Otto Kram: Der Kapitalzins im Kreuzfeuer. Plaum Verlag. Miinchen 1951. 148 s. Pris: DM 6,90.

Forfatteren betragter pengemarkedet som en buffer, der beskytter kapitalmarkedet mod stødvisefinansieringsbehov ved investeringsbølger,men ikke kan holde kapitalmarkedetfri enhver ligevægtsforstyrrelse, og ganske særlig ikke kan være bølgebryder mod konjunkturnedgange. Den funktion kreditforøgelseudøver pengemarkedet, nemlig ved forfinansiering, har efter forf. skabt en ganske overdreven tiltro til kreditudvidelse som middel i den økonomiske politik og fået mange til at glemme, at grænserne for produktionsudvidelse sættes af kapitalreserven ikke af kreditten. Forf.

udvikler såvel de forhold, der sætter kapitalreservenssom grænser, og påviser deres manglende kongruens. Herved lægger han såvel teoretisk dygtighed som stor viden for dagen. Det er hans opfattelse, at erkendelse af at pengemarkedets finansieringsgrænser ikke har sine bestemmelsesgrunde i samfundsproduktionensforhold, forflygtiget forestillingerneom, de samfundsøkonomiske grænserligger kredittens udvidelse, og medført en underkendelse af kapitalmarkedets forhold. Disse sidste må dog efter forf. i det lange løb være afgørende, hvis ikke samfundet på det økonomiske område skal geråde i tilstande, der vil blive følt som utålelige. Her tænker forf. på de af ham udviklede følger af den ophævelse af kapitalrentens funktion som styremiddel for for investeringer, der formenes at ville indtræde ved en politisk bestemmelse af renten efter princippet kreditfinansiering uden h. t. omfangetaf

Det vil formentlig ud fra ovenstående referat kunne forstås, at den foreliggende afhandling kan betragtes som et indlæg i en økonomiskpolitisk som har bragt spørgsmålet, om investeringerne skal styres af rente og rentabilitet, i den økonomiske meningsstrids krydsild heraf bogens titel. Forf. stiller sig yderst positivt til dette gamle og nu atter aktuelle spørgsmål. det hele har han en stærk tiltro til markedsprisers som hjælpemiddel i behovstilfredsstillelsens og bestemmer uden at blinke mål og midler i økonomisk politik ud fra opfattelsen af samfundet som en fælleshusholdning.

Anmelderen betragter det som et nogenlunde aim. erkendt forhold, at efterkrigstiden i Europa med dets delvis ødelagte produktionsapparat, som ønskes genopbygget uden at forøge de samtidig inflationstendenser, har været baggrund for, at økonomikken har indrømmet andre virkninger udover dem, der var iøjnefaldende for Keynes under 1930'ernes depression med overkapacitet og deflation. Det måtte være mulig at behandle dette emne ganske lidenskabsløst. Det har forfatteren imidlertid enten ikke villet eller kunnet. Tværtimod er omtalen af Keynes hård, lejlighedsvis næsten injurierende. Når man har de anskueiser, forfatteren jævnfør referatet i begyndelsen af denne anmeldelse, kan det forstås, at han kritiserer for hans tro på »pengenes almagt«, men når han opfordrer fagforenings folket til at afvise den fra Keynes' »giftkøkken« stammende recept på aim. købekraftsforøgelse, må udtrykkets dog formentlig tilskrives ikke den teoretiske uenighed om opsparing contra penge, men den dybtgående politiske uenighed om den rette måde at hjælpe det bestående samfunds funktioner på, der træder stærkt frem mange steder i bogen.