Morris A. Copeland: A Study of Moneyflows in the United States. National Bureau of Economic Research 1952. 338 + appendix 241 sider. Pris: $ 7.50.

Der har i mange år været et svælg mellem og makroanalysen. Mikroteorien sig fortrinsvis med den enkelte virksomheds og den enkelte husholdnings mens makroteorien retter interessen mod de totale indkomstog den samlede beskæftigelse, etc. Forbindelse mellem to felter er der ganske vist i det generelle ligningssystem, der imidlertid mere belyser en idé, mens det af velkendte grunde er uegnet til en detailleret analyse. I de senere år er sektoranalysen, som vi allerede kender fra den internationale handels teori, kommet meget i forgrunden, og den er netop et forsøg på at bygge bro mellem mikro- og makroanalysen. Vi kender Leontiefs input-output model, der i virkeligheden er en opspaltning af nationalproduktanalysen på enkelte sektorer. er en realanalyse, og selvom den hæmmes meget af forudsætningen om konstante koefficienter, vil den sikkert stor betydning for undersøgelser af accelerationsvirkningen — især hvis man kan få nogen variation i de tekniske koefficienter — samt på analysen af flaskehalse i produktionen.

Den foreliggende bog af Copeland, der bygger på 20 års arbejde, er også en stor landvinding for sektoranalysen. Her er det imidlertid en undersøgelse af betalingsstrømmenemellem sektorer i U.S.A. i perioden 1936—42. Aspektet er altsået end Leontiefs, og det adskiller sig også fra nationalproduktets. Mens nationalprodukteti i U.S.A. var 160 milliarder $, kom betalingsstrømmene op på 530 milliarder .$, og heri er endda kun indbefattet den del af betalingerne eller main money circuit, der ».. .. play a substantivepart effecting over-all economic adjustments« (p. 10). Afgrænsningen af main money circuit, der er et centralt begreb i analysen, foretages iøvrigt ikke med nogen skarp definition. I de enkelte tilfælde må det afgøres, om en betaling >>piller en væsentlig rolle eller ej. Som eksempler på udeladelser nævnes: omvekslingaf bankkonto til kontanter, agenttransaktioner hvor agenten kun er mellemled, og visse finansielle transaktioner,bl. tilbagebetaling af lån, der omgåendefornyes. mellem nationalproduktetog money circuit er iøvrigt i det væsentlige mellemleddene i produktionen og de finansielle transaktioner(se fremstillinger p. 49); på den anden side er der visse tilregnede indkomstbeløb(forbrug egen produktion

m. v.), der ikke kommer med i main money
circuit, men er med i nationalproduktet.

Copeland hævder selv (p. 61), at hovedforskellen hans analyse og nationalproduktet i, at han viser, hvordan systemet virker, mens nationalproduktet vise, hvor godt systemet virker. Denne påstand er næppe rigtig. Hvis nationalregnskabet som en eensektor analyse (input af produktionsfaktorer og output af produktionsresultat), tilsløres givetvis forløbet, men hvis nationalproduktanalysen op på sektorer, får man også her et indblik i, hvordan systemet Den afgørende forskel ligger vel i, at en analyse af betalingsstrømmene må lægge stor vægt på finansieringsspørgsmålet, dette ikke interesserer nationalproduktanalysen.

Tyngdepunktet i Copelands fremstilling ligger da også i opstilling af en række betalings og kapitalbalancer for de forskellige Betalingsbalancerne kalder han »statement of payments and balances«, det der svarer til kapitalbalancer »loanfund balances« (kap. 7 og 8). Betalingsbalancerne er naturligvis i overvejende grad konstrueret på betalingsog transaktionsbasis og adskiller sig også på et andet punkt fra de betalingsbalancer kender fra udenrigshandelen, jfr. nedenfor.

Interessen samler sig her om 2 problemer.

Det første drejer sig om valg af sektorer. Fra den internationale handels teori kender opdeling i geografiske sektorer, og tanken om betalingsbalancer mellem erhverv også velkendt (fx. byerhverv og landbrug etc.). Copeland vælger at dele op på en anden led: 11 sektorer (kap. 3, se oversigten p. 45). Som eksempler kan nævnes: landbrug, industrivirksomheder, er aktieselskaber, andre forretningsvirksomheder, unionsfinanserne, og kommunefinanser, banker v., livsforsikringsselskaber, udlandet og visse mindre betydningsfulde sektorer.

Opdelingen i sektorer må rette sig efter 2 ofte modstridende hensyn, nemlig dels formålet med analysen, hvor det er vigtigt at få sektorer, hvor enhederne i hver enkelt handler ensartet — er homogene, den tilgængelige statistik. Det er ikke sikkert, at man vil blive stående ved Copelands sektorvalg. Man kan blot nævne opdeling af industrien i forsvars- og anden industri, kapitalgode- og konsumindustri ligesom belysning af geografiske kan have stor interesse. må også nævnes, at husholdningerne spaltes op i forskellige indkomstklasser, etc.

Efter valg af sektorer bliver det andet vigtige problem at få delt betalingsstrømmene i transaktionstyper eller betalingsformål. vælges (kap. 4, 5 og 6) 14 forskellige, der igen deles i 8 såkaldte produktionstransaktioner v. s. transaktioner, der hjælper med til at organisere produktionen a. lønudbetalinger, brutto-rente og dividendebetalinger, andre driftsherreindtægter, forbrugsudgifter, husleje, afbetaling m. v.); dernæst 5 såkaldt betalingsstrømme, hvorunder skatter, visse offentlige udgifter m. v. — disse betalinger betragtes som transfereringsbetalinger. Endelig som nr. 14 finansielle betalinger. sidste post indeholder optagelse ydelse af lån.

Ved valg af transaktionstyper gælder samme overvejelser som ovenfor omtalt ved valg af sektorer, og ejheller her kan man vente, at Copelands inddeling vil blive endelige. Alene opdelingen af husholdningernes på varige og ikkevarige er meget vigtig.

I kap. 7 opstilles herefter de nævnte betalingsbalancer,der hver sektors tilgangaf og anvendelse af betalingsmidler fordelt på de forskellige transaktionstyper. Det må bemærkes, at transaktioner mellem den enkelte sektors enheder indbyrdes er medregnet (dette gælderdog banker m. v.), hvilket ikke er tilfældet med de betalingsbalancer vi kendermellem valutaområder (som et kuriosum kan nævnes, at når importen regnes cif i danske betalingsbalancer, er danske rederes indtægter ved importsejlads dog med og må derfor lægges til på indtægtssiden).Kapitalbalancerne

tægtssiden).Kapitalbalancernedeles op i forskellige grupper efter, hvor likvide fordringerneeller er. Kap. 8 giver en særlig redegørelse for disse »loanfund balances«.

I kap. 11^—14 kommer en mere teoretisk præget del, der analyserer pengenes funktion, og banksektorens på betalingsstrømmene.

Pengenes funktion er at være »account«eller i betalingsstrømmene. Det lyder noget indviklet, men betyder såvidt ikke andet end, at pengene som betalingsmidler muliggør strømmen af betalinger en ren selvfølgeligehed. Et individs må som andre betalingsbalancer definition altid saldere, og penge er et af de midler, der udligner — heraf udtrykket »accountkeeper«. Når dette forhold overhovedet nævnes her, hænger sammen med, at denne betragtningsmåde den bogholderimæssige — ligger bag en tanke, der åbenbart ligger Copeland stærkt på sinde, nemlig at erstatte sædvanlige hydrauliske illustration betalingsstrømmene (betalingerne flyder som vand gennem rør og lejrer sig af og til i beholdere) med en elektrisk analogi (betalingerne sker lynhurtigt som strøm i ledninger og batterierne illustrerer beholdningerne). En meget lang og tung fremstilling (p. 267 ff.) går til felts mod den hydrauliske analogi — som tilmed slås sammen med kvantitetsteorien — tilsyneladende at fremdrage andet end ligegyldige

Penge har — foruden at være betalingsmidler også en funktion som værdiopbevaringsmiddel. har her ofte sondret »active« og »idle cash« og påpeget den særlige betydning af nære substitutter for »idle cash«. Copeland gør en del ud af (p. 217 f.) at påvise, at sondringen beror på den tidsperiode betragter — en tankegang, der iøvrigt er velkendt fra Keynes' kassemotiver og forsigtighedsmotivet). cash« udjævner fluktuationer ind- og udbetalinger på kort sigt, mens »idle cash« udjævner på længere sigt.

I kapitalet om konjunkturbevægelserne nævnes centrale træk ved main money circuit (p. 232), der især går ud på, at den enkelte enhed har mere eller mindre frihed i sin disposition over penge og dermed indsats i betalingsstrømmene. Fremstillingen virker også her meget træg og unødig kompliceret. Den fører frem til forskellige typer: man kan optræde som »bulls«, der ».... dishoard to increase their spending«, »bears«, som ».... stint and hoard«, og »sheep«, der omfatter alle andre (p. 259). Endelig nævnes banksystemet en særlig kategori, der kan dæmpe opildne de andre tre. Tankegangen virker ikke særlig overraskende, men man bør alligevel lægge mærke til Copelands fremstilling på dette punkt. For det første prøver han på ingen måde at udregne faste koefficienter for sine forskellige sektorer; der bliver med andre ord ikke tale om nogen fast marginal udgiftstilbøjelighed — selv ikke hos »sheep«. De »konstante parametre«, vi kender alt for godt fra mange matematiske fremstillinger, virker ikke tillokkende for den praktiske statistiker. »sheep« fx. reagerer på den måde, at udbetalingerne går noget ned. men ikke så meget som indbetalingerne, når disse falder. Omvendt ved stigning. For det andet — og det er ligeså vigtigt — kan en gruppe snart optræde som »bulls«, snart som »bears« og snart som »sheep«. En fast, stabil reaktionsmåde kan man ikke være sikker på for den enkelte sektor i det korte løb for slet ikke at tale om det længere.

De enkelte sektorers reaktioner for perioden ^—42 er belyst ved diagrammer p. 262_—65. Fra et økonomisk^—politisk synspunkt må det afgørende være at finde frem til de aktive grupper i systemet og danne sig et indtryk af, hvorledes disse og de mere passive vil reagere på forskellige indgreb.

Et specielt kapitel er viet banksystemets indflydelse, mens man savner et om statsfinansernes.Hovedtesen at bankernes betydning i konjunkturen er asymetrisk, fordi det er lettere at dæmpe iveren efter at investere og sætte foretagender igang ved råd og nægtelse af lån, end det er at finde egnede låntagere i en depression. Det

er lettere at neddæmpe »bulls«, der kommeraf
selv, end det er at gøre »bears«
til »sheep« og »sheep« til »bulls«.

Hen mod slutningen må forfatteren åbenbart have følt et stærkt behov for at slå sig løs. Han har været dristig nok til at summere sin hypotese i en parafrase over det berømte afsnit i »Alice in Wonderland« hvalrossen og tømmermanden, der bl. a. har følgende strofer:

»The time has come«, the Walrus said

»To talk of many things:

Of shoes and ships and sealing-wax

Of cabbages — and kings —«

Copelands forsøg er dog ikke faldet helt
så charmerende ud. Her er en prøve:

»The time has come«, the Walrus said,

»To talk about inflation.

If all the cash outside the banks

is cash in circulation

Do you suppose that moneyflows

increase as cash increases«.

»1 wonder«, said the Carpenter,

»let's take this thing to pieces«.

Versene fylder hele 3 sider.

Som en sammenfattende vurdering af bogen må det konstateres, at der ikke er tale om et betydeligt teoretisk bidrag, men noget der er ligså godt — om ikke bedre. Copeland kender teorierne, men er ikke tilfreds eventuel logisk konsistens. Han vil se, hvad der sker i mekanismen op påtager det kæmpearbejde at skille den ad. Mottoet på bogen er da også et citat fra Arkimedes, der taler om størrelser, som ».... should not be left wandering about through failure to discuss them ...... Vi får dissekeret betalingsstrømmene i U.S.A* i 1936^—42 og ser, hvordan forløbet har været. Spørgsmålet om, hvorfor det er gået, som det gik, besvares ikke — og det ville vel også være for meget at forlange, men det må være dette sidste problem, man må stile henimod: hvorfor optræder visse sektorer »bulls« i en periode, som »sheep« i en anden og »bears« i en tredie? Hvor er de stategisk vigtige sektorer, der skal påvirkes den økonomiske politik? Det må imidlertid understreges, at forløbet må kendes, før forklaringerne kommer — en selvfølgelighed, der ikke altid opfyldes.

Bortset fra den større forståelse af den økonomiske mekanisme, som bogen giver, må det fremhæves, at den må være en uvurderlig vejledning for dem, der beskæftiger med tilrettelæggelse af pengestatistik vor egen hører jo efterhånden snart til de underudviklede.

Wesley Mitchel skal have sagt, at denne nye analysemetode af betalingsstrømmene måske bliver ligeså populær blandt økonomer den kommende generation som nationalproduktanalysen er det blandt økonomer denne. Det ville være rimeligt, om denne udvikling fandt sted. Nationalproduktanalysen ensidig interessen mod realsiden, mens det nye system kan tilgodese penge- og realsiden — et synspunkt ligger i ligeså nær kontakt med den seneste udvikling som nationalproduktanalysen 30'ernes problemstilling.