Vagn Madsen: Bidrag til belysning af rationaliseringsproblemerne i industrivirksomheder. Ejnar Munksgaards forlag, Kbhvn. 1951. 168 sider. Pris: 25 kr.

Bogen er inddelt i 17 korte artikler, hvoraf 1. kap. diskuterer og definerer rationaliseringsbegrebet, de følgende 8 kap. behandler den interne registrering med henblik på bedst muligt at kunne holde virksomhedens økonomi under kontrol, mens resten af bogen handler om fremgangsmåder ved sådanne mere eller mindre omfattende ændringer eller indgreb, som måtte være tjenlige til at forbedre virksomhedens

Min adkomst til at anmelde bogen beror ikke på nogen specialviden på området, men udelukkende på, at jeg i embeds medfør har været med i det udvalg, der bedømte bogen som doktorafhandling, og at jeg derfor har måttet arbejde meget grundigt med den og kender den ud og ind. Jeg skal nu referere hovedindholdet, samt gøre nogle vurderende bemærkninger, der dog må tages med det forbehold, der nødvendiggøres af, at emnet ligger udenfor mit speciale.

Begrebsdiskussionen i første kap. er prisværdig kort, og den er, forekommer det mig, tilfredsstillende. Forf. kommer til det resultat, at der ikke findes noget bedre kriterium for rationalitet end maksimering af gevinsten, ganske vist modificeret derved, at det skal ske ved omkostningsminimaliserende foranstaltninger, ikke ved udnyttelse af monopolposition, og naturligvis med givet produktionsomfang. Han ender i følgende definition: »Indbegrebet af systematiske bestræbelser i den enkelte virksomhed mod et optimalt forhold mellem omkostninger og omsætning med særlig interesse for omkostningsminimaliseringen«.

Den kritik er blevet rejst, at denne definition er alt for snæver, idet den kun tager hensyn til den enkelte virksomhed og inden for denne kun til gevinsten, ikke til de i virksomheden beskæftigede mennesker, men jeg finder ikke denne kritik berettiget. En klar afgrænsning af emnet er den første betingelse for en frugtbar undersøgelse, og det må være en rimelig forudsætning, at de medvirkende produktionsfaktorer aflønnes til deres markedspriser. Det er også heldigt, tror jeg, at betragtningen så vidt muligt indskrænkes til den enkelte virksomhed, idet en inddragning af samspillet med den øvrige økonomi bedst behandles som en speciel form for rationalisering. Dette videre gående emne antydes i bogens sidste kapitel.

Tyngdepunktet i bogen ligger utvivlsomt i de følgende 8 kapitler; det er så afgjort her, forf. har mest at sige os. Han indfører et nyt princip for den interne registrering, »variabilitetsprincippet«, der vel indeholder elementer fra andre tidligere anvendte systemer for den interne regnskabsføring, men dog efter forf.'s mening indeholder væsentlig nye metoder.

For en lægmandsbetragtning er det en mangel, at forf. i kap. 11, hvor han redegør for sit program, ikke mere detailleret diskuterer de hidtil gængse metoder for det interne regnskab; han vilde sandsynligvis ved en mere indgående diskussion have kunnet undgå en del af de indvendinger, der fra fagfolks side er og vil blive rettet mod hans system. Men der er meget i bogen, der tyder på stor uvilje mod polemik hos denne forfatter.

Om de krav, der må stilles til et internt
regnskab, der skal kunne danne udgangspunktfor
en rationaliseringsanalyse, siger

han (s. 19): 1. Det må baseres på et hovedprincip, som er tilstrækkeligt omfattendetil at indeholde disse analyseformål,2. de arbitrære elementer må i videstmuligt omfang fjernes fra selve registreringenog omkostningsregnskabet og overføres til de analyser, som baseres på omkostningsregnskabet. Det er disse betingelserhans variabilitetsprincip skal fyldestgøre.

En skematisk fremstilling af variabilitetsprincippet findes s. 26. Tanken er den, at alle omkostninger registreres dobbelt, nemlig efter formål og efter sted. Samtlige omkostninger falder således indenfor den hovedafdeling betragtningen gælder, men inden for dette vide område kan en del af omkostningerne opspaltes og specificeres på en række underafdelinger. Alle omkostninger kan ligeledes opspaltes på de formål, hvortil de er anvendt. En betydelig del af omkostningerne varierer med hvert enkelt produkt, som fremstilles, men inden for denne gruppe kan måske specificeres omkostninger, der varierer med antal enheder eller med visse operationer; en anden gruppe er f. eks. omkostninger til fysisk vedligeholdelse, en tredie den økonomiske opretholdelse af anlægget, der kræver belaling af rente og skatter, og endelig får han en rest på formålssiden, som kaldes produktionsformål en block, d. v. s. sådanne omkostninger, som ikke varierer med noget af de øvrige grupper.

I en række følgende kapitler redegøres der nu i detailler for denne registreringsform; den illustreres ved skemaer og taleksempler, idet der opereres med to typer af virksomheder, som betegnes stykfremstillende og vædskebehandlende industri. Det er i disse kapitler, fagmanden skal hente sin viden om registreringssystemets natur og anvendelse, og det er om disse kapitler diskussionen vil komme til at stå. Der blev ved disputatsen på Århus Universitet fremsat en række kritiske betragtninger, som forfatteren imidlertid i reglen ikke manglede svar på. Hovedindvendingen synes at være, at systemet er for omstændeligt; det vil koste for meget arbejde bejdeat gennemføre det, og det vil betale sig bedre at foretage undersøgelser ad hoc, når disse skal bruges i rationaliseringsøjemed. Hertil svarer forfatteren imidlertid, at retrospektiv anvendelse af materialet er nødvendig ved rationaliseringsanalyser, og at den løbende registrering derfor er fornøden.

Salgs- og administrationsafdelingerne finder forf. ingen plads til i det almindelige registreringssystem; de behandles hver for sig i kapitel VIII, hvor han giver eksempler på indretningen af en omkostningsstatistik for disse afdelinger.

I kap. IX foretages en indgående analyse af virksomhedens administrative proces, idet forskellige alternative organisationsformer eksemplificeres og diskuteres.

Med kap. X indledes det afsnit af bogen, der handler om rationaliseringsforanstaltninger i modsætning til registreringssystemet, der er et hjælpemiddel for rationaliseringen. Det må antages at have været forf.'s tanke, at disse kapitler skal tjene som konkrete eksempler på, hvorledes registreringssystemet kan udnyttes i rationaliseringsøjemed. I denne henseende forekommer det mig ikke, at fremstillingen er helt vellykket. Man savner nemlig i reglen under fremstillingen henvisninger til registreringen, og det forekommer i hvert fald ikke mig indlysende, hvordan og i hvilken udstrækning, det kan bruges ved bedømmelsen af det økonomiske resultat af de ændringer, der behandles.

I kap. XI behandles således fornyelsestidspunkt og substitution af anlæg. Registreringen giver imidlertid et fotografi af omkostningsforholdene med de bestående anlæg; det er naturligvis oplysninger, der er af betydning ved sammenligning med den eller de alternative mulige ændringer, men kan vel ikke være til megen hjælp ved kalkuleringen af omkostningerne efter forandringen. Jeg kan imidlertid se, at selve registreringsskemaet kan benyttes ved disse kalkuler.

Forfatteren giver nogle elegante teoretiskeløsninger
af sådanne opgaver, men
man savner konkrete, eventuelt konstrueredeeksempler

redeeksemplerpå, hvorledes de oplysninger,som skal bruges ved løsningen tilvejebringes.Vi er i teorien vant til at operere med sådanne fine kontinuerte kurver,og på dette område byder forfatteren intet principielt nyt. Hvad man med længselspejder efter i dette arbejde er, at forf. med den rige erfaring, han har fra praksis,og som han i rigt mål giver vidnesbyrdom i afhandlingen skulde fylde nogle realiteter på disse formler.

Denne kritik gælder særlig kapitlerne X, XIV og XV; idet kap. XIV dog i slutningen kommer ind på de problemer, praktikeren står overfor, men på ret summarisk måde. I kap. XV gives nærmest kun en teoretisk løsning, der siger meget lidt; det vilde have været betydelig mere interessant, om forf. havde drøftet det problem, det drejer sig om, og som må antages ofte at forekomme i praksis, på en bredere beskrivende basis, eventuelt illustreret med eksempler.

Kapitlerne XI_—XIII har betydelig større værdi. Kap. XI om kapacitetsreserver og deres relation til lagermuligheder og lageromkostninger indeholder nye og værdifulde synspunkter. Tidligere har man været mest tilbøjelig til i uudnyttet kapacitet kun at se tab, men her fremhæves desuden den positive side, nemlig, at virksomheden kan spare lageromkostninger, og at den opnår større elasticitet overfor efterspørgselsændringer. Der bliver faktisk tale om et optimumsproblem. Også kap. XII om seriepolitik giver en grundig analyse, der må være af værdi for den, der står over for virksomhedens praktiske problemer. Det samme gælder det følgende kapitel om passagetid, hvor det påvises, at forbindelsen mellem passagetid, lagerstørrelse, seriestørrelser, kapacitetsreserver og de administrative forhold skaber et indviklet

Kap. XVI: Rationaliseringsdispositioner og risikoproblemet behandler et vigtigt emne, men behandlingen er alt for kortfattet. Det bliver nærmest en katalogisering af muligheder.

I bogens sidste kapitel forlader forf. sit egentlige emne: rationalisering set ud fra den enkelte virksomheds synspunkt og går over til at behandle emnet set fra branchens og samfundets synspunkt. Kapitlet er kun på ca. 5 sider, og allerede af denne grund kan det næppe være af stor værdi; det havde vel været bedre at udelade dette kapitel. Forf. siger, at når man går fra den enkelte virksomhed til branchen eller samfundet forskydes synspunktet, således at gevinstmaksimeringsprincippet må gives et andet indhold. Det turde imidlertid være indlysende, at i den udstrækning, dette er tilfældet, må rationaliseringen blive regeringsmyndighedernes sag, og kriteriet for rationalitet må blive disse myndigheders skøn over den optimale tilstand, der kan indeholde mange andre ting end omkostningsminimalisering, som den måske slet ikke indeholder. Tænk f. eks. på husmandspolitiken eller andre former for »Middelstandspolitik«.

Spørgsmålet er imidlertid, om en sådan motivforskydning behøver at finde sted. Den enkelte virksomhed kan meget vel have interesse i et branchesamarbejde også bortset fra udnyttelse af en monopolstilling, således at gevinstmaximaliseringen også kan anvendes her. (Aftaler om specialisering, fælles hjælpevirksomheder, forskningsafdelinger m. m.). Og hvis man respekterer omkostningsprincipet som kriterium for god økonomi, skulde de enkelte branchers rationaliseringsbestræbelser også føre til hensigtsmæssige resultater for andre virksomheder eller borgere. — Men lad os ikke fordybe os nærmere i dette emne; det er for indviklet til, at det kan behandles på den korte plads, Vagn Madsen har tildelt det, og det hører ikke hjemme i hans bog.

Lad mig til slut sige et par ord om denne bog, set som helhed. Jeg synes, man må lykønske forfatteren med dette arbejde. De driftsøkonomiske problemer har hidtil, i hvert fald her i landet, i hovedsagen entenværet behandlet rent abstrakt på universiteterog læreanstalter eller af regnskabspraktikerei rent konkret form og uden sammenhæng med den almindelige

økonomiske teori. Vagn Madsen har den grundige videnskabelige træning, den analytiskeholdning, der er karakteriseret derved,at traditioner ikke respekteres, men man stiller i alle tilfælde spørgsmålet hvorfor. Dertil har han lang og temmelig alsidig praktisk erfaring, og han har derforde bedst tænkelige betingelser for at tilpasse den abstrakte teori på den kantedeog genstridige virkelighed. Med denne bog har Vagn Madsen gjort det første forsøgi denne retning; der vil sikkert komme flere og sandsynligvis også mere vellykkedeforsøg. Den metode, han har tilstræbt,er at holde sig på det højeste generaliscringsplan,som løsningen af et praktisk problem på dette område tillader.Bestræbelsen er rigtig, synes jeg. Isoleredekonkrete tilfælde har ikke megen erkendelsesværdi; først når deres fællestrækuddrages, således at de optræder som led i en større sammenhæng, bliver de et effektivt redskab til løsningen af menneskeligeproblemer, og først da kan de tjene som basis for ny indsigt.

Vagn Madsen har med denne bog søgt at opdyrke et nyt felt, han har frugtbargjort det med frisk fantasi og uanset hvilken blivende værdi de nye tanker, der er i hans bog, vil få, er der ikke tvivl om, at de vil vække diskussion om disse emner, og hverken den fremtidige teori eller praksis vil blive upåvirket deraf.