L. J. Zimmerman: The Propensity to Monopolize. Publishing Company. Amsterdam 1952. 98 s. Kr. 16,50.

Der er mange fordele ved denne bog. For det første er den kort. For det andet er den let læselig. Og for det tredie indeholder en ide (og kun een). Denne ide møder man allerede på bogens første sider, og den går kort og godt ud på, at »tilbøjeligheden til at monopolisere« (the propensity to monopolize) udelukkende af efterspørgsels- og ud- Liudselasticiteterne. Begrebet moaopoliseringstilbøjeligheden simpeltp hen som -, således at den stiger, når e_d, efterspørgselselasticiteten, falder og/ eller når e_s> udbudselasticiteten, stiger. En nærmere forklaring af, hvad der egentlig forstås ved »the propensity to monopolize«, får man iøvrigt ikke — det overlades til læseren at finde ud af.

Medens man normalt går ud fra monopolgraden noget givet, ønsker Zimmerman at forklare, hvorfor man for nogle varer får udpræget monopolagtige medens andre varer er underkastet stærkt konkurrence. Den forskellige af konkurrence mener han er en funktion udelukkende af de pågældende udbuds- og efterspørgselselasticiteter. e,j er stor, og e„ er lille, er der stor sandsynlighed for, at man vil finde et stærkt konkurrencepræget marked; det omvendte tilfældet, skulle man være næsten sikker på at finde monopolagtige At det må være således Zimmerman med, at for varer med uelastisk efterspørgsel er gevinsten en monopolisering høj, og tilbøjeligheden til at organisere markedet på en monopolagtig måde må derfor være stor. Og hvad e_s angår, vil en stor udbudselasticitet at selv små prisændringer voldsomme produktionssvingninger, er generende for producenterne, og som disse derfor vil s»ge at regulere gennem monopoldannelser forskellig art, hvorimod denne trang ikke er til stede, hvis e_e er lille. Disse ideer er måske ikke helt nye, idet man hos flere forfattere kan finde en lignende tankegang, men det er første gang, at den er sat op som en klar og veludformet teori.

Denne centrale ide uddybes og forsvares bogen igennem, ligesom der også forsøges nogle — omend ret sparsomme — statistiske efterprøvninger. Selv om der hist og her er indflettet et par reservationer, tør man nok sige, at Zimmerman slår på storetromme for sin nye ide. Man mærker tydeligt, at han selv tror på den og er begejstret for den. Dette medfører naturligvis, at bogen får et stærkt præg af ensidighed — en ensidighed, er så stærk, at den ikke undgår ægge til modsigelse. Men det er vel egentlig kun en fordel. Læseren tvinges til at tænke selv, fordi teorien er ført ud i dens yderste konsekvens.

Personligt har jeg adskillige indvendingerat Kernen i disse er, at forfatter-enikke sine begreber skarpt nok; eller måske rettere, at han opfatter dem som mere klare og præcise,

end de i virkeligheden er. På grundlag af en række begreber, der i sig selv er vage og udflydende, opbygger han en klar og præcis teori. Måske er også det en fordel. Hans teori kommer derved klart og tydeligtfrem, den ville drukne i reservationer,hvis var gået forsigtigere frem.

Zimmerman understreger selv, at efterspørgsels og udbudselasticiteterne skal forstås for »the industry as a whole« og ikke for den enkelte virksomhed. Men alle vanskeligheder med hensyn til, hvordan man skal afgrænse begrebet »en branche«, og hvad der egentlig skal forstås ved elasticiteten en hel branche, går han uden om. Han betoner, at hans begreber skal opfattes som korttidsstørrelser. Dette skaber klarhed på efterspørgselssiden, men giver vanskeligheder med hensyn til udbudet. Han forklarer nemlig selvese_s derved, at flere firmaer kommer ind på markedet, når prisen bliver højere, og omvendt at foretagender nedlægges ved lavere priser — men det må da nødvendigvis en langtidsbetragtning?! Skal e„ opfattes som udbudselasticiteten i det korte løb, må det gælde tilpasninger inden for de eksisterende bedrifter. For industriens er det jo en udbredt at grænseomkostningerne inden normalt produktionsomfang med tilnærmelse er konstante, hvilket skulle give en uendelig stor elasticitet. Ganske vist gælder dette for den enkelte virksomhed, i hvert fald må man forvente betydelig elasticitet for den pågældende som helhed. For landbruget _e„ i det korte løb vel ofte være nær nul. Dette stemmer iøvrigt med Zimmermans teori, idet der er en stærkere tendens i retning af monopol inden for industrien end for landbruget.

I det hele taget er det ikke vanskeligt at finde eksempler, der understøtter Zimmermans Men man kan også finde nogle, der går imod. Jeg vil på forhånd formode, at efterspørgselen for en vare som pennicilin er meget uelastisk, og at der er en vis elasticitet i udbudet. Dette skulle efter Zimmerman give monopol, men f. eks. i U.S.A. er der en stærk priskonkurrence dette produkt. Noget lignende for afmagringspiller, læbestifter lignende varer; udbudselasticiteten betydelig, medens prisen ikke spiller nogen afgørende rolle. Om talrige af dagliglivets nødvendighedsvarer gælder det, at efterspørgselen må antages at være ret uelastisk — alligevel er konkurrencen for disse varer ofte betydelig.

Det er ikke vanskeligt at afgøre, hvorfor sagtens kan finde eksempler, der ikke stemmer. Det kan ikke være rigtigt, at det er e, og e_d alene, der er afgørende. Man kan vel ikke, som Zimmerman gør, ignorere antallet af sælgere, graden af varedifferentiering, reklameindsats o. s. v. Disse faktorer spiller nu engang deres rolle — sammen med e_s og e_d.

Det er også lige lovlig håndfast, når forfatteren udtrykker sig således, at de erhvervsdrivende »choose a certain market structure«, og at de kan »organize their markets«. Dette forudsætter 100 % villighed at indordne sig under helheden — og en sådan forudsætning er ganske urealistisk. er i højeste grad sandsynligt, at de amerikanske producenter af pennicilin tjene stort på at indgå en kartelaftale med høje priser, men — selv om det havde været lovligt — kan det være fuldkommen umuligt at få en sådan aftale i stand, hvis ikke alle sælgere ser ens på problemet.

At antallet af sælgere er så stort, at det af praktiske grunde kan være udelukket at få en aftale i stand, er intet større problem for Zimmerman. Ganske vist er det lettere for 5 stålproducenter at slutte et kartel, end det er for 10.000 bomuldsdyrkere.»But a democratic country these 10.000 cotton growers have — by voting (I am not even speaking about lobbying!) — the power to force the governmentto by law a monopoly, for which the farmers individually would generally not have had the power«. Det er indrømmet, at noget tilsvarende faktisk forekommer, også herhjemme, men derfra og til at benægte, at antallet af sælgere

spiller nogen rolle for monopoliseringstilbøjelighedener
alligevel et dristigt
skridt.

Dertil kommer, at selv om man f. eks. i en industrigren bliver enige om at slutte et kartel med monopolagtige priser, kan dette være ganske omsonst, hvis resultatet bliver en tilgang af nye underbydende fabrikker. Dannelsen af monopolet er umuligt, fordi udbudselasticiteten i det lange løb er stor! Zimmerman kan ikke nøjes med sin korttidsanalyse.

Trods disse åbenlyse svagheder er mange af hans resultater absolut interessante. er der sikkert noget rigtigt i hans bemærkning om, at monopolgraden må antages at være større i et rigt land end i et fattigt, simpelthen fordi e_d er mindre. Ligeledes virker kombinationen af hans egen analyse med spindelvævstilfældet realistisk. Hans forsøg på at overtøre teorieu til makrosfæren ved at anvende den på opsparings-investeringsproblemet interessant, men knapt så overbevisende.

I det hele taget er jeg overbevist om, at der er meget værdifuldt og relevant i Zimmermans analyse. Jeg tror, at han har fået fat i nogle forhold, der virkelig har deres betydning. Det er blot svært at følge ham, når han udelader alt andet, og når han får alt til at passe sammen med sin teori. Selv om man må regne med, at kritikken vil gøre det af med en del, bliver kernen sikkert stående tilbage. hvert fald vil jeg gætte på, at Zimmermans teori vil blive inddraget i diskussionen i de kommende år, og de rester, der måtte blive tilbage efter den proces, bliver vel også engang inkorporeret den almindelige pristeori.