D. H. Robertson: Utility and all that and other essays. George Allen & Unwin, London 1952. 207 s. pris: 18sh.

Nøglen til forståelsen af denne bog skal søges i undertitlens »essays«. Forfatteren har lagt lige stor vægt på form og indhold; det er på én gang kunst og videnskab, nogle vil nok mene mest det første.

Det er en række forelæsninger og foredrag, ved forskellige lejligheder, der her præsenteres. Bogen indledes med den dobbeltforelæsning, som har givet den dens titel.

Disse to forelæsninger præsenteres af forfatteren med ordene: these lectures are in the nature of an interim report by an idiot to his fellow-idiots. Det er diskussionen utility, economic welfare etc., der rapporteres.

Robertsons afhandling falder i to dele. I den første behandles spørgsmålene omkring, nytten kan konstateres numerisk, om vi må nøjes med at konstatere end« og »mindre end«, om vi kan anlægge en cardinal eller må nøjes med en ordinal betragtningsmåde. Det første vi så godt fra Bircks Grænseværdilære; sidste er jo det, man nu i almindelighed mener at måtte holde sig til, og som illustreres ved hele indifferenskurveteknikken. gtver tydelig for, at han har lidt svært ved at se den store forskel mellem de to, og venter dag at se en slags tilbagevenden til den gamle utility-fremstilling. Som en slags konklusion skriver han: One must not assume that because a vegetarian has taken to meat-eating he will therefore ever go all the way back to cannibalism. But I like to play with the idea that in the fullness of time some at least of 'new welfare economists' who are noiv so careful to insert the world 'ordinal' whenever they use the word 'utility' will be found quietly dropping it Or will someone perhaps announce the facesaving discovery that all along the word 'ordinal' has carried the connotation not only of being ordered in an orderly manner, i. e. with a divisible space between any two ordered points?

Som et lille sidespring i denne hans første er han inde på tanken om, hvordan egentlig ud fra den faktiske opførsel kunne konstatere, at folk er indifferente. Vi bærer os netop ikke ad som salig Buridans æsel; stillet over for livets smørrebrødsseddel vælger vi jo, og ingen kan bagefter konstatere, om vi satte X ved spegepølse, fordi vi virkelig placerer på en højere indifferenskurve end rullepølse, eller fordi vi var ligeglade med, hvad vi fik, men ikke med, at vi fik noget; og så måtte krydset jo stå ét sted.

Hans andet hovedproblem er de interpersonelle Også her gør forf. sidespring; i et af dem harcelerer han over andres angst for normgivende ord som utility, happiness, welfare; selv giver han sig dernæst til at kalde economic welfare ecfare.

I dette afsnit er det naturligvis først og fremmest kompensationsidéen, der må holde for. Som bekendt har man opbygget teori, at hvor en foranstaltning får A til at blive bedre stillet end før, men B dårligere, kan man sige, at A-fB er blevet bedre stillet, hvis A ved at give B en kompensation kan opnå, at A stadig er bedre stillet end før og B enten ligesågodt eller bedre stillet. Her rejser sig det spørgsmål: det også, hvis kompensationen rent faktisk ikke bliver givet. Det gør det åbenbart ikke; så er det, at en og anden spørger, hvilken interesse dette i grunden har; og kompensationerne giver man ikke, sålænge ingen ved, hvormeget hvem skal give til hvem; og selv om man vidste det, er der jo ikke nogen som helst grund til at tro, at man skulle gå igang med disse kompensationer. Politik har andre mål.

Må det være anmelderen tilladt at henlede på et tredie spørgsmål. almindelighed regner vi med, at kan vi forøge A's realindkomst og lade alle andres forblive uforandret, er den totale velfærd forøget. Men er den nu også det. Bag denne tanke ligger en udpræget individualistisk Men gælder det også, hvis folks opfattelse af deres velfærd blot er afhængig af dens absolutte men også af dens relative. Lad os tænke os, at vi kan konstatere, at en gruppe borgere, Y, fx. de højere embedsmænds har samme absolutte realindkomst for 50 år siden, men at i mellemtiden er de selvstændige næringsdrivendes arbejdernes steget med måske mellem 50 % og 100 %. Kan man så påstå, Y har samme ecfare som før, hvis det afgørende for deres lykkefølelse er deres placering, hvis de nu daglig misunder direktøren hans bil og grossereren udenlandsrejser, og de selv føler sig deklasserede og fattigere.

Robertsons styrke er hans sunde fornuft og derfor er hans forelæsninger værd at læse, selv om de nok ikke fører Marshalls frafaldne tilbage til the Cardinal Club.

Men disse forelæsninger skal ikke kun eller hovedsagelig læres af hensyn til deres videnskabelig indhold. De er også kunst, festforelæsninger spækkede med snusfornuft, associationer og overraskende Robertson kender sin Alice så godt som sin Marshall; og det vil ikke sige så lidt. Sine steder kan han minde om Birck, som han var, når han var bedst, og kan som Birck i oplagte passager hæve sig op til en blanding af poesi og vidsyn med overraskende billeder, i den verden, der ligger uden for the economic mans horisont. Lad mig citere et stykke, ikke blot for at illustrere sproget, men også for at understrege, at de behandlede spørgsmål vel kan siges at være snurrepiberier for teoretikere, men også at alt dette om velfærd har at gøre med det helt centrale i nationaløkonomi, med vor begrænsning over for politik og over for de andre videnskaber, der smykker med at være samfundets:

But of course if we want to be statesmen, however humble a level, then in the end we must send for the prophet the priest, or conjure them up out of our own insides. Then in our journey in search of right action we shall meet Justice on the road; but he will not always wear the same face. To give but one illustration, in one of his guises he may conspire with Immediate Ecfare to demand that the differentials between skilled and unskilled wages be reduced, and in another with Ultimate Ecfare to demand that they be preserved or even increased. We shall meet Charity, she, 100, will not always tell the same tale; sometimes she will plead urgently for a redistributive slide along one of Samuelson's utilitypossibility but sometimes, under her finer name of Love, she will be heard bidding us pay heed to the possible effects on character of life in the Superecfare State, where everything is to be had by everybody for nothing. We shall meet, too, a queer personage for whom I cannot find a name, but who seems to be a poet rather than either an economist or a priest, and who will express to us his misgivings lest the colour of life and the richness and variety of human personality should not survive rigorous an assimilation of economic circumstance. And all the time as we journey, we of this epoch seem doomed to hear, above the clatter of the fraternal duellings of the scholarly and Tweedledees, the beating of the wings of the monstrous of War, forcing us, in our statistical calculations and in our policies, to treat Power and Preparedness if they were ecfare, though we know full well that they are not.

På en måde er det sært, at netop, i vor
tid, parlaments-demokratismens, sætter
man max. ecfare i et højsæde. Skyldes

det et naivt forsøg på at give politikerne noget bedre at stile imod. Som beskrivelseaf faktiske politiske mål duer det i alt fald ikke. Her vil fx. 41 parlamentsmedlemmerønske mulig ecfare for landbrugere med over 10000 kr. grundværdi,14 dem under denne grænse, 74 for lønarbejderne, o. s. v. Og intet sikrer, at ikke visse gruppers ecfare bliver helt overset, når kompromisserne fødes. Målet maksimal total ecfare hører snarere hjemmeunder oplyst enevælde eller måske ovre østpå. —-

Bogen indeholder 15 andre afhandlinger. at have taget nogle stikprøver blandt dem, kom jeg til det resultat, at det ville give mig større — jeg havde nær skrevet ecfare, men det går vist ikke; det må vist hedde fare; eller hvorfor ikke glæde Robertson og kalde det happiness — utility at læse det første essay igen. De andre synes i vel høj grad at være prægede af den lejlighed, hvortil de er skrevet.