I.

I november 1952 blev Irustkommissionen anmodet om i løbet af kort tid at
fremkomme med en redegørelse, der kunne danne grundlag for udarbejdelsen
en permanent prisaftalelov. Kommissionen afgav i juli 1953 en
betænkning med en række forslag, der var enstemmigt tiltrådt af kommissionens
Denne betænkning danner udgangspunktet for aftenens
foredrag, men dettes indhold står i øvrigt for foredragsholderens egen regning.

Trustkommissionens betænkning²) har været forelagt erhvervenes og forbrugernes og deres udtalelser er netop i den sidste tid blevet afgivet til handelsministeriet og offentliggjort. De fleste indeholder det forbehold, man ikke endnu har kunnet tage standpunkt til alle detailler, men man må vel gå ud fra, at organisationerne i hvert fald har omtalt de spørgsmål, som for dem er de vigtigste.

Udtalelserne er, som det kunne ventes, af noget vekslende indhold. Yderpunkterne vist siges at være repræsenteret af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, som på forskellige områder ønsker mere vidtgående forholdsregler kommissionen, og Håndværksrådet, efter hvis opfattelse priskontrolrådet fremtiden kun skal have kontrollerende og registrerende opgaver, men ikke nogen udøvende beføjelser.

Da Håndværksrådet vel herefter må være modstander af de allerfleste af kommissionens forslag, er der ingen grund til at gentage navnet på denne organisation, når der i det følgende gøres rede for de forskellige erhvervsorganisationersstilling kommissionens enkelte forslag. Heller ikke De samvirkende danske Landboforeninger og De samvirkende danske Husmandsforeningervil nævnt. Den førstnævnte organisation har sluttet sig til Landbrugsrådets tidligere afgivne udtalelse, og husmandsforeningerne

---

1) lifter notaterne til et foredrag i Nationaløkonomisk Forening den 17. november 1953,

2) Konkurrencebegrænsning og monopol. Trustkommissionens betænkninger nr. 3. København

har ikke ment at kunne tage standpunkt til de enkelte spørgsmål, så længe
der endnu ikke foreligger noget lovforslag.

II.

Hovedprincipperne i den nugældende prisaftalelov er følgende: Det er tilladt at afslutte konkurrencebegrænsende aftaler og iværksætte andre former for monopolisering. Men de skal anmeldes til priskontrolrådet, som skal føre tilsyn med de monopolprægede erhvervsområder og gribe ind, når det må anses for påkrævet for at afværge urimelige priser eller forretningsbetingelser eller for at imødegå urimelige indskrænkninger i den frie erhvervsudøvelse. Indgrebene kan — såfremt det ønskede resultat ikke kan opnås ved forhandling — omfatte 1) hel eller delvis ophævelse af gældende aftaler o. lign., 2) prisregulering.

Trustkommissionen foreslår, at også den fremtidige monopollov som hovedregel hvile på disse principper. Medens prisaftalcloven af 1937 blev gennemført under stærke protester fra erhvervenes side, sjaies der nu efter organisationernes udtalelser at dømme at være tilslutning til dette forslag fra næsten alle sider, for så vidt angår de erhvervsområder, hvor der foreligger konkurrencebegrænsende aftaler, eller hvor markedet beherskes af dominerende o. lign.

Der er også almindelig tilslutning til de forudsætninger, kommissionen har opstillet vedrørende monopolkontrollens målsætning, specielt at hensynet til at opnå den størst mulige effektivitet ved varernes fremstilling og distribution skal stilles i første række.

På forskellige andre punkter har der derimod været delte meninger om
kommissionens betænkning, og nogle af de omstridte spørgsmål skaltages op til
drøftelse i det følgende.

III.

Det er almindeligt anerkendt, at konkurrencen kan begrænses ved hjælp af aftaler, eller at den kan være helt eller delvis ophævet, fordi markedet beherskes af en dominerende enkeltvirksomhed eller koncern. Men selv om udbudet kommer fra en flerhed af virksomheder, mellem hvilke der ikke er finansiel eller aftalemæssig forbindelse, behøver der ikke at herske aktiv konkurrence. Undertiden viser det sig, at hver af virksomhederne ser sin interesse i ikke at begynde på priskonkurrence, så længe ingen af de andre gør det. Når der således holdes en fælles front uden aftale, kan der fremkomme lignende resultat, som hvis der var en aftale.

Med henblik på sådanne tilfælde, hvor konkurrencen er neutraliseret, har
trustkommissionen foreslået, at priskontrolrådet under visse betingelser skal
have adgang til at iværksætte prisregulering.

Landbrugsrådet, Andelsudvalget, Industrirådet og handelens organisationer udtalt sig imod dette forslag. Det er bl. a. blevet anført, at man ved at optage en sådan beføjelse i en permanent monopollov ville bevare en lignende adgang til altomfattende prisregulering som den, der fandt sted i medfør af krigstidens prislove.

Men dels var prislovenes bestemmelser mere vidtgående formuleret, dels beroede deres omfattende anvendelse på de særlige konjunktur forhold. Under krigen og i de første efterkrigsår v,ar princippet det, at der skulle gribes ind, hvis nettoavancen blev større end før krigen. Så længe der herskede vareknaphed og inflation, førte dette til en omfattende prisregulering, som atter er blevet afviklet i takt med forsyningsforholdenes normalisering.

Trustkommissionens forslag tager ikke sigte på virkningerne af almindelig vareknaphed, men på neutraliseret konkurrence under mere normale konjunktur Desuden skal der ikke iværksættes prisregulering i alle tilfælde, hvor der måtte blive konstateret neutraliseret konkurrence. I denne forbindelse skal det nævnes, at heller ikke nyoprettede aftaler efter kommissionens automatisk skal medføre prisregulering. Betingelsen er i begge tilfælde den samme, nemlig at der skal foretages en særlig undersøgelse, og at man ved denne kommer til det resultat, at priserne må antages at medføre urimeligt høje fortjenester på længere sigt eller andre virkninger, som strider mod den gældende målsætning. Det er altså tanken, at neutraliseret konkurrence behandles parallelt med andre monopoltilfælde, og der skal ikke kunne gribes ind, blot fordi priserne stiger og medfører højere fortjeneste end herskende på en bestemt dato. —

Undertiden viser den neutraliserede konkurrence sig i den form, at konkurrencebegrænsende er blevet ophævet, uden at det har haft nogen videre virkning. Et sådant tilfælde er omtalt i trustkommissionens betænkning kalkbranchen.¹) De to virksomheder, der dominerer det sjællandske marked (uden for København), havde tidligere ved aftale delt markedet mellem sig, således at den ene virksomhed skulle sælge til det nordlige, den anden til det sydlige Sjælland. For nogle år siden ophørte aftalen, men hver af de to parter fortsatte i alt væsentligt med at holde sig til sit tidligere aftaleområde forsøgte ikke at hverve kunder uden for dette.

Muligvis kan aktiv konkurrence — og især priskonkurrence — i sådanne tilfælde udvikle sig til en priskrig, der kan blive farlig for virksomhedernes økonomi. Men når konkurrencen er neutraliseret, afgiver den på den anden side ikke nogen garanti mod urimelige priser.

Eksempler på neutraliseret konkurrence er også at finde i trustkommissionensbetænkning

---

1) Kalk-, kridt- og mørtelbranchen. Trustkommissionens betænkninger nr. I. København 1951, side 21.

nensbetænkningom kulbranchen¹), og desuden har prisdirektoratet gjort en række erfaringer, bl. a. vedrørende den prisdannelsesform, der ofte kaldes pris førerskab. Her er det en bestemt virksomhed, der går i spidsen, når priserneskal De øvrige følger efter på en sådan måde, at de forskellige virksomheders priser stort set bevæger sig op eller ned i trit med hinanden, og priskonkurrence undgås uden brug af aftaler.

Hvis der i een branche findes en prisaftale, i en anden neutraliseret konkurrence, man ikke altid regne med, at det sidstnævnte område er det mindst monopolprægede. Forholdet kan være det, at der hersker en så ensartet til at undgå priskonkurrence, at aftaler er overflødige. Baggrunden for kartelaftaler kan omvendt være, at der i branchen findes visse virksomheder, konkurrence over for de øvrige kun kan holdes i tømme — og måske endda kun ufuldkomment — ved hjælp af bestemte aftaler, hvis overtrædelse belagt med bøder eller andre sanktioner.

Hvis en monopollov ikke rummer nogen mulighed for indgreb over for neutraliseret konkurrence, må man være forberedt på, at nogle af de mest monopolprægede områder falder uden for loven — og desuden tilfælde, som i hvert fald har et lige så stærkt monopolpræg som det, der andetsteds skyldes aftaler o. lign. Endvidere vil mulighederne for at følge en rationel politik over for konkurrencebegrænsende aftaler på forskellig måde blive forringet. Under de angivne vilkår vil det offentliges regulering nemlig ikke kunne drives længere end til det punkt, hvor virksomhederne foretrækker at ophæve aftalerne og i stedet klare sig med forskellige former for neutraliseret

Det må derfor være et hovedpunkt i en effektiv monopollov, at der er
adgang til at gribe ind over for neutraliseret konkurrence.

IV.

Et af trustkommissionens vigtigste forslag vedrører de såkaldte bruttopriser. priser gælder navnlig for en lang række mærkevarer, men dog også for forskellige andre produkter. Ved bruttoprissystemet nøjes fabrikanter importører ikke med at notere den nettopris, de selv skal have for varerne, men det bliver tillige fastlagt, hvor meget varen skal koste hos forhandlerne. således bestemte engros- og detailpriser er undertiden kun vejledende, men i andre tilfælde er de bindende for forhandlerne, således at afvigelser fra de foreskrevne priser kan medføre sanktioner af forskellig art, f. eks. standsning af videre leverancer. Til tider etableres bruttopriserne ved aftaler mellem fabrikanterne (importørerne) og deres forhandlere, men meget ofte fastlægger fabrikanterne eller importørerne bruttoprisreglerne ved ensidig

---

1) Kulbranchen. Trustkommissionens betænkninger nr. 2. København 1953. Kap. VII.

Bruttopriserne er undertiden kun minimumspriser, i andre tilfælde faste priser, som ikke må fraviges hverken opad eller nedad. Men selv i sidstnævnte er det i almindelighed undergrænsen, der har de erhvervsdrivendes interesse, og det er også den, man i ganske særlig grad må have opmærksomheden henvendt på, når det offentliges stilling til bruttopriserne på tale.

Bruttoprissystemet medfører, at priserne i alt væsentligt bliver ens hos alle forhandlere uanset omkostningernes højde. Selv når man begrænser sig til at se på detailforretninger af sædvanlig type, er forhandlingsomkostningerne i almindelighed af vekslende højde alt efter beliggenheden, ledelsens effektivitet andre faktorer, der øver indflydelse på husleje- og lønniveau, omsætning beskæftiget person og lageromsætningshastighed. Men desuden er der specielle forretningstyper med særligt lave omkostningsprocenter, f. eks. selvbetjeningsbutikker. I en tid, hvor detailhandelens rationalisering er under stærk udvikling, bliver der naturligvis større forskel på de enkelte virksomheders omkostninger end ellers.

Når bruttoprissystemet gør priserne ens overalt, beskyttes de dyrt arbejdende i handelen mod priskonkurrence fra de virksomheder, der har lavere omkostninger En anden side af samme sag er den, at besparelserne de virksomheder, der har de laveste omkostninger, ikke kan komme forbrugerne til gode i form af lavere priser på de bruttoprisbundne varer. Hermed skal ikke være sagt, at det vil være rimeligt, at enhver rationaliseringsgevinst skal gives videre til forbrugerne fuldt ud. Men hvis priserne noget, kan forbrugerne i hvert fald få del i besparelserne samtidig med, at den handlende ved de lavere priser kan skaffe sig større omsætning.

Når bruttoprissystemet gør priserne ensartede og priskonkurrencen således afskaffes, må konkurrencen i højere grad komme til at foregå ved hjælp af andre konkurrencemidler, f. eks. større udvalg, kreditgivning, udbringning af varerne og service af anden art. Alt dette kræver ekstra omkostninger. Til gengæld får forbrugerne naturligvis også visse fordele, men mange ville sikkert foretrække at undvære en del af den omtalte service, hvis priserne blev tilsvarende lavere. Detailhandelen giver forbrugerne den mest effektive betjening, hvis der er forskellige muligheder at vælge imellem: dels butikker, hvor der særlig lægges vægt på lave priser, dels forretninger, hvor der er større udvalg og mere service. Men bruttoprissystemet modvirker en sådan differentiering.

Trustkommissionen har foreslået, at bruttoprissystemer, hvorved der fastlægges bindende undergrænse for forhandlernes priser — herunder faste priser, der jo også sætter en grænse nedad — på forhånd skal have priskontrolrådets inden de kan sættes i værk.

Enkelte af organisationerne har ikke udtalt sig specielt om bruttoprissystemetog

metogkommissionens forslag, eller de har ikke ment at kunne tage standpunktpå foreliggende grundlag. Det sidste gælder Landbrugsrådet. Kommissionen har fået fuld tilslutning fra Statens Husholdningsråd, Danske Husmødres Forbrugerråd, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og Andelsudvalget.

De samvirkende Købmandsforeninger har taget afstand fra kommissionens forslag. Men D.s.K. udtaler samtidig, at organisationen selv har virket for at få bruttoprissystemet begrænset, og at en frivillig afvikling er i gang og må ventes at fortsætte.

Provinshandelskammeret og Dansk Textil Union er ligeledes imod kommissionens om at ændre de nugældende regler om bruttopriserne, men har dog samtidig udtalt, at man ikke har særlig sympati for udbredt brug af bruttopriser.

Grosserer-Societetets Komité har ikke udtalt sig specielt om bruttoprissystemet om kommissionens forslag på dette punkt. Trustkommissionen har foreslået, at forhåndsgodkendelsesprincippet skal bringes i anvendelse over for flere forskellige former for konkurrencebegrænsning: Bruttopriser, etablcringskontrol, eksklusivaftaler, boykot-aftaler m.m. Herom har G. S. K. sagt, at man ikke vil bestride, at det i hvert fald i nogle af de nævnte tilfælde i princippet ville være rimeligt at kræve godkendelse, men at man ikke mener, at kravet om forhåndsgodkendelse kan gennemføres i praksis uden store ulemper for erhvervslivet.

Industrirådet og De danske Handelsforeningers Fællesorganisation går ikke alene imod trustkommissionens forslag, men tager også bruttoprissystemet i forsvar. Medens også en del af de øvrige organisationer, sorn det vil fremgå af det foregående, har udtalt sig imod kommissionens forslag om nye lovregler, synes Industrirådet og Fællesorganisationen at være ene om det positive forsvar for bruttopriserne. Til gengæld tager disse organisationer skarpt afstand fra kommissionens bedømmelse, og der synes hermed at være sat bom for den tanke, der er antydet af De samvirkende Købmandsforeninger, at bruttopriserne kan afvikles ad frivillighedens vej.

Fællesorganisationens udtalelse er — i betragtning af, at det drejer sig om en af butikshandelens organisationer — bl. a. bemærkelsesværdig derved, at den indeholder forholdsvis lidt om bruttoprissystemets virkninger i detailhandelen, der anføres en række argumenter for, at bruttoprissystemet påkrævet af hensyn til industrien. Da interessen således samler sig om, hvorvidt bruttopriserne kan siges at være nødvendige for industrien — og da dette ikke er berørt i det foregående — skal der nu fremsættes nogle bemærkninger om dette spørgsmål.

Mange, der ikke har tænkt nærmere over bruttoprissystemet, vil sikkert
finde det paradoksalt, at industrien kan være interesseret i at foreskrive en
undergrænse for detailprisernes højde. På forhånd vil man dog mene, at det

må være fordelagtigt for fabrikanterne, at handelens avancer er så små som muligt, således at det størst mulige antal forbrugere kan få råd til at købe varerne. Derimod er det umiddelbart forståeligt, om fabrikanten undertiden kan ønske at fastsætte en maksimums-bruttopTis.

Kommissionens forslag om forhåndsgodkendelse og om begrænsning af bruttoprisernes antal omfatter imidlertid ikke tilfælde, hvor der kun foreskrives bindende overgrænse for prisernes højde i handelen. Heller ikke bruttopriser, der kun er vejledende, falder ind under forslaget. Og hvis en vejledende detailpris tilstrækkeligt tydeligt angives på pakningen eller i annoncerne, vil det vel i almindelighed være svært for de handlende at forlange højere pris.

Et af de argumenter, der — her i landet som andetsteds — er blevet anført til fordel for bruttoprissystemet, er følgende: For at industrien kan opnå de lavest mulige omkostninger, kræves der masseproduktion. Hertil kræves effektiv reklame, og hvis reklamen skal have sin fulde virkning, må man kunne anføre varens detailpris i annoncerne.

Sammenhængen mellem reklame, afsætning, produktion og omkostninger behøver ikke at blive drøftet nærmere i forbindelse med de problemer, der her er til diskussion. Det afgørende er, om bi ulluprissystemet — og specielt en bindende undergrænse for detailprisen — er en forudsætning for, at man ved reklamens hjælp kan opnå det størst mulige salg.

Her lægger man først mærke til, at der i et stort antal tilfælde overhovedet ikke bliver omtalt nogen pris i annoncerne. Og selv hvor man ønsker at gøre det, kræves der ikke dertil en bindende minimumspris. Hvis man ikke går længere end til at gennemføre kommissionens forslag, der ikke omfatter vejledende bliver der altså ingen vanskeligheder på dette punkt. Endelig kan det også nævnes, at mange mærkevarer her i landet ligesom andre steder sælges uden bruttopriser, ihvcrt fald uden brug af nogen bindende

Et andet argument til fordel for bruttoprissystemet går ud på, at fabrikantens kan blive desorganiseret, hvis nogle af forhandlerne sælger hans vare til priser, der er lavere end ellers almindeligt. De øvrige handlende vil da — hævdes det — tabe interessen for den pågældende vare og enten helt holde op med at føre dette mærke eller i hvert fald søge at få kunderne til at købe andre mærker, på hvilke der ikke er en lignende priskonkurrence. I så fald kan fabrikantens afsætning og produktion varigt gå ned, eller den kan i hvert fald blive ustabil og svingende, hvis der periodevis fremkommer afsætningsvanskeligheder af den nævnte årsag. Og i begge tilfælde påvirkes fremstillingsomkostningerne på uheldig måde.

Denne argumentation skal ikke her drøftes i detailler. Medens der i øvrigt
henvises til betænkningen, skal der blot fremhæves et par enkelte ting.

For det første: Selv om man i nogle tilfælde kan afværge visse svingninger i fabrikanternes afsætning og produktion ved at foreskrive bindende minimumsbruttopriser,må samtidig erindre, at bruttoprissystemet har skadeligevirkninger detailhandelens effektivitet. For det andet: Trustkommissionensforslag en indrømmelse til det omtalte desorganisations-argument.Tanken forhåndsgodkendelse forudsætter jo, at der til tider godkendes bindende minimumsbruttopriser, og hermed er der i hovedsagentænkt tilfælde, hvor sådanne bruttopriser er påkrævede for at forhindre,at egentlig lokkevarekonkurrence blandt de handlende får skadelig indvirkning på varefremstillingens omkostninger. Betegnelsen lokkevarekonkurrencesigter at visse handlende undertiden søger at trække kunder til butikken ved at sælge en vare til indkøbspris eller med en meget lav bruttoavance. De særligt lave priser kan altså ikke her siges at være begrundet med, at forretningen har et lavere omkostningsniveau end konkurrenterne.

Det er almindeligt anerkendt, at prisaftaler, afsluttet mellem en række virksomheder samme trin i varernes fremstilling eller omsætning, kan afskaffe og derigennem kan få forskellige uheldige virkninger. synes derimod ikke rigtig at mene, at bruttopriserne kan sidestilles sådanne prisaftaler. Hvad enten en række detailhandlere indbyrdes en bestemt minimumspris, eller de enkelte detailhandlere hver for sig får foreskrevet en ensartet minimumssalgspris af fabrikanten, bliver resultatet imidlertid, at priskonkurrencen begrænses. Ja, i detailhandelen bruttoprissystemet i virkeligheden en stærkere konkurrencebegrænsning den, der kunne opnås ved, at de handlende sig imellem traf aftale (eller brancheforenings-vedtagelse) om priserne på de pågældende varer. Ved en sådan aftale kan det være vanskeligt at få alle med, og ikk<? mindre kan det volde besvær at skaffe aftalen overholdt blandt så mange. Under bruttoprissystemet kan fabrikanten derimod gennemtvinge prisernes overholdelse ved at standse leverancerne eller true dermed. Og desuden gælder bruttoprisen for alle, der ønsker at forhandle varen, hvad enten de ville foretrække at forlange denne pris eller ikke. Derigennem medfører bruttoprissystemet et indgreb i erhvervsfriheden.

Men — siger man — selv om priskonkurrencen afskaffes i handelen, bevares i fabrikationsleddet. De forskellige mærkevarer konkurrerer indbyrdes, og hver af fabrikanterne må sørge for, at detailprisen på hans vare ikke kommer højt op i forhold til konkurrenternes. Derigennem beskyttes forbrugerne skadelige virkninger af bruttoprissystemet.

Hertil er for det første at sige, at så snart priserne for de enkelte mærker hver for sig gøres ens i alle butikker, følger heraf som foran omtalt forskellige virkninger, bl. a. at detailhandelens differentiering i virksomheder forskellig salgspolitik modvirkes.

Og dernæst antager kappestriden mellem de forskellige mærkevarefabrikanter(resp.

kanter(resp.importører) i stor udstrækning form af rabatkonkurrence. Når fabrikantens nettopris fremkommer som forskellen mellem en bruttoprisog forhandlerrabatter o. lign., bestemmer fabrikanterne den bruttoavance, der tilfalder de handlende. Derfor kan det blive et særligt konkurrencemiddel at tilsikre forhandlerne en vis avance, der som følge af bruttoprisbestemmelserne ikke kan forspildes ved priskonkurrence mellemforhandlerne

Blandt forskellige konkurrerende mærker, som alle er bruttoprisbundet, har forhandlerne ingen grund til at foretrække nogen enkelt vare, blot fordi avancen er garanteret mod priskonkurrence fra andre handlende. Men fabrikanterne da komme ind på at konkurrere om, hvem der kan tilbyde grossister og detaillister den største forhandlerrabat. Under prisreguleringen har man i mange tilfælde anmodet myndighederne om forhøjelse af rabatsatserne den motivering, at det var påkrævet, for at virksomheden kunne klare sig i konkurrencen med andre. Under en sådan rabatkonkurrence søger fabrikanterne hver for sig at sikre sig forhandlernes bevågenhed, og den, der går i spidsen, håber f. eks. på ved hjælp af en rigelig avance til forhandlerne kunne skaffe sine varer en mere iøjnefaldende plads i udstillingsvinduerne i butikken.

Hvis rabatsatserne gradvis konkurreres op, må man spørge, om resultatet bliver, at fabrikantens nettopris går ned, eller detailprisen stiger. Det første må der jo være en vis grænse for. Når detailprisen skal bestemmes, må fabrikanten naturligvis tage et vist hensyn til priserne på konkurrerende mærker. Sætter han prisen på sin vare forholdsvis højt, vil dette taget for sig bidrage til at begrænse salget. Hvor stærk denne virkning er, må være noget varierende. Når der er tale om en opreklameret mærkevare, hvis kvalitet det er svært for forbrugerne at sammenligne med andres, er prisens højde ikke af særlig stor betydning. Hvis fabrikanten kan gøre forhandlerne specielt interesserede i at fremme afsætningen af sin vare ved at tilsikre dem en forholdsvis rigelig avance, kan virkningen heraf meget vel være niere betydningsfuld den salgshemmende effekt, der fremkommer som følge af, at detailprisen samtidig bliver noget højere end ellers.

I denne forbindelse må man være opmærksom på, at samme absolutte beløb har højst forskellig relativ betydning set i forhold til avancen og til den samlede pris. Lad os forudsætte, at detailhandlernes bruttoavance på en vare hidtil har været 30 pct. af salgsprisen. Hvis fabrikanten nu med uforandretnettopris sig selv forhøj er detailprisen med 3 pct., forøges bruttoavancenderved 10 pct., og der fremkommer måske en stigning på 30-40 pct. i det, detailhandleren hidtil har regnet med som nettofortjeneste. Hvis fabrikanten omvendt som følge af besparelser ved varens fremstilling kan nøjes med en lavere nettopris, kan han enten nedsætte detailprisen eller bruge pengene til at give forhandleravancerne en forhøjelse, som procentvis bliver

langt større. Det er ikke underligt, at de handlende nøje sammenligner forhandlerrabattenpå
forskellige varer, medens mange forbrugere ikke
lægger mærke til, om prisen er lidt højere eller lavere.

Når fabrikanten under bruttoprissystemet skal vælge mellem forskellige muligheder med hensyn til højden af detailpris, nettopris og forhandleravancer, man af det foregående se, at en kombination af en forholdsvis høj detailpris og en tilsvarende rigelig forhandleravance meget vel kan tegne sig for ham som den mest fordelagtige. Dette valg kan få betydning, når en ny vare skal introduceres på markedet, og ligeledes, når en fabrikant er i færd med at gå over til bruttoprissystemet som led i konkurrencen med ikkebruttoprisbundne Når talen er om konkurrencen mellem forskellige bruttoprisbundne varer, forøger de omtalte forhold endvidere risikoen for, at rabatkonkurrencen kan medføre en gradvis forhøjelse af priserne eller i hvert fald kan forhindre prisnedsættelser, som ellers ville være kommet. Hvis en fabrikant på grund af rationalisering, større afsætning el. lign. kan klare sig med en lavere nettopris end før, må der ofte være en stærk tilskyndelse at forhøje forhandlerrabatten fremfor at nedsætte detailprisen.

Man kan derfor på ingen måde sige, at konkurrencen mellem fabrikanterne forbrugerne nogen automatisk garanti mod uheldige virkninger af bruttoprissystemet. Hertil kommer, at fabrikanterne til tider kan være indstillet at forhøje detailpriserne for deres varer på samme tid, og ved en sådan samtidig forhøjelse bortfalder eller afsvækkes den vanskelighed, hensynet de andre mærkers priser frembyder fra den enkelte fabrikants synspunkt.

Når bruttopriserne fører til høje forhandlerrabatter, kan de handlende herved få en urimeligt stor avance. Selv hvor en væsentlig del af sortimentet er bruttoprisbundet, kan detailhandlerne dog ikke på længere sigt vente at opretholde nogen ekstraordinært stor fortjeneste, hvis det er nogenlunde let at oprette nye forretninger. Konkurrencen kan da vise sig i, at forhandlernes antal øges, og selv om prisen ikke konkurreres ned, kan fortjenesten efterhånden fordi omsætningen pr. butik formindskes, hvorved omkostningerne solgt vareenhed stiger. På denne måde bidrager brultoprissystemet at forstærke tendensen til over fyldning i detailhandelen.

Hvis tilgangen af nye forhandlere vanskeliggøres ved etableringskontrol, eksklusivaftaler o. lign., er der større chance for at opretholde et stort overskud. i så fald kan dog den fortjeneste, de handlende i første omgang opnår gennem bruttoprissystemet, efterhånden blive reduceret som følge af udgifterne til konkurrence på forskellige former for ekstra service.

Sammenfattende kan man sige, at bindende bruttopriser efter alt at dømme
kun i undtagelsestilfælde kan anses for nødvendige for at undgå skadelige

virkninger af lokkevarekonkurrence. Sådanne uheldige konsekvenser truer antagelig kun nogle af varerne og kun periodevis. Derimod er bruttoprissystemetsskadelige i detailhandelen mere eller mindre permanent til stede. De uheldige resultater af, at priserne bliver ens i alle forretninger, vil være der hele tiden og stort set over hele det område, hvor bruttopriserne anvendes. Hertil kommer så rabatkonkurrencens virkninger samt faren for overfyldning i detailhandelen og forhøjede priser.

Det er blevet anført, at der jo allerede i den gældende lov er et vist værn mod skadelige virkninger af bruttoprissystemet. Priskontrolrådet kan regulere avancerne eller kræve bruttoprisaftaler ophævet, hvis man ved efterfølgende kontrol har fundet uheldige konsekvenser af aftalerne.

Når man vil bedømme effektiviteten af disse midler, må man tage detailhandelens forhold i betragtning. Inden for industrien dækker en enkelt aftale om en bestemt vare ofte største delen af en branches omsætning. På detailhandlerens disk mødes derimod i mange brancher et meget stort antal varer, der hver for sig kun andrager en begrænset del af omsætningen. Bruttoprissystemets betydning for detailhandelens konkurrenceforhold og effektivitet beror på den opsummerede virkning af bruttopriserne på en lang række forskellige varer. De skadelige virkninger kan derfor ikke afhjælpes ved, at man ophæver enkelte aftaler med særligt uheldige konsekvenser. Forøvrigt det jo kun en del af bruttopriserne, der hviler på aftaler.

Skal problemerne løses ved hjælp af prisregulering, må der ikke alene blive tale om permanent prisregulering over store dele af detailhandelen_— og i øjeblikket er langtfra alle bruttopriserne optaget i priskontrolrådets register. Det vil blive prisregulering på et område, hvor det er meget vanskeligt ad denne vej at tilvejebringe en rationel prisstruktur, fordi det ikke alene drejer sig om mange varer, men også om et meget stort antal virksomheder med forskellige og forretningsmetoder.

Ved prisregulering kan man måske forhindre, at bruttoavancerne bliver ansat således, at de dækker omkostningerne i den dyrest arbejdende del af den almindelige detailhandel. Men så længe der er tale om en reguleret bruttopris, er det stadig en pris, som ikke må underskrides, og som bliver ens i alle forretninger. Virksomheder eller virksomhedstyper med særligt lave omkostninger bliver fortsat forhindret i at holde tilsvarende lave priser, og detailhandelens opdeling i forretninger med forskellig politik m. h. t. priser, udvalg, service m. m. bliver stadig hemmet. Dette gælder i hvert fald, så længe myndighederne ikke kommer ind på at ansætte forskellige satser for den tilladte bruttoavance i virksomhedsgrupper med forskellige omkostninger.

Skal bruttoprissystemets uheldige følger ved varernes forhandling imødegåspå
effektiv måde, må selve brugen af bruttopriserne begrænses

til de tilfælde, hvor bindende bruttopriser er nødvendige for at afværge mere
væsentlige ulemper på andre punkter.

V.

Et af trustkommissionens forslag drejer sig om en særlig gruppe af aftaler (og tilsvarende brancheforenings-vedtagelser), nemlig eksklusivaftaler, boykotaftaler, om etableringskontrol og aftaler om særpriser o. lign., hvis opnåelse afhængig af, at virksomhederne er medlemmer af bestemte foreninger. foreslår, at sådanne aftaler m. m. fremtidig kun skal kunne iværksættes eller opretholdes efter forudgående godkendelse fra myndighederne.

Landbrugsrådet har herom sagt, at det ikke kan give tilslutning, medens Andelsudvalget udtaler, at man ganske kan tilslutte sig kommissionens forslag. tiltrædes forslaget af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og af De samvirkende Købmandsforeninger (D. s. K. dog ikke med hensyn til boykot-aftaler). Handelens øvrige organisationer samt Industrirådet har derimod afstand derfra med noget vekslende styrke og argumentation, og nogle mener, at behandlingen af boykot-aftaler helt skal udskilles fra priskontrolrådets og overlades til domstolene.

Således taler altså organisationerne, og deres skrivelser vil nu på dette som på andre punkter blive nøje studeret, således som de også fortjener det. Samtidig må det dog ikke glemmes, at der er visse røster, som ikke høres i erhvervsorganisationernes kor. Hermed tænkes på de virksomheder, der ikke er medlemmer af organisationerne. Og specielt i forbindelse med spørgsmålet om etableringskontrol, eksklusivaftaler m.m. må det erindres, at de medborgere, som følge af sådanne aftaler har måttet opgive at drive selvstændigt erhverv, ikke har nogen organisation, til hvilken handelsministeriet har kunnet sende trustkommissionens betænkning til udtalelse.

Der er her kun plads til nogle kortfattede bemærkninger om de ovenfor nævnte aftaletyper. Disse aftaler er egnede til — ofte samtidig — at støde an mod en række af de målsætninger, der i almindelighed opstilles i forbindelse det offentliges monopolkontrol. De begrænser erhvervsfriheden, de kan bidrage til, at der bliver opnået ekstraordinært store fortjenester, og de kan hemme udviklingen af mere effektive metoder. På den anden side kan de i visse tilfælde medvirke til, at der kan opnås forskellige besparelser. Priskontrolrådet og domstolene har allerede i en række sager indtaget en ret streng holdning over for aftaler af de her omtalte typer, og trustkommissionens om nye lovregler kan for så vidt siges at ligge på linje med den allerede fulgte kurs.

Industrirådet har bl. a. anført, at danske industrivirksomheder har brug
for at afslutte eksklusivaftaler o. lign. med forhandlerne for derved at kunne
imødegå konkurrence fra udlandet. Heroverfor kan man vel med rette hævde

det princip, at den grad af beskyttelse, dansk industri skal nyde, bør bestemmesaf
og finde udtryk i toldlovgivningen og importreguleringen.

Provinshandelskammeret har om den her omtalte gruppe af aftaler udtalt, de nok undertiden kan have en vis odiøs karakter. Men samtidig fremhæves det, at specielt boykot- og eksklusivaftaler hører til erhvervslivets vigtigste kampmidler, og det gøres gældende, at et krav om forhåndsgodkendelse hvert fald vil forsinke midlernes anvendelse og derved vil være til skade for den svagere part.

Det er omtalt forskellige steder i trustkommissionens betænkning, at en række mindre virksomheder kan have brug for konkurrencebegrænsende aftaler, fordi de som modpart har en sammenslutning eller nogle få store virksomheder. Kommissionens forslag går jo heller ikke ud på, at alle aftaler af den her drøftede art skal forbydes. Men man kan uden overdrivelse sige at den gruppe af virksomheder, der tager del i eksklusivaftaler, boykot o. lign., langtfra altid er den svagere part. I øvrigt er kommissionen gået ud fra, at et af formålene med en monopollov netop er at bidrage til, at kamp og magtanvendelse inden for erhvervslivet i størst mulig udstrækning viger pladsen for fredelig kappestrid.

Endelig skal der peges på sammenhængen mellem kommissionens forslag vedrørende eksklusivaftaler o. lign. og de problemer, der behandles i andre dele af betænkningen. Ud fra hensynet til effektiviteten kan det således være betænkeligt at give fri bane for oprettelsen af nye virksomheder, hvis man ikke samtidig enten iværksætter effektiv prisregulering eller ophæver de prisaftaler bruttopriser, som hyppigt eksisterer jævnsides med eksklusivaftalerne. afsnit IV foran om faren for overfyldning med et unødvendigt antal virksomheder i brancher, hvor bruttoprissystemet anvendes).

VI.

Når eksklusivaftaler ophæves, finder man undertiden, at parterne i de tidligere aftaler fortsætter med kun at handle med hinanden. Og ligeledes ser man til tider, at erhvervsdrivende, der har været med i en boykot-aftale, efter ophævelsen af denne aftale stadig nægter at optage forbindelse med de virksomheder, der skulle boykottes i medfør af aftalen.

Med denne baggrund har trustkommissionen foreslået, at priskontrolrådet skal have hjemmel til at give en virksomhed pålæg om at sælge til bestemte købere på virksomhedens sædvanlige vilkår for tilsvarende salg, dog mod kontant betaling eller anden betryggende sikkerhed.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og Landbrugsrådet har ikke udtalt sig specielt om dette forslag. Andelsudvalget har givet kommissionen sin tilslutning, den private handels organisationer samt Industrirådet er gået imod.

Det er bl. a. blevet gjort gældende, at de erhvervsdrivende har gammel hævd på selv at bestemme, hvem de vil handle med. Dette er imidlertid langtfra nogen undtagelsesfri regel. Kontraheringspligt gælder for en række koncessionerede virksomheder med monopolagtig stilling, og priskontrolrådet allerede på grundlag af de hidtil gældende love udstedt pålæg til virksomheder, der er eneproducenter på det danske marked, om at sælge til bestemte kunder.

Det synes i det hele taget at være et anerkendt princip, at monopoler ikke kan nægte at levere til visse købere, med mindre særlige samfundsmæssige hensyn taler derfor. Til monopol må i denne forbindelse regnes både dominerende og grupper af virksomheder, mellem hvilke der er afsluttet konkurrencebegrænsende aftaler. Trustkommissionens forslag tager sigte på forhold, som må sidestilles hermed, nemlig tilfælde, hvor en række virksomheder står på linje i fælles front uden aftale.

Det er naturligvis ikke tanken, at priskontrolrådet i fremtiden skal bestemme, de enkelte fabrikanter, grossister o. s. v. skal handle med. Og selv om de enkelte virksomheder søger at begrænse antallet af deres kunder — f. eks. for derved at spare salgsomkostninger — giver det ikke nødvendigvis til indgreb. Den, der ikke kan få varer leveret fra en bestemt virksomhed, kan vel i almindelighed have begrundet håb om at have bedre held et andet sted.

Kommissionens forslag tager sigte på at forhindre, at reglerne om boykot og eksklusivaftaler kan omgås ved, at virksomhederne uden aftale indtager en ensartet holdning, således at ingen vil sælge til bestemte enkeltvirksomheder eller til visse grupper af virksomheder. Pålæg om salg skal kunne udstedes hvis denne ensartede optræden har en sådan betydning, at erhvervsfriheden begrænses, eller der fremkommer andre forhold, som er i modstrid med monopollovens målsætning.

Desuden har adgangen til at give en virksomhed pålæg om at sælge til bestemte købere væsentlig betydning i forbindelse med kommissionens forslag bruttopriserne. Hvis en fabrikant eller importør fastsætter vejledende bruttopriser, men faktisk nægter at sælge til forhandlere, som nøjes med en lavere pris, må priskontrolrådet have mulighed for ved pålæg om salg at kunne håndhæve reglerne om forhåndsgodkendelse af bindende bruttopriser.

VII.

Efter den nugældende prisaftalelov kan priskontrolrådets afgørelser indbringesfor særligt ankenævn. Dette afgiver derefter indstilling til handelsministeren,som den endelige afgørelse af sagerne. Efter trustkommissionensforslag ankenævnet have det sidste ord. Alle landbrugets, industriensog organisationer har taget afstand fra denne tanke og

har stillet krav om, at der skal være rekurs til de almindelige domstole. Erhvervsorganisationernesforslag
instansernes antal — og om, hvorvidt
sagerne skal passere handelsministeren — er i øvrigt indbyrdes afvigende.

Den almindelige regel er, at administrationens afgørelser af skønsspørgsmål kan indbringes for domstolene, medens det modsatte gælder retsspørgsmål. sager vedrørende monopolkontrol er grænsen mellem skønsspørgsmål retsspørgsmål imidlertid flydende. Nogle problemer, f. eks. vedrørende og eksklusivaftaler, kan ganske vist siges at være mere retsbetonede end udprægede skønsspørgsmål som f. eks. bedømmelsen af priser og avancer. Men eksklusivaftaler o. lign. forekommer meget ofte som led i et kompleks af aftaler, der også omfatter regler om priser, kvoter o. s. v. Og et sådant aftale-kompleks må bedømmes som en helhed.

Hvis man lader en særlig ankeinstans have den endelige afgørelse, kommer denne til at hvile hos personer, som ved at tage stilling til samtlige ankesager erhverver større sagkundskab i disse spørgsmål end de almindelige domstole. Og skal man i de ofte meget komplicerede monopolproblemer, hvis bedømmelse et stort element af skøn, komme frem til en rationel løsning og en fast linje, opnås det bedst, hvis sagerne bedømmes af en specielt sammensat ankeinstans, og hvis alle ankesager afgøres ved samme forum. Det er denne betragtning, som i særlig grad har været motiveringen for kommissionens forslag.

VIII.

Når de skadelige virkninger af konkurrencebegrænsning og monopol skal afværges, er der to principielt forskellige veje dertil: 1) at genskabe, opretholde eller øge konkurrencen, 2) at lade monopolerne bestå, men underkaste dem offentligt tilsyn og regulering.

Når konkurrencebegrænsende aftaler tages op til bedømmelse, vil man uden tvivl i en del af tilfældene finde, at de har gavnlige følger for for produktionens eller distributionens effektivitet. Skal hensynet til effektiviteten stilles i første række, må man da lade aftalerne bestå og søge at undgå urimelige priser og avancer ved hjælp af tilsyn eller prisregulering. Hvis aftalerne derimod ikke kan tillægges gavnlige virkninger, men tværtimod må antages at medføre urimelige priser eller andre uheldige resultater, har man valget imellem 1) at ophæve aftalerne og derved søge konkurrencen genoplivet, 2) at iværksætte

Også når sagen drejer sig om at komme bort fra de skadelige virkninger på effektivitet og priser, der følger af bruttoprissystemet og af andre skavanker ved detailhandelens konkurrenceforhold, har man på lignende måde to principielt forskellige muligheder. Den ene er prisregulering. Ved dette middelkan opnå gode resultater, når det drejer sig om at bekæmpe en almindeligprisstigning vareknaphed og inflation. Men under mere normaleforhold

maleforholdog på længere sigt træder manglerne ved de summariske
metoder, som er anvendelige i kortvarige inflationsperioder, mere i forgrunden.

Ved en eventuel prisregulering af mere permanent karakter drejer det sig ikke blot om at forhindre urimelige forskydninger i prisernes almindelige niveau. Der skal også tilstræbes en rationel prisstruktur. Hertil kræves bl. a., at priserne på passende måde differentieres efter de forskellige virksomheders, og geografiske områders omkostningsforhold. Og alt dette gælder for en lang række varer, hvis indbyrdes prisforhold også skulle svare til forskelligheder i lageromsætningshastighed og andre faktorer, der påvirker omkostningernes højde.

Med hensyn til at fremskaffe en rationel prisstruktur i detailhandelen kan prisregulering kun ventes at blive en ufuldstændig erstatning for en effektiv priskonkurrence. Dette taler for, at man så vidt muligt følger den anden udvej, nemlig at skabe øget konkurrence ved en stærk begrænsning af bruttoprisernes ved forbrugeroplysning og andre forholdsregler.

Mange vil naturligvis foretrække en tredje mulighed, nemlig at statsmagten overlader tingene til sig selv. Men tilhængerne af dette synspunkt må dog overveje, om de i længden kan afvise enhver form for offentlig regulering af forholdene på et felt, hvor der foreligger klare begrænsninger i konkurrencen. som dækker store dele af detailhandelens omsætning, hører jo til det område, hvor der allerede efter de hidtil gældende love har været hjemmel til at regulere avancernes højde. Og selv om prisreguleringen ikke kan ventes at blive fuldkommen, udelukker det dog ikke, man søger at opnå så meget som muligt ad denne vei. —

Når der skal vælges mellem at ophæve konkurrencebegrænsende aftaler og at gennemføre kontrol og regulering, slår de tilfælde, hvor det kan påpeges, at aftalerne medfører virkelige besparelser, som foran omtalt i en klasse for sig.

Bortset herfra rnå valget bero på, hvilket af de to midler, der på de forskellige er det mest effektive. Et andet synspunkt af interesse er, at den linje, der går ud på at genskabe konkurrencen ved at ophæve aftalerne, være den administrativt simpleste og ikke kræver stadige og detaillerede i virksomhedernes forhold. De næringsdrivendes eget standpunkt f. eks. detailhandelens stilling til avanceregulering contra ophævelse bruttopriserne — må afhænge af, om man foretrækker offentlig prisregulering fremfor priskonkurrence.