Enrico Hansen: Virkningerne for realkreditten det offentliges inddragning af grundværdien. Berlingske Bogtrykkeri, Kbhvn. 1950. 115 sider.

Dette arbejde er med et resumé af kreditforeningsdirektør Thorsteinsson fremlagt som dansk redegørelse ved et samrådsmøde mellem nordiske realkreditinstitutioner i København sommeren 1950. Anledningen til, at en sådan redegørelse er fundet ønskelig, er naturligvis, at spørgsmålet om den fuldstændige stændigeinddragelse af jordrenten her i landet fået politisk aktualitet.

Man har valgt at lade en udenforstående udarbejde redegørelsen, men man kan vel gå ud fra, at rammerne har været givet sammen med opgaven, og man ville derfor vente en rent saglig og alsidig belysning af det, der angives som dens emne.

En væsentlig del af bogen har imidlertid karakter af et almindeligt aktorat mod grundskyldsbevægelsens de politiske partiers mere eller mindre klart udformede krav og planer om gennemførelse af fuld grundskyld, ligesom fremstillingen iøvrigt bærer præg af ensidighed. Spørgsmålet om realkredittens stilling ved selve gennemførelsen, som dog måske er det nærmeste og vigtigste, har derimod fundet plads indenfor redegøreisens

Man kunne vel også under hensyn til realkredittens omfang og samfundsmæssige betydning have ventet en belysning af grundskyldsspørgsmålet et alment samfundssynspunkt fra ejendomsbesiddernes som baggrund for behandlingen af realkredittens snævrere problemer.

Indledningsvis gives der et kort overblik over jordrenteteoriens udvikling, der munder ud i, at nyere økonomisk teori og navnlig (i. Cassels kritik af ældre teorier om jordrentens i prisdannelsen har kuldkastet teoretiske grundlag, som grundskyldsbevægelsen på.

Erkendelsen af at skat på »naturjorden« — for at følge Cassels terminologi — ikke kan overvæltes burde have ført til frugtbar tvivl om dette resultats rigtighed. Det synes ikke at have stået forfatteren klart, at spørgsmålet hvorledes jorden indgår i prisdannelsesprocessen, med eller i særstilling overfor andre produktionsfaktorer, er et ganske andet end spørgsmålet om, hvem jordrenten tilfalder, eventuelt bør tilfalde. sociale og økonomiske virkninger af at overføre jordrenten til samfundet må fortrinsvis knytte sig til ændringen i ejerforholdet, også kapitaliseringsprocessens med bortfald af de hertil knyttede og spekulationsmuligheder.

Kritikken af de foreliggende politiske forslag retning af inddragelse af jordrenten er ikke af udpræget principiel karakter, idet forfatteren udtryk for, at alle fremtidige grundværdistigninger, der skyldes samfundets vækst og udvikling bør tilfalde samfundet — iøvrigt uden at der gives nogen nærmere begrundelse for dette eller for det stærkt fremhævede synspunkt, at der bør ydes erstatning for de allerede eksisterende grundværdier. — Samtidig gøres det imidtid at det kræver et personligt initiativ ejeren at »fremkalde« grundværdistigningen, at dette initiativ kræver i hvert fald en del af stigningen som nødvendig Der synes her at være sket en tankeforskydning fra jordrenten til udnyttelsesmulighedens der ikke er afhængig af udnyttelsen, medens jordrenten unægtelig kun kan realiseres ved indsats af initiativ, arbejde og kapital med dertil hørende aflønning, meget vel med ejeren som sleeping partner.

løvrigt bygger kritikken overvejende på de gammelkendte betragtninger over de praktiske ved at skelne tilstrækkelig vurderingsmæssigt mellem det samfundskabte og det af den enkelte ejer frembragte og navnlig på forfatterens særlige syn på vurderingen under fuld grundskyld, der tillige er et væsentligt grundlag for behandlingen realkredittens stilling.

Kort sammenfattet kan forfatterens syn på vurderingen udtrykkes således: Under fuld grundskyld kan man vel vurdere de enkelte grundarealer i rigtigt indbyrdes forhold, men da grundprisen falder bort, vil det ikke være muligt at få objektive udgangspunkter for eller objektiv kontrol med vurderingsniveauet, som derfor må blive vilkårligt, dikteret af vurderingsmyndighederne eller af samfundets ledende myndigheder, og ejendomsbesiddere og panthavere vil derfor komme ud for en risiko, der vil hæmme initiativet og indskrænke for lån i bygnnger ni. v., desto mere, jo større vægt grundværdien i forhold til resten af ejendomsværdien.

Der foreligger her en overvurdering af den betydning de forholdsvis få salg af nøgen jord har for det praktiske vurderingsarbejde. I sig selv er salgsprisen for jord som for fast ejendom i det hele kun et afledet udtryk for bedømmelsen af brugsværdien, som derfor er vurderingens egentlige og langt mere omfattende grundlag.

Selv om kapitalisering af jordrenten ikke mere finder sted, vil bedømmelsen af, hvad der kan betales i årlig jordrenteafgift — eller om det findes hensigtsmæssigt den grundværdi jorden kan forrente efter en given rentefod — for den kyndige køber, bruger eller vurderingsmand være lige så let eller lige så vanskelig som før, og de objektive for markedets prisdannelse i form af husleje, forpagtningsafgifter o. 1. vil foreligge i samme omfang til kontrol yed vurderingen, og yderligere vil det være en støtte for den rette vurdering, at salgspriserne bebyggede ejendomme fremtidig kun giver udtryk for værdien af bygninger og forbedringer, og at den usikkerhed falder bort, der i handel og vandel ganske særlig i byernes udviklingsområder knytter sig til kapitaliseringen forventningsværdierne.

løvrigt forekommer det temmelig klart, al hvis der — som af forfatteren antaget — kan foretages en ligelig vurdering, d. v. s. en rigtig bedømmelse af forskelle i brugsværdi forrentningsevne fra de ringeste næsten jorder op til de bedst beliggende da må også det rette vurderingsniveau være bestemt med stor nøjagtighed.

Behandlingen af vurderingsspørgsmålet må siges at være det centrale i fremstillingen. Med hensyn til selve hovedemnet gives der som naturlig baggrund for betragtningerne over belåningsmuligheder og belåningsvilkår efter fuld grundskylds gennemførelse en række nyttige positive oplysninger dels om de gældende vurderingsregler, dels om de foreliggende ansættelser af grundværdi og ejendomsskyldværdi i relation til ejendomspriser behæftelse til belysning af, i hvilket den offentlige grundskyldsprioritet i stedet for den sikreste del af behæftelsen, og af størrelsen af de resterende ejendomsværdier, der herefter bliver realkredittens

Men betragtningerne over realkredittens fremtidige vilkår og ejernes lånemuligheder på dette grundlag beherskes næsten udelukkende forudsætningen om usikkerhed og vilkårlighed i grundvurderingen, der fører forfatteren til det resultat, at der kun kan regnes med kortfristede dyre lån, hvor grundværdien ikke er rent übetydeligt; forfatteren end ikke fundet anledning til at undersøge betydningen af det værn overfor konjunkturnedgang som grundskyldsprioriteten yde såvel ejerne som panthaverne, og kommer heller ikke ind på de mere almene virkninger af, at lånekapital, der søger anbringelse fast ejendom, vil være henvist til overvejende at tjene frembringelsen af nye realværdier i form af nybygninger og forbedringer.