I.

I min bog »Omsætningen og salgsprisen for landejendomme 1902 — 1942« har jeg i kapitel 111 gjort et forsøg på at undersøge sammenhængen mellem landbrugets afkastningsevne og købesummen for landejendomme. Da Erik Ib Schmidt i en lille afhandling her i iidsskriftet¹) bl. a. har kritiseret, at jeg ikke har undersøgt den indflydelse, som det almindelige prisniveau øve på henholdsvis indtægt og købesum, er der i det følgende gjort et forsøg på at tage spørgsmålet op.

Min begrundelse for ikke at inddrage virkningen af ændringerne i det almindelige prisnivea ²) i undersøgelsen var ikke den, at ændringerne ikke øver indflydelse på ændringerne i indtægt og købesum. Tværtimod indledte jeg afsnittet om prisniveauet i min bog med at sige: »Ændringer i prisniveauet må påvirke salgsprisernes højde«; jeg mente blot, at indflydelsen af samme styrke på de to faktorer, således at prisniveauet kun skulle bevirke, at niveauet for indtægt og købesum bliver højt eller lavt.

Går man nærmere ind på tanken om at undersøge »det almindelige prisniveaus« indflydelse ændringerne i indkomsten og købesummen eller for ai sige det på en anden måde en analyse af, hvor stærk sammenhæng der måtte være mellem den reale indkomst og den reale købesum, rejser det spørgsmål sig, hvilket prisniveau det er, man skal benytte.

Schmidt har, som nævnt, benyttet engrospristallei, medens jeg vil mene, al detailpristallet må give et bedre udtryk for »det almindelige prisniveau« i den her nævnte sammenhæng. Det drejer sig jo om at få et mål for den reale indkomst (og den reale købesum). Den reale indkomst må udtrykke noget om, hvor mange goder og tjenester m. v. man fra år til år kan få for sin indtægt i landbruget. Nu er detailpristallet ikke særligt godt til det nævnte formål her, fordi det afspejler leveomkostninger inden for byerhvervene og herunder for arbejderklassen, det burde afspejle landbrugets leveomkostninger eller subsidiært hele det danske samfunds leveomkostninger. Dette er en statistisk mangel, men ændrer ikke, at står man over for valget mellem engros- og detailpristallet, må detailpristallet efter min mening være at foretrække fremfor engrospristallet.

Går man ud fra disse betragtninger, kan man herefter undersøge betydningen af, at ndringerne detailpristallet elimineres. For gårde 4 — 12 td. htk. har jeg undersøgt dette spørgsmål kommer til, at korrelationskoefficienten mellem indkomst og købesum, efter at virkningerne ændringerne i detailpristallet er elimineret, bliver ca. 0,85. Den indflydelse, som ændringerne i detailpristallet øver, er ret minimal, idet korrelationskoefficienten blev 0,93, når der ikke var foretaget den nævnte elimination af detailpristallets indflydelse.

---

1) »Prisdannelsen på landbrugsejendomme«, 89. bind, 5.—6. hefte.

2) Schmidt har valgt engrospristallet som udtryk herfor.

Et indtryk af den betydelige sammenhæng, der findes mellem den reale indkomst og den
reale købesum, fremgår af diagram I. Den reale indkomst og den reale købesum er fremkommet
at deflatere de faktiske indkomster og købesummer med detailpristallet.

Den store positive korrelation fremgår med al ønskelig tydelighed og er af en sådan karakter
at regressionskurverne nærmest synes retlinede.

Et ømtåleligt problem er spørgsmålet om fremtidsforventningernes betydning. Jeg skal antyde en mulig problemstilling. I min bog er omtalt, at sammenhængen mellem indkomst (x) og købesum (y) i løbende priser — altså uden elimination af prisniveauet — kunne udtrykkes følger:

a. er den regressionskoefficient, der er blevet bestemt på grundlag af oplysningerne om den faktiske indtægt og købesum, og q er en størrelse, som i det kortere løb er en konstant, men som nok har en tendens til at variere over længere perioder; dog formentlig ret trægt. (Efter hvad der er påvist foran, kan sammenhængen mellem den reale indkomst og den reale købesum på tilsvarende måde).

Når q (i løbende priser) er en variabel, skyldes det følgende:

q bliver antagelig efterhånden højere, når man kommer op i et højere pris- og indkomstniveau,og
når pris- og indkomstniveau er lavere. Og det er sikkert ikke udelukket,
at forventningerne om frentiden kan påvirke q's størrelse, og herunder vil antagelig en niveauændringi

ændringivurderingen af landbrugets fremtid kunne påvirke q. Der kan ske et skred i folks indstilling over for langtidsudsigterne. Endelig vil q være højere, når rentefoden er lav, end når den er høj, og såfremt gælden er forøget i landbruget, vil q have en tendens til at stige, medens en forøgelse af ejendomsskatterne antagelig vil virke modsat, q bliver følgelig en slags »opsamler« for forventninger og »langtidsvirkninger«.

II.

Et andet spørgsmål, som Schmidt — bl. a. inspireret af Zeuthenx) — tager op, er, om man
ved ejendomssalg overhovedet kan tale om en udbudskurve.

I det følgende skal jeg tage dette spørgsmål noget nærmere op. Grunden til, at jeg er interesseret er den, at hvis sådanne kurver kan formodes at have nogen mening, kan man muligvis noget om de relative forskydninger i disse sammenlignet med forskydningerne i efterspørgelselskurverne.

Man kan først tænke sig inden for et kortere tidsrum at stille købernes og sælgernes vurderinger efter faldende vurderinger. Tænker man sig dernæst at kende alle potentielle sælgere og købere og deres vurderinger — således som de ville være, hvis de pågældende fik et »sandhedsserum« kan man inddele kobere og sælgere i to grupper: De, som har vurderinger over gennemsnittet, og de, der har vurderinger under gennemsnittet, altså følgende grupper: S_h, Si og K_h, K_t. Dette angiver altså købere og sælgere med henholdsvis høje (h) og lave (/) vurderinger.

Det, man kan spørge om, er, med hvilke sandsynligheder kan man regne med, at der vil
indtræffe salg, når disse kategorier møder hinanden. Stillet op efter faldende sandsynligheder
for at salg skal indtræffe, må man formentlig få følgende række :

K_h — S_t K_h — Sh K_z - S_l Ki — S_h

Når køber har en høj vurdering og sælger en lav, må det være mest sandsynligt, at et salg vil blive effektueret. Den næstsandsynligste kombination må være, når køber har en høj vurdering og sælger ligeledes en høj vurdering, fordi vi nok kan regne med, at købers høje vurderinger gennemgående er relativt højere end sælgers o. s. fr.²). Dette skyldes, at køberne er yngre og derfor mere letbevægelige end sælgerne. Man kan derfor gå ud fra, at deres vurderinger større afvigelser fra de samlede gennemsnitlige vurderinger end sælgernes. Alt andet lige må dette føre til, at købernes elasticitetskoefficient bliver mindre end sælgernes.

For de ejendomme, der ikke er blevet solgte, vil vel kombinationerne efter faldende sandsynlighed
følgende:

K> - SASA

K> - Sl
Kn — Sh
Kh- S,

I begge tufælde bliver størrelserne omvendt korrelerede. Således at høje købervurderinger
vil møde sælgervurderinger, der er i gennemsnit lave og vice verca.

---

1) Jfr. Metroeconomica, Volume I, Luglio 1949, »A Note about Capital Values«.

2) At køber ved selve køb og salg har lavere tilbud end sælger, ændrer ikke det forhold, at hans subjektive vurderinger i sine hjerterødder godt kan være højere.

For de realiserede salg får man nemlig, at de ret mange Kh møder fortrinsvis mange St
og færre Sh og (de færre) Kt møder fortrinsvis mange St og formentlig ret få SA. For de ikke
realiserede salg vil de ret mange K} møde fortrinsvis mange Sh og færre St o. s. v.

Tænker man sig at sætte de realiserede salg og de salg, der ikke er blevet til noget — hvor køber og sælger kunne tænkes at have været i realitetsdrøftelse, men hvor der ikke er sket nogen handel — ind i et koordinatsystem efter købers og sælgers vurderinger, fås følgende gennemsnitlige sammenhæng, hvor efter det foran anførte, spillerummet for købernes vurderinger større end for sælgernes.

Der fås altså en regressionskurve (to, som bekendt) faldende fra venstre mod højre bestemt således, at til givne købervurderinger er beregnet de tilsvarende sælgervurderinger. Størrelserne er altså omvendt korrelerede. Tænker man sig, at sætte de samhørende talpar for købernes og sælgernes vurderinger ind i et koordinatsystem med vurderinger (priserne) op ad {/-aksen og de hertil svarende realiserede (eller ikke realiserede) salg ud ad x-aksen, må man til faldende (en faldende efterspørgselskurve) få gennemsnitlig stigende sælgervurderinger v. s. en stigende »udbudskurve«.¹) Da købernes vurderinger, som nævnt, fluktuerer end sælgernes vil stigningshastigheden i »udbudskurven« blive mindre end faldhastigheden købers vurderinger (efterspørgselskurven).

Den her nævnte »udbudskurve«, er den, jeg har søgt at komme frem til. Den er nemlig
bestemmende for prisdannelsen og er vel den eneste, der eventuelt kan udledes af det statistiske
materiale, man har givet; nemlig pris og omsat mængde.

Man kan herefter rejse spørgsmålet, hvorledes udbuds- og efterspørgselskurverne vil se
ud ved salg af landejendomme, og om man kan bestemme elasticitetskoefficienterne.

---

1) Set ud fra et mere økonomisk synspunkt kan dette forklares ven\ at de enkelte landejendomme en given situation ikke er lige salgsmodne. For eksempelvis at få et udbud ud over det normale skal overvindes en træghed, som kan sidestilles med stigende produktionsomkostninger.

Noget fundamentalt for de betragtninger, jeg har gjort mig herom, er en forudsætning om,
at »efterspørgselskurverne« og »udbudskurverne« normalt forskydes i samme retning. Jeg
har stillet følgende fire faser op.

1) Efterspørgselskurven forskudt opad — udbudskurven uforandret eller forskudt opad-

2) Udbudskurven forskudt opad — efterspørgselskurven uforandret eller forskudt opad.
3) Efterspørgselskurven forskudt nedad — udbudskurven uforandret eller forskudt nedad.
4) Udbudskurven forskudt nedad — efterspørgselskurven uforandret eller forskudt nedad.

Jeg siger udtrykkeligt »normalt« for som fremhævet i min bog til trivialitet, findes der
visse økonomiske situationer, hvor forudsætningen ikke gælder, vel særligt i begyndelsen og
slutningen af en konjunkturbevægelse.

Begrundelsen for antagelsen om samme bevægelsesretning er følgende:

De folk, der sælger landejendomme, er dels de gamle, der »lægger op«, dels sådanne, der »rykker op«, samt en del, der ikke kan klare sig og forskellige andre. Her overfor står køberne, der dels består af de unge, der skal sætte bo, dels af de ovennævnte, der »rykker op« fra en mindre til en større ejendom, og endelig ikke-landmænd.

Specielt sammensætningen af køberne kan skifte en del med konjunkturerne, og dette kan blandt andet påvirke vurderingselementernes forholdsvise styrke, men som helhed er det dog landbrugerne, der er dominerende ved køb og salg af landejendomme. Under normale forhold kan man nemlig regne med, at 85 pct. af køberne er landbrugere, i 1940 derimod udgjorde ikke-landmænd næsten 23 pct. af køberne. Andelen af ikke landmænd er iøvrigt meget forskellig for store og små brug og er størst for de største brug, mindst for gårdbrugerne, medens husmandsbrugerne indtager en mellemstilling.

Disse forhold vil særlig for de store brug og under mere unormale forhold kunne medføre, at vurderingselementerne ikke helt bliver de samme for køber og sælger elier i det mindste, at køber og sælger ikke t illægger de enkelte vurderingselementer helt den samme vægt. Da afkastningsevnen, som påvist i min bog, jfr. også foran, utvivlsomt øver en meget stærk indflydelse ændringerne i salgspriserne og omsætningen, og da denne sikkert tillægges en betydelig vægt både af køber og sælger, kan man dog nok regne med, at vurderingselementernes på købers og sælgers vurderinger er nogenlunde den samme, selvom menialiieien ikke er helt den samme hos køber og sælger. Sælgerne er i nogen grad indlevet i fortidens forestillinger om, hvad der er en god eller dårlig pris på ejendommen, medens de unge købere i højere grad er påvirket af øjeblikkets opfattelse. Dette skulle medføre, at sælger i gode tider kan få en pris, han er tilfreds med, men ikke i dårlige.

Grundet på at ændringerne i afkastningsevnen eller nærmere i at korttidsforventningen om indkomstens størrelse er den dominerende faktor for ændringerne i salgspriserne, må man normalt forvente, at efterspørgsels- og udbudskurverne har en lille hældningsvinkel. Afkastningsevnen jo bestemt af faktorer, som den enkelte er uden indflydelse på, og derfor må de subjektive vurderinger komme til at svinge omkring en bestemt værdi og uden særlig store afvigelser. Når kurverne antagelig ikke bliver parallelle med x-aksen, skyldes det de individuelle forskelle i henholdsvis køberes og sælgeres personlige forhold. Dette fører derfor til noget forskellige vurderinger, men forskellene kan dog normalt ikke ventes at være store.

Det er nævnt, at køberne gennemgående er mere letbevægelige end sælgerne, hvilket må medføre, at elasticitetskoefficienten bliver mindre for disse end for sælgerne. Da køberne yderligere har et varierende islæt af ikke landbrugere, må dette føre til, at elasticitetskoefficienterne disse også af denne grund ændres under konjunkturforløbet mere end for sælgerne.

Når elasticitetskoefficienterne i det hele taget må ændres fra tid til anden både for efterspørgsels
og »udbudskurverne«, står dette bl. a. i forbindelse med ændringer i indkomstog
for køber og sælger og konjunktursituationen i det hele taget.

Endelig må den forskel, at efterspørgerne efter de store ejendomme almindeligvis betragter disse som et kapitalanbringelsesobjekt, medens efterspørgerne efter de små ejendomme lægger hovedvægten på ejendommen som en arbejdsplads, medføre, at efterspørgselskurverne stejlere for de store brug end for de små; d. v. s. elasticitetskoefficienterne numerisk mindre for de store end de små brug.

Endelig er der spørgsmålet, om elasticitetskoefficienterne er de samme på kurverne som helhed. Det er de sikkert ikke. Man må måske endda kunne regne med, at denne forudsætning endnu mindre rigtig end forudsætningen om, at elasticitetskoefficienterne ikke skulle ændres med konjunkturerne. Nu er det imidlertid kun begrænsede områder af kurverne, udnyttes, hvilket begrænser fejlen ved at benytte faste elasticitetskoefficienter.

Som det vil fremgå af det følgende, har jeg som arbejdshypotese valgt faste elasticitetskoefficienter,
jeg vil gerne understrege, ligesom det er gjort i min bog, at en sådan (matematisk)
naturligvis kun er tilladelig som udtryk for en vis tendens1).

III.

Det foregående synes at have vist, at der er en mening i at tale om både en efterspørgselsog
ved landejendomssalg.

Jeg vil nu først forsøge at vise, hvor langt man kan komme i betragtningerne over forskydningerne efterspørgsels- og udbudskurverne, uden at man anvender elasticitetskoefficienter. En sådan løsning giver ikke en numerisk bestemmelse, og er i det hele taget ret primitiv, hvorfor jeg i min bog søgte videre.

Under forudsætning af, at udbuds- og efterspørgselskurverne normalt har samme bevægelsesretning,
der har formodningen for sig efter begrundelsen foran, vil dette føre til, at:

1) Stigende pris og stigende omsætning betyder stærkere stigning i efterspørgselskurven
end i udbudskurven.

2) Stigende pris og faldende omsætning betyder svagere stigning i efterspørgselskurven
end i udbudskurven.

3) Faldende pris og stigende omsætning betyder svagere fald i efterspørgselskurven end i
udbudskurven.

4) Faldende pris og faldende omsætning betyder stærkere fald i efterspørgselskurven end
mdbudskurven.

Jeg skal ikke trætte læseren med en nærmere bevisførelse for, at det anførte er rigtigt. Det
er til at se, når man i et koordinatsystem betragter de mulige tilfælde for bevægelse i kurverne,
der kan fremkomme med de givne forudsætninger.

---

1) Schmidt nævner ikke i sin omtale af min bog de reservationer, jeg har gjort over for den arbejdshypotese, jeg har benyttet. Han fremhæver heller ikke begrundelsen for, hvorfor jeg mener, at kurverne normalt har en lille hældningsvinkel, men ikke er vandrette. Derimod nævner han selv, at der er en stærk formodning for, at køber og sælger i princippet går ud fra samme vurderingselementer 274). Denne hovedthesis, som jeg altså har, får dog en kursiveret modifikation, idet Schmidt siger på side 276^—277: »Ud fra en dynamisk betragtning er det således ikke på forhånd at sælgeres og køberes holdning er korreleret, og at efterspørgselskurve og udbudskurve i samme retning«. At det ikke skulle være rigtigt skyldes efter Schmidt følgende: Hvis en handel udskydes i en prisopgangsperiode, er det sælgeren, der profiterer, og køberen der taber, hvorfor køberne vil søge at forcere salget. Omvendt i en prisfaldsperiode, nu stiller køber sig afventende, medens sælger gerne vil sælge. Disse betragtninger om sælgers og købers stilling er jeg indforstået med og har da også gjort til genstand for indgående kommentarer. Jeg er derimod ikke enig i, at dette ofte skulle føre til en forskellig forskydning i kurverne. Som følge af den som helhed ensartede sammensætning af købere og sælgere — først og fremmest »landmænd« — vil det antagelig normalt kun ske, når konjunkturerne vender. Derimod vil forholdet medføre en relativ forskellig forskydning af kurverne i samme retning.

Det anførte gælder uanset »elasticitetskoefficienternes« størrelse, og uanset om de ændres,
blot forudsætningen om, at kurverne stadig har samme bevægelsesretning, holder stik.

Det er klart, at disse to forhold: ingen ændring i »elasticitetskoefficienterne« og forudsætning samme bevægelsesretning i kurverne hænger nøje sammen. Sker der nemlig store ændringer i koefficienterne kan dette medføre, at forudsætningen om, at kurvernes bevægelsesretning den samme, ikke er rigtig. Normalt vil jeg dog mene, efter hvad foran er anført, at tendensen til samme bevægelsesretning er så stærk, at ændringer i koefficienterne ikke kan forandre dette forhold, men alene påvirke de relative forskydninger i kurverne i samme retning. Her ses altså helt bort fra, at kurverne kan gå modsat, når konjunkturerne vender.

Hvis disse betragtninger er rigtige, fører det til, at man alene ved at se på tallene i tabel 1 fra år til år kan sige noget om eksempelvis for gårde 4—12 td. htk., hvorvidt det er efterspørgselskurven udbudskurven, der er steget stærkest. I stedet for en tabel kunne man som vist i min bog også fremstille sammenhængen grafisk ved at sætte pris og omsat mængde ind i et koordinatsystem.

Det fremgår af tabellen, at i visse perioder har efterspørgselskurven vist de stærkeste ndringer
i visse perioder udbudskurven, og følgende hovedindtryk fæstner sig:

Størstedelen af perioden før første verdenskrig var karakteriseret af, at efterspørgselskurven
steg stærkere end udbudskurven. Landbruget havde gode forhold. Køber har set sin fordel
i at købe en landejendom under et stigende indkomstniveau.

I årene fra 1911 og indtil krigsudbrudet steg udbudskurven derimod stærkere, fordi landbruget
troede på lyse udsigter for erhvervet, men under krigen og indtil 1921 var der
skiftende tendenser med hensyn til stigning i kurverne.

Med krisen i 1921 faldt både udbuds- og efterspørgselskurven, men faldet var stærkest i efterspørgselskurven. Køberne var naturligvis tilbageholdende under et faldende indkomstniveau. specielle inflation i 1923—1925 medførte efterhånden en stærkere stigning i udbudskurven. Landmændene havde nu overvundet mistilliden til fremtiden fremkaldt af prisfaldet i begyndelsen af 1920-erne. Kroneopskrivningen i 1925 førte til stærkere fald i udbudskurven end i efterspørgselskurven, og først de følgende gode år i 1928—1929 medførte en stærkere stigning i efterspørgselskurven end i udbudskurven. Landbrugerne har set* at selv en kroneopskrivnings dårlige virkninger for erhvervet ikke kunne vare evigt.

Krisen i 1930-erne gav anledning til, at efterspørgselskurven faldt stærkere end udbudskurven, køberne havde mistet tilliden til landbruget som rentabelt erhverv. I den følgende indtil 1942 har stigningstakten vekslet noget, hvilket tyder på, at køberne trods de bedre økonomiske forhold i landbruget indtil dette tidspunkt har stillet sig noget afventende. en begyndende optimisme kan sikkert spores. En mere detailleret beskrivelse af udviklingen i denne periode 1902 — 1942, som jeg ikke vil trætte læseren med her, fremgår iøvrigt af min bog.

Meget summarisk kan man sige, at i begyndelsen af perioden medfører de gode økonomiske forhold i landbruget, at efterspørgselskurven som helhed bliver forskudt mere opad end udbudskurven. Under 1920-ernes stærkt svingende konjunkturer og urolige pengeforhold udlignes antagelig denne forskydning noget, men iøvrigt er perioden som helhed karakteristisk ved, at snart ændres udbudskurven stærkest, snart efterspørgselskurven.

Krisen i 1930-erne forrykker billedet ved, at efterspørgselskurven falder stærkere end udbudskurven,
de følgende års bedre økonomiske forhold forrykker antagelig kun delvis
dette billede.

IV.

Som nævnt, søgte jeg videre i min bog ved at beregne elasticitetskoefficienter. Disse beregninger
intet andet formål end at gøre forsøg på at give det i 111 anførte en talmæssig
formulering.

Ved at anvende »elasticitetskoefficienterne« kan man nemlig give en omtrentlig — antagelig — analyse af forskydningerne i efterspørgsels- og udbudskurverne. Disse kurver over forskydningerne må kun opfattes som en slags modeller, der giver et helhedsbillede udviklingen og samtidig utvivlsomt et groft, men formentlig rigtigt indtryk af de forskelle, der findes i udviklingen for de forskellige ejendomsstørrelser.

Dette kan begrundes med, at de træk man kan aflæse af modellerne, synes at stemme med,

hvad kyndige specialister mener om dette forhold, og med, hvad man selv kan ræsonnere
sig til, jfr. det foran anførte.

Når man benytter sådanne modeller, forudsættes det naturligvis, at man omhyggelig gør opmærksom på alle de mangler sådanne forenklede modeller lider af, jfr. hvad foran er bemærket, og at man yderligere ved gennemgangen af den historiske udvikling stadig holder sig for øje, at modellerne kun er grove billeder, som bør ses på baggrund af, hvad man iøvrigt om udviklingen, og hvad man kan skønne er sandsynligt. Alt det er fremhævet til trivialitet i min bog.

»Elasticitetskoefficienterne« er beregnet ved at gå ud fra, at de største »fornuftige« forhold
mellem (procentvis) mængdeændring og prisændring fra et år til et andet, man måtte komme
til, må nærme sig de teoretisk rigtige koefficienter for mere normale forhold.

I tabel 2 er anført de forhold, jeg har beregnet for de enkelte ejendomsstørrelser, bortset fra gårde over 12 td. htk., hvor ændring i den gennemsnitlige ejendomsstørrelse gør beregningerne illusoriske, hvilket jeg også har fremhævet i min bog; men jeg har dog også taget disse brug med i min bog.

Forholdene vedrører alle årene og er stillet op efter stigende numerisk værdi. De højeste
koefficienter angiver de koefficienter, jeg har benyttet som udtryk for elasticiteten, bortset fra
de nederste i tabellen, som jeg har kasseret.

På grundlag af disse oplysninger har jeg valgt følgende koefficienter:

jeg har i min bog indgående diskuteret valget af elasticitetskoefficienterne for så vidt angår
gårde 4—12 td. htk. og huse 1fi— 1 td. htk., og for valget af de øvrige kan anføres følgende
fra bogen:

»De således valgte koefficinter er dem, som jeg efter nærmere overvejelse har anset for at være de mest sandsynlige for den pågældende ejendomsgruppe. Ved valget er ikke mindst taget hensyn til. at der må være en vis sammenhæng rncllcm koefficienternes siørrelse fra gruppe til gruppe. Den eneste afvigelse synes at være ved gårde 1 —2 td. htk. (udbud). For gårde over 12 td. htk. er de valgte koefficienter meget usikre. Som omtalt foran må man gå ud fra, at de små brug skal have de største koefficienter, og at udbudskoefficienterne gennemgående være større end efterspørgselskoefficienterne. Det endelige valg af koefficienter er foretaget bl. a. under hensyn til disse forhold.«

Da Erik Schmidt synes, at disse beregninger og valg af elasticitetskoefficienter kun tjener til at give det »udseende af videnskabelighed«, skal jeg som supplement til, hvad er anført i min bog, kommentere den opstillede tabel lidt nærmere i lys af, hvad der er sagt i det foregående.

Som det ses af tabellen, er der et tydeligt spring fra de største anvendelige »elasticitetskoefficienter« en størrelsesorden mellem godt 4 og knap 8 og til de få »abnorme«, jfr. nederst i tabellen. Disse »abnorme« koefficienter er så store, at de antagelig giver udtryk for en forskellig bevægelsesretning for efterspørgsels- og udbudskurven. Herfor taler det også, at nogle af de år, der er benyttet ved bestemmelsen af »elasticitetskoefficienterne« for visse ejendomsstørrelser går igen for andre ejendomsstørrelser, men med »übrugelige elasticitetskoefficienter«. drejer sig om årene 1909/10, 1920/21 og 1922/23, jfr. tabellen.

Da »elasticitetskoefficienterne« netop må være bestemt i nærheden af, hvor kurverne
ændrer bevægelsesretning, forklarer dette, at man kan komme op på store tal, nemlig hvis

den ene af kurverne allerede har ændret bevægelsesretning i forhold til den anden. En anden ting, der også er interessant at se, er, at gennemgående vil de år, der er valgt som givende de bedste udtryk for den pågældende ejendomsgruppes »elasticitetskoefficienter« også for de øvrige grupper have høje koefficienter, jfr. de cursiverede tal i tabellen.

Hertil kan det endelig tilføjes, at man ikke skal gøre nogen vold på tallene —jfr. nedenfor om gårde 2—4 td. htk. — for at vælge koefficienter, der viser en »fornuftig« sammenhæng efter ejendomsstørrelse og i forholdet mellem udbudets og efterspørgslens »elasticitetskoefficienter«, hvad foran er sagt om forholdet mellem koefficienternes størrelsesorden. Det synes derfor berettiget at sige, at de valgte koefficienter må udtrykke noget om, hvorledes udbuds- og efterspørgselskurverne i store træk må se ud under mere normale forhold.

For gårde 2—4 td. htk. er der, som det ses af tabellen, visse vanskeligheder. Når jeg har valgt koefficienterne 5,31 (5,33) og 5,46 (5,45), er det, fordi de passede ind i niveau med de øvrige koefficienter for de andre ejendomsstørrelser; men jeg erkender, at man muligvis burde vælge nogle koefficienter på mellem 8 og 9, selv om de ville falde uden for linien i koefficienterne fra ejendomsstørrelse til ejendomsstørrelse, jfr. tabellen.

Kjeld Bjerke.