserne på kløvebrænde holdt sig bedre end kornpriserne under depressionsperioden for landbruget i 1820'erne, hvad der bl. a. skyldtes, at distriktet brænde til andre dele af Fyn, hvor priserne var bedr*¹

Det samme gentog sig i 90'erne, hvor den faktiske pris faldt, men den relative steg ved at man sendte store partier brænde med jernbane til byerne, særlig Odense. At den faktiske pris faldt fra 1870'erne indtil første verdenskrig, står i forbindelse med det øgede udbud efterhånden bevoksningerne blev mere ydedygtige og med den mindre efterspørgsel som følge af konkurrencen med de fremtrængende

Forfatteren har lagt et betydeligt arbejde en undersøgelse af arbejdslønnens størrelse på de forskellige tidspunkter, og særlig interesserer han sig naturligvis for den nominelle løn, der har direkte betydning udbyttet. Skovregnskaberne giver imidlertid først i slutningen af 80'erne oplysninger daglønnens størrelse, og alle opgivelser om daglønnen i ældre tid, ikke mindst for skovarbejdere, er usikre, for sa vidt som skovarbejderne i tillæg til pengelønnen havde gratis hus og jord og desuden modtog deputater i form af tørv, brænde og gavntræ. En sammenstilling af oplysningerne fra Brahetrolleborg med spredte meddelelser hos Begtrup og Weismann med Jørgen Pedersens angivelser daglønnen på Giesegaard og Frijsenborg en stigning i daglønnen fra 20^—30 skilling i århundredets begyndelse til 1 Rdl. i pengeforvirringens dage og dernæst fald i 1820'erne til 50 Sk. senere en jævn, svag stigning til ca. 1%^—2 kr. ved århundredeskiftet, 2,40 kr. i 1914 og 5,50 i 1936.

Et bedre udtryk for arbejdslønnen er akkordlønnen eller skovningsudgiften pr. rm klov. da stigningen i daglønnen i betydelig kompenseres ved bortfald af naturalieydelser.

Akkordsatsen er usikker under de forvirrede i den første snes år af det 19. århundrede, men steg omkring halvhundredårsskiftet og holdt sig rhundredet forbløffende konstant på 80^—90 øre, undergik så en übetydelig stigning verdenskrigen, hvor akkordsatsen til omkring 2% kr., for senere at dale til ca. 2 kr. ved 30'ernes begyndelse.

Endelig har forfatteren undersøgt bevægelsen udbyttet som resultat af bestandsplejen, prisudviklingen på skovbrugsprodukter bevægelsen i arbejdslønnen.

Beregningen er foretaget på den måde, at man fra bruttoindtægten ved salg af træ har trukket udgifterne til skovning og transport, og denne bruttoindtægt er forøget, reduceret med opsparing, og realisation af vedforråd. Fra denne indtægt er trukket kulturudgift og generalomkostninger, forfatteren kommer til, hvad kan benævnes som »sand Netto«.

Dette »sand Netto« var i perioden 1813_—43: 19 kr. pr. ha bevokset areal, 1843—85: 44 kr., 1885—1900: 37 kr. og 1900—1915: 40 kr., og endelig 1915—36: 82 kr.

I perioden fra 1885 til verdenskrigen følges kasseoverskuddet og »sand Netto« på det nærmeste ad, bortset fra nogle år i 90'erne, hvor en voldsom storm i 1894 bevirkede ekstraordinært stort salg af nåletræ.

Verdenskrigen medførte exorbitant hugst, og derfor mægtigt kasseoverskud, men medførte også nødvendigheden af stor værdiopsamling i 1920'erne.

Der kunne være grund til at drøfte adskillige i denne økonomiskhistoriske men det skal undlades.

Kun skal til slut fremsættes et par kritiske
i almindelighed.

De mange minutiøse undersøgelser og energiske bestræbelser for at opnå et så korrekt og nøjagtigt udtryk for tilvækst, hugst, priser og lønninger har naturligvis deres værdi i sig selv, men næppe af hensyn den endelige beregning af nettoudbyttet.

Dette nettoudbytte beregnes som omtalt ved hjælp af uddrag af regnskaberne, hvad forfatteren i ng for sig sirakr. kunne va-ic gået i gang med, hvis det udelukkende var dette nettoudbytte han ønskede belyst, hvad man af afhandlingens titel kunne forledes til at antage. Ganske vist krævedes faktor for opsparing eller realisation, den faktor fremgår jo af taksationsresultaterne forbindelse med de udarbejdede og hugststatistiken.

Dette er ikke i og for sig en kritik af forfatterens arbejde, men blot en oplysning læserne om, at det ikke er nødvendigt dykke ned i de mange specialundersøgelser, resultaterne heraf kun i stærkt begrænset omfang benyttes til løsning den opgave, forfatteren i titlen på afhandlingen har sat sig.

En kritik må derimod fremsættes i anledning at forfatteren meddeler sine undersøgelsesresultater i skikkelse af grafiske uden at selve materialet rialettil disse kurver publiceres. Gang på Sang oplyses i fodnoter at selve tallene, den tabellariske oversigt, kun findes i manuskript.

Læserne henvises således til at aflæse kurverne, der er gengvet i lille målestok og i et ikke kvadreret koordinatsystem. En læser, der virkelig ønsker at gøre sig bekendt med resultaterne af forfatterens omfattende arbejde og forstå kommentarerne disse resultater, må udstyre sig med passer og lineal og helst forstørrelsesglas. hårde betingelser! Grafiske fremstillinger bør ikke erstatte, men kun tjene som illustration til tekst og tabeller.