Wages Policy under Full Employment. By Erik Lundberg, Rudolf Meidner, Gosta Rehn and Krister Wickman. Edited and translated by Ralph Turvey. William Hodge & Co., London 1952. 88 s. Pris: 6 sh.

Den unge London-Økonom Ralph Turvey fortsætter ved Udgivelsen af denne lille Bog sin Virksomhed som Indfører af svensk Økonomi i England og dermed på det internationale Marked. De tidligere Bidrag er Artikler, hvori han selv fører »Stockholm- Skolens« teoretiske Ideer videre. Her staar han som Udgiver af et lille Udvalg af Indlæg i den højst interessante, samtidigt teoretiske og praktiske Diskussion om Lønpolitikkens Rolle i den aktuelle Problemkreds omkring fuld Beskæftigelse og Inflation. Alle Forfatterne er Økonomer, men de to af dem, R.ehn og Meidner, tillige knyttet til den svenske Landsorganisation, der har haft en større Diskussion om Lønpolitik i sit Tidsskrift »Tiden« og har udgivet et lille Skrift med Bidrag fra talrige Fagforeningsfolk. De øvrige Artikler er fra Ekonomisk Tidskrift, og alle Artikler revideret af Forfatterne.

Lundberg siger i sit indledende Afsnit, at den fulde Beskæftigelses store Talsmænd har haabet paa at afværge Inflationsfaren ved, at Fagforeningerne viste social Ansvarlighed. Men kan man vente en Løsning ad denne Vej? Han drøfter i Tilknytning til den klassiske svenske Diskussion de mulige Stabiliseringsprincipper og finder Wicksells stabile Priser mere realisabelt end Davidsons Forandring i Prisniveauet omvendt proportionalt med Produktiviteten.

Tilpasning af Forholdet mellem Lønnen paa forskellige Omraader og centraliseret contra decentraliseret Lønpolitik spiller betydelig Rolle. Ved høj Beskæftigelsesgrad opstaar Konkurrence om Arbejdskraften, og Rehn siger, at saadanne Lønforskelle forsvinder, som kunde opretholdes saalænge, hver Del af Arbejdsmarkedet havde sin Reserve af arbejdsløse. Udligning af saadanne uholdbare Lønforskelle er den ene af de Betingelser, Rehn opstiller for Undgaaelse af Inflation. Den anden er: ikke for højt Gevinstniveau for Virksomhederne. Gevinsterne skal klemmes saa stærkt mellem Løn og Skatter, at Konkurrencen om Arbejdskraften begrænses. Naas der ikke fuld Beskæftigelse paa det private Arbejdsmarked, skal det offentlige have Midler til at sætte særlig Beskæftigelse i Gang. Financiering heraf ved høje indirekte Skatter sikrer ogsaa Opsparingen og hindrer, at høje Lønninger skal drive Efterspørgslen op. Staten skal ikke ved Priskontrol, Rationering eller anden negativ Politik over for Erhvervene foraarsage et skævt Prissystem med dertil svarende mindre ønskelig Anvendelse af Landets Produktionsmidler; men den skal positivt bidrage ved Supplering af den utilstrækkelige private Produktion. Mulighederne for at flytte Arbejdskraften ved Hjælp af almindeligt gældende Lønforskelle er næppe store. Et mere virksomt Middel er Tilskud til selve Overflytningen.

Lundberg fremsætter paa adskillige Punkter Kritik af Rehns dristige, konstruktiveIdeer og mener, at Klemning af VirksomhedernesGevinst kan rumme Fare for Beskæftigelse og Opsparing, og at den hellerikke vil være virksom i alle Tilfælde over for Tendenserne til Lønstigning. Man ved for lidt om, hvad der sætter Lønstigningi Gang. Han mener, at Kravene til Administrationenbliver store, er betænkelig ved Væksten af den offentlige Sektor og mener, at Pengepolitikken, der paavirker de Tusinder af Virksomheders Handlen, vil virke hurtigere og mere elastisk og have Fordele, fordi den er mere decentraliseret.

navnlig fordi Forventningen om, at Lønforhøjelservil blive fastholdt, gør Arbejdsgiverneforsigtige. Ogsaa paa uorganiserede Markeder stiger Lønnen, naar Beskæftigelsenkommer over 90 %. Han er enig med de to Fagforeningsrepræsentanter om, at tilbageholdende Lønpolitik fra FagforeningernesSide maa være noget ekstraordinært og midlertidigt. Staten maa, som Meidener fremhæver, have Ansvaret og ved Finanspolitikeller paa anden Maade hindre overdrevenEfterspørgsel. Ellers mister Fagforeningernederes Indflydelse. Der er ingen Mening i at tale om Ansvar og rimelig Lønpolitik, naar Overenskomster alligevel ikke er bestemmende for Lønniveauet.

Til Rehns to Betingelser for Stabilisering uden Tvang (ligevægtige Lønrelationer og Begrænsning af Gevinsterne) tilføjer Wickman yderligere to: at Leveomkostningerne holdes nogenlunde konstante, og at Indkomstudligning foregaar ved Hjælp af andre Midler, saa at det ikke bliver nødvendigt at anvende Lønforhøjelse hertil.

Hovedindtrykket, man faar af den interessante lille Bog, er, at man ikke kan vente, at Fagforeningerne ved »socialt ansvarlig« Politik kan klare Problemet fuld (eller meget høj) Beskæftigelse, men -_— som Lundberg siger i sit indledende Stykke — at der stadig er Plads for en Mangfoldighed af forskellige Meninger og højst forskellige Forslag. Forskellig Maalsætning og skiftende Betingelser efter Tid og Sted vil ikke gøre denne Mangfoldighed mindre.