Nationaløkonomisk Tidsskrift, Bind 92 (1954)

PENGELØN OG BESKÆFTIGELSE

JØRGEN H. GELTING

I nærværende artikel tilstræbes en supplering på nogle punkter af den
nylig givne fremstilling1) af forholdet mellem pengeløn og realløn i visse
enkle modeller, særlig den klassiske og Keynes5. Specielt søges beiyst de i
Keynes-modellen implicerede sætninger, at i et lukket samfund vil en
generel ændring af pengelønnen lade både realløn og beskæftigelse uændret,
at en substitution mellem kapital og arbejde i produktionen ikke
kan fremkaldes ved en ændring af pengelønnen, men kun ved en ændring
af rentefoden. Disse sætninger kan — som diskussionen efter fremkomsten
af Keynes' »General Theory« viste — umiddelbart forekomme paradoxale,
om de ses på baggrund af den klassiske teori, eller i det mindste denne
teoris populariserede form.

Som et eksempel på konflikten mellem klassisk og Keynes' teori kan man anføre behandlingen af sammenhængen mellem befolkningstilvækst og kapitalrente. Den klassiske betragtningsmåde — jfr. f. eks. fremstillingen Cassel — vil her naturligt føre til den konklusion, at en voksende betinger en højere rente end en stationær befolkning på grund af den formindskede knaphed på arbejdskraft i forhold til kapitalen, når disse to forudsættes at være de eneste produktionsfaktorer. På den anden side synes en analyse på basis af Keynes' model med samme selvfølgelighed føre til den konklusion, at om det større arbejdsudbud skal indpasses i produktionen, må renten sænkes; og hvor befolkningen er voksende, må da alt andet lige renten være lavere, end hvor befolkningen stationær.2)

2. Oscar Lange3) søgte at eftervise en mere generel gyldighed af Keynesmodellens at en reduktion af pengelønnen ikke vil føre til større beskæftigelse — bortset fra den indirekte effekt via pengeefterspørgsel og rente og andre tilsvarende uvæsentlige modifikationer. Langes ræsonnement resume res således:

Når efterspørgsels- og udbudsfunktioner for varer og faktorer er homogeneaf
nul i de absolute priser, og efterspurgte og udbudte mængder


1) Sven Danø: Pengeløn og realløn. Natøk. Tidsskr. 1953, p. 16.

2) Jørgen Pedersen: Interest rates, employment, and changes in population. Kyklos, 1948, p. 1.

3) Price Flexibility and Employment. 1944. 111, samt appendix § 4.

Side 205

kun afhænger af de relative priser — og der følgelig ikke består nogen såkaldt monetær effekt — således at samlet efterspørgsel efter dels varer og faktorer, dels betalingsmidler er uafhængig af pengemængdens realværdi,da uligevægt på et faktormarked (overskudsudbud eller efterspørgsel)ikke ved nedsættelse eller forhøjelse af faktorprisen, såfremt også andre priser er flexible. — Der er to tænkelige veje til opsugningaf overskudsudbud af en faktor: Faktoren kan substituere for andre faktorer i produktionen, og vareproduktioner, hvori faktoren indgår,kan udvidet. Hvis der består et overskudsudbud på et faktormarked,og som følge heraf falder, vil det større udbud tenderemod blive opsuget ad de to angivne veje. Men herved skabes uligevægt,nemlig på andre faktormarkeder med prisfald til følge, hvis andre faktorpriser er flexible. Disse prisfald retablerer ligevægtpå andre faktormarkeder, medens det oprindelige faktorudbudsoverskudforbliver og de relative priser forbliver uændrede. — Anderledes hvis der består en positiv monetær effekt, i hvilket tilfælde åbenbart efterspørgsels- og udbudsfunktionerne ikke kan være homogene af grad nul i de absolute priser, men vel i disse off pengemængden. Ved uændret pengemængde vil prisfald her medføre en efterspørgselsforskydningfra til varer og faktorer, således at totalefterspørgslen efter disse øges med deraf følgende opsugning af det oprindelige faktorudbudsoverskud.

Hvad mening har den refererede argumentation for, at i mangel af positiv monetær effekt kan prisflexibilitet ikke sikre opsugning af et faktorudbudsoverskud? Trods delvis uklar sprogbrug fremgår det af Lange's fremstilling, herunder dens matematiske del, at der ikke er tale om en dynamisk analyse af det beløb, som udløses af et øget faktorudbud og dermed sammenhængende prisfald. Analysen er statisk1). Problemet kan da formuleres således: Vi har en udgangssituation med samtlige markeder ligevægt. Med denne sammenligner vi en anden situation, der i forudsætningerne kun adskiller sig fra den første derved, at for een faktor er udbudsfunktionens værdi for enhver priskonstellation større end den i udgangssituationen gældende funktions tilsvarende værdi. Det gengivne ræsonnement må da betyde, at hvis mængdefunktionerne er homogene af grad nul i de absolutte priser og uafhængige af pengemængdens realværdi, da vil de relative priser i de to situationer være identiske, og den faktor, hvis udbud er øget, vil være ledig i et omfang lig differencen mellem udbud og efterspørgsel ved den bestående konstellation af relative priser.

Denne forbløffende konklusion har en nærliggende grund: At sige, at
mængdefunktionerne er homogene af grad nul i priserne, er i Lange's model
det samme som at sige, at Say's lov gælder. Fremstilles mængdefunktionemei


1) Men dette gælder selvsagt ikke analysen i kap. Vog ff. i Price Flexibility and Employment.

Side 206

nemeiform af overskudsefterspørgselsfunktioner, består der ligevægt, hvis på hvert marked overskudsefterspørgslen er nul. Er der 117 markeder, har vi 117 funktioner, og 117 priser er übekendte — tilsyneladende. Thi da ikke de absolute, men kun de relative priser er af betydning, er de übekendte kun 116 relative priser. Da Say's lov er forudsætning, kan en vilkårlig af mængdefunktionerne afledes af de øvrige 116. At ændre på een af mængdefunktionerne og lade de øvrige uændrede er derfor at forsyndesig også mod modellens økonomiske interpretation. Sæt at faktorenarbejde, kun denne, udbydes af en vis gruppe personer, som efterspørger enhver anden vare og faktor. Åbenbart må en ændring af arbejdsudbudsfunktionen modsvares af ændringer i efterspørgselsfunktionernefor faktorer og varer, når Say's lov gælder. Ændring af ligevægtsbetingelsernefor enkelt marked er eo ipso ændring af ligevægtsbetingelsernefor markeder.

Hvis mængdefunktionerne ikke er homogene af grad nul i priserne alene, og altså forudsætningen om gyldigheden af Say's lov opgives og erstattes med Walras' lov, hvorefter den apsurnmerede overskudsefterspørgsel på samtlige vare- og faktormarkeder samt markedet for penge er nul, kan der bestå en positiv monetær effekt med deraf følgende bestemmelse af de absolutte priser i stabil ligevægtl). Thi en positiv monetær effekt indebærer prisfald en forskydning af efterspørgslen fra penge til varer og ved prisstigning en efterspørgselsforskydning fra varer til penge. Indførelsen en monetær effekt tjener således til bestemmelse af de absolute priser, men er ikke nødvendigvis afgørende for spørgsmålet om beskæftigelsen. indenfor en model, hvor mængdefunktionerne er homogene af grad nul i de absolute priser, og iudeiiiui en model, hvor funktionerne er homogene af grad nul i priserne og pengemængden, kan man opstille såvel sådanne forudsætninger, at der kan bestå en stabil situation med underbeskæftigelse af en eller flere faktorer, som forudsætninger, der sikrer fuld beskæftigelse. Som det omtales i det følgende, kan de essentielle forudsætninger Keynes-modellens underbeskæftigelsesligevægt formuleres i en model, hvori de absolutte priser ikke indgår2).

3. I dette afsnit gøres nogle bemærkninger oin følgerne af lønændringer
i et enkelt fag indenfor Keynes-modellens forudsætninger.

Lønnen nedsaltes indenfor et enkelt fag. løvrigt er indenfor dette og


1) I denne forbindelse kan henvises til diskussionen om den klassiske pengeteori i Econometrica 1949—51, særlig Patinkin's analyse af Langes system i Econometrica 1949, p. 18 ff. Desværre bliver det på grund af den voksende udbredelse af matematiske kundskaber vanskeligere for økonometrikerne at udtrykke sig uforståeligt. I sin udmærkede af diskussionen, Econometrica 1951, p. 152, overvinder Karl Brunner denne vanskelighed ved tillige at betjene sig af logistikens symboler. Jfr. endelig Becker & Baumol, Economica 1952, p. 355.

2) Jfr. L. Klein: The Keynesian Revolution. 1947, p. 80 ff.

Side 207

alle andre fag arbejdsudbudet fuldstændig elastisk, og lønnedsættelsen ventes at være varig og er det. Lønnedsættelsen vil udløse en substitution af vedkommende fags arbejdere for andre arbejdere, dels indenfor produktionen,dels forbruget, idet varer, der i særlig grad fremstilles ved den billiggjorte arbejdskraft, vil falde i pris. Desuden kan der — bortset fra indirekte virkninger gennem ændring af rentefoden —- fremkomme positive eller negative aktivitetsvirkninger, fordi den forventede profitrate ændres som følge af lønændringen.

(a) Hvis lønnedsættelsen gælder samtlige indenfor investenngsproduktionen arbejdere og kun disse, og hvis alle investeringsforetagernes falder indenfor investeringssfæren, vil lønreduktionen ikke tilskynde til substitution i investeringsproduktionen. Men faldet i investeringsomkostningerne på lignende måde som et rentefald tilskynde til større investering. Men kun hvis investeringens elasticitet med hensyn til omkostningerne er større end een, vil også beskæftigelsen i konsumvareproduktionen større1).

(b) Hvis lønfaldet indtræder for samtlige de arbejdere, der er beskæftigede produktionen af en vis, relativt lille gruppe af forbrugsvarer, vil de pågældende arbejdere få øget beskæftigelse gennem substitution både i forbruget og i produktionen.

Pengelønnens reduktion vil implicere en reduktion af reallønnen. Og lønreduktionen vil tilskynde til substitution i produktionen af arbejde for materielle produktionsmidler. At karakterisere denne substitution som en substitution af arbejde for kapital er en bekvem, men også upræcis talemåde. er vel plausibelt, at i de fleste tilfalde, der kan forekomme i praksis, vil substitutionen indebære en ændring af den pågældende produktions på grund af relativt mindre anvendelse af varige produktionsmidler. Men fra økonomisk synspunkt er dette tilfældigt og ingenlunde nødvendigt. Således kan det meget vel tænkes, at subs ti tu ti on ea udelukkende tager form af en intensivere bearbejdelse af indkøbte råvarer og halvfabrikata, og at indkøbene af disse mindskes i forhold til anvendelsen arbejdskraft uden ændring af de pågældende virksomheders indkøbs- og afsætningsplaners tidsstruktur. Derimod vil en renteændring nødvendigt tilskynde til en ændring af tidsstrukturen.

En lønreduktion i hele forbrugsvareproduktionen vil ved at forhøje de relative priser på maskiner etc. mindske investeringen. Det samme vil i almindelighed gælde et lønfald i en enkelt forbrugsvareproduktion. Men hvis lønreduktionen finder sted indenfor en produktion, der er relativt kapitalintensiv, og hvis substitutionen i forbruget er betydelig i forhold til substitutionen i produktionen, vil forbrugsvareproduktionen som helhed blive mere kapitalintensiv med deraf følgende tilskyndelse til større investering og positiv aktivitetseffekt.


1) Gelting: Finansprocessen. 1948. p. 189.

Side 208

(c) Men bortset fra aktivitetsvirkninger af den angivne art er hovedsagen Keynes-modellen, at nedsættelse af lønnen indenfor et enkelt fag kun vil udvide de pågældende arbejderes beskæftigelse på bekostning andre fags beskæftigelse. Og lønreduktionen fører kun til større beskæftigelse, hvis lønnen i de andre fag ikke følger med ned. Videre har fagets andel i den samlede beskæftigelse en åbenbar betydning. Lad lønnen i et lille fag falde med 20 procent. Som følge heraf stiger fagets beskæftigelse 100 til 140. Alle andre fag har i den oprindelige situation en beskæftigelse på 1000, der som følge af det lille fags lønreduktion og beskæftigelsesstigning reduceres til 960, således at totalbeskæftigelsen er uændret. Vi kan nu bytte om på udgangs- og slutsituationen og konkludere, en 20 procent lønreduktion i »alle andre« fag kun vii øge beskæftigelsen lidt, nemlig fra 960 til 1000. Og grunden hertil er den simple, at når totalbeskæftigelsen er fastlagt ved forhold, som det generelle lønniveau i alt væsentligt er uden indflydelse på, kan større beskæftigelse for en faktor kun ske gennem substitution for andre fakturer, og jo større vedkommende faktors andel i totalbeskæftigelsen er, desto mindre spillerum der alt andet lige for substitution.

4. Hvis en nedsættelse af pengelønnen skal føre til større beskæftigelse substitution af arbejde for kapital, kan dette ikke med mening siges at bero på en reduktion af pengelønnen i forhold til kapitalrenten. arbejdsløn og kapitalrente er ikke størrelser af samme dimension. igen hænger sammen med, at kapitalrenten ikke er nogen produktionsfaktors aflønningl). Hovedparten af den metaf^/sik, som indenfor har passeret under betegnelsen kapitalteori havde kunnet undgås, hvis man i stedet for om kapitalrenten havde talt om kapitaliseringsfaktoren i tråd hermed havde betragtet kapital som prisen på retten til fremtidige ydelser.2)

Imidlertid kan lønnen tænkes ændret i forhold til de materielle produktionsmidlers rent, og ændret relativ aflønning kunne da fremkalde substitution. Men i det korte løb er de materielle produktionsmidlers konstant, og hvis også det effektive markedsudbud er uelastisk, bestemmes aflønningen residualt indenfor klassisk og neo-klassisk Det er derfor ingenlunde indlysende, ved hvilken mekanisme en generel lønændring kan påvirke beskæftigeisen i den klassiske eller neoklassiske 8)


1) Jørgen Pedersen: Pengeteori og Pengepolitik. 1948, p. 74.

2) Een — mindre vigtig — konsekvens: I stedet for at undres over opsparingsudbudets uffllsomhed for renteændringer, kunne man anse det for meget naturligt, at elasticiteten i efterspørgslen efter retten til fremtidige ydelser er —1 m. h. t. kapitaliseringsfaktoren.

3) Svaret er måske, at galt stillede spørgsmål ikke besvares; lønnen afhænger af beskæftigelsen og ikke omvendt. Jfr. Gelting: Klassikernes beskæftigelsesteori. Natøk. Tidsskr. 1944. p. 17.

Side 209

Det er i denne forbindelse interessant at se, hvorledes Ricardo1) behandler om substitution af maskiner for arbejdskraft som følge af en lønstigning. Når lønnen stiger, bliver anvendelsen af en maskine i produktionen til erstatning for arbejdskraft mere fordelagtig. Overfor indvendingen, at når lønnen stiger, vil også prisen på maskinen stige, påpeger at dette kun ville være rigtigt, hvis ingen kapital anvendtes i produktionen af maskinen, og derfor dens pris ikke inkluderede en vis profit. Når lønnen er steget, må profiten være faldet, og prisen på maskinen derfor ikke stige som arbejdslønnen. — Det vil ses, at en stiltiende er, at lønstigningen er en reallønstignig. Men dernæst er det åbenbart, at lønstigningen kun bevirker substitution, fordi højere løn fører til lavere profitrate. Men hos Ricardo bestemmes renten af profitraten. er profitraten = rentefoden, som direkte bestemmer produktionens En forskel fra moderne teori kan således alene vedrøre spørgsmålet om forbindelsen mellem penge- og realløn.

Når indenfor Keynes-modellen renten varigt sænkes, bliver en forøgelse af produktionens kapitalintensitet fordelagtig, hvilket normalt vil indebære en forøgelse af realkapitalmængden per beskæftiget arbejder. På kort sigt, hvor mængden af realkapital er konstant, vil der imidlertid tværtom ske en formindskelse af realkapitalmængden per beskæftiget arbejder, fordi beskæftigelsen stiger. Denne modsætning mellem korttids- og langtidsvirkning umiddelbart synes paradoxal. Imidlertid vil renteændringen få omgående virkning på produktionsplanernes struktur, hvilket er det afgørende. Kun under uændrede forhold vil ex ante og ex post strukturer være ens. Og kombinationen af flere arbejdere med den på kort sigt konstante hviler på forudsætningerne om, 1) at der er ledighed på arbejdsmarkedet, hvorimod realkapitalen er fuldt beskæftiget, samt 2) at rentesænkningen ikke er ledsagefænomen til en forhøjelse af opsparingsfunktionen, således som klassikerne ville forudsætte det.

Et andet »paradox« vedrører — jfr. § 1 ovenfor — rentens højde ved voksende befolkning. Thi medens ræsonnementet, at en sænkning af rentener til at forhøje aktiviteten, fører til den konklusion, at renten må være lavere, hvor arbejdsudbudet vokser, fører et ræsonnement efter klassiske linier til højere rente. En mulig løsning er selvsagt, at expansionenmå ved et rentefald, men at dette da bliver kun midlertidigt,idet atter stiger, når expansionen er kommet igang. Men iøvrigt er der ingen vanskelighed ved at pege på mekanismer, der kan igangsætte expansionen uden hjælp af et rentefald. Således kan en (øget) befolkningstilvækst hos foretagerne skabe forventninger om stigende efterspørgsel,og sådan forventning vil tendere mod at retfærdiggøre sig selv. Endvidere er det af åbenbare grunde sandsynligt, at forbruget ved given indkomstvil


1) Principles, ch. I, section V.

Side 210

komstvilvære en stigende funktion af befolkningens størrelse. Endelig kan nævnes, at visse typer af offentlige investeringer også i mindre udviklede samfund vil vokse, når folketallet vokser. Derimod er det vanskeligt at pege på nogen mekanisme, der på tilfredsstillende måde kan forklare, hvorledes et generelt lønfald som følge af større arbejdsudbud kan føre til større beskæftigelse.

5. William Fellner1) har foreslået en mekanisme, ved hvilken en reduktion pengelønnen kan føre til større beskæftigelse — uafhængigt af det rentefald, der kan blive følgen af et lavere lønniveau ved konstant pengemængde. En fremtrædende rolle i Fellner's fremstilling spiller begrebet for yderligere investering«, d. v. s. investering, der tjener fremtidig udvidelse af investeringsproduktion, — f. eks. investering ved udvidelse af stålværker eller cementfabriker. Den andel, som investeringen for yderligere investering udgør af nationalproduktet, vil typisk være lig opsparingskvotens kvadrat: Er forbruget 80 og opsparingen = investeringen vil af investeringen Vs = 4 være investering for yderligere investering 100 • (i/s)2. Forhøjelse af opsparingskvoten implicerer således en stærk forøgelse af investering for yderligere investering's andel i nationalproduktet.

Fellner's fremstilling kan kort gengives således: Hvis lavere pengeløn skal føre til større beskæftigelse, må reallønnen falde, og priserne altså falde mindre end i forhold til lønniveauet. Men »en ændring i forholdet mellem varepriser og pengelønninger i et vist produktionsinterval ledsages af en ændring i gennemsnitlig og marginal forbrugstilbøjelighed i hele intervalet. Hvis den gennemsnitlige eller marginale forbrugstilbøjelighed ændres, da ændres også i ri en andel, som investeringen for yderligere investering udgør af åen samlede produktion«. Et fald i pengelønnen kan føre til lavere realløn og større beskæftigelse, hvis lønreduktionen ledsages af en forøgelse af investeringen af en vis mindste størrelse. Og da nedsættelsen af reallønnen sænker forbrugstilbøjeligheden, må forøgelsen af investeringen tage form af investering for yderligere investering. »Det synes rimeligt at antage, at den andel investering for yderligere investering udgør af produktionen, varierer modsat pengelønningerne, thi medens lønningerne er direkte bestemmende investeringsomkostningerne, har de ikke direkte indflydelse efterspørgslen efter investering for yderligere investering.«

Der er imidlertid betydelige vanskeligheder i denne teori. Da hverken lavere rente eller forventninger om senere lønstigning er forudsætning, synes det ejendommeligt, at reduktion af reallønnen ledsages af større investering yderligere investering, der formentlig må resultere i mere kapitalintensiv — jfr. den ovenfor refererede fremstilling hos Ricardo.

Endvidere er den slutning überettiget, at fordelingen — mere end rent
midlertidigt på grund af prisstivhed — vil forskydes til gunst for foretagerne.Ved


1) Monetary Policies and Full Employment. 1947. p. 95 ff.

Side 211

ne.Vedgiven produktionsfunktion kan der ikke regnes med anden sænkningaf end den, der bliver følgen af større beskæftigelse ved den på kort sigt konstante real kapital mængde. Det er en særlig og ikke angiven forudsætning, at beskæftigelsens elasticitet med hensyn til reallønnener ringe, at arbejdernes andel i totalindkomsten falder. Imidlertid,hvis ikke ændres, bliver den eneste kilde til større opsparingskvoteden i den samlede realindkomst, som ledsager forøgelsenaf og denne fremstår da som så meget mere plausibel.

Afgørende bliver det herefter, om det er rimeligt -— som Fellner gør det — at antage, at et fald i pengelønnen vil tilskynde til større investering for yderligere investering. Et forsøg på at præcisere udsagnet, at denne art investering vil vokse, fordi pengelønnen har direkte betydning for omkostningerne, kun indirekte betydning for efterspørgslen, synes uundgåeligt ende op i udsagn om foretagernes forventninger med hensyn til den fremtidige pris- og lønudvikling; men Fellner har netop villet påvise en mekanisme, der fremkaldte større beskæftigelse på anden måde end blot i kraft af forventninger om senere lønstigning.

formelt betyder Feiiners mekanisme en forudsætning om, at indenfor et vist produktionsinterval er investeringen en mindst ligeså hastigt stigende funktion af produktionen som opsparingen, således at mere end eet produktionsomfang give ligevægt; medens den for Keynes-modellen typiske forudsætning er, at investe ringstil væksten per produktionstilvækst er mindre opsparingstilvæksten.1)

6. Keynes-modellens i relation til spørgsmålet om sammenhængen mellem eller manglen på sammenhæng mellem pengeløn og beskæftigelse essentielle forudsætninger er to: a) at mængden af materielle produktionsmidler kort sigt er konstant og fuldt beskæftiget, og 1>) at kun ved en vis realindkomst er total efterspørgslen lig indkomsten, men ved lavere indkomst større end denne og ved større indkomst mindre end denne.

Det er væsentligt, at på kort sigt er ikke blot de materielle produktionsmidlersmængde, også deres beskæftigelse konstant. Thi dette betyder, at på kort sigt kan antallet af arbejdere i forhold til realkapitalen kun øges gennem en forhøjelse af den samlede aktivitet, som imidlertid bestemmes gennem efterspørgselsfunktionen. En nedsættelse af pengelønnen kan ikke øge arbejdernes beskæftigelse på bekostning af realkapitalens beskæftigelse, og i relation til beskæftigelsen er det derfor kun af sekundær interesse,


1) Keynes-modellen reagerer på klassisk manér, når opsparings- og investeringsfunktion som angivet: Opsparing og investering er proportionale med indkomsten, den brøkdel, investeringen udgør af indkomsten, varierer omvendt med rentefoden. Beskæftigelse over et vist niveau fører til højere pengeløn, under dette niveau fører til lavere løn. Konstant pengemængde og Keynes-modellens renteteori forudsættes.

Side 212

om pengelønnen ændres og fører til ændring af indkomstfordelingen med
deraf følgende modifikation af efterspørgselsfunktionen.1) Thi en virkning
af denne art kan jo på ingen måde mindske afstanden fra klassisk teori.

Snarere kan det hævdes, at Keynes-modellens renteteori og den deri indeholdte for en virkning fra pengeløn via rente til totalefterspørgsel etablerer en tilknytning til klassisk teori, omend kun en spinkel. Og derfor kan man med L. Klein hævde, at det essentielle i Keynes-modellens beskæftigelsesteori komme frem, selv om renteteorien udelades, og de absolute lades übestemte.

Keynes-modellens beskæftigelsesteori er da: Der består en totalefterspørgsel af den foran angivne beskaffenhed. Der er kun to produktionsfaktorer. ene, de materielle produktionsmidler, har konstant = fuld beskæftigelse. Følgelig består der en entydig forbindelse mellem den samlede realindkomsts størrelse og den anden faktor, arbejdskraftens, beskæftigelse, som da bestemmes gennem efterspørgselsfunktionen.

Hyppigt identificeres de materielle produktionsmidlers beskæftigelse med deres kapacitetsudnyttelse. Men de materielle produktionsmidler må — uanset kapacitetsudnyttelsen -— anses for fuldt beskæftigede, når de står til rådighed for foretagerne i produktionen — ligesom en skuespiller er lige beskæftiget, hvadenten han optræder i et stort eller lille teater. Det er også klart, at hvis beskæftigelse og kapacitetsudnyttelse identificeres, og produktionsfunktionen forudsættes homogen af første grad i de anvendte faktormængder, kan arbejdets grænseproduktivitet ikke være faldende ved voksende beskæftigelse.

Det er gennem forudsætningen om de materielle produktionsmidlers fulde beskæftigelse, at de institutionelle forhold, nærmere betegnet ejendomsforholdene, ind i modellen. Sammenlign med Keynes-modellen en model med samme totalefterspørgselsfuiiklion; men hvor arbejderne er foretagere, der lejer de materielle produktionsmidler — d. v. s. køber disses ydelser — af kapitalisterne på kontraktligt fastsatte vilkår. Her vil arbejderne fuldt beskæftigede, og de materielle produktionsmidlers beskæftigelse variabel; og generelle lejeændringer vil være uden betydning beskæftigelsen. Symmetrien svigter i modellernes langtidsvarianter. i Keynes-modellens langtidsvariant ledighed af arbejdskraften indeholdes som indifferent mulighed,1) er i arbejder — foretager-modellens typiske langtidsligevægt mængden af materielle produktionsmidler tilpasset beskæftigelsesmulighederne, således at begge faktorer er fuldt beskæftigede.


1) Tilmed er de fleste ændringer af denne art, som kan bringes i forslag, sådanne, der vil føre til lavere beskæftigelse.

2) Jfr. Joan Robinson: Essays in the Theory of Employment. 1937, p. 105 ff. samt Roy F. Harrod: Towards a Dynamic Economics. 1948, p. 63 ff.