PROFESSOR Alf Ross's Bog: »Om Ret og Retfærdighed«-) er først og
fremmest et sikkert nyttigt Bidrag til Orientering af Juristerne m. h. t.
deres Fags videnskabelige Problematik. Paa Grund af Slægtskabet mellem
Retsvidenskaben og Fagomraadet økonomisk Politik og paa Grund af Forfatterens
filosofiske og litteraturhistoriske Kundskaber og
desuden Kontakt med Dele af den nationaløkonomiske Tænkning er hans
Udtalelser om Politik og Videnskab af stor Interesse ogsaa for Økonomer.
kan imidlertid rejse Spørgsmaalet, om ikke hans Kritik af nutidige
Velfærdsteorier er Skud i Luften paa Grund af utilstrækkelig
af Forfatterens kære, gamle Sigte mod klassisk Utilitarisme,
og andre metafysiske Dogmer om den ideelle Politik. Ross's
Tanker om økonomi og Velfærd har nær Tilknytning lil Myrdals fremragende
»Vetenskap och Politik i Nationalekonomien« fra 1930,3) ligesom
bl. a. ved sit Ophold i Uppsala har været i nær Kontakt med svenske
og Filosoffer."1)

Bogens første og mest omfattende Emne, Retten, Analysen af Begrebet: gældende dansk Ret, springer vi helt over. Retf'ærdighedsbegrebet har derimodfor vidt Interesse, som det af nogle sættes som øverste politiske Princip. Denne Mulighed udelukker Ross imidlertid ved en klar, forme! Definition. »Retfærdighed er korrekt regelanvendclse modsat vilkårlighed«(S.

---

1) Jeg er Universitetsadjunkt Sven Danø meget taknemmelig for kritisk Gennemlæsning Tilføjelser paa nogle væsentlige Punkter. Endvidere har Indlæg fra Professor Ross og en Række Økonomer og Filosoffer m. fl. i to Diskussioner om Emnet bidraget til at uddybe — og i Formen moderere — mit Standpunkt.

2) Nyt Nordisk Forlag, 1953, 476 S. — Se specielt Kritikken S. 382_—84 af mit Kompendium »Vurderinger og Maalsætninger i Økonomien i velfærdsteoretisk Belysning«, Økonomisk Laboratorium, 1952. — Jeg henviser i det følgende overvejende til Litteratur efter dettes Fremkomst.

3) Den nylig udkomne engelske Udgave af Myrdals Bog bringer intet nyt ud over et kort Forord og Oversætterens Bemærkninger om den senere Udvikling. I Forordet siger Myrdal, at han nu anser det for naivt, at man skulde kunne naa til en vurderingsfri Teori. Spørgsmaalene, der stilles, er bestemt af Interesser. Det gælder derfor om hele Vejen at arbejde med explicite Værdipræmisser.

hed«(S.365). Hvor det drejer sig om Realiteter, siges derimod: »At påberåbesig betyder intet som helst andet end at give kraveten underbygning, der afskærer en rationel argumentation, der kunne bane vej for en forståelse. Retfærdighedsideologien fører til uforsonlighedog fordi den på den ene side hidser op til en tro på, at ens krav ikke blot er udtryk for en vis interesse i strid med modstående interesser, men besidder en højere absolut gyldighed; og på den anden side afskærer enhver rationel argumentation og diskussion om en udligning.«(S.

Ved politiske Overvejelser maa man sondre mellem Opfattelsen m. h. t. Virkelighedens Beskaffenhed og Indstillingen, jfr. S. 389. Indstillingerne deles i »behovsfunderede indstillinger«, d. v. s. Interesser, og »suggererede hvoriblandt »moralske indstillinger« er af særlig Betydning, S. 449.

Noget andet er imidlertid, »at der faktisk, d. v. s. psijkologisk-kausalt, består en intim vekselvirkning mellem opfattelser og indstillinger« (S. 392 øv.). Denne Forbindelse medfører Farer for Ønsketænkning eller »personlig (bias)«. Forf., der ellers kan forekomme selvsikker og skarpt dømmende om andre, tilføjer her: »Man behøver blot at gribe i sin egen barm for at vide, hvorledes det, selv med den redeligste vilje er nødvendigt stadig at være på vagt mod blindhed, forskydninger, tilsnigelser rene forfalskninger« (S. 392 n.). Han taler — hvad der kan være Grund til at huske i det følgende — (S. 423) om den betydelige Risiko ved at orientere sig blot litterært på et fremmed Omraade, og S. 420 om den aabenbare Fare for Dilettanteri, naar Juristen tiltror sig Evne til paa egen Haand at mestre Problemer, der ligger uden for hans Fagomraade.

Spørgsmaalet om Forholdet mellem Videnskab og Politik, »Videnskabens for at dirigere menneskelig aktivitet« behandles udførligt. »Det principielle synspunkt må her være, at videnskabens opgave alene kan bestå i at tjene og vejlede den rationelle argumentation ved at forsyne med videnskabeligt holdbare påstande og kritisk udsondre sådanne, ikke kan stå for videnskabelig prøve« (S. 405 øv.). Denne sikkert rigtige udtalelse er »udtryk for en moralsk indstilling, en professionel for videnskabsmænd, idéen om videnskabens objektivitet eller (S. 405 n.).

Naar det gælder om at ændre andres politiske Standpunkt, søger man imidlertid ikke blot at paavirke Opfattelsen ved Argumentation, som falderinden Videnskabens Omraade, man søger ogsaa at ændre Indstillingenved, Ross med et lidt usympatisk klingende Ord kalder »Paatrykning«. »Paatrykningens teknik beror på den fundamentale psykologiskekendsgerning, emotioner (som kort udtryk for emotive og volitive indstillinger) lader sig transmittere ligeså vel som opfattelser«

(S. 402). Paatrykning kan ske ikke blot ved almindelige sproglige Midler,men Stemmeføring og Miner eller ved Valg af Ord, som medbringersærlige eller Kuldegrader, jfr. Forf. isnende, ironiske Anvendelseaf som naiv, romantisk, orakuløs, opstyltet, oppustet — for ikke at tale om »vort eget hjemlige lille skud af nyere dato på denne ædle stamme« (S. 341). Over for mange af Bogens kølige, juridiske Læsereer og Overlegenhed antagelig el mere virksomt Paatryksmiddelend Følelsesudbrud.

Det fremhæves rigtigt, »at idéen om videnskabens renhed ikke krænkes, blot grænsen mellem videnskab og politik markeres« (S. 430). Man maa altsaa gøre klart, hvilket Sprog man taler i Øjeblikket. Ross har »det grundsyn, at den politiske diskussion ikke ligger i det logiske plan: den tilstræber ikke at bevise sandheder; men i det psykologiskteknisk-kausale den tilsigter tilvejebringelse af praktisk enighed ved at påvirke en modparts standpunkt gennem argumentation og påtrykning denne ramme spiller ralioneiie argumentative påstande i almindelig erfaring eller videnskabelig indsigt en rolle. Men deres funktion er ikke at bevise en sandhed, men at overbevise en modstander, v. s. omvende ham til ens eget standpunkt.« (S. 416)). Lidt overraskende tager han til Orde for en Genoplivclse af Retorikken, der for Grækerne var andet og mere end en Tjære om Veltalenhed, »the fine art of persuasion, en omfattende lære om den teknik at vinde tilslutning andre ved egnet påvirkning af deres tanker og deres sind,« (S. 416) en Kunst, som gerne skal udøves med »størst mulig respekt for sandhedens. Dette er unægtelig gode og fine Ord at citeie ior Reklamens Profeter, hvad der samtidig kan gøre andre betænkelige.

Men tilbage til det rent videnskabelige Arbejde. Hvorledes kan nu dette
tjene og vejlede Afgørelsen af de politiske Spørgsmål?

Der kan ikke være Tale om at give absolutte og entydige Løsninger, idet de bestemmende Personers Indstilling (Interesser og moralske Principper) tages som Udgangspunkt. Det synes dog med de politiske Forhold, som vi har her i Landet, at virke for massivt som Ross at tale om »de magthavendes« Indstilling som relevant Udgangspunkt, saafremt man derved tænker sig, at det kun er nogle faa store Magtgruppers eller personlige Magthaveres Standpunkter, som har Interesse »de herskende samfundsklassers faktiske dominerende indstilling« (S. 384). Naar det politiske er labilt, maa enhver Argumentation, som kan tænkes paavirke dette, være relevant, hvortil kommer, at Økonomer og andre Raadgivere jo ogsaa bl. a. i Lærebøger leverer Materiale til Brug for Fremtidens endnu ukendte Magtkonstellationer.

Naar Præmisserne klarlægges, kan der ikke være noget videnskabeligt
forkert i at drage Konsekvenser af en hvilken som helst Indstilling endog

den videnskabelige Forfatters egen, blot det sker uden Anvendelse af suggererendeVarme eller Kuldegrader eller andre Paatrykseffekter. Spørgsmaaletom, Indstillinger, der kan være relevante som Udgangspunkt,maa udenfor videnskabelig Bedømmelse. Udarbejdelse af en Samling af Forslag og Vurderinger svarende til en Række af forskellige Indstillinger med Analyse af hidtidige eller forventede Virkninger maa høre til Arbejdsopgaverne for de videnskabelige Hjælpere, jfr. at det findespraktisk, Rigsdagsbetjenten bringer Vand til Talere af alle Partier, og at de offentlige Biblioteker skaffer Materiale for Folk med enhver Anskuelse.

Selv om de bestemmendes Indstilling i Princippet maa tages som givet, det rigtigt som Ross siger, at den videnskabelige Hjælper kan medvirke en Afklaring. Teoriens Opgave er »også at vejlede, hvad selve målsætningen angår; at afklare og præcisere de politiske indstillinger ved at korrigere og supplere de betingende opfattelser; eller at angive de mål, som de magthavende ville sætte sig, om de havde en mere adækvat virkelighedsopfattelse end de faktisk har« (S. 411_—412).

Paa et ganske afgørende Omraade lader Professor Ross imidlertid — jeg synes alt for hurtigt — Teorien melde Pas. Det gælder den Samarbejd den af de forskellige Hensyn, som giver sig udslag i Beslutningen. Det faktiske Forløb beskrives saaledes: »Vi bevæges af mange forskellige behovog der mødes og brydes i en irrationel motivationsproces. Vi influeres herved af visse vurderings- og præferencemønstre, der udvikles og fæstner sig individuelt og socialt«.... »Sluttelig integreres disse hensyni afgørelse som udtryk for den vægt eller præference, der tillægges de forskellige hensyn. Denne afgørelse har karakter af det vi kalder en beslutning, d. v. s. en irrationel sjælelig akt, i hvilken alle de kræfter, der blev mobiliseret under overvejelsens stade, får lov til at brydes, indtil vi med hele vor personlighed reagerer med et resultat, afgørelsen. Det er nogethelt end et rationelt valg mellem kvantitativt bestemte størrelser......»Bragt en kort formel kan vi sige: Behovenes inkommensurabilitetudelukker kvantitativ maximering,« (S. 379) »Den politiske opgave er altid en integrationsopgave, en udligning af inkommensurablehensyn. er maximeringsproblemer og fordelingsproblemer,der økonomiske, partipolitiske og militærstrategiske hensyn, der er hensyn til beskæftigelse, inflation, handelsbalance o. s. v., der er korttids og langtidsbetragtninger, der er kulturelle og sociale ønskemål, såvelsom om udenrigspolitisk sikkerhed — altsammen af spejlende en mangfoldighed af indstillinger, der kræver afvejning og udligning. Den politiske afgørelse har derfor altid karakter af en beslutning, ikke af en løsning (som løsningen af et teknisk problem).« (S. 411) ... »Selv efter den grundigste udredning af alle kendsgerninger og sammenhæng, vil der

altid blive et spring tilbage, et spring der består i, at alle hensyn overvejes og afvejes i en beslutning, altså en irrationel akt« (S. 413). Professor Ross finder det (S. 413 n.) baade videnskabeligt korrekt og hensigtsmæssigt, »at den teoretiske forsker selv foretager det irrationelle spring og servererresultatet form af en anvisning til praktikeren,« der dog maa tage den definitive Beslutning og det definitive Ansvar.

II.

Der er sikkert meget rigtigt i denne interessante og udførligt citerede Udredning om Vanskeligheden ved rationelle Afgørelser i konkrete Tilfælde. alligevel forekommer det en Økonom, at professor Ross kvinde have hjulpet den besiuttende noget længere paa Vej.

Økonomien anvender i stor Udstrækning et særligt Tankeskema til at beskrive Valg mellem varierende Mængder af uensbenævnte Størrelser. Disse gøres f. s. v. ensbenævnte, idet de ligestilles i de økonomiske Dispositioner. udstrækker — med en vis Tilnærmelse — Produktionen det Punkt, hvor Grænseindtægt bliver lig med Grænseomkostninger, Gevinsten her er maksimal. Anvendelsen af forskellige Produktionsmidler og Fremstillingen af forskellige Varearter afbalanceres i en marginal Ligevægt. Overalt, hvor Substitution i Produktion Omsætning er mulig, er denne marginale Ligevægt blot et Udtryk for, at en Maksimering — i sidste Instans af Gevinsten — har fundet Sted. Dette gælder, hvadenten der er Tale om at finde den Produktionsmængde, giver størst mulig Gevinst, eller det f. Eks. drejer sig om at iinde den Kombination af Produktionsfaktorer, der muliggør den største Produktion ved et givet Totalomkostningsbeløb, eller hvad der kommer ud paa det samme, at producere en given Produktionsmængde med de mindst mulige Omkostninger.

For de enkelte Forbrugere kan der anstilles lignende Betragtninger, selv om de Størrelser, der her maksimeres, ikke saaledes som VirksomhedernesGevinster absolut maalelige i Penge eller andre fælles Enheder. Tankegangen er den, at man for hver enkelt Forbruger forestiller sig alle tænkelige Mængdekombinationer af de forskellige Forbrugsgoder stillet op i en Prioritetsrækkefølge, der udtrykker Konsumentens Præferenceskala.Forbrugeren da blandt de Kombinationer af Godemængder, som han har Mulighed for at købe for sin begrænsede Indtægt ved de herskendePrisforhold, den, der staar højest paa Prioritetslisten. Dette kan formelt behandles som et Maksimeringsproblem, hvis man som et analytisk Hjælpeudtryk indfører en matematisk Funktion af de enkelte Godemængder, saaledes konstrueret, at jo højere en Kombination staar paa Prioritetslisten, des større bliver Funktionsværdien; Forbrugerens

Handlemaade kan da udtrykkes paa den Maade, at han søger Maksimum af denne Funktion under den Bibetingelse, at Indtægten er begrænset. Ogsaaher den marginale Ligevægt, hvor Substitutionsmuligheder foreligger,Tegn at Maksimum er naaet. Under Naturaløkonomi opnaas Ligevægten paa Grænsen uden Vurdering i Penge. Men medens der ved Virksomhedernes Gevinstmaksimering findes en objektiv Maalestok, idet Gevinsten maales i Pengeenheder, saaledes at man har en cardinal Skala, giver Forbrugernes Nyttevurdering sig kun objektivt Udtryk i en Rækkefølge,en Skala.

En tilsvarende Tænkemaade — Konstruktion, om man vil — kan man nu tænke sig anvendt ogsaa ved Valg mellem forskellige politiske^ .Muligheder, der bliver Tale om Hensyntagen til flere Individer. Man kommer ind paa Begrebet Velfærd i Analogi med det, som for det enkelte Individ kaldes »Nytte«, begge Begreber defineret ved den valgte eller foretrukne En fuldstændig Udledning af marginale Ligevægtsbetingelser, giver et Kriterium for maksimal Velfærd maa forudsætte et Sæt af etiske Vurderinger, eftersom de forskellige Medlemmer af Samfundet modstridende Interesser og modstridende Opfattelser af, hvad der skal forstaas ved samfundsmæssig Velfærd. Naar et saadant Sæt af Vurderinger foreligger givet, f. Eks. i Form af en bestemt politisk Ideologi, er det naturligvis fuldt legitimt at undersøge, hvorledes den samfundsmæssige bedst kan øges, naar blot man hele Tiden gør sig klart, hvilke explicite Maalsætninger man tager Udgangspunkt i. Det er jo blot det samme, som man kalder Nationaløkonomiens Politik.

Men Spørgsmaalet er, om det ikke er muligt at komme et Stykke ud ad Vejen uden at behøve at gøre normative Antagelser eller i hvert Fald med et Minimum af Vurderinger, som alle Parter kan tiltræde. Det er dette Spørgsmaal, den »ffff.g Velfærdsteori^ giver sig af med.

Ved Forhandling mellem flere uafhængige Magthavere, f. Eks. mellem suveræne Stater om Reglerne for international Handel, er det en Betingelse Aftale, at alle opnaar en Fordel. Her synes det naturligt at anvende nye Velfærdsteoris« Princip, at der sker en Forøgelse af. VeJfærd, nogle Parter opnaar en Fordel, uden at andre kommer i en mindre ønsket Stilling. En nærmere Analyse, hvorved Grupper inden for de enkelte Lande tages i Betragtning, gør det naturligvis sværere at undgaa for nogen Part.

Forinden vi gaar videre i Omtalen af denne »nye Velfærdsteori« — der ikke er særlig ny, idet den gaar tilbage til Pareto — skal indskydes, at ogsaa de ældre Velfærdsteorier, trods al berettiget Kritik hos Ross og andre, har bragt noget af blivende Værdi. Naar man ser bort fra den gamle Utilitarismes normative og absolutte Karakter, betyder den dog en Anvisning paa at gaa til Bunds ved Behandlingen af diverse politiske Normer,d.

mer,d.v. s. til Tilfredsstillelsen af menneskelige Behov som det fundamentale.At er fundamentalt giver sig Udtryk i, at man eventuelt er villig til at substituere forskellige, mere konkrete Maalsætninger, der følgeligkan som af ledede.¹) løvrigt forekommer de faktiske, politiske Maalsætninger i mange Tilfælde at minde om en stærkt modificeret Utilitarisme,hvor for forskellige Dele af Landets Indbyggere tillæggesforskellig og man ogsaa i visse Undtagelsestilfælde regner med Udlændinges Vel. De politiske Partier har alle engageret sig i en Række offentlige Foranstaltninger ogsaa til Fordel for andre end Partiets egne Tilhængere. Konkurrencen om de ikke partibundne kræver ogsaa vidtgaaendeHensyn, a. fordi aabenbare Brud med den herskende, stærkt modererede ⁷elfærdsidcologi til Tider vækker offentlig Forargelse. — Alt delte forekommer mig at være rimelige Paastande, som eventuelt kan søgesverificeret sociologisk Undersøgelse.²)

Ny-Klassicismens Velfærdsteori, specielt Pigou's »Economics of Welf:ire« yderligere værdifulde Henvisninger til en Kække Tilfælde, offentlige eller private Foranstaltninger uden for Omsætningsmekanismen Virkninger, som kan vurderes økonomisk, f. Eks. Paavirkning af Ejendomsværdierne, endvidere en Henvisning til den økonomiske Betydning.

Den nye Velfærdsteoris Byttebetragtning synes i høj Grad praktisk anvendelig har selv under interventionistiske og socialistiske Ordninger en betydelig Plads, idet man sædvanligvis finder det Ønskeligt, at Folk ordner sig ved frit Forbrugsvalg eller fri Aftaler iøvrigt, i den Udstrækning ikke ønsker al træffe positive Bestemmelser i modsat Retning. »nye Velfærdsteoretikeres« Genoplivelse af Paretos Princip i Slutningen 30'erne medførte i det mindste implicit en snævrere Fortolkning. som gavnede alle, tog man som »rigtige« og uafha'ngige etiske Principper, som man undertiden syntes at nægte enhver Gyldighed. Udgangspunktet blev da status quo, som kun maatte ændres, naar det var til Fordel for alle. Der blev altsaa ikke Plads for Indgreb, der vilde skade nogen. Endvidere blev det et aabent Spørgsmaal, hvilken Vej til Forbedring man skulde følge til »Paretoomraadets« yderste Rand (»Kontraktskurven«), d. v. s. flere Løsninger var mulige.

Den oprindelige Tilbøjelighed hos »den nye Velfærdsteoris« Tilhængere
til at tage Teorien som Udtryk for »det rigtige« og som uafhængig af etiske

---

1) Jfr. min Kommentar til Niels Lindbergs »Idealer og Regler i anvendt Økonomik« i Kap. 2 i det foran nævnte Velfærdskompendium.

2) Hugo E. Pipping, der i sin Bog Standard of Living, Helsingfors, 1953, forholder sig kritisk over for Utilitarismen, skriver S. 26: »In the practical sense ethical hedonism or utilitarianism is nore alive than ever. It is many places a creed and ethical norm of great masses«. Jfr. ogsaa Titlen paa det nylig af Socialministerierne i de 5 nordiske Lande udgivne Værk: Freedom and Welfare.

Præmisser, synes nu at være overvundet.¹) Medens Vejledning om, hvorledesalle kan opnaa Tilfredsstillelse af Behov ved politiske Handler,ikke siges at være normativ, gælder dette ikke for et Forbud mod at skade nogen.

Kravet om, at politiske Indgreb ikke maa skude nogen, vilde i høj Grad virke lammende, hvis den nye Velfærdsteoris Tilhængere ikke anvendte supplerende Foranstaltninger eller Fortolkninger saasom Kompensation til de skadelidte eller blot Mulighed for Kompensation, idet Fordelingspsørgsmaalet overlades til Politikerne, eller noget optimistiske Betragtninger af statistisk og forsikringsmæssig Karakter om, at Skade i det enkelte Tilfælde maa antages at blive opvejet af Fordel i andre. Findes der allerede politiske Indgreb, synes det ikke urimeligt at sige, »at det vilde være bedre« at omforme disse paa en Maade, som gavner nogle og ikke skader andre. Det rimeligste synes dog at være at gaa et Skridt videre og i Overensstemmelse med den af Ragnar Frisch hævdede Fortolkning af Paretos Princip at sige, at ethvert Skridt, som gavner alle, i hvert Fald er godt, men at dette ikke udelukker, at man desuden vælger andre Normer, at man ikke begrænser sig til Paretianske Modifikationer af status quo²). De meget nyttige, af Paretos Princip afledede Sætninger om marginal Ligevægt bliver saaledes stadig vejledende.

Den mest konsekvente Udvej er i Overensstemmelse med den saakaldte Velfærdsfunktionsjteori at søge et samlet, konsistent Udtryk for hele Maalsætmngen, udtrykt ved en sammensat og afvej et Størrelse, som søges Velfærdsfunktionens Form³) er forholdsvis simpel, saafremt holder sig til den gammeldags Velfærdsteori. Det drejer sig her om Summen af alle Individers Totalnytte. En nærliggende Modifikation, fastholder den absolutte (cardinale) Maaling, bestaar i at tillægge forskellige Individer eller Grupper politisk valgte Vægte. Hensyn Fordelingsrelationerne medfører yderligere Komplikationer.

Holder man sig i Overensstemmelse med den »nye Velfærdsteori« for de enkelte Individer til Rækkefølgen for de forskellige Muligheder (ordinalMaaling) man forsøge at opnaa en Rækkefølge for Samfundet som Helhed ved at lade Hensynene til de enkelte Individer tælle med valgte Vægte, hvori bl. a. de politiske Ønsker med Hensyn til Indkomstfordelingenfinder

---

1) Paul A. Samuelsons udmærkede, kortfattede »Comment« til Artiklen »Welfare Economics« i Survey of Contemporary Economics«, Vol. 11, 1952, S. 37. — Se i nævnte Artikel af Boulding om den nye Velfærdsteoris Mangler samt om de marginale Ligevægtsbetingelser.

2) I »On Welfare Theory and Pareto Regions«, Memorandum fra Universitetets økonomiske Oslo, 1953, har Ragnar Frisch hævdet, at Paretos Velfærdsprincip, som »den nye Velfærdsteori« jo bygger paa, godt kan ses som betinget af »conditions imposed by the policy maker«, altsaa som et sekundært Princip, der supplerer mere specielle Maalsætninger.

3) Jfr. bl. a. Sven Danøs Anmeldelse i Aargang 1951, S. 287 af Haavelmos Velfærdsforelæsninger. ¦*"

fordelingenfinderUdtryk. Dette betyder i Virkeligheden, at man finder Rækkefølgen for de politiske Muligheder og dermed Funktionens Maksimum— givne Betingelser m. H. t. Teknik og andre ydre Data — ved en »Afstemning«_om JtfiUighejLexneJto. og. Jo. Det sørgelige er imidlertid, at man her kan komme til kontradiktoriske Resultater.. Et Flertal foretrækkerf. A for B og et Flertal B for C, men samtidig et Flertal G for A. Samtidig med, at Metoden følger den nye Velfærdsteoris ordinale Maaling, bryder den med Begrænsningen: »Ikke skade!«

Som det vil fremgaa af det følgende, kan Tanken om en Velfærdsfunktion gennemføres ved meget grove Simplifikationer, eller den giver kun et vejledende Idealbillede af Betragtninger, som i Virkeligheden kun lader sig gennemføre i skønsmæssig Form. Som jeg ogsaa kommer ind paa i det følgende, er der sket en Forskydning med Hensyn til det vurderende Subjekt fra den gamle Utilitarismes angiveligt objektive Dom til den ny Velfærdsteoris »hvad alle kan blive enige om«, og endelig til sidst til Velfærdsfunktionsteoriens Formulering af det magthavende eller vurderende Subjekts Ønsker.

Det forekommer mig svært at benægte, at faktisk politisk Tænkemaade lige som den gamle Utilitarisme vejer forskellige Personers Ønsker eller Velfærd mod hinanden, hvorved der ogsaa aabnes Mulighed for Indgreb, som tilføjer nogle Personer Skade. I hvilket Omfang Motiverne herved er Sympati eller Haab om solidarisk Gengæld, eller om der blot er Tale om Tvang, skal ikke drøftes.¹) For Velfærdsfunktiqnsteorien drejer .det....sig UUi^oj2l„at_ud|in.de,»den rigtige« Afvejning mellem Hensynene, men om i explicit og anvendelig, simplificeret Form at redegøre for den Afvejning, som bedst svarer til de politiske besteinmendes Maaisætning. Teorien (eller rettere Metoden) er ikke rigtigere end »den nye Velfærdsteori« med Forbud at skade nogen, men den rækker videre, samtidig med at den kræver videregaaende Forudsætninger: en mere omfattende Bemyndigelse de politisk bestemmende.

En afgørende Forskel over for klassisk Utilitarisme er, at man ikke apriorisk medregner hele Menneskeheden med lige Vægt, men de politisk bestemmendes Indstillinger er afgørende. Der kan herved fremkomme videreeller Grænser for, hvem der i det hele regnes med, og stor Forskel paa den Vægt, der tillægges de enkeltes Vel. Om de politisk bestemmendeblot fremme Borgernes Ønsker i en vis Udstrækning eller optræder som Formyndere, der skønner om de Goder, Borgerne skal nyde, kan stille sig forskelligt. I de fleste Tilfælde synes faktisk politisk Maaisætning,naar gaar helt til Bunds, at dreje sig om Menneskenes Velfærdog

---

1) Jfr. min Anmeldelse af Th. Geigers: »Fortidens Moral og Fremtidens« i Aarg. 1952 S. 106_—108. — Senere Geigers lille posthume Bog: Ideologic und Wahrheit, Hurabolt 1953.

færdogikke om upersonlige Principper. Den videnskabelige Raadgiver maa naturligvis gaa ud fra saadanne eller andre foreliggende Indstillinger,saafremt fastholdes af de bestemmende. Naar han beskæftiger sig med Velfærdsbetragtninger, optræder han derfor ikke »som moralsk overhøjhed,der den rigtige økonomiske politik« (S. 383).

Samuelson giver følgende Beskrivelse af den helt ideologifri Velfærdsfunktionsteori, kun drejer sig om en praktisk anvendelig Formulering af en given politisk Maalsætning; »Any prescribed set of ends is grist for the economist's unpretentious deductive mill, and often he can be expected to reveal that the prescribed ends are incomplete and inconsistent. The social welfare function is a concept as broad and empty as language itself and as necessary«. En Velfærdsteori af denne Type kan hverken beskyldes for Materialisme, Hedonisme, Idealisme, Spiritualisme eller nogen -isme, eftersom det er det Stof, man putter i Maskinen, der giver Farve. Kun den principielle Modstander af fornuftig Overvejelse føle sig stødt, — eller maaske den, som er bange for at slippe andres Fornuft løs.

Ved Valget af økonomisk-politiske Foranstaltninger forekommer det ufornuftigt at forfølge en hel Række Maal uafhængigt af hinanden. Vekselvirkning Midlerne kræver Enhed i Maalsætningen. Indgreb henholdsvis i Lønforhold, Priser, Valutakurs, Renter o. s. v. paavirker tillige andre af disse Størrelser, ligesom specielle Indgreb over for enkelte Grupper paavirker de øvrige. Maalsætningen^ maa være konsistent, den maa have en saadan Formulering, at den i Forbindelse med Oplysninger om den faktiske Tilstand, som man f. Eks. har den i Nationalregnskabet, samt Teorien om de Reaktioner, økonomiske Indgreb vil medføre, kan anvendes til Udfindelse af de fornødne Midler.

Almindelig Logik kræver, at den enkeltes politiske Maalsætning er konsistent. samme vil man sædvanligvis kræve af flere — f. Eks. m. H. t. en Regerings, et Partis eller en Koalitions fælles Maalsætning.¹) Det er i disse Tilfælde af stor Betydning for Kontrollen med Samarbejdet, at Maalsætningen i størst muligt Omfang er explicit. Endelig er det ved konkrete Indgreb i økonomiske Størrelser som et vigtigt, forberedende Stadium nødvendigt at simplificere og kvantificere Maalsætningen, saaledes den ved Beregning kan kombineres med Oplysninger om den faktiske og de økonomiske Reaktioner overfor Indgreb.

ågerlig vigtige Eksempler paa vidtgaaende Planøkonomi har man haft
ved Efterkrigstidens Genopbygningsarbejde i Norge og Holland i Tilknytningtil
og Tinbergens velfærdsteoretisk prægede Decisionsmodeller.I

---

1) Diskussionen om Afstemningsregler, der fører til den fælles Maalsætning, og specielt af kontradiktorisk Indstilling har været indblandet i Velfærdsdiskussion, bør vel hellere henvises til et tidligere Stadium, som først maa klares.

modeller.INorge er foregaaet et Samarbejde mellem Økonomer i Frisch's Universitetsinstitut, Statistisk Centralbureau og Finansministeriets NationalbudgetAfdeling ¹) I Holland finder man hele Linjen fra Velfærdsfunktion»as by policymakers« over Decisionsmodeller til politiskPlanlægning »On the Theory of Economic Policy«, 1952, af Tinbergen,Lederen Hollands centrale Plankontor. Genopbygningspolitikken her er ført af en omfattende politisk Koalition. (I Parantes bemærket er der ingen Grund til at planmæssig Politik skulde være mere radikal end planløs. Modstand mod den kan enten motiveres som Sabotage mod StatensAktivitet ved en Forhaandsformodning om irrationel stor Virkelysthos Maksimeringen foretages efter Tinbergen forsøgsvisog ved Valg af bestemte »target values«, d. v. s. Værdien af de variable som angiver Maalsætningen; og Modelberegningerneskal korrigeres efter flere og bredere Hensyn, som ikke har fundet Plads i selve Beregningerne, jfr. iøvrigt Danøs Anmeldelse af Tinbergens Bog i dette Hæfte.

Disse yderligt gaaende Eksempler paa gennemført konsistent, explicit og kvanlificeret økonomisk Planlægning illustrerer formentlig en Arbejdsog som anvendes i mere begrænset Udstrækning ved enhver økonomisk-politisk Planlægning. Ved Løsning af begrænsede hvor man i stor Udstrækning kan se bort fra Sidevirkninger Tilbagevirkninger, klarer man sig ofte ved partielle, eventuelt skønsmæssige Overvejelser paa Basis af Kendskab til en begrænset Mængde Forhold og forventede Reaktioner; men Problemer, bl. a. om Samordning af flere Fonnaal eller Hensyn til liere Grupper foreligger i Reglen. Ogsaa med H. t. Argumenter af mere aim. Karakter, navnlig det mest omstridte m. H. t. FordclingsspørgsmaaP), kan den økonomiske Raadgiver bidrage saavel med Erfaringsmateriale som m. H. t. Slutningernes Men den politisk bestemmende niaa ogsaa her selv angive Maalsætning og fastholder muligvis desuden Anskuelser om faktiske paa Omraader, hvor der er Plads for Skøn og Gætning. At indskrænke disse Omraader er naturligvis en vigtig videnskabelig Opgave.

Det er Muligheden for og Villigheden til at ombytte Goder af forskellige Kvaliteter inden for det økonomiske Omraade, der gør, at den politiske Teori her kan gøres kvantitativ. De enkelte betragter her mange forskelligeArter Goder som ombyttelige i bestemt Forhold, altsaa økonomisk kommensurable. Og gennem Omsætningen udstrækkes Ombytteligheden og Vurderingen i Penge til alle Goder inden for Markedskredsen. Goder, der

---

1) Jfr. den udførlige Behandling i Kap. 5 i mit foran citerede Velfærdskompendium.

2) Jfr. det Note 2, S. 43 nævnte Memorandum, Frisch: »From National Accounts to Macro-Economic Decision Models«, 1953 og Sven Danø: Om Antal Frihedsgrader i økonomiske Modeller, N. 0. T. 1950, S. 209, samt talrige Memoranda fra Universitetets socialøkonomiske Institut i Oslo.

ikke kan købes og sælges, falder helt uden for den økonomiske Sfære. En vis indbyrdes Ombyttelighed og Kommensurabilitet inden for saadanne Omraader er dog i nogle Tilfælde tænkelig, f. Eks. kan man tænke sig en marginal Ligevægt m. H. t. Anvendelse af Tid eller Plads, for ikke at tale om Pebernødder, Æresbevisninger eller Krigsindsats, de to sidste med elleruden overfor Penge. I mange Tilfælde vil en efterspurgt Art af Goder have en delvis Tilknytning til det økonomiske Omraade. Der er saaledes Grænser for, hvor meget man vil give for dem, og de kan ikkje erhverves uden Omkostning. I den økonomiske Planlægning kan visse politiskeØnsker en saa übetinget Værdi, at de søges gennemført ved enhver tænkelig Pris. De maa da ved den økonomiske Planlægning tages som Data ligesom tekniske Lovmæssigheder. (Eller om man vil, kan man i Velfærdsfunktionen tillægge dem en uendelige Vægt, eller lade dem gældeübetinget til en bestemt Grænse. Der regnes da m. a. O. med diskontinuerteFunktioner). relevant Velfærdsteori gaar saa langt, som der er Spørgsmaal om Valg og Ombytning over for de almindelige økonomiske Goder.

Det er ombyttelige Godearter, økonomiske Størrelser, som egner sig til kvantitativ Behandling. De Regler, som er bestemmende for Forbindelsen mellem de økonomiske Størrelser, d. v. s. Funktionernes Form, er derimod af kvalitativ Beskaffenhed. Spørgsmaal om Virkningen paa Størrelserne af Ændringer i Reglerne, f. Eks. Ændring i Monopollovgivningen, vil ofte være af langt mere kompliceret Karakter end direkte Ændring af en Pris, en Skatte- eller en Tilskudssats eller anden konkret Størrelse. Desuden kan en Del af Virkningerne, f. Eks. Prestige for en Gruppe eller Støtte til en Ideologi, tænkes at falde helt uden for den økonomiske Ombytningssfære. økonomiske Virkninger af en principiel Standpunkttagen, lader sig ofte kun bestemme for givne Situationer og maa selvsagt i en Lærebog eller almindeligt holdt Kommissionsbetænkning angives vagt eller som en Række Muligheder. «,.-....— ¦¦-*—

En J).el af. Kritikken mod Nutidens Former for Velfærdsteori beror formentligpaa, mindre orienterede Læsere tager forberedende teoretiske Overvejelser, f. Eks. udtrykt som Maksimering af en Funktion, som noget,der tænkes anvendt i Praksis. Man maa imidlertid først gøre sig klart, hvad man vil; og man befinder sig for en stor Del endnu paa et Diskussionsstadium. (Kun et Mindretal af Økonomerne kan iøvrigt beskyldes for at snakke Velfærd). Det næste Skridt er Modelberegningerne^dermaa som stærkt forenklede Hjælpemidler paa lignende Maade som de Beregninger af Mængder, Tyngdepunkter, Kraftpile o. s. v., som Ingeniører med stort praktisk Udbytte anvender over for Virkelighedensuregelmæssigt og heterogene Stofmasser. Efter en mere ellermindre Orientering ved Hjælp af Modellerne tages endelig i

størst mulig Udstrækning skønsmæssigt Hensyn til de mangfoldige ofte lidet maalelige Forhold, som ikke indgaar i Modelberegningen. Om ikke andre Midler staar til Raadighed, maa praktisk Planlægning ty til sund Fornuft; men denne har rigtignok lært os, at det i stor Udstrækning betalersig anvende Modeller og eksakte Metoder som Hjælpemiddel ogsaaved af økonomiske Spørgsmaal. For at kunne gøre dette er bl. a. en foreløbig Simplificering og Kvantificering af Maalsætningen nødvendig.

Et Udtryk herfor er den allerede nævnte Velfærdsfunktion, som søges maksimeret under de givne tekniske, økonomiske og andre gældende Betingelser. Vetfærdsfunktion tænkes naturligvis ikke paa en simpel og rigtig Formel, som skal og kan findes, jfr. Økonomernes Opfattelse af Eiterspørgselsfunktionen som et Udtryk for hele Massen af strengt taget uoverskuelige Forhold, som i en given Situation er bestemmende for Efterspørgslen en Vare. Det næste bliver derfor Spørgsmaal om Valg af Simplifikationer, der er hensigtsmæssige til bestemt Brug, eventuel stykkevis Anvendelse af en Række af de mest betydende Sammenhænge, som antages at indgaa i den ideelle Formel. Vi kommer saa tii de Maader, praktisk Maksimering foregaar. Virksomhedernes ufuldkomne foregaar f. Eks. ved, at man beregner et begrænset Muligheder og derefter eventuelt foretager en skønsmæssig Interpolation Ekstrapolation, eller at man i størst mulig Udstrækning anvender den marginale Ligevægt i Substitutionstilfælde som Tegn paa, at man ikke kan naa videre. Lignende tilnærmede Metoder maa anvendes ved politiske Overvejelser.

Ved Valget mellem de mange politiske Muligheder drejer det sig om at naa saa langt som muligt frem i den Rækkefølge, Ønskerne bestemmer. Ligesom ved Forbrugernes Valg er det, som — principielt kan tænkes objektivt konstateret, en Rækkefølge, en ordinal Maalestok. Ved Anvendelsenaf den cardinale Maalestok, gaar man f. s. v. et Skridt ud over, hvad der synes muligt at konstatere erfaringsmæssigt. Da imidlertiden Opstilling af Rækkefølgen for Mangfoldigheden af tænkeligeKombinationer praktisk ganske uigennemførlig, kan meget tale for at anvende de langt mere haandterlige Mængdetal i de uhyre simplificeredeModeller, i alle Tilfælde maa ty til ved Beregningen i konkrete Tilfælde. Det, det drejer sig om, er jo at finde anvendelige Redskaber.81. en politisk Forudsætning om gradueret Hensyn til forskelligeGrupper sig udtrykke simplere og formentlig lige saa træffende ved en fast Talskala som ved en Rækkefølge; og skal dette Hensyn kombineresmed samtidig Graduering efter Forbrugsarter el. lign., naar man næppe Klarhed blot med Opstilling i Rækkefølge. En tilsvarende Betragtningsmaadehar en Menneskealder været anvendt ved Udarbejdelsenaf

senafAldersrenteregler, hvor man ikke digter Tal for hver Gruppe for sig, men ved simpel Multiplikation kombinerer de valgte Skalaer for Begyndelsesalderog Som en praktisk Form for en kvantitativ Programudformningkan tænke sig som Vejledning for en Regerings Arbejde med enkelte Skatter og Tilskudsordninger ni. m. at opstille en Norm enten for Indkomstfordelingen eller for den samlede Virkning af alle Indgreb over for Fordelingen, idet det jo i høj Grad er upraktisk at indrette hver Ordning for sig (Automobilskat, Ølskat o. s. v.) efter det almindeligeFordelingsideal. de sidste Aar har Neumann og Morgensterns Værk sat nyt Liv i den teoretiske Diskussion om cardinal Maalmg af IndtægtensGrænsenytte, man har ogsaa eksperimenteret med erfaringsmæssigMaaling, dog altid maa anvende en Del hypotetiske Antagelser.

Den, der venter, at Nutidens Velfærdsteori lige som den gamle Utilitarisme give de praktiske Overvejelser et fast apriorisk eller metafysisk bliver naturligvis skuffet, idet der blot henvises til de jolitisk bestemmendes Ønsker. F. s. v. er Teorien tom. Men det er en Blanket^ somJtræver at blive udfyldt, og som gør Nytte efter at være udfyldt. stiller Krav om i størst muligt Omfang at formulere de bestemmendes Ønsker i konsistent, explicit og kvantificeret Form, saaledes at Maalsætningen med praktisk Udbytte lader sig kombinere med Oplysninger om de økonomiske Størrelser og disses Reaktioner.

Det gamle Navn Velfærd forstyrrer næppe væsentligt, da dets klassiske Forhistorie ligger de fleste nutidige Økonomer fjernt, da det tydeligt siges, Maalsætningen udspringer af de bestemmendes Ønsker, og da Ordet tages med — men uundgaaeligt ret æquivalente Udtryk som Hensyn, Fordel o. lign. — naar man henvender sig til Praktikere. For Bevarelsen det gamle Navn taler, at der stadig arbejdes med Hensyn til Mennesker, ikke abstrakte Principper, og at faktisk politisk Tankegang, uanset alt Hykleri, i stort Omfang er velfærdspræget. Hvad skal man desuden Mellemstadierne, hvis man kalder Slutstadiet »anvendelige Formuleringer af den politiske Maalsætning« el. lign.? Med sine valgte graduerede Hensyn til Mennesker kan de moderne Velfærdsteorier, om man vil, siges at være degenererede Efterkommere efter den klassiske Velfærdsteori dens absolut gyldige, universelle og ligelige Hensyn til hele Jordens Befolkning. I sidste Instans maa Spørgsmaalet om Navngivningen blive politisk, følelsesmæssigt. Tror man Bibeholdelse af Ordet Velfærd gør mere Skade ved at fremme Hykleri og farlige Ideologier end Gavn ved at appellere til menneskekærlige Følelser?

Det^afgørende forekommer mig at være Spørgsmaalet om Valg af praktiskanvendelige
korrekte Arbejdsmaader^til Gennemførelse af grvne_interessemæssigeeller
Indstillinger^ Man kan let enes om det intetsigende,at

sigende,atman saavel kan gaa for langt som for kort i Retning af Rationaliseringog M. H. t. den Del af Arbejdet, der bestaar i Forudsigelse af Virkninger, kan Erfaringer give en objektiv Prøvelse. For Programudarbejdelsen som Helhed maa de politiske bestemmendes Tilfredshedblive idet de maa bedømme, om deres Ønsker har faaet et baade rigtigt og effektivt Udtryk. Prøven paa, at Teorien ikke er tom, er, at man ikke ligesaa godt, efter at have opstillet en Plan ved Skøn, kan lave Motiveringen ved Efterrationalisering, men at man finder, at den udtrykkelige Forhaandsformulering af en Maalsætning, der kan kombineres med Oplysninger om faktiske Forhold, har hjulpet til Opstilling af en mere tilfredsstillende Plan.

I Stedet for det store ukontrollerede »Spring« i Lønkammeret, som Professor foran citerede Udtalelser synes at tage til Orde for, vil jeg anbefale klar Belysning af de mange større og mindre Spring, som virkelig nødvendige. Mj2LWebj2rs_>>jeder Zeit deutlich machen, dass und wq de£ djenkeiide £urjjcj^e_r_aiifjior_t.jind_der vyollende Mensch anfångt zu spr_echen« stadig stilles i Spidsen. Men naar denne Fordring søges opfyldt, det baade tilladeligt og praktisk at søge at naa saa langt som muligt ved rationelle Metoder.

løvrigt synes jeg, at en Del af Uenigheden maa forsvinde, naar man lægger Vægt paa de bedre Betingelser for Maaling og dermed for Rationalitet, findes, naar det drejer sig om Indgreb over for økonomiske Størrelser, end naar Spørgsmaalet er om Indgreb paa andre Omraader.