OM OBJEKTIVITET

I et forord til Robert Fuglsangs lille bog: »Befolkningsudvikling og Befolkningspolitik i Sovjetunionen« skrev jeg følgende: »løvrigt har det været forfatterens princip at holde fremstillingen fri for formodninger eller følelsesmæssige tilkendegivelser, og denne bestræbelse er — forekommer det mig — lykkedes fuldt ud.«

Denne bemærkning har givet Niels Banke anledning til i en anmeldelse her
i tidsskriftet at udtale formodninger om, at jeg skulle nære andre forestillinger
om upartiskhed end dem, der er gængs her i landet.

Han mener nemlig at kunne påvise, at Fuglsangs fremstilling på flere steder er tendentiøs. På side 15 nævner forfatteren, at bolsjevikkerne straks efter deres magtovertagelse nationaliserede praktisk talt hele industrien, stort som småt, og at følgen blev, at industriproduktionen i 1920 var sunket til 1/5 af produktionen i 1913. På den følgende side nævnes i få linjer, at der efter N.E.P.-systemets indførelse i 1921 skete en afgørende vending i produktionen til det bedre. Dette anser Niels Banke for tendentiøs fremstilling.

Da formålet med bogen ikke er at analysere det økonomiske forløb, men befolkningsforholdene, og de økonomiske forhold derfor kun omtales, for så vidt de har haft afgørende indflydelse på befolkningens udvikling, skal det indrømmes, at det havde været tilstrækkeligt at nævne den simple kendsgerning, at det økonomiske liv omkring 1920 var gået i opløsning, uden at komme ind på årsagen hertil. Ikke desto mindre vil jeg hævde, at det, der står om disse årsager, giver det rigtige billede af forholdene.

Niels Banke mener, at det tendentiøse ligger i, at borger- og interventionskrigen ikke er anført som en årsag til den økonomiske opløsning; men jeg vil påstå, at hvis man havde gjort det som led i nogle få bemærkninger om årsagen til miseren, ville det have været misvisende, da indførelsen af kommunismen så afgørende var den dominerende faktor i forløbet. Det kan også anføres, at en forfatter som Alexander Baykov, der anses som sovjetvenlig, anfører ganske de samme fakta uden at nævne et ord om krigen, jævnfør Baykov: »The Development of the Soviet Economic System«, side 2—B.

Som yderligere autoritet for rigtigheden af Fuglsangs diagnose kan anføres følgende
udtalelse af Lenin ved kommunistpartiets 10. kongres i marts 1921:

»We are living in such conditions of impoverishment and ruin, of overstrain and exhaustion of the principal productive forces of the peasants and the workers, that for a time everything must be subordinated to this fundamental consideration — at all costs to increase the quantity of goods

On the economic front, in our attempt to pass over to Communism, we had suffered, by the spring of 1921, a more serious defeat than any previously inflicted on us by Kolchak, Denikin or Pilsudsky. Compulsory requisition in the villages and the direct Communist approach to the problems of reconstruction in towns — this was the policy which interfered with the growth of the productive capacity of the country and proved to be the main cause of a profound economic and political crisis which confronted us in the spring of 1921 (famine, peasant uprisings in a number of places and the Kronstadt insurrection). The new economic policy means the substitution of a food tax for requisitioning, it means a transition to the restoration of capitalism in

no small degree. In what degree we do not know The fundamental

question, from the point of view of strategy, is, who will the sooner take advantage of this new situation? Who will win? The capitalist whom we are now letting in through the door or even through several doors which we ourselves ignore and which will open independently of us and against us? Or the proletarian sovereign power?«¹)

---

1) Lenin, Collected Works, vol. XVIII, pt. I, pp. 67, 343, 344. Her citeret efter Baykov, s. 48.

Når Banke derefter kritiserer, at N.E.P.-politiken angives at være årsagen til den ganske hastige genrejsning i det økonomiske liv i årene efter 1921, er også denne kritik überettiget. Vi ser af Lenins udtalelse, at meningen med N.E.P.politiken netop var at opnå denne genrejsning, og at den efter hans mening ikke kunne ske på nogen anden måde.

Videre hedder det i anmeldelsen: »Det er heller ikke objektivt på et så centralt
punkt som levnedsmiddelforsyningen at holde sig til Colin Clark, der kommer
til, at den russiske levnedsmiddelforsyning i 1937 var mindre end i 1913«.

Her svigter kritikerens objektivitet -- i hvert fald efter min opfattelse af dette begrebs betydning; thi Robert Fuglsang holder sig ikke, som det hedder i anmeldelsen, til Colin Clark, men begynder sin skildring med at gengive kornhøst og husdyrhold, oplysninger, der hidrører fra russiske kilder og er tilgængelig for enhver i den offentlige internationale statistik. Først derefter refereres Colin Clarks beregninger af forbruget af nogle vigtige levnedsmidler, som derefter sammenlignes med forbruget i England, samt en beregning af dette forbrug udirykt i engelske detailpriser i 1934. Da de mængdetal, Colin Clark bygger på, hidrører fra officielle russiske kilder, kan der ikke godt være tale om nogen tendens. Den kritik, som lejlighedsvis er rejst mod Colin Clark, der dog så vidt mig bekendt aldrig er beskyldt for at være tendentiøs, rammer i hovedsagen de langt mere vidtgående beregninger, som findes i hans bog. At gå ind på en sådan kritik i denne forbindelse ville snarere have bidraget til at forfalske billedet af levnedsmiddelsituationen i Rusland end til at gøre det klarere.