I. Indledning.

Det problem der skal undersøges er hvordan en autonom forhøjelse av
pengelønnen (nominaltimelønnen) i samtlige fag virker på prisniveauet og
dermed på reallønnen. Virkningerne på beskæftigelsen vil tillige blive berørt.

Problemstillingen indebærer at man opererer med en (makro-) model hvor nominallønnen (w) betragtes som en fri variabel således at prisniveauet (p) efter elimination av de øvrige variable kan udtrykkes som en funktion av w. Systemet er da ikke determineret før der er pålagt det en betingelse om hvilken værdi w skal antage (evt. hvordan w skal variere i tiden). — Av pris-løn-funktionen kan man beregne prisniveauets — og dermed reallønnens elasticitet med hensyn til nominallønnen¹), udtrykt ved systemets parametre,

II. Arbejdsmarkedet.

Klassikernes frikonkurrencearbejdsmarked er karakteriseret ved en arbejdsefterspørgsels og en arbejdsudbudsfunktion der tilsammen bestemmer tw\ beskæftigelsen (N) og reallønnen — . Prisniveauet er bestemt ved monetære og hermed er også nominallønnen bestemt. Hvis nu arbejderne organiserer sig for at drive lønpolitik, og man vil undersøge hvad der sker hvis arbejderne driver en autonom forhøjelse av nominallønnen igennem, må arbejdsudbudsfunktionen udgå av modellen; herved fremkommer den frihedsgrad der tillader os at operere med w som en fri variabel²).

---

1) Idet de to elasticiteter betegnes e_vw og e_lwfv)V! har man

2) Dette er blot et eksempel på det velkendte forhold at hvis man har en efterspørgsels- og en udbudsfunktion, dvs. 2 relationer i 2 variable: pris og mængde, så har det ingen mening indenfor dette system at indføre en tredje relation om prisens højde; gør man det (jfr. f. eks. maksimalpristilfældet), man til gengæld opgi en av de oprindelige relationer for at undgå overbestemthed. Hvad arbejdsmarkedet angår, er forholdet blot lidt mere kompliceret derved at arbejdsefterspørgselen en funktion av reallønnen medens det er pengelønnen der i vor model fastsættes av fagforeningerne avtales ved overenskomstforhandlingerne mellem de modstående organisationer).

Når pengelønnens og prisniveauets højde er givet, vil arbejdsefterspørgselsfunktionen
forudsætning av fuldkommen konkurrence på varemarkedet
den velkendte form:

(1)

(hvor X = indeks for fysisk produktionsomfang), dvs. reallønnen er lig med arbejdets fysiske grænseproduktivitet (der er en avtagende funktion av beskæftigelsen); relationen fremkommer ved maksimering av den samlede (pX—wN— faste omkostninger) for enhver given w og p og med produktionsfunktionen

(2)

som bibetingelse1)

På udbudssiden har vi nominallønnen som en fri parameter:

(3)

Arbejdsudbudet — forstået som summen av de enkelte arbejderes udbudte arbejdsmængde ved given realløn — tjener da kun til sammen med efterspørgselsfunktionen angi arbejdsløshedens størrelse. (I situationer med overefterspørgsel efter arbejdskraft er det dog arbejdsudbudet der sætter grænsen for beskæftigelsen; efterspørgselskurven angår da, i forbindelse med udbudet, mangelen på arbejdskraft).

Gyldigheden av systemet (1)^—(3) er uavhængig av om arbejdsgiverne er organiserede eller ej; hvadenten lønhøjden er dikteret ensidigt av fagforeningerne fastsat ved overenskomst mellem to modstående monopoler, vil arbejdsefterspørgerne være mængdetilpassere ifølge forudsætningen (3), når w først er lagt fast.

Systemet (1)^—(3) er, som man ser, i almindelighed ikke tilstrækkeligt til at bestemme p når w er givet. Prisniveauet fås som en funktion av nominallønog hvis man kan forudsætte at N og X ikke påvirkes av en stigning i w, må hele udslaget komme i p, men spørgsmålet er jo netop om der ikke kommer indirekte virkninger på p (»reperkussioner«) via beskæftigelsen.Dette

---

1) Når man, som her, kun har een variabel produktionsfaktor, således at der er en entydig relation faktorefterspørgsel og vareudbud, blir ligning (1) tillige en udbudsrelation for produktet; kan omformes til w d(wN) P~ dXjdN ~ dX dvs. pris = grænseomkostninger. Var der flere variable faktorer, ville (1) blive erstattet med en række ligninger av tilsvarende form — en for hver faktor — som hver for sig kunne omformes til en betingelse om at prisen er = de partielle grænseomkostninger m. h. t. den pågældende faktor.

skæftigelsen.Dettekan man kun undersøge ved at supplere systemet med en yderligere relation — evt. flere, hvorved der samtidig indføres yderligere variable. Av (1)^—(3) alene kan man kun slutte at jo fladere dX/dN (arbejdsefterspørgselskurven)er, mere nærmer pris-løn-elasticiteten sig til 1, eftersom mulighederne for ændringer i reallønnen da indsnævres (jfr. (1)). Det bliver derfor nødvendigt at operere med en makromodel der tar hensyn til de vigtigste av de reperkussioner der kan blive tale om. — Vi holder os til det korte løb, jfr. produktionsfunktionen ovenfor hvor realkapitalen ikke indgår som variabel.

III. Simple teoretiske makromodeUer.

A. Den klassiske makromodel i sin simpleste form består av følgende relatione
1), når vi erstatter arbejdsudbudskurven med en betingelse om autonomt
nominalløn:

Ligning (1) — som for så vidt ikke har nogen forbindelse med de øvrige relationer, der jo ikke indeholder renten r — bestemmer rentefoden ved den betingelse at opsparing (S) og investering (/), der begge antages at være funktioner av rentens højde, skal være lige store. (2) er kvantitetsligningen; idet k (pengenes reciprokke indkomsthastighed) antages konstant og pengemængden er givet ved (3), er prisniveauet bestemt når produktionsomfanget givet ved (5) som funktion av beskæftigelsen; Y er pengeindkomsten, iflg. (4) er produktet af prisniveauet og produktionen. Endelig er beskæftigelsen, når p er givet, bestemt ved arbejdsefterspørgselsfunktionen (6) og pengelønnen (7). — Ligning (6) indebærer som nævnt en forudsætning om fuldkommen konkurrence i vareudbudet, eftersom den kan omformes til en betingelse om at prisniveauet er lig med grænseomkostningerne.

Betragtes M som konstant, betyder dette ifølge (2) at den samlede pengeindkomst
holdes uændret uanset hvad der sker med nominallønnen. Man
får da let — ved at finde p av (4) og indsætte dette udtryk i (6) —

---

1) Jfr. Lawrence R. Klein: The Keynesian Revolution, London 1950, p. 199 ff.

Hvis w stiger, må højresiden også stige, og dette kan, idet Y er konstant,
1 dX
kun ske ved at X falder; såvel — som —t må da stige, og dette implicerer

X dN

ifølge (6) stigende realløn

En nominallønhævning medfører altså i det klassiske system en stigning i reallønnen og en nedgang i beskæftigelsen når pengemængden holdes konstant. vil dog ikke stige proportionalt med pengelønnen, thi det ville betyde at prisniveauet skulle være konstant og at produktion og beskæftigelse også skulle være uændret (idet jo pX er konstant), hvad der er uforeneligt med (6) når w er steget. Vi får altså en pris-løn-elasticitet der er mindre end 1. Hvorledes tilpasningen på arbejdsmarkedet tar sig ud i dette tilfælde, er vist på fig. 1.

Initialsituationen er karakteriseret ved beskæftigelsen No og reallønnen
t w \
I — 1 ; sættes prisindekset p0 = 1, blir reallønnen sammenfaldende med
pengelønnen wO.w0. Stiger pengelønnen nu til wlt vil beskæftigelsen gå ned til
fw \
Nx og reallønnen stige til I—l ; kurven for arbejdets reale grænseproduktivitet
fuldt optrukne kurve) blir naturligvis upåvirket, medens kurven
for grænseproduktiviteten målt i pengeenheder rykker opad (den stiplede
kurve) som følge av stigningen i prisniveauet.

En anden bankpolitik end den forudsatte vil imidlertid kunne gi et helt andet resultat. Hvis M følger med lønnen opad, kan systemets realstørrelser forblive uændrede medens p stiger i takt med w; denne bankpolitik betyder jo at omkostningsstigningen kompenseres av en stigning i den monetære efterspørgsel. Når derimod M blev holdt konstant, betød det at arbejdernes øgede købekraft efter lønstigningen blev vundet på bekostning av foretagernes.

B. Det Keynes'ske system. I det klassiske system virker pengelønforhøjelsen som en omkostnings forhøj else der i sig selv tenderer at gøre en del av produktionen og da en kompenserende forøgelse i den totale efterspørgsel udelukket ved forudsætningen om konstant pengeindkomst, må beskæftigelsen gå ned. Her sætter Keynes' kritik ind¹); spørgsmålet er jo netop om ikke en stigning i pengelønnen kan tænkes at omsætte sig i en forøget målt i pengeenheder, således at den tendens til beskæftigelsesnedgang hidrører fra omkostningssiden helt eller delvis neutraliseres over efterspørgselssiden²).

Den Keynes'ske makromodel består av følgende relationer3):

Dette system adskiller sig fra det klassiske derved at den reale nationalindkomst i opsparingsfunktionen og investeringsfunktionen⁴), jfr. (1), medens til gengæld liquidity-preference-ligningen (2), hvori renten indgår, erstattet kvantitetsligningen. Derimod godtar Keynes udtrykkeligt den klassiske arbejdsefterspørgselsfunktion (6).

Tænker man sig nu at bankerne fører en sådan politik at renten holdes konstant — d. v. s. at Af manipuleres sådan at det ækvivalerer en betingelse om konstant r — vil ligning (1) bestemme realindkomsten, d. v. s. produktionensomfang, av det absolutte lønniveau; ifølge (5) er derfor også beskæftigelsen og ifølge (6) reallønnen bestemt uavhængigt av nominallønnen.Der m. a. o. ingen reperkussioner via beskæftigelsen. Mekanismen er den at bankerne imødekommer det større transaktionsbehovfor som en stigning i den samlede monetære efterspørgsel kræver;herved virkningerne på beskæftigelsen av omkostningsstigningen.Systemet sig da, fsv. angår vort problem, til kun at omfatte relationerne (5), (6) og (7) med tilføjelse av den yderligere relation:X konstant (jfr. ovenfor p. 17). En lønstigning medfører altså indenfordet

---

1) Jfr. J. M. Keynes: The General Theory of Employment, Interest and Money, London 1936, specielt kap. 19.

2) Det kan i øvrigt her bli avgørende med hvilken relativ hastighed disse to modgående tendenser sætter sig igennem.

3) Jfr. bl. a. Klein, 1. c.

4) Funktionerne S og / angir her som i det foregående den reale opsparing resp. investering.

fordetKeynesske system en prisstigning i samme forhold, således at reallønnenlades og arbejdernes lønpolitik er uden indflydelse på beskæftigelsen. Prisniveauets og reallønnens elasticiteter m. h. t. nominallønnenblir henholdsvis 1 og 0. Tilfældet er vist på fig. 2; man ser hvorledesdet der kommer i kurven for grænseproduktivitetens pengeværdi netop »opvejer« forhøjelsen av nominallønnen.

Forudsætningen for denne konklusion er at renten holdes konstant. Hvis
bankerne fører en anden politik, vil der, som det fremgår af systemet,
komme reperkussioner via renten, investeringen og beskæftigelsen.

IV. Udvidelse av modellen.

Disse simple makromodeller er kun første tilnærmelser, grove og skematiske på at beskrive den økonomiske virkelighed. Med udgangspunkt i det simple Keynes-system — der synes at være en mere træffende model av virkeligheden end det klassiske for så vidt som forbrugets avhængighed av indtægten er empirisk særdeles velfunderet — skal der peges på nogle punkter hvor modeller kan tænkes udbygget for at gi et mere realistisk billede.

Fremgangsmåden vil være den at vi tar relationerne i modellen een for een og undersøger om de hviler på så specielle og restriktive forudsætninger at det ville være ønskeligt at formulere dem mere generelt, herunder også at inddrage yderligere variable i undersøgelsen. Derpå vil der blive gjort rede for hvilke konsekvenser dette får for prisniveauets elasticitet med hensyn nominallønnen. (I den simple model ovenfor er pris-løn-elasticiteten, som vi har set, = 1).

A. Korttidsmodel for et lukket samfund.

1. Konsumtionsfunktionen, jfr. ligning (1).

(a) Keynes antog udtrykkeligt1) at rea/konsumtionen og dermed også den
reale opsparing er en funktion dels af renten, dels af rea/indkomsten; det
samme gælder realinvesteringen.

Man kunne også tænke sig en konsumtionsfunktion der forbinder forbruget målt i penge med nominalindkomsten; således opererer Lawrence R. Klein med hvad han kalder »the most general form of the Keynesian system«, hvor realindkomsten (X) er erstattet med nominalindkomsten (F) i opsparings og investeringsfunktionen²).

Tænker man sig renten holdt konstant indenfor det system man da får — det sker ved at pengemængden holdes fast — bestemmer ligning (1) den totale pengeindkomst, der således er uavhængig av nominallønnens højde; man får da et system der er formelt helt identisk med det vi fik i det klassiske tilfælde, og pris-løn-elasticiteten blir mindre end 1.

Der er ikke tvivl om at en sådan pengeillusion gør sig gældende i konsumtionsfunktionen hvert fald i det helt korte løb. Hvis prisniveauet forandrer sig medens nominalindtægterne holder sig uændrede, tar det tid før konsummenterne klare over at deres realindkomster har ændret sig og tilpasser deres løbende udgiftsdispositioner til det nye niveau. På længere sigt vil konsumenterne i højere grad tænke i reale kategorier eller i hvert fald ta vidtgående hensyn til forandringer i prisniveauet, men man kan næppe uden videre forudsætte fuld prishomogenitet undtagen i det lange løb³).

(b) Den summariske konsumtionsfunktion der ligger til grund for ligning (1) i Keynes-modellen ovenfor kan ikke antages at være invariant over for ændringer i indkomstfordelingen. Vil man ta hensyn til dette forhold, kan man f. eks. gøre det ved at lade forbruget være en funktion af arbejdernes og den øvrige befolknings respektive andele av den reale nationalindkomst, således at ligning (1) antager formen:

Dette vil dog ikke ændre resultatet; systemet kan fremdeles — forudsat konw

stant rente — løses for realstørrelserne, derunder - , uanset den højde lønniveauetw
ved (7). Beskæftigelsen og reallønnen er uændret, og
der sker derfor ingen overføring af realindkomst mellem arbejderne og den

---

1) Jfr. Keynes, op.cit., p. 90 f. Keynes deflaterer blot med et lønindeks i stedet for med et pristal, men det gør ingen forskel i denne forbindelse.

2) Jfr. Klein, 1. c.

3) En undersøgelse foretaget av Gelting synes nærmest at føre til at det er nominalstørrelserne der er avgørende; jfr. Jørgen Gelting: En undersøgelse af forbrugets afhængighed af indtægten, Århus 1942.

øvrige del af befolkningen; det får således ingen betydning at arbejderne og ikke-arbejderne har forskellig marginal konsumtionstilbøjelighed. — En anden sag er at der sker en omfordeling av realindkomst fra de passive til de aktive kapitalister når w og p stiger, men om disse to grupper har forskellig marginal propensity to consume er svært at sige, og under alle omstændighederer forhold sikkert uden større kvantitativ betydning.

2. Pengepolitikken og liquidity preference, jfr. ligningerne (2) og {3).

Stiger det absolutte løn- og prisniveau, vokser dermed pengeefterspørgselen (transaktionsbehovet for penge), og hvis banksystemet ikke imødekommer denne øgede efterspørgsel ved et forøget pengeudbud (Af), må renten stige; dette sænker investeringen og dermed produktionen og beskæftigelsen¹), jfr. (1), og når arbejdets grænseproduktivitet er en avtagende funktion av beskæftigelsen, bliver resultatet at der kommer nogen stigning i reallønnen såfremt pengeudbudet holdes konstant eller stiger mindre end hvad der er nødvendigt for at holde rentefoden uændret under det stigende løn- og prisniveau.

Resultatet af en lønstigning er således ikke bestemt før der er disponeret over systemets »bankpolitiske frihedsgrad«²). Pengepolitikkens mål kan jo f. eks. også være fastholdelse av prisniveauet, og i så fald blir resultatet åbenbart et helt andet end hvis renten blev holdt fast.

3. Produktionsfunktionen, jfr. ligning (5).

(a) At operere med en entydig teknologisk given sammenhæng mellem beskæftigelse og produktion er naturligvis en drastisk forenkling; såvel N som X er et kompleks av helt uensartede bestanddele, og sammensætningen av dette kompleks kan ikke antages at være invariant over for de ændringer en lønstigning medfører i de relative priser for de enkelte varer og produktionsfaktorer.

Trods dette kommer man næppe uden om den heroiske abstraktion der ligger i ligning (5). Den er nødvendig for at få en simpel model frem, og vi ser jo alligevel bort fra mulige forskydninger i de relative varepriser. — Dette er i øvrigt kun et enkelt eksempel på de aggregeringsproblemer der melder sig når man opererer med makrostørrelser.

(b) Der kunne dog være tale om at indføre flere variable produktionsfaktorer
N. Denne udvidelse skal omtales nedenfor, da den har relation
til arbejdsefterspørgselen.

---

1) Jfr. Keynes, op.cit, bl. a. p. 263.

2) Dette er særlig fremhævet af Pigou, jfr. diskussionen med Keynes og Kaldor i Economic Journal 1937—38.

4. Arbejdsefterspørgsel og prisdannelse, jfr. ligning (6).

Arbejdsefterspørgselsfunktionen (6) er den centrale relation i systemet.
Den er tillige en vareudbuds- eller prisdannelsesrelation. Pris-løn-elasticiteten
av den efter at de andre variable er elimineret gennem systemets
relationer (der i den simple Keynes-model gir til resultat at
Xogtfogderforogså^eruav^ngigeav.).
dN

(a) En statisk arbejdsefterspørgselsfunktion tar ikke hensyn til at en stigning i pengelønnen kan fremkalde forventninger om yderligere lønstigninger eller om tilbagefald til det oprindelige niveau — og derved påvirke resultatet. Disse virkninger er dog oftest av midlertidig natur og har næppe heller større betydning i et land som Danmark hvor lønnen avtales for længere tid ad gangen.

(b) Ligning (6) forudsætter fuldkommen konkurrence i vareudbudet eller i hvert fald en markedsform der giver samme resultat med hensyn til tilw wdX d(wN) pasningen i produktionen; — = — er jo ensbetydende med p = » d. v. s. pris = grænseomkostninger. Er der derimod ufuldkommen konkurrence, at prisen blir en handlingsparameter for foretagerne, blir (6) erstattet av en prisfastsættelsesrelation der i almindelighed implicerer at prisen bliver højere end grænseomkostningerne, d. v. s. at reallønnen blir mindre end arbejdets grænseproduktivitet. Spørgsmålet er da hvilke konsekvenser får med hensyn til pris-løn-elasticiteten. Vi skal gennemgå nogle av de vigtigere typer av ufuldkommen konkurrence med henblik herpå¹), idet vi iøvrigt fastholder ligningerne (1)^—(5) i den simple model, der ved en passende pengepolitik (konstant rente) gir X = konstant og N = konstant.

Hvis priserne fastsættes som grænseomkostningerne plus et konstant procentvis
vil dette ikke i sig selv kunne gøre pris-løn-elasticiteten forskellig
1; med en konstant faktor føjet til i ligning (6) kan det Keynes'ske

system stadig løses for — uanset w's absolutte højde2).

Samme resultat får man indenfor systemet hvis man i stedet for (6) forudsætter priserne kalkuleres som grænseomkostningerne med et procentvis der varierer med produktionsomfanget (monopolgraden varierer); procenten ændres jo ikke når beskæftigelsen og produktionen — som her — holder sig uforandrede.

---

1) Jfr. Abram Bergson: Prices, Wages, and Income Theory, Econometrica 1942.

2) Dette tilfælde kan man fx. få frem hvis man antar at foretagerne regner med at efterspørgselselasticiteten produktet er en given konstant (jj); profitmaksimering gir her p(x + jj)⁼ mw'

Ej heller påvirker det resultatet hvis driftsherrerne fastsætter priserne på grundlag av de gennemsnitlige variable omkostninger med et procentvis tillæg (konstant eller varierende med produktionens omfang). Man får her i stedet for ligning (6):

eller specielt

hvor k(X) — der specielt kan være lig en konstant k — er forholdet mellem
pris og variable omkostninger. Pris-løn-elasticiteten bliver her stadig = 1.

I det ekstreme tilfælde af fuldkommen prisstivhed, hvor priserne er upåvirket
såvel produktionsomfanget som lønhøjden, må ligning (6) erstattes
med betingelsen

der sammen med (7) gir en pris-løn-elasticitet på nul, således at reallønnen
proportionalt med pengelønnen; de øvrige variable påvirkes
ikke.

I mange tilfælde vil priserne blive sat lig med de totale gennemsnitsomkostninger
et procentvis tillæg (konstant eller varierende med X), således at
(6) må erstattes med relationen

eller specielt

hvor Fer de faste omkostninger. Her bliver ep w < 1; i det specielle tilfælde
at k = 1 (/u/Z-cosJ-princippet, når F indeholder sædvanemæssig forrentning
av den faste kapital) blir den lig med lønnens andel av nationalindkomsten
(wN\
\7*r

I virkeligheden forekommer alle disse forskellige prisdannelsestyper — fuldkommen konkurrence og forskellige former for ufuldkommen konkurrence side om side, og man må derfor vente at prisniveauets elasticitet m. h. t. nominallønnen i virkeligheden blir lidt mindre end 1 som følge av at der ikke hersker fri konkurrence overalt, selv om der ikke var andre forhold der fik resultatet til at avvige fra hvad der blev i det simple Keynes'ske

Det vil fremgå av de prisfastsættelsesligninger der er opereret med ovenfor, arbejdernes realløn under ufuldkommen konkurrence i almindelighed mindre end arbejdets fysiske grænseproduktivitet. Til gengæld har arbejderne her i visse tilfælde — modsat forholdet under fuldkommen konkurrence mulighed for at forbedre reallønnen ved at sætte pengelønnen op, således at de ved selv at handle monopolistisk kan værge sig mod foretagernes nedpresning av reallønnen via høje priser.

(c) Hidtil har vi forudsat at de variable omkostninger kun består av arbejdsløn, ud fra det synspunkt at materialer o. lign. ved aggregering forsvinder selvstændige produktionsfaktorer således at den samlede nationalindtægt sig i avlønning til de 2 primære produktionsfaktorer: arbejdskraft og realkapital (hvilken sidste er forudsat konstant).

Dette synspunkt lader sig naturligvis forsvare, men hvis man vil undersøge av en almindelig lønstigning, vil det dog være hensigtsmæssigt ta hensyn til at en »generel« lønstigning der gennemføres av fagforeningerne i praksis aldrig vil omfatte al arbejdskraft, i hvert fald ikke i det korte løb. Den vil f. eks. ikke umiddelbart omfatte tilregnet arbejdsløn til foretagere og deres medhjælpende familjemedlemmer — dette får navnlig betydning med hensyn til landbruget — ligesom f. eks. funktionærstandens indtægter kun delvis vil blive berørt. — Dette betyder at vi må regne med flere variable produktionsfaktorer end den arbejdskraft der omfattes av lønstigningen (iV).

Endvidere må man i et åbent samfund regne med importen som en yderligere
ligesom indirekte skatter i formel henseende må
regnes som en særlig faktoravlønning; jfr. nærmere nedenfor.

Indfører vi en yderligere variabel produktionsfaktor ved siden av arbejdskraften, modellen udvides med en efterspørgsels- og en udbudsrelation for denne anden faktor; antar vi — hvad der i mange tilfælde kan være berettiget at faktorens tekniske produktionskoefficient (a) er fast og at dens pris er en given konstant q, får vi

hvor v og q er faktorens mængde og pris. Samtidig blir (6) av formen

dvs. der kommer et konstant led ind i prisen, således at reallønnen blir
mindre end arbejdets grænseproduktivitet, og pris-løn-elasticiteten blir mindre
1, nemlig ,v

dvs. lønnens andel i grænseomkostningerne, eller om man vil lønandelen i
prisen ved en marginal udvidelse av produktionen (den marginale lønkvote).2)

---

1) Fås ved maksimering av profitten pX_—wN_—qv^—faste omkostninger.

2) Hvis de to produktionsfaktorer Nog v stod i substitutionsforhold til hinanden, ville samme givne lønstigning alt andet lige medføre en mindre prisstigning end hvis v var en limitational faktor med fast teknisk koefficient; thi man ville da kunne undgå en del av prisstigningen ved at bruge mindre av den dyre faktor (dvs. beskæftigelsen ville gå tilbage) og mere av den relativt billigere, under opretholdelse av det hidtidige produktionsomfang.

(d) Endelig kan der være grund til at nævne at det prisniveau der har interesse for arbejderne (leveomkostningerne) ikke nødvendigvis behøver bevæge sig parallelt med prisniveauet for samtlige de varer der produceres av lønmodtagerne. Det er tilstrækkeligt at nævne en vigtig post som huslejen, altid har været trægt bevægelig også under normale forhold.

B. Et åbent samfund med offentlige finanser.

Når man opererer med et åbent samfund, må forudsætningen om arbejdskraften eneste variable produktionsfaktor opgives, idet importen kommer ind i billedet. Dette betyder som ovenfor berørt at arbejderne får større muligheder for at forbedre reallønnen, idet den marginale lønkvote blir mindre i et åbent end i et lukket samfund, alt andet iøvrigt lige. Der sker det at en del av prisstigningen eksporteres og derved undgår at påvirke den indenlandske realløn.

Imidlertid blir resultatet en forringelse av betalingsbalancen. Dette vil i almindelighed blive søgt modvirket ved økonomisk-politiske indgreb der begrænser importen og stimulerer eksporten (devaluering, importregulering, finanspolitiske indgreb etc.). I så fald forsvinder arbejdernes reale fordel ved pengelønstigningen helt eller delvis, men noget bestemt om resultatet kan ikke siges uden at det er præciseret nærmere hvilken økonomisk politik der føres.

Endelig kan man indføre de offentlige finanser i billedet. Resultatet vil atter her være totalt avhængigt av forudsætningerne, av de finanspolitiske målsætninger. Her skal kun nævnes at indirekte skatter der opkræves med et bestemt beløb pr. produceret enhed (specifikke forbrugsavgifter) indtar samme formelle stilling i modellen ovenfor som avlønning til produktionsfaktorer har faste tekniske koefficienter (jfr. ovenfor); når der således kommer et konstant led ind i grænseomkostningerne, gør det pris-lønelasticiteten 1. Dette er derimod ikke tilfældet med en skat som beregnes med en bestemt procent av prisen (værdiavgift); en sådan avgift hindrer ikke proportionalitet mellem pris og grænseomkostninger, dvs. mellem pris og løn.

C. Konklusioner.

Resultatet av ovenstående blir at en række forhold — specielt ufuldkommen konkurrence og den omstændighed at de variable omkostninger indeholder bestanddele som ikke varierer med lønnen — hver for sig gir anledning til at pris-løn-elasticiteten blir mindre end 1. løvrigt vil en fuldstændig behandling at samtlige de modifikationer av den simple model vi gik ud fra blir behandlet under eet i et simultant ligningssystem.

Hvad der sker, avhænger ellers helt av den økonomiske politik der føres;
den fuldstændige model måtte derfor ha et tilstrækkeligt antal frihedsgrader

til at man kunne operere med et antal relevante kombinationer av økonomisk-politiskeindgreb.

Disse betragtninger gælder hovedsagelig det korte løb. I det længere løb må man vente en større elasticitet i prisniveauet m. h. t. pengelønnen, idet de omkostningselementer som ikke direkte var berørt av den oprindelige lønstigning efterhånden vil følge med opefter indtil den sociale »ligevægt« er genoprettet¹).

V. Numeriske målinger av pris-løn-elasticiteten.

A. Den marginale lønkvote.

Man må herefter vente at prisniveauets kortlidseiasticitet m. h. t. nominallønnen væsentligt under 1, men den nærmere værdi vil iøvrigt avhænge av hvor omfattende den kreds av lønmodtagere er som berøres av lønstigningen.

En vis vejledning kan man som omtalt finde i størrelsen av den marginale lønkvote. Der foreligger ikke beregninger over hvor stor en andel lønnen må antages at udgøre av grænseomkostningerne, men det må antages at den marginale lønkvote er lidt større end den gennemsnitlige, hvorom der foreligger ²). Iflg. Statistisk Departements opgørelse³) har lønnens andel av bruttofaktorindkomsten i de senere år været henved 45 pct., et tal som principielt indbefatter lønninger av enhver art undtagen tilregnet arbejdsløn for selvstændiges og familjemedlemmers arbejde i egen virksomhed. Den marginale kvote blir da noget større, men til gengæld må der tages hensyn til at lønnens andel i den samlede produktionsværdi er noget mindre end lønkvoten i bruttofaktorindkomsten, idet produktionsværdien også indeholder til udenlandske faktorer (importerede rå- og hjælpestoffer) som medvirker ved produktionen og hvis priser også indgår i det indenlandske prisniveau. Alt i alt må man herefter for det korte løb antage at den marginale og dermed pris-løn-elasticiteten ligger omkring 0.5.

B. Økonometriske modeller.

Det kan ha interesse at sammenligne dette resultat, der er udledt under
meget simple forudsætninger, med de resultater man kan komme til på

---

1) Jfr. Kjeld Philip: De strukturelle ændringer på arbejdsmarkedet og lønniveauets mobilitet (i »Axel Nielsen til minde«, Kbhvn. 1951), og J. Tinbergen: The Significance of Wage Policy for Employment (i »International Economic Papers«, No. 1, London 1951).

2) Den marginale lønkvote er lig med den gennemsnitlige lønkvote divideret med produktionens elasticitet m. h. t. beskæftigelsen, hvilken elasticitet i praksis kan antages at være lidt mindre end 1, jfr. det avtagende udbyttes lov: wdN wNdNX /w_ N\ idX N\ wN P dX = P X dX N " \p X) ' \dN X) > P X '

3) Jfr. Statistiske Efterretninger 1952, p. 383 ff.

grundlag av et par økonometriske makromodeller der tar simultant hensyn
til en række av de reperkussioner som kan tænkes at ha indflydelse på størrelsenav

1. Tinbergen_'s hollandske decisionsmodel.

Tinbergen har opstillet en model for den hollandske økonomi i 1949 med det formål at beregne korttidsvirkningerne på betalingsbalancen og beskæftigelsen løn-, pris- og finanspolitiske indgreb¹). Koefficienterne i systemet er målt statistisk ved regressionsundersøgelser for mellemkrigstiden²). Efter elimination av et antal definitionsmæssige relationer består modellen av 3 relationer i 4 variable: det reale nationalprodukt (der for mindre variationer proportionalt med beskæftigelsen), betalingsbalancens deficit, prisniveauet og pengelønnen, og modellen tillader således autonom variation pengelønnen. Man finder da indenfor denne model at prisniveauets elasticitet m. h. t. lønniveauet indenfor modellen blir 0.29, dvs. tilnærmelsesvis med den marginale lønkvote, som Tinbergen anslår til 0.3³), —et lavere tal end det vi er kommet til ovenfor.

Dette forudsætter imidlertid at underskudet på betalingsbalancen får lov al vokse. Den stigning der kommer i reallønnen indenfor modellen medfører en stigning i arbejdernes forbrug et væsentligt øget pres på betalingsbalancen en 10 pct.'s pengelønforhøjelse vil hæve reallønnen med 7 pct., sænke beskæftigelsen med 1 pct. og forøge betalingsbalancens deficit med hele 25 pct. — og det er næppe realistisk at antage at dette vil blive tolereret. Lægger man da det yderligere bånd på de variable at underskudet på betalingsbalancen må vokse trods lønforhøjelsen — man må da indføre en ny variabel (politisk parameter) i systemet, repræsenterende finanspolitiske til begrænsning av forbruget, når man skal bevare den frihedsgrad der tillader os at variere på lønniveauet — får man en lidt lavere pris-løn-elasticitet, nemlig 0.26; dette skyldes at beskæftigelsen falder noget mere end før, således at de dyrest arbejdende virksomheder på grænsen falder fra og stigningen i prisniveauet derved begrænses.

Ligevægt på betalingsbalancen er imidlertid ikke det eneste bånd som den økonomiske politik kan lægge på modellens variable. Jo flere bånd (»målsætningsbindinger«) man lægger på systemet, des flere politiske parametre(skattesatser må man indføre. Man får da en »decisionsmodel«, der muliggør en nøjere specifikation av det økonomisk-politiske miljø indenforhvilket

---

1) Jfr. J. Tinbergen: Econometrics, London 1951, kap. 8.

2) Der opereres med 6 alternative sæt av koefficienter, men vi holder os her til det sæt som angives at repræsentere den hollandske økonomis »year-to-year reactions«.

3) Hvis man tar hensyn til at mange foretagere kalkulerer deres profitmargin som en procentvis tillæg til de direkte omkostninger (specielt arbejdslønnen), kommer man op på 0.46, jfr. Tinbergen: op.cit.

forhvilketman undersøger virkningerne av en partiel variation i en enkelt
størrelse (her pengelønnen). Uden en sådan specifikation — den være sig
underforstået eller udtrykt explicite — er problemet ikke determineret1).

2. Leontief_'s input-output-model.

Av en ganske anden karakter er de input-output-modeller som Leontief har opstillet for U.S.A.²). Vi skal ikke her komme ind på hvordan de er bygget op, men skal blot nævne at de er baseret på ret specielle produktionsteoretiske idet teknisk substitution mellem produktionsfaktorerne udelukket (faste tekniske koefficienter). I en input-outputmode ³) hvis koefficienter er bestemt ved empiriske undersøgelser for U.S.A. før krigen har Leontief beregnet en pris-løn-elasticitet på 0.37 under forudsætning at profitten pr. produceret enhed holder sig konstant; stiger profitten med pengelønnen, blir elasticiteten 0.63.

C. Historisk-statistiske undersøgelser.

Det ville nu være interessant at se om de historiske tidsrækker der foreliggerbekræfter resultater. I tidens løb er der foretaget et stort antal historisk-statistiske undersøgelser over sammenhængen mellem pengeløn og prisniveau₄). Imidlertid kan spørgsmålet om hvordan autonome forandringeri har virket på prisniveauet næppe besvares alene ud fra en betragtning av tidsrækker for disse størrelser gennem de skiftende konjunkturfaser, eftersom det i almindelighed ikke er muligt statistisk at skelne mellem autonome lønforandringer, der er resultater av fagforeningernpsaktive cg avlcdcde Iwii^iidiingei der skyides fluktuationer i den effektive efterspørgsel og dermed i arbejdsefterspørgselen⁵). Denne indvendingrammer korrelationsundersøgelser hvor man på grundlag av foreliggende tidsrækker søger at forklare prisniveauets bevægelser bl. a. med forandringer i pengelønnen⁶). Der kan ikke en gang drages nogen definitive konklusioner ud fra de eksempler man kender fra en række

---

1) Dette er blot en generalisering av hvad Pigou har fremhævet specielt m. h. t. bankpolitikken, jfr. ovenfor.

2) Jfr. Wassily Leontief: The Structure of American Economy 1919^—1929, Cambridge (Mass.) 1941.

3) Jfr. Wassily Leontief: Wages, Profits, and Prices, Quarterly Journal of Economics Vol. LXI (1946/47).

4) En hel del av litteraturen herom er refereret i International Labour Office: Wages, (a) General Report, Genéve 1948.

5) Jfr. International Labour Office, op.cit., p. 117 f. — Diskussionen i Economic Journal 1938-39 mellem Keynes, Dunlop, Tarshis m. fl. om nominallønnens og reallønnens relative bevægelser refererede sig til avledede lønforandringer hidrørende fra efterspørgselssiden, altså et helt andet problem end det vi behandler her.

6) En sådan undersøgelse er bl. a. foretaget av Jørgen Pedersen, jfr. Jørgen Pedersen: Vekselkursernes paa Leveomkostninger, Indtægt og Produktion, Århus 1940.

lande — navnlig Frankrig og U.S.A. — i 30'erne hvor man søgte at stimulere beskæftigelsen gennem en aktiv lønhævningspolitik; tilsyneladende skulle betingelserne her være gunstige — jfr. naturvidenskabernes kontrollerede eksperimenter hvor kun en enkelt eller nogle få uavhængige variable blir varieret ad gangen — men virkningerne av lønpolitikken har bl. a. været vanskelige at skille ud fra virkningerne av de mange andre økonomiskpolitiskeindgreb blev foretaget på samme tid¹).

VI. Pristalsregulering.

Hidtil har der alene været tale om de umiddelbare virkninger på prisniveauet og dermed på reallønnen — av en autonom engangs-forhøjelse av nominallønnen, medens vi har set bort fra at den resulterende prisstigning gi anledning til en lønstigning som igen hæver prisniveauet osv. osv. Som Dunlop²) træffende har fremhævet, er den pengeillusion som Keynes arbejderne ikke andet end en ganske almindelig diskontinuitet, der følger av at lønnen nu engang avtales i pengeenheder og at overenskomsterne for længere tidsrum ad gangen. Den sidste menneskealders ustabile prisforhold har yderligere lært arbejderne at tænke i realstørrelser også indenfor overenskomstperioderne, og lønnens reale købekraft søges da opretholdt ved hjælp av pristalsregulering. Da dette er særdeles realistisk under de nuværende forhold, skal det antydes hvordan pristalsreguleringen kan indbygges i modellen.

Vi tænker os at vi som hidtil har en model der efter elimination av de øvrige
gir os prisniveauet som funktion av nominallønnen:

O)

og fagforeningernes forsøg på gennem pristalsregulering at diktere eller
avtale en bestemt realløn kan udtrykkes ved en betingelse om at reallønnen
er autonomt fastsat:

(2)

(medens vi uden pristalsregulering havde w = autonom). Disse 2 statiske relationer er imidlertid ikke altid forenelige — jfr. at (1) kan tænkes at udtrykke proportionalitet mellem w og p — og det blir da nødvendigt at dynamisere systemet. Dette er også av andre grunde påkrævet, eftersom selve den hastighed hvormed tilpasningsprocessen foregår er av største interesse.

---

1) En ret udførlig gennemgang findes i International Labour Office, op.cit.

2) Jfr. J. T. Dunlop: The Demand and Supply Functions for Labor, Am.Ec.Rev. (Papers and Proceedings) 1948.

For simpelheds skyld antar vi fremdeles at en pengelønstigning umiddelbart
uden noget time-lag — medfører en vis stigning i prisniveauet:

(la)

og vi antar dernæst at arbejderne med faste mellemrum på 1 tidsenhed (f. eks. hvert halve år) automatisk får reguleret pengelønnen opad i samme forhold hvori prisniveauet er steget siden sidste regulering; det gir en relation formen

(2a)

Disse 2 ligninger gir tilsammen:

(3)

der bestemmer et forløb i w når der er givet 2 initialbetingelser, f. eks.

(4)

(5)

hvor 6 er en brøk der angir den oprindelige autonome lønforhøjelse. Hvorledes
går med prisniveauet, fremgår derpå av (la).

imribnnen på (la) er specificeret, kan man beregne forløbet ud fra givne
initialbetingelser (given 0).

Antar vi f. eks. at (la) er en lineær funktion

eller hvis vi normaliserer ved at sætte p0 = w0 = 1

kan det vises1) at betingelsen for konvergens er at

dvs. at lønandelen efter den første forhøjelse stadig er mindre end den oprindelige
Er denne betingelse opfyldt, får man for t —*¦ oo:

---

1) Beviset givet av Arne Jensen. Jfr. iøvrigt F. Zeuthen: Arbejdsløn og Arbejdsmængde, Kbhvn. 1953, p. 85 f.

for pris-løn-elasticiteten (e), der er elasticiteten av funktionen (la), får man

For moderate lønforhøjelser vil betingelsen for konvergens normalt være opfyldt. vi f. eks. antar at den marginale lønkvote og dermed pris-lønelasticiteten udgangssituationen er 0.5, dvs. (1 — 6) = 0.5, og vi ser på en 10 pct.'s autonom lønstigning, dvs. (1 + 6) = 1.10, ser forløbet — beregnet ved rekursion ud fra initialbetingelserne — således ud:

Kun hvis (1 —b) (1 + 6) > 1, får vi en skrue uden ende (wt og pt —*¦ oo)
forudsat at processen får lov til at fortsætte uhindret; i dette tilfælde vil
pris-løn-elasticiteten gå mod 1 under forløbet.

Hvis vi i stedet antar at (la) har en sådan form at pris-løn-elasticiteten e
er konstant — (la) blir da lineær i logaritmerne — har vi

eller normaliseret

her er betingelsen for konvergens naturligvis at pris-løn-elasticiteten er mindre
1, og er dette tilfældet, får man for t—? oo :

For 0 = 0.5 og (1 + 0) = 1.10 ser forløbet således ud:

Man får altså omtrent den samme udvikling som ovenfor; når der er tale om beskedne initiale lønstigninger (0 lille), gør det ikke nogen større forskel om man forudsætter konstant elasticitet eller lader elasticiteten vokse fra (1 — b) til (1 — b) (1 + 0) under forløbet.

I begge tilfælde ser man hvordan pristalsreguleringen gør det muligt at arbejderne i længden opnår en reallønstigning der procentvis svarer til den oprindelige forhøjelse av pengelønnen. I begge eksempler er den fulde reale gevinst i det væsentlige opnået allerede efter 3 perioders forløb, og den inflationsbevægelse der sættes i gang vil altså relativt hurtigt falde til ro. Jo større den initiale lønforhøjelse og pris-løn-elasticiteten er, des højere blir naturligvis det niveau som priser og lønninger vil konvergere imod; i eksemplerne får man en prisstigning på kun 10 pct., men hvis f. eks. 0 var så stor som 0.7, ville en 10 pct.'s reallønforbedring i denne model medføre at priserne steg med 25_—30 pct.

Forudsætningen for at arbejderne virkelig kan opnå denne gevinst er imidlertid at processen ikke blir avbrudt ved avskaffelse av pristalsreguleringen, at de øvrige omkostningselementer der indgår i priserne holder sig uforandrede under processen. Den sidste forudsætning holder næppe stik i virkeligheden; der er en voksende tendens til at alle samfundsgrupper vil ha deres indkomster pristalsreguleret¹), og i samme grad som dette sker, mindskes naturligvis arbejdernes muligheder for at få real fordel av pengelønforhøjelser. i relation til vor model sker der det at prisniveauet stiger raskere end hvad der følger av stigningen i pengelønnen; selv om arbejderne

---

1) Jfr. Kjeld Philip, op.cit., p. 154.

stadig får kompensation for disse prisstigninger ved de følgende lønreguleringer, de fortsatte »udefrakommende« prisstigninger at de andre samfundsgrupper stadig hindrer arbejderne i at få det forspring frem for prisudviklingen som skulle sikre dem en reallønforbedring. Den stigning i reallønnen som var formålet med pengelønforhøjelsen blir på den måde stadig skudt længere ud i fremtiden.