William H. Nicholls: Price Policies in the Cigarette Industry. The Vanderbilt University Press. Nashville 1951. 464 sider. Pris: $6.00.

I 1911 blev den amerikanske tobakstrust dømt for overtrædelse af Sherman-loven og derpå opløst i fire selskaber The American Company (hovedmærke: Lucky Strike), Liggett & Myers (Chesterfield), (Camel) og Lorrilard (Old Gold) (samt nogle mindre, übetydelige I 1941 stod disse selskaber anklaget for overtrædelse af anti-trustlovgivningen. Anklagen lød på, at der eksisterede et hemmeligt samarbejde imellem, og at de i det hele taget førte en ligeså monopolagtig politik, som trusten i sin tid havde ført. Ved forskellige instanser fra 1941 til 1946 blev samtlige selskaber dømt; denne gang dog kun til betaling af kæmpemæssige bøder, men ikke til videre opløsning.

Til hele den lange og indviklede proces blev der indsamlet et meget stort materiale, i form af statistik over salgspriser, priser,forhandleravancer, reklameindsats, omsætning, omkostninger osv., dels i form af indgående forhør over branchens ledende Dette materiale, som er nedfældet 10.000 siders retsreferat, har prof. Nicholls gennempløjet; og suppleret med oplysninger fra forskellige andre kilder har det dannet basis for hans bog om prispolitikken i den amerikanske cigaretindustri. vidt man kan konstatere, er det blevet til den mest grundige og omfattende for en branches prispolitik, endnu er blevet offentliggjort. Selv om Nicholls enkelte steder beklager materialets ufuldkommenhed og erkender, at yderligere oplysninger havde været nyttige, materialet dog næsten så fint som ønskes kan. Resultatet er i hvert fald blevet overordentlig værdifuld bog, der vrimler med faktiske oplysninger af interesse blot for teoretiske økonomer, men også for forretningsfolk og — for visse afsnits vedkommende — for jurister.

Bogens første halvdel benyttes til en grundig gennemgang af de tre store selskabers fra trustens opløsning og frem til 1950. Hver eneste prisændring analyseres på grundlag af foreliggende markedsdata samt virksomhedernes egne oplysninger om deres motiver til de foretagne Helhedsindtrykket bliver branche, der er stærkt præget af konjektural handlemåde i form af stiltiende prisførerskab osv. Det fremgår hvorledes de tre store hele tiden er på vagt over for hinanden, hvorledes den enes konkurrencemæssige skridt straks neutraliseres af de to andre; et forhold, som gør, at priserne på de tre hovedmærker perioden igennem praktisk talt er identiske — i de fleste tilfælde er enhver forandring blevet fulgt af de to andre inden timer, hvilket danner baggrunden for den offentlige anklagers sandsynlighedsbevis at der må have eksisteret en hemmelig aftale. Jævnfør følgende oversigt antal prisforandringer, initiativtager, hvorvidt de andre er fulgt med. (Angår perioden 1917_—1950 minus den tid, der var priskontrol. Uddrag af Nicholls tabel 51, s. 175):

Særlig interesse knytter sig til en enkelt prisforandringerne, nemlig den i 1931, hvor Reynolds midt i den værste depression satte prisen på Camel op, og hvor Lucky Strike og Chesterfield straks fulgte efter. Ikke mindst denne prisforhøjelse var et væsentligt anklagepunkt selskaberne, idet man mente, at det måtte indebære en direkte aftale, når selskaberne gik stik mod den almindelige udvikling. Men de tre selskaber benægtede hårdnakket, at forudgående havde fundet sted. I hvert fald var de i stand til at forklare deres handlinger på en måde, der ikke uden videre kan afvises. I 1930 havde Reynolds nye maskiner, der kunne emballere cigaretpakkerne med en ny slags cellophan, der var modstandsdygtig over for fugt. Man tillagde dette meget stor betydning, da konkurrenterne ikke hurtigt neutralisere denne fordel, og mente, at det kunne motivere en lidt højere pris. Men hvorfor fulgte først American og derefter Liggett & Myers? Til dette spørgsmål svarede direktøren for førstnævnte firma (s. 84) :

»I naturally saw the opportunity to make
some money .... There had been no decline
Lucky Strikes, although the cigarette
as a whole had started down
in 1931 .... I thought the public might
absorb the 45-cent increase, and I followed
Reynolds' lead. At the same
time I realized that if it was not the right
thing to do, it was within my power to
change it .... I reserve the right to make
price changes downward if in our opinion,
we service .... our consuming public and
ourselves by so doing«.

Og fra Liggett & Myers svaredes der:

»Chesterfield was third seller .... if we failed to increase from $6.40 to $6.85, Camels Luckies would have 40 cents a thousand more than we would have, to spend in promoting the sale of their brands

.... and we felt that that would be too great a disadvantage to attempt to overcome, it was our best judgment that we should meet it«.

Med hele den moderne pristeori i tankerne, det slet ikke usandsynligt, at disse svar dækker over de faktiske bevæggrunde. dette kan man bagefter betegne prisforhøjelsen i 1931 som en klar fejldisposition. Reynolds havde ganske overvurderet cellophanens betydning, og de to øvriges antagelser om, at indtægterne ville stige, slog hurtigt fejl. Prisforhøjelsen depressionen i fællesskab skabte en glimrende grobund for nye billige mærker, der dukkede frem og som i løbet af kort tid erobrede en fjerdedel af det samlede cigaretmarked. For de tre store var der intet andet at gøre end at gå samme vej tilbage igen. Men dette skabte et nyt og uventet problem: nu dukkede der konkurrerende op, der lagde an på høj kvalitet på priser over de tre stores, og med åbenlys succes, da der åbenbart stadig et publikum til disse priser. Af disse mærker har Philip Morris og Raleigh en varig plads på det amerikanske De tre gamle mærker blev altså angrebet både fra neden og fra oven, og hele deres politik i 30-erne var en balancekunst disse to fronter.

Nicholls beskriver nøje disse probemer, men nøjes iøvrigt ikke med blot at referere; så få pristeorier kan belyses ved hjælp af det foreliggende materiale (jvfr. specielt kommentarerne til Neumann- Morgensterns teori s. 190).

I bogen følger derefter en tilsvarende gennemgang af opkøbet af råtobak. Indkøbssidener lige så interessant som salgssiden. Det kommer tydeligt frem, at indkøbspolitikken er 100 % konjektural, idet den som oftest tager form af de såkaldteprocentvise d. v. s. at hver af de tre store køber bestemte andele af

udbudet på hvert enkelt marked, ja, det føres endog ud i den konsekvens, at det ene selskabs opkøbere overhovedet ikke byder, hvis der ikke er opkøbere fra de to andre store selskaber til stede — igen et af anklagemyndighedernes holdepunkter for, at der måtte eksistere aftaler mellem selskaberne.

Opkøbspolitikken kan belyses ret detailleret, Nicholls til sin rådighed har haft en del af selskabernes skriftlige instrukser til deres opkøbere og er i stand til at sammenligne med de priser, der faktisk blev betalt.

Endelig kommenterer Nicholls selve domiVi^ii. nécviit Llcv oclukctueriie uømi pa sandsynlighedsbevis. Nicholls mener, at dommen for så vidt kan siges at være rigtig, selskaberne faktisk har ført en politik, der nogenlunde svarer til den politik, monopol ville have ført, idet han dog mener, at begrundelsen for dommen formentlig er forkert. Nicholls hævder — utvivlsomt med rette — at man udmærket tænke sig, at selskaberne har ført deres politik uden nogen form for hemmelige aftaler, men at de blot gennem en konjektural optræden har kunnet opnå nogenlunde det samme — en mulighed som

i højere og højere grad anerkendes af teorien. dette er rigtigt, kan man forstå, at virksomhedernes ledelser føler sig uretfærdigt idet »it is quite conceivable that the executives of the companies involved believe deeply and sincerely that they were untainted by any illegal conspiracy or agreement« (s. 398, fodnote 18). løvrigt spørger de anklagede gentagne gange under forhørene: »Hvis vi ikke må gøre, som vi hidtil har gjort, hvordan skal vi da føre vor politik?« Man tør nok antyde, dommens præmisser ikke har givet dem nogen vejledning i så henseende. Den dag i dag fører selskaberne da også samme som de blev dømt for — og det er vanskeligt at se, at de kan føre nogen anden.

Nicholls kommer dog i et afsluttende kapitel med nogle positive forslag til, hvorledes kan gøres mere konkurrencepræget: yderligere opløsning i flere selskaber, en progressiv beskatning af virksomhedernes reklameindsats, eller blot en omlægning af tobaksbeskatningen med direkte sigte på at stille de store selskaber ugunstigere.

Set med en økonoms øjne kan dommen over tobaksindustrien nok forekomme lidt tvivlsom. Men sagen har i hvert fald givet det værdifulde resultat, at den har bragt et materiale frem i dagens lys, som Nicholls kunnet bygge sin undersøgelse på. Man tør vel gå ud fra, at der også i andre af de amerikanske anti-trust sager foreligger et lignende, endnu ikke udnyttet materiale, og man må håbe, at andre amenkansKe giver sig til at bearbejde De kan dårligt foretage sig noget fornuftigere.