Paul Alpert: Twentieth Century Economic History of Europe. Henry Schuman, New York 1951. 466 sider + XIV. Pris: $ 6. W. Arthur Lewis: Economic Survey 1919-1939. Allen and Unwin Ltd. London 1949. 213 sider. Pris: 15 sh.

Omend begge disse bøger henvender sig til yngre studerende og lægmænd, er der stor forskel på de krav, de to forfattere stiller ill dcic;> Itcsere — en torskel, der synes betinget af bøgernes forskellige målsætning:

Alpert tager sit udgangspunkt i følgende
traditionelle oplæg:

».... factors such as private business monopolies, as well as monopolies of organized and farmers, began to grow so powerful as to obstruct the normal functioning of the capitalist economy..«, (s. XIII).

Han stiller sig dernæst den opgave at beskrive og analysere de måder, hvorpå forskellige lande har tilpasset sig disse institutionelle ændringer, men bliver dog i det væsentlige stående ved at beskrive. Herved opnår Alpert at skrive en underholdende med en lettilgængelig »Usposition af udviklingen i udvalgte lande i 1920'erne, i 1930'erne, under den anden verdenskrig og efter denne). Bogen rummer en mængde facts om pris- og produktionsudvikling om den tilstræbte og realiserede økonomiske politik, men i dens brede fortællende strøm drukner så godt som alle tilløb til økonomisk analyse af de drivende kræfter i udviklingen — herunder også spørgsmålet, om væksten i monopoler etc. er udgangspunkt for den økonomiske udvikling eller skabt af denne.

I modsætning hertil stiller Lewis sig direktesom at analysere i et »attempt to interpret the inter-war-years in the setting of world economic history« (s. 9). Uden at tabe denne målsætning af syne

skriver Lewis i bogens part I periodens økonomiske historie i kronologisk rækkefølge— rettere dens økonomiske aktivitetshistorie, »labour relations, monopolization« and so on only are mentionedin far as they throw light upon the ebb and flow (s. 13). I part II fremdragesde typiske af forskellige landesøkonomisk-politiske og deres lære, hvorefter vejen er banet for i part 111 (»Trends«) at placere mellemkrigstideni af førkrigstidens økonomiske historie og spørge, »why the experience of the inter-war-years was so unfavourable« (s. 146).

Som denne forskel i målsætning præger oplæget, præger den også indholdet: Alpert fortæller og kan derfor lade alle den økonomiske såvel prøvede som uprøvede ligge, mens Lewis må mobilisere fra første færd, både for at foretage en sortering af det behandlede stof og for at nå sin syntese.

Fra et forskningssynspunkt er der ingen tvivl om, at Lewis' fremgangsmåde er den mest frugtbare, da det i første række er fortolkningens opgave, økonomisk historieskrivning vor egen tid stilles overfor. Det kan derfor ikke undre, at Lewis' bog er den interessanteste og mest helstøbte af de to. Snarere kunne det undre, at Alpert letkøbt journalistik til trods præsterer oplysende og i det væsentlige sammenhængende fremstilling uden at stille noget perspektiv i udsigt og oplede med den økonomiske tænknings hjælp. Forklaringen ligger vel i, at der fra et mere alment belærende synspunkt er behov for enhver kenders forsøg på samlede af de sidste par menneskealdres historie — naturligvis mindst, når det drejer sig om at fremstille europæisk historie for et amerikansk hvad Alpert i første række mod — og i, at Alpert er kender

— man kan have sine tvivl om, hvorvidt der i Europa kunne skrives økonomisk historie Amerika med så få fejl, som Alpert gør det om Europa.

Lewis' målbevidste styren efter en syntese ham let til 1) at overse de træk i mellemkrigstidens økonomiske udvikling, der var førkrigsudviklingen overlegne og 2) at besvare sit spørgsmål ud fra et ret eensidigt udvalg af faktorer med forbigåelse andre, næppe mindre væsentlige •— ikke mindst dem, der står i forbindelse med ændret politisk opfattelse.

Hovedmiséren i mellemkrigstiden var ifølge Lewis, at international handel og arbejdsdeling blev slået i stykker — ikke som følge af for stærk industrialisering af »ny« lande, men tværtimod på grund af for lidt industri til at aftage den voksende råvareproduktion. Herved udviklede terms of trade sig i råvarernes disfavør, råvareomsætningenfaldt, igen lagde et tryk på færdigvareomsætningen, som dog bevarede sin førkrigsrelation til råvareomsætningen,der Lewis var den drivendekraft den nedadgående verdenshandel,mens opfattessom afledede. Denne uligevægt i terms of trade, som betød et hårdt pres på råvarelandene (der ydermere ofte var debitorlande), var dog ikke den eneste ansvarligefor tiltagende net af restriktionerover udenrigshandelen. Den mindresmidige (på grund af manglende valutareserver, Londons manglende evne til at indtage sin førkrigspladssom og de store, nervøst prægede, korte kapitalbevægelser),toldpolitiken Lewis ikke tillæggerstørre og bilateralismen bidrog hver for sig sit dertil. Men der er for Lewis ingen tvivl om, at det var råvareprisfaldet,der hovedulykken. Omend Lewis utvivlsomt rammer centralt med denne syntese, er det dog kun een side af sammenspillet, der tages under luppen,mens ny landeopdeling, ønsker om at være uafhængig af råvaretilførsler i krigstilfælde, de nationale og internationalemonopolers struktur (Dobb), ny signaler i social- og finanspolitik, ndreterhvervsfordeling o. m. a. enten slet ikke eller kun delvist er med i synsfeltet. Faren herved ligger ligefor: let forklarede er vanskelighederne også enkelt løste. Havde man blot produceret flere industrivarer(s. arbejdet mere sammenom

menområvareprisstabilisering gennem »bufferstocks« (s. 174) og i øvrigt spredt valutareserverne, var alt gået godt! — altså den halve løsning, for hvorfor gjorde man det ikke, når andre end Lewis allerede så dette, mens det var aktuelt?

Denne eensidighedens og patentmedicinens løber Alpert ikke i sin bog. Han styrer ikke mod noget bestemt mål og kan derfor medtage alt, hvad han støder på, hvorved han får sådanne faktorer frem som de venstreorienterede regeringers betydning Dawesplanen og vejen mod stabilere international handel, Østeuropas sønderlemmede struktur og dens betydning for Tysklands succesfulde økonomiske politik UJ33 o. L, ligesom beskrivelsen indtager en langt større plads hos ham end hos Lewis.

Alperts risiko er, at forsøg på forklaringer bliver til postulater: krisen skyldtes af landbrugsvarer (hvis man vil tro på det, har Lewis givet en lang dokumentation, man kan støtte sig på — men det har Alpert ikke) ¦_— eller de havner i politisk eller psykologisk fraseologi, ologi,som når hovedårsagen til Hitlers succes i, at »optimistic self-confidence

... was completely destroyed during the great depression« (det blev den vist også andre steder), eller når særtrækkene i Frankrigs økonomiske struktur og udvikling på gang efter ganske traditionelle føres tilbage til en særlig psykologisk hos det franske folk. Det skulle nok være muligt at finde andre og mere sigende analyser af fransk økonomisk end disse, der alene hæfter ved glæden ved smådrift på kvalitativ en kvantitativ basis, glæde ved politisk strid for stridens egen skyld, etc.

Fra et lærebngs synspunkt er Alpcrt^ Los — sin populærvidenskabelige form til trods — givet at foretrække i kraft af dens langt mere oplysende form. Specielt for de økonomistuderendes må det dog hilses med glæde, at de fremtidigt gennem Lewis' bog får lejlighed til at stifte bekendtskab den form for økonomisk historieskrivning, der med teoriens redskaber løs på en fortolkning af historiens Poul Milhøj.