C. Rise Hansen og Axel Siensberg: Jordfordeling Udskiftning. Det kgl. danske videnskabernes Historisk-filologiske skrifter II nr. 1. I kommission hos E. Munksgaard. 1951. 485 sider. Pris 80 kr.

Indenfor dansk økonomisk historie er der i adskillige år ikke fremkommet noget mere inciterende, og man kan roligt tilføje centralt arbejde end ovennævnte værk. Forfatterne har med fast udgangspunkt 3 danske landsbyer: Grøfte, Snekkerup Hejninge givet en indgående redegørelse jordfordelingen under fællesskab, og udskiftning. Beskrivelsen er værkets tyngdepunkt; men skildringen forlænges glimtvis såvel tilbage middelalder og oldtid som fremefter moderne tid. Den tanke, at følge — omend kun i store træk ¦— jordfordelingen bosætningsforholdene i nogle konkrete fra middelalderen og indtil dag, at finde frem til kontinuiteten i en århundredlang udvikling, er fremragende

Knudepunkterne i det omfangsrige kildemateriale matrikuleringsarbejdet i 1680erne, med tilhørende opmålingsprotokoller det tidligere antvorskovske fra omkr. 1770 og udskiftningerne i årene efter 1780.

Oinend kildematerialet som nævnt tillader kaste strejflys over landsbyernes udvikling før 1680, er det dog fnrst med matriklen af 1688, at man får fast grund under fødderne. Dette store og for sin tid enestående landmålings- og takseringsarbejde, kom til at danne grundlaget for de danske hartkornsskatter helt op til 1844, blev tilendebragt mellem 1681 og 1686.

Det var kun den dyrkede jord, som opmåltes, dette arbejde blev til gengæld minituøst, idet man som regel opmålte hver enkelt bondes forskellige agre for sig. Den samvittighedsfuldhed, hvormed blev udført og målene nedskrevet i markbøgerne, har sat A. S. i stand til med temmelig stor nøjagtighed at rekonstruere kort over de 3 landsbyer og deres marker. Den tålmod og den arbejdsindsats, denne rekonstruktion har krævet, er ikke blevet ydet forgæves. Ved studiet af kortene og de i teksten af R. H. givne overordentlig detaillerede oplysninger landsbyerne med deres komplicerede for os med en hidtil overskuelighed.

Alle 3 landsbyer havde omkr. 1680 (såvel i 1770) trevangsbrug, således at en vang lå brak medens de to andre anvendtes til vinter- og sommersæd. gængse opfattelse, hvorefter de 3 vange skulle være af nogenlunde ensartet størrelse, må revideres. Forskellen i vangenes størrelse er tilmed ganske betydelig. Forklaringen er ifølge forf. den, at større eller mindre partier indenfor de enkelte vange ikke har deltaget i den almindelige rotation, men ligget brak i et længere åremål. Vangene har allså på trods af deres forskellige størrelse sandsynligvis et jævnstort høstudbytte.

Et andet forhold, der vækker undren, er jordfordelingens lidet rationelle og til tider ligefrem tilfældige præg. Hver vang var opdelt i en række åse af højst forskellig størrelse og form, idet deres grænser ofte var betinget af geografiske faktorer. Reglen nu den, at hver gård havde en eller flere agre indenfor samme ås. Tager vi som udgangspunkt Hejninge, fandtes her 16 lige store helgårde. Forholdet var da det. at hver ås som oftest var delt i i65 undertiden 32 eller S agre. Men dette var en regel, som hyppigt blev brudt. Agrene var af forskellig længde (i Hejninge almindelighed mellem 100 og 400 alen) og selv indenfor samme ås som oftest forskellig bredde. Selv i de tilfælde, åsen var rektangulær, var det en undtagelse, at en ager var lige bred i begge ender. Langt det største antal af agrene, mellem 70 og 80 pro cent, havde iøvrigt en bredde af mellem 15 og 30 alen.

Ikke mindre påfaldende end denne mangelpå er bebyggelsens stationæreog konservative karakter.I tidlige middelalder bestod Hejninge af 8 bol — til et middelalderligt bol hørte så megen jord, som var nødvendigttil families og husstands underhold.Måske

hold.Måskeallerede før 1200 er disse bol blevet delt i 16 halvbolsgårde, senere benævnthelgårde; op til omkring 1800 vedblev Hejninge at bestå af disse 16 gårde. Det er iøvrigt overordentlig interessant,og åbner det vide perspektiver, at den gamle bolinddelingkan på grundlag af 1688-matriklens markbøger. Det er næppe for meget sagt, at matriklen bl. a. hervedåbner port til studiet af middelalderen.

Omkring 1720 fandt i Hejninge og Snekkerup s. k. egalisering sted; navnlig for den sidstnævnte landsby medførte denne et brud på den traditionelle jordfordeling. Egaliseringen betød, at gårdene blev gjort lige store i hartkorn og i landgildeydelser, og at jordfordelingen rationaliseredes på væsentlige punkter. Åsene blev delvis lagt om og en strikte opdeling af agre i overensstemmelse gårdantallet gennemtørt. blev gjort lige store i hver side af åsen, og hvor dens form tillod i begge sider.

I de knap 100 år mellem 1680 og 1770 forblev antallet af gårde i samtlige 3 landsbyer uændret, når bortses fra en rent midlertidig forøgelse af Hejninges gårdantal 1680. Derimod voksede det dyrkede areal ganske betragteligt: i Hejninge godt 13 %, i Snekkerup med knap 9 % og i Grøfte, der havde de bedste ekspansionsbetingelser med hele 24,7 %. Det kunne måske være værd at bemærke, at disse tal vel kan tages til indtægt for E. Pontoppidan, når han omkring 1760 (bl. a. i Danske Atlas) hævder, at det dyrkede er steget. Om udsæden og høstudbyttet de 3 landsbyer voksede proportionalt det dyrkede areal ville det naturligvis have været af interesse at få kundskab om, dette spørgsmål falder imidlertid værkets rammer.

Afsnittet om udskiftningen er forfattet af A. S. Der er i denne forbindelse god grund til at gøre opmærksom på det bemærkelsesværdige at Danmark, som vel kan fremvise en mere bindstærk litteratur om den store landbrugsreformperiode de fleste andre lande, ikke ér repræsenteret ved et eneste værk om udskiftningen kongeriget. Bortset fra et par tidsskriftartikler og enkelte godsmonografier der så at sige ikke skrevet noget om dette centrale problem. Centralt, thi forordningerne om udskiftning var givetvis i økonomisk henseende vigtigste af samtlige landbrugsreformer i 1700-tallets anden halvdel. Først med udskiftningen i de nærmeste årtier efter 1780 blev den fra middelalderen overtagne landbrugsstruktur for alvor sprængt.

Det er derfor med særlig interesse, at
man læser A. S., hvis afsnit må betegnes
som et pionérarbejde.

A. S. indleder med en detailleret redegørelse udskiftningen af de 3 landsbyer. vanskeligheder, udskiftningen meget ofte kunne medføre, giver Hejninge, den største af landsbyerne, et udmærket eksempel på. Det skulle have forekommet naturligt efter en ildebrand i 1781 fuldstændig ophæve fællesskabet, men dette viste sig imidlertid upraktisk. Forholdet var nemlig det, at kun jorderne i nærheden landsbyen var i en nogenlunde ordentlig De længst fra landsbyen liggende jorder var de dårligste, hvad der tydeligt fremgår af takseringen i 1682, 1768 og endnu i 1844. Det var derfor overordentlig vanskeligt og ofte umuligt at få bønderne til at tage jord i bymarkens udkanter. I Hejninge løste man foreløbig problemet på den måde, at kun 3 gårde blev fuldkommen udskiftet. Yderligere 8 gårde udflyttede, men kom til at ligge i fællesskab to og to. Allerede i 1790 fandt dog en definitiv udskiftning sted.

Grøfte blev udskiftet i 1790 og Snekkerup 1794. Motivet til den førstes udskiftning godsejerens ønske om at udvide sit skovareal; 2 af byens 6 gårde nedlagdes i 1810 blev yderligere gård nr. 3 inddraget.

Forf.s redegørelse begrænses ikke til de 3 landsbyer, men der gives en overordentliginstruktiv med ypperligt kortmaterialeforsynet over udskiftningen i hele det tidligere antvorskovske rytterdistrikt.Et kortene viser tidspunktet for udskiftningen samt udflytningsprocentenfor

tenfordistriktets 62 landsbyer. Der afsluttesmed summarisk gennemgang af udskiftningen for landet som helhed. Holdepunkternefor sidste gennemgang er unægtelig få. Dette magre materiale kunne forholdsvis let være blevet udvidet ved en gennemgang af indberetningerne i henhold til Rentekammerets ordre af 24. september 1805, et materiale, som iøvrigt Begtrup delvis gengiver på tryk i tabellariskform sin beskrivelse over agerdyrkningenstilstand

Ifølge A. S. kan udskiftningerne inddeles i to hovedkategorier: blokudskiftningen med en gennemført udflytning, hvor hver gård kommer til at ligge nogenlunde i midten af sit jordområde. En modpol hertil ifølge forf. stjerneudskiftningen, hvor gårdene som regel forbliver liggende i landsbyen og bymarken da udskiftes som trekantede lodder. Den mere radikale blokudskiftning åbenbart forfatterens sympati, givet er det da også, at stjerneudskiftningen virke overordentlig uheldigt. Men hvor byerne var små, som tilfældet bl. a. var med Snekkerup og Grøfte, kunne lodderne også ved stjerneudskiftning en ganske bekvem facon, og det turde vel være et spørgsmål, om man i almindelighed kan karakterisere stjerneudskiftningen som en ringere form end blokudskiftningen. Mon stjerneudskiftningen snarere må betragtes som den for små landsbyer mest formålstjenlige? Der kan i denne forbindelse henvises til den kyndige forfatter O. D. Ltitken, som i sin beskrivelse over Præstø amt (1839) mener, at udskiftningen burde være foregået den måde, at de udflyttede gårde kom til at ligge sammen i småbyer på ca. 4 gårde. »Mennesket har«, tilføjer han, »for at opnå udvikling og dannelse, selv den, som behøves for landmanden, ustridigt af jævnlig at se flere mennesker end en enlig udflyttergårds personale«.

Der berøres her et menneskeligt og socialt af største rækkevidde, og det forekommer rimeligt, om forf. også havde taget dette i betragtning under diskussionen udskiftningsformerne. Og der kan i denne forbindelse henvises til den mellem professorerne J. Frodin og E. F. Heckscher i Ekonomisk Tidsskrift (1945^—46) førte meningsudveksling om fællesskab kontra udskiftning. Lignende indvendinger, som de her anførte, vil imidlertid som regel kunne rejses overfor ethvert pionérarbejde. De rokker naturligvis ikke ved den kendsgerning, A. S.'s afsnit har givet et overordentlig bidrag til forståelse af vort lands økonomiske udvikling.