Jacob Marschak: Income, Employment and the Price Level, Augustus M. Kelley, Inc., New York 1951, 95 sider.

Dette lille hefte er et vary-typed kompendium bygget på Marschaks forelæsninger ved University of Chicago 1948 og 1949. Kompendiet er udgivet af et par studerende og åbenbart blevet til på grundlag af disses forelæsningsnotater. Ifølge forordet har Marschak ikke selv gennemarbejdet bogen systematisk, og det er vel denne specielle tilblivelsesmetode, som må bære skylden for forskellige mindre væsentlige småfejl og misforståelser og unødige gentagelser, som dukker op hist og her. Cowles Commission's frelste højtidelighed genkender man imidlertid hurtigl, og kompendiet giver sikkert et udmærket billede ikke blot af selve undervisningens indhold, men også af den ånd, den bedrives

Det er ikke på grund af de fremsatte teoretiske synspunkter, Marschaks fremstilling af pengeteorien har interesse. Stort set følges det sædvanlige keynesianskc skema; nyt fur anmelderen er egentlig blot Lecture 10 og 11, hvor en meget elegant (forøvrigt tidligere publiceret) løsning af aggregatjonen af individuelle konsumtionsfunktioner til en total konsumtionsfunktion er givet. Videre er der grund til at pege på Marschaks forkærlighed for konsekvenserne af »money-illusion« i et økonomisk system: på dette punkt fører fremstillingen nok væsentlig ud over, hvad man er vant til at finde i lærebøger. Skal man helt til bunds i keynesianske systemer kommer man jo ikke uden om dette spørgsmål, men behandlingen af det er så ny og så usikker, at man må spørge sig, om det er rimeligt at trække det ind i elementær undervisning.

Betydelig større interesse har selve fremstillingsformen. Marschak anvender — som man kunde vente — i stor udstrækning en matematisk fremstilling, illustreret med geometriske figurer. Matematiken

går ikke ud over, hvad der efterhånden regnes for standardudrustning, differentiering af funktioner med flere variable. Geometrien derimod er lidt usædvanlig. Marschak illustrerer gerne sine ligningssystemer to-dimensionalt, også når de indeholder flere variable. Dette gør han gennem anvendelse af den velkendte fremgangsmåde, som anvendes ved løsning af systemer med mange übekendte og ligninger. Her eliminerer man successivt de vibekendte, indtil man tilsidst står med to ligninger i to übekendte. Ved yderligere elimination fremkommer da løsningen. Opfatter man imidlertid de to ligninger i to übekendte som to funktionelle sammenhænge mellem to variable, kan de lægges ind som to kurver i et koordinatsystem og løsningen (for disse to variabiers vedkommende) findes da som skæringspunkt mellem disse to kurver. I almindelighed vil man her være frit stillet m. h. t. hvilke to variable, man vælger at stå tilbage med efter eliminationen; et givet system kan derfor komprimeres til mange forskellige to-dimensionale fremstillinger. Trods sin tilsyneladende elegance forekommer illustrationsmetoden farlig, idet den formentlig let vil lokke til falske analogier med sædvanlig partiel analyse.

Tag et af Marschaks egne exempler. Vi har et helt ligevægtssystem (af klassisk karakter), som reduceres til to ligninger: een, som angiver sammenhængen mellem (efterspurgt) varemængde og pris, og een, som angiver sammenhængen mellem (udbudt)varemængde og pris totalt i samfundet,under forudsætning af, at systemetsligninger iøvrigt er opfyldte (bl. a. forskellige ligevægtsvilkår). Det er klart, at disse to ligninger eller kurver, ikke er sædvanlige efterspørgsels- og udbudskurver (Marschak anvender da også selv citationstegn,når han kalder dem »Demand for output as a whole« og »Supply of output as a whole«), men man forledes let til uden videre at behandle dem, som om de

var det. Gennem på denne måde at kortsluttesine systemer, synes jeg, Marschak blot opnår at tilsløre systemernes mere komplicerede natur. Denne indvending liggerselvfølgelig blot på det pædagogiske plan, men det er jo også netop det, det her drejer sig om.

Et punkt, som fortjener at blive lagt mærke til, er Marschaks forsøg på hensyntagen til og anvendelse af statistiske metoder i den »rene« økonomiske teori. Det gælder ikke blot ved den ovenfor nævnte behandling af konsumtionsfunktionens aggregative problem, men også mere i almindelighed ved behandlingen af de forskellige små modeller. At f. ex. allerede på et så elementært niveau indføre begrebet »reduced form« kan blot hilses velkommen; overhovedet er det nok i denne henseende vi på disse kanter af kloden har mest at lære af Marschaks forelæsninger.

Til kompendiet er føjet en lang række opgaver, der nærmest bliver numeriske regneøvelser over textens teoretiske fremstilling. Sådant er jo yderst nyttigt.