I årene efter den 2. verdenskrig er interessen for at foretage sammenlignende produktivitetsundersøgelser vokset frem med stor styrke. Internationale produktivitetssammenligninger emnet for en beretning om et omfattende forskningsarbejde, på The National Institute of Economic and Social Research i London under ledelse af den emigrerede ungarske statistiker og økonom, dr. L. Rostas¹). Undersøgelsen var afsluttet og blev indgivet til den engelske regering i 1946, hvorefter den blev frigivet til offentliggørelse i 1948.

Bogen er delt i 2 hovedafsnit: 1. del, der er på 92 sider, indeholder de almindelig ₁ teoretiske overvejelser og hovedresultaterne af de konkrete sammenligninger produktiviteten i U.S.A. og Storbritannien, medens 2. del, der er på godt 150 sider, indeholder detaiilerede redegørelser for de undersøgelser, der er udfort inden for de enkelte erhvervsområder. I 1. del er indeholdt almindelige betragtninger om metoder og problemer ved produktivitetssammenligninger. Endvidere der foretaget forskellige undersøgelser af udviklingen i produktiviteten i den britiske og amerikanske industri i tiden siden århundredskiftet. Om rsagerne fundne produktivitetsforskelle findes en udførlig teoretisk redegørelse, hvori bl. a. refereres forskellige enkeltundersøgelser, foretaget af andre forfattere og institutioner. Til slut i 1. del gennemgås de fundne resultaters betydning for sammenligninger af levestandarden i de to lande, og i dette afsnit omtales forskellige af produktiviteten i landbruget, transporterhvervet og i ået hele de vigtigste erhverv uden for industrien.

Metoderne.

Dr. Rostas sammenligner produktiviteten i de 2 store industrilande Storbritannien U.S.A. Forfatteren har valgt at betragte arbejdskraftens produktivitet. Da produktionens størrelse også afhænger af andre produktionsfaktorer, vil en belysning produktionens effektivitet ikke i alle tilfælde kunne indskrænkes til at behandle arbejdskraftens produktivitet, men som indledning til produktivitetsstudier det sædvanligvis være det mest hensigtsmæssige valg, bl. a. fordi der foreligger langt flere oplysninger om den indsatte arbejdskraft end om nogen af de øvrige produktionsfaktorer.

Ved produktivitetsmålinger kan man som Claussen og Skade sondre mellem direkte og indirekte metoder'²). De direkte målinger sker på grundlag af oplysninger,indhentet de enkelte virksomheder specielt med henblik på produktivitetsmålinger.Ved fremgangsmåde er der gode muligheder for at fremskaffe sammenlignelige oplysninger. De indirekte målinger foregår hovedsagelig på grundlag af den allerede eksisterende officielle statistik, særlig produktionsstatistikkenog Forskellen mellem de to metoder er imidlertidikke artsforskel, men kun en gradsforskel. Der vil ved produktivitetsmålingerciter

---

1) L. Rostas: Comparative Productivity in British and American Industry. Cambridge University London 1948. 263 sider. Pris 18 sh.

2) Fl. Claussen og IT. X. Skade: Målinger af produktivitet, Nationaløkonomisk Tidsskrift 1950, s. 182.

målingerciterbegge metoder altid være behov for at vurdere, om de i forskellige virksomheder eller til forskellige tider fremstillede produkter er de samme eller kan sidestilles i henseende til forbrug af arbejdskraft. Ved de direkte målinger er det en fordel, at undersøgeren opnår en umiddelbar kontakt med det grundmateriale,hvorpå om produktionen og den medgåede arbejdskraft beror, men de direkte målinger er sædvanligvis de mest arbejdskrævende.

Rostas anvender den indirekte metode. I almindelighed skaffer han sig et udtryk
den samlede producerede mængde i tons eller antal stk. (eventuelt efter
at have foretaget en omregning af forskelligartede produkter til eet).

Som eksempel kan nævnes beregningerne for skotojsindustrien, hvor han fra
den foreliggende produktionsstatistik er i besiddelse af oplysninger om produktionens
af følgende 4 grupper fodtøj:

Herrefodtøj, Damefodtøj, Børnefodtøj, Andet fodtøj.

Af produktionsstatistikkens oplysninger om antal fremstillede par og den samlede beregnes den gennemsnitlige fremstillingspris pr. par i de 4 grupper og med gennemsnitsprisen for et par herresko som regningsenhed omregnes de andre former for fodtøj til herrefodtøj. Herefter benytter Rostas antallet af fremstillede par sko pr. arbejder eller pr. mandtime som udtryk produktiviteten i de 2 landes skotøjsindustrier. Han finder for U.S.A. i 1937 en gennemsnitsproduktion pr. mandtime på 0,67 par herresko mod 0,36 par pr. mandtime i Storbritannien. Sættes produktionen pr. mandtime i Storbritannien 100, bliver den 186 for U.S.A. På grund af forskellen i arbejdsugens længde (47,2 timer pr. uge i Storbritannien mod 36,1 timer pr. uge i U.S.A.) er forskellen i produktivitet mindre, hvis man betragter produktionen pr. arbejder i stedet for pr. mandtime. Rostas finder en gennemsnitlig årsproduktion pr. arbejder 1260 og 965 par herresko for henholdsvis U.S.A. og Storbritannien o« hertil svarer et indeks for U.S.A.'s produktivitet på 142.

Den foretagne omregning til herresko forekommer temmelig overflødig, da der
kun er ringe forskel i produktionens relative fordeling på de 4 grupper i de 2
lande, jfr. nedenstående tabel:

Andre omregninger først og fremmest under hensyn til forskelle i forarbejd -
ningsmåde og kvalitet — kunne synes mere påkrævede, men den foreliggende
officielle statistik har ikke indeholdt fornødne oplysninger hertil.

Det er ikke i alle tilfælde lykkedes forfatteren at skaffe sig oplysninger om de producerede fysiske mængder i de to lande. For maskinindustrien angiver den britiske statistik produktionen i tons, medens den amerikanske statistik angiver produktionen i antal maskiner. Som udtryk for produktiviteten har Rostas derforfor anvendt værditilvæksten pr. arbejder og omregnet efter valutakursen på $ udtrykt i £. Herom bemærker forfatteren i det specielle tabelafsnit(bogens del) meget knapt: »For så vidt valutakursen udtrykt i maskinerafviger

nerafvigerfra den sædvanlige valutakurs, er denne sammenligning vilkårlig«. Denne bemærkning refererer sig til en kort teoretisk omtale af den her anvendte metode i bogens generelle indledning (1. del). Forfatteren anfører her, at sammenligningenaf i 2 lande kan ske på grundlag af værditilvæksten pr. arbejder, men at metoden bl. a. forudsætter, at der fremskaffes en vurdering og sammenligning af priserne på de færdige produkter i de 2 lande, og at sammenligningenherefter på grundlag af en valutakurs, der udjævner prisniveauforskelleni 2 lande. Forfatteren er opmærksom på vanskelighederne ved denne metode: »The ascertainment of comparable prices is not easy, if possible at all«. Hans diskussion af denne metode er langt fra udtømmende, men ville også føre ind på nogle af de vanskeligste områder inden for udenrigshandelensteori. sammenligning af arbejdskraftens produktivitet i virksomheder eller industrigrene, der fremstiller differentierede varer kan metoden næppe i almindelighed sættes højt, end ikke ved sammenligninger af produktiviteten i virksomheder inden for samme land, thi selv om forskelle i råvarepriser, toldsatsero. her ikke spiller ind, vil forskelle i varernes markedsværdi fuldt ud gøre sig gældende i værditilvæksten.

Forfatterens teoretiske diskussion af de problemer, der er forbundet med sammenligninger produktiviteten på grundlag af den fysiske produktmængde pr. arbejder, er mere udtømmende. En af de største vanskeligheder ved internationale af produktiviteten er den forskellige industristruktur i de forskellige lande. Her skal blot nævnes nogle eksempler: Bomuldsvæverierne i U.S.A. er i virkeligheden både bomuldsspinderier og -væverier, medens bomuldsvæverierne Storbritannien modtager bomuldsgarn fra selvstændige bomuldsspinderier. samlede arbejdsmængde, der medgår til fremstilling af et bestemt bomuldsstof på bomuldsvæverierne i U.S.A., vil derfor omfatte væsentlig flere arbejdsprocesser end fremstillingen af et tilsvarende kvantum bomuldsstof i Storbritannien, og der ligger her en faldgrube ved statistiske sammenligninger. modtager skotøjsfabrikkerne i U.S.A. i større udstrækning de tilsvarende fabrikker i Storbritannien færdige, udstansede hæle og såler fra specialfabrikker, ligesom mange maskinfabrikker — herunder kan særlig automobilfabrikkerne — i U.S.A. i højere grad end i Storbritannien er samlefabrikker, der modtager de færdige enkeltdele fra specialfabrikker.

Forskelle i produkternes kvalitet kan undertiden frembyde store vanskeligheder: af automobilindustrien i de 2 lande har forfatteren måttet gennemføre ved at betragte antallet af fremstillede vogne som udtryk for produktionsmængden, uanset at de amerikanske vogne bl. a. gennemsnitligt har væsentlig kraftigere motor end de britiske.

Resultaterne.

De af forfatteren fundne resultater ved en sammenligning af 31 industrigrene i U.S.A. og Storbritannien i førkrigsårene 1935_—1939 synes at vise, at produktiviteten for industrien var mindst dobbelt så stor i U.S.A. som i Storbritannien. hensyn tages til den kortere arbejdsuge i U.S.A., findes produktionen mandtime at være næsten 3 gange så stor i U.S.A. som i Storbritannien. De 31 industrier omfatter i Storbritannien ca. halvdelen af industriproduktionen målt efter forædlingsværdien, medens de i U.S.A omfatter ca. 2/s af industriens samlede forædlingsværdi. Forbrugsgodeindustrierne er relativt bedre repræsenteret kapitalgodeindustrierne.

Nedenfor er gengivet nogle indekstal for produktiviteten i den amerikanske
industri, når produktiviteten i den britiske industri sættes til 100. Tallene refererer
fortrinsvis til 1937:

Disse tal viser for næsten alle de behandlede 31 industrigrene hen til så store forskelle, at der uanset de anvendte metoders undertiden meget betydelige usikkerhed har kunnet rejses tvivl om, at produktiviteten i den amerikanske industri virkelig var større i de omhandlede år end i den britiske industri, og udviklingen under og efter den anden verdenskrig har nærmest tenderet til at øge denne forskel.

Årsagerne.

Forfatteren har på forskellig måde forsøgt at efterforske årsagerne til de fundne
meget betydelige forskelle. Han deler årsagerne i specielle faktorer, der øver
indflydelse på forholdene i de enkelte industrier og generelle faktorer, der er

fælles for samtlige industrier. Blandt de generelle faktorer hæfter han sig særligved i maskinelt udstyr i de 2 lande. Forfatteren nævner, at det er indlysende, at den disponible maskinpark pr. arbejder vil afhænge af virksomhedensstørrelse. lille virksomhed har sædvanligvis ikke den fornødne omsætningog styrke, der kan muliggøre anskaffelse af kostbare maskinelleanlæg. virksomhedens størrelse er på den anden side bestemt bl. a. af markedets størrelse og karakter. Det er imidlertid givet, at anskaffelse af maskinerikke medføre en stor produktion pr. arbejder, med mindre produktionenbliver standardiseret til at give mulighed for økonomisk udnyttelseaf Forfatteren går med stor styrke ind for, at Storbritannien skal gøre et energisk arbejde for at undersøge betydningen af en mere vidtdrevenstandardisering. arbejde er siden taget op af forskellige engelske studiegruppermed resultat, at det britiske standardiseringråds arbejde har fået et omfang som aldrig før. En rationel udnyttelse af industriens muligheder for forhøjet effektivitet synes at være uløseligt forbundet med standardisering, simplificeringog

På forhånd må det antages, at den større mekanisering i den amerikanske industri skulle give sig udslag i en relativt større anvendelse af funktionærer, ligesom det måtte formodes, at der med større mekanisering skulle følge en større anvendelse af »indirekte arbejdere«, dvs. arbejdere beskæftiget ved maskinvedligeholdelse -reparation, produktionsplanlægning etc. I den foreliggende undersøgelse begge spørgsmål behandlet. Der er betydelige vanskeligheder forbundet en sådan undersøgelse, fordi de statistiske oplysninger ikke er til stede (dette gælder spørgsmålet om »indirekte arbejdere« i forhold til »direkte arbejdere«) eller ikke uden videre kan sammenlignes (dette gælder funktionærerne). dette forbehold angiver forfatteren imidlertid, at der ikke synes ai være større forskelle i beskæftigelsen af funktionærer pr. 100 arbejdere i de to lande. I begge lande var der i industrien under eet i førkrigsårene gennemsnitligt ca. 15 funktionærer pr. 100 arbejdere.

Formålet.

Hovedvægten i forfatterens arbejde ligger på sammenligningerne af arbejdskraftens inden for de forskellige industrigrene, og afsnittene om de enkelte industrier indeholder mange lærerige iagttagelser, som dels er hentet fra gennemgangen af en omfangsrig litteratur, dels stammer fra konferencer med sagkyndige fra den engelske industri.

Forfatteren angiver, at målet for hans arbejde har været at kaste lys over spørgsmål, der vedrører realindkomster og levestandard i forskellige lande. Hans argumentation er den enkle, at arbejdskraftens produktivitet, dvs. produktionen pr. arbejder, giver udtryk for, i hvor stor udstrækning det er lykkedes de forskellige at udnytte deres foreliggende resourcer. Sammenligninger af produktionen arbejder er ikke tilstrækkelige som grundlag for sammenligninger af den gennemsnitlige realindkomst i 2 lande, idet bl. a. spørgsmål om bytteforholdet landets eksport- og importvarer bliver af betydning for befolkningens realindkomst og levestandard. Disse spørgsmål har forfatteren ikke beskæftiget sig særligt indgående med. I et afsnit om produktivitet og levestandard nævnes denne komplikation ikke; den har desto større betydning, jo større udenrigshandelen indbygger er, og den vil således øve større indflydelse for lande som Storbritannien og Danmark end for U.S.A.

For at afrunde billedet har forfatteren — nærmest som en skitse — tilføjet
nogle summariske undersøgelser af produktiviteten uden for industrien. Han anforerselv,

forerselv,at disse undersøgelser er forbundet med endnu større usikkerhed end undersøgelserne af industriens produktivitet. Da de anvendte metoder i princippeter samme som for industrien, er der kun anledning til at nævne nogle enkelte af de hovedresultater, forfatteren når frem til:

Når produktiviteten i Storbritannien i 1935—1939 sættes lig 100, findes følgende
for produktiviteten i U.S.A.:

Disse sammenligninger viser, at U.S.A.'s overlegenhed ikke er så stor i byggeri og landbrug som i industri. Forskellen i arbejdskraftens produktivitet inden for minedrift henføres hovedsagelig til forskelle i de naturgivne vilkår. Det samlede af sammenligningerne bliver, at den gennemsnitlige realindkomst målt i fysiske goder pr. indbygger i årene 1935^—1939 i U.S.A. skulle ligge 60_— 80 % over den gennemsnitlige realindkomst pr. indbygger i Storbritannien. En del af forskellen i levestandard kommer ikke til udtryk i disse tal, idet den beror på den kortere arbejdsuge og deraf følgende større længde af fritiden, som den amerikanske befolkning nyder godt af.

Forfatteren uddrager som konklusion af sine undersøgelser det hovedresultat,
at den britiske befolknings levestandard lettest kan forøges ved at forøge produktiviteten
industrien.

Det er vanskeligt at bedømme, hvor megen indflydelse dr. Rostas' arbejde har halt på den britiske befolknings holdning over for industriens efterkrigsproblemer, i det intensive arbejde for produktivitetens forøgelse, som i de sidste år er udført i England, nævnes dr. Rostas som en banebrydende pioner. Der er endnu mangfoldige problemer af prakiisk og teoretisk art at behandle i spørgsmålene produktivitet og levestandard, og man må med forventning se frem til denne forfatters fremtidige arbejder.

Werner Rasmussen.