J. Stalin: Socialismens økonomiske problemer Sovjetunionen. Forlaget Tiden, København 104 s. Pris 1 kr.

Halvdelen af det lille skrift er nogle »bemærkninger økonomiske problemer i forbindelse november-diskussionen 1951« rettet »Deltagerne i den økonomiske diskussion«. Diskussionen drejede sig om en planlagt lærebog »politisk økonomi«, hvortil der allerede forelå et udkast, som et flertal af deltagerne fandt kunne anvendes som grundlag. Der foreslås »Bemærkningerne« nedsat en kommision, hvori ikke blot skulle sidde lærebogens forfattere, også skarpe kritikere af lærebogsudkastet. medlemmer skulle midlertidigt fra ethvert andet arbejde. Desuden nedsættes et redaktionsudvalg på f. eks. tre medlemmer bl. a. for at opnå ensartethed stilen. Fristen for den færdige lærebogs for Centralkomiteen sattes til 1 år (d.v.s. 1. februar 1953).

Den anden halvdel af skriftet er tre breve, til tider ret skarpt polemisk retledende over for deltagerne i drøftelserne om lærebogen og teorierne. af brevene har således følgende slutsalut: Jarosjenkos anmodning om at få overdraget udarbejdelsen af socialismens politiske økonomi kan ikke tages alvorligt, om ikke af anden grund, så fordi den oser af selvros«.

Skriftet, der gør indtryk af at være nøje gennemarbejdet, synes at være et betydningsfuldt til udviklingen af den officielle Marx-Engels-Lenin-Stalinske teori, eller om man vil dogmatik. Noget forord med oplysning om bistand, andre eventuelt har ydet den nu afdøde forfatter findes ikke. Vi skal imidlertid her lade såvel personalhistoriske som aktuelt politiske betragtninger ligge og holde os til et måske nu passeret stadium i udviklingen af den autoriserede hos Marx's fornemste arvtagere.

Skriftets dogmatiske præg fremgår af den måde, hvorpå Marx, Engels, Lenin og Stalin citeres. Om ovennævnte Jarosjenko siges det, at hvis man i få ord skal karakterisere hans synspunkt, må man sige, at det er »umarxistisk — og følgelig dybt fejlagtigt«. Han »forsynder sig på det alvorligste mod Marxismen« og er uvidende hvad man i dag ved »i enhver forberedelsesklasse Marxisme«. Det sidste er naturligvis så let at klare for endnu mere uvidende, vestlige læsere, men kan formentlig klares til husbehov, når man under læsningen noterer sig de afgørende definitioner, som ikke altid umiddelbart fremgår af daglig eller faglig dansk sprogbrug, og som til tider først lejlighedsvis op langt henne i bogen, løvrigt har hver part jo lov at benytte sit vedtagne fagsprog. i borgerlig økonomi forekommer tilfælde af ikke helt rationel skolemesterering med lokalt vedtagne begreber og sætninger.

Den afgørende belæring for en ikke forud orienteret læser er, at man i modsætning til traditionelle vestlige gengivelser af de i praksis helt uanvendelige, marxistiske teorier møder en elastisk udvikling og tilpasning i alt fald over for nogle iøjnefaldende praktiske krav. Betydningen at stræbe efter rentabilitet og anvende omkostningsberegning og »Værdilærens« prismekanisme Begreberne »mer-arbejde«, arbejde«, »mer-produkt« og »mer-tid«, som Marx anvendte m.h.i. kapitalistiske betegnes som ikke anvendelige for nuværende socialistiske forhold. Det er imidlertid forkert blot at se bagklogskab og opportunistisk fortolkning i udviklingen af de marxistiske dogmer, som netop i så stort omfang udviklingslove. »Produktionsforholdene, menneskenes indbyrdes forhold i produktionsprocessen«, samfundsforfatningen, må svare til »produktionskræfterne (samfundets forhold til naturkræfterne .. .)«, eller med andre ord det tekniske udviklingsstade. Dette er ifølge Marx basis for den juridisk-politiske overbygning, hvortil også svarer bestemte samfundsmæssige

Den historisk-relativistiske indstilling fremgår
i øvrigt af definitionen af politisk økonomi i

udkastet til lærebogen. Det er ifølge denne den videnskab, som studerer »den samfundsmæssigeproduktions og fordelingen af de materielle goder på det menneskelige samfunds forskellige udviklingstrin«. Der regnes med objektiveøkonomiske som gælder uafhængigtaf vilje; men når menneskene har erkendt disse love, kan de udnytte dem i samfundets interesse. »Den politiske økonomi studerer udviklingslovene for menneskenes produktionsforhold. Den økonomiske politik drager praktiske slutninger heraf. . .«. Der er vel næppe nogen væsensforskel mellem dette og moderne ikke-kommunistisk teori. Men man får en fornemmelse af, at det er en ophøjet og vanskelig kunst at få sagt al ting på rette måde under tilbørligt hensyn til de autoriserede skrifter.*)

Fornyelsen af doktrinerne er ikke upåvirket af, hvad der sker i vestlige lande. Det billede af kapitalismen, som marxismens klassikere optog fra den tidligere kapitalismes og liberalismens revideres. »Monopolkapitalismen« ganske rigtigt ind i stedet for den gamle frikonkurrence-kapitalisme. I bedste harmoni med udviklingen andre steder mente Stalin, at der übetinget bør tilføjes et kapitel om nationalindtægten. Påvirkningen m.h.t. nationalbudgettering vel i øvrigt for en stor del gået i modsat retning, d. v. s. fra øst til vest.

Et særlig besværligt problem indenfor Sovjetområdet indpasningen i det økonomiske system landbruget, hvor man foreløbig er blevet stående ved kollektivbrugene og en stærkt begrænset Dette har nødvendiggjort opretholdelse af »Vareproduktionen«, d.v.s. omsætning ved køb og salg og dermed »værdiloven«, om denne (ligeså lidt som i kapitalistiske får lov at virke uden statslige indgreb.

Trods besværligheder under den »første fase af det kommunistiske samfunds udvikling«, vedligeholdes håbet om en videre udvikling frem til den egentlige kommunisme ved overgangen fra formlen: »Til enhver efter hans arbejde«, til formlen: »Til enhver efter hans behov«. Men betingelserne, der opstilles for at denne overgang finde sted, er strenge: 1. Det er nødvendigt at sikre en uophørlig vækst i hele den samfundsmæssige produktion; 2. der må ske en gradvis forvandling af kollektivbrugenes ejendom til folkeejendom, hvorved »vareomsætningen« med produktudveksling; 3. alle samfundets medlemmer må sikres en alsidig udvikling af fysiske og åndelige evner, »der er tilstrækkelig til, at de kan blive aktive personligheder i samfundsudviklingen«. — Arbejdstiden forinden være reduceret til 5—65^—6 timer, og reallønnen må mindst være fordoblet. »Kun når alle disse forudsætninger er opfyldt, kan man sætte sin lid til, at arbejdet i samfundsmedlemmernes vil blive forvandlet fra en byrde til den første livsfornødenhed«. — Paradishåbet altså ikke i den kommunistiske men det skydes så langt ud, at drømmen om allerede at have nået den endelige tilstand ikke kommer til at hemme løsningen af dagens og morgendagens praktiske opgaver.

Det forekommer mig, at det lille skrift giver et interessant og nyttigt billede af, hvorledes teoretiske overvejelser om den »politiske økonomi« alt fald i 1952 tog sig ud på den anden side af jerntæppet. Det synes at være skrevet så meget til indvortes brug indenfor menighederne ind- og udland, at det muligvis giver et sandere billede end den officielle lærebog, skriftet forløber for, og hvis skæbne muligvis nu er usikker. En nuancering og fornyelse af de forestillinger, vi på denne side af tæppet har om de Marx-Engels-Lenin-Stalinske teorier, tør man sikkert ud fra adskillige synspunkter betegne særdeles nyttig.

---

*) En interessant analyse af skriftet findes i det, man tør vist sige officiøse, anti-kommunistiske tidsskrift: »Der Monat« april 1953, Richard Loventhai. Vermåchtnis zur Interpretation seiner letzen Schrifts. Loventhal ironiserer s. 21 over, at Marx's ieori, der var kausal, er blevet erstattet af en final indstilling, der forsvarer et mindretals magtindgreb til gennemførelse af et forud kendt endemål for den historiske udviklingsproces.