Rosa Luxemburg: The Accumulation o! Capital, Routledge and Kegan Paul Ltd., London 1951, 475 sider. Pris: 35 sh.

I et foregående nummer af dette tidsskrift læste man til sin forbavselse, at den store økonomisk-historiker E. Heckscher skulle have givet udtryk for den opfattelse, »at Marx ikke er en forfatter, som dannede mennesker interesserede sig for«. Jeg har ikke undersøgt, hvilken sammenhæng denne sætning er revet ud af, og hvad den sigter til konkret, men i alle tilfælde: den er dybt kompromitterende for dem, som her benævnes »de dannede«; thi det kan næppe være mangel på åndens dannelse, som har foranlediget, at Marx's lærling og kritiker Rosa Luxemburgs berømte arbejde Akkumulation des Kapitals nu er blevet udsendt på engelsk, inkorporeret i en serie af klassiske bøger — Rare Masterpieces of Philosophy and Science — forsynet med forord af ypperstepræstinden i den keyneske menighed i Cambridge, Joan Robinson.

Luxemburgs værk behøver vel ikke i sig selv nogen præsentation. Hvordan man end vil tolke hendes problemer og løsninger —_• Joan Robinson præsenterer een sådan tolkning i sit forord — er så meget dog åbenbart, at hovedvægten ligger på betingelserne for den kapitalistiske økonomis stadige expansion; heri ligger vel også grunden til, at Akkumulation des Kapitals er blevet udsendt netop nu, hvor jo spørgsmålet om »reproduktionen i udvidet skala«, som Marx kalder det, er kommet i forgrunden af den teoretiske debat gennem Harrod's, Hicks', Domar's o. a. arbejder, og også på det praktiske plan som bekendt er pinligt aktuelt.

Det er ganske ejendommeligt at se, med hvilken iver nationaløkonomien i de sidstei o^—20 år har arbejdet med at besvare det ene efter det andet af Marx's gamle problemer. I 30erne tog Keynes spørgsmåletom den effektive efterspørgsel op til behandling ud fra kortsigtssynspunkter. Nu gælder det spørgsmålet, om et kapitalistisksamfund opfylder de nødvendige betingelser for på lang sigt at vedligeholdeen stadig expansion ved højt beskæftigelsesniveau?Stadig voksende »produktivkraft«og høj beskæftigelse synes intimt forbundne; kan man ikke i det lange løb opnå det første, opnår man hellerikke det andet, men kan man overhovedettænke sig vilkårene for en stadig voksende produktivkraft opretholdte i det lange løb. Det var jo ved studiet af sådannespørgsmål, Marx mente at finde det kapitalistiske samfunds fundamentale »modsætninger«. Selve Marx's analytiske udgangspunkt: skemaet for »simpel reproduktion«danner stadig et fuldtud acceptabeltudgangspunkt — ja, et tilmed højmoderneudgangspunkt — for en analyse af dette problem; Marx's reproduktionsskemakan jo nemlig enklest opfattes som en Leontief-matrix af fjerde orden med kapitalvareindustri, konsumvareindustri, kapitalister og arbejdere som de fire sektorer(se

torer(sef. ex. skemaerne, som er vedhængtDas Kapital, 11, Anhang, p. 534^— 535, i Volksausgabe besorgt vom Marx- Engels-Lenin-Institut, Moskau, Universum- Biicherei fiir Alle, Berlin, 1933). Luxemburgsanalyse starter netop i dette reproduktionsskema,og selv om man nok synes den anvendelse hun gør af det, forekommerlidt pauver og forvirret, gør det ikke hendes analyse mindre interessant. Det er således ikke blot problemstillingerne, der gør, at marxistisk litteratur stadig har sin plads i den aktuelle økonomiske teoretiskelitteratur. Man kunde forøvrigt spørge sig, om der ikke omkring det Harrod-Luxemburgskeproblem burde være basisfor en kontakt mellem »østlige« og »vestlige« nationaløkonomer; selve problemetsstore betydning kan man jo i hvert fald komme overens om, analyseteknikenogså, og allerede det skulde være et stort fremskridt. Marx's problemer har trods alt vist sig at være det kapitalistiskeøkonomiske systems og ikke blot det marxske studerekammers problemer —-

hvad enten så »de dannede« synes om det
eller ej.