Såfremt anmelderen ikke finder den anmeldte übetinget god eller übetinget dårlig, han meget let den risiko, at anmeldelsen slagside. Den negative kritik kommer til at dominere, fordi den til stadighed begrundes nøje.

Hvad Erling Petersens bog om Keyneslærenog betydning for den økonomiske politik angår, synes man at kunne undslippe denne knibe ved at anmelde den i to dele. Bogens første del (s. 3—73) er en god og instruktiv fremstilling af hovedtrækkene i Keynes' »General Theary«. Anden del (s.

73—117), som handler om teoriens betydning for den økonomiske politik, rammer derimod efter anmelderens mening stort set ved siden af i sin kritik. Den bygger på formodninger om motiver bag den økonomiske politik, som efter anmelderens opfattelse ikke er til stede, og hele kritikken kommer derfor til at svæve i luften på en ejendommelig måde.

I. Hovedtrækkene i Keynes »General r/icory«.

Det er vanskeligt at gengive hovedtræk af et så vidtspændende arbejde som »General Theory«. I den henseende har Erling Petersen haft en meget heldig hånd. Denne del af bogen kan varmt anbefales. Dels kan den være særdeles nyttig for den, som første gang skal sætte sig ind i Keynes' tankegang, og som her får en i god betydning orientering, en oversigt, som kan være særdeles nyttig, inden han vover sig ind i originalens mylder af strøtanker. Dels kan den være en nyttig repetitionsbog for den, som een gang har fordøjet teorierne, men som ikke plejer daglig omgang med dem.

II. Teoriernes betydning for den økonomiske politik.

Det er med en ikke ringe spænding — næsten begærlighed — man kaster sig over denne del af bogen. Forfatteren bebuder, at han vil demonstrere, hvorledes de forudsætninger, lå til grund for »General Theory«, nu er ændret så stærkt, at teorierne er blevet farlige. Man håber på en gennemgang af omstillingsproblemer og måske også en gennemgang det »åbne« samfunds vanskeligheder, jo er meget stedmoderligt behandlet Keynes. Men man føler, at man får stene for brød, når det viser sig, at ndringen forudsætningerne består i, at vi nu ikke længere har massearbejdsløshed, men i stedet har opnået (til tider) overfuld beskæftigelse. forudsætninger er altså afgørende siger Erling Petersen, men ikke destomindre hager man sig fast ved den keyneske underbeskæftigelsespolitik og dens midler. Til trods for, at man nærmest har overfuld beskæftigelse, fortsætter man med de billige penges politik.

Anmelderen har selv ved lejlighed deltaget i argumentationen for »de billige penges politik« men han føler sig ganske fremmed for de motiver, Erling Petersen nævner. Han har aldrig benægtet, og han tror heller ikke, at andre, som ligger på samme linie, vil benægte, at den medicin, Keynes i en depressionsperiode, kan komme til anvendelse med modsat fortegn i en inflationsperiode. Sagen er jo så åbenbart klar, at Erling Petersens motivskildring nærmest betragtes som et mistillidsvotum til den almindelige sunde forstand hos de økonomer, går ind for »de billige penges politik«. naive er de dog næppe. Men dels kan der jo være en — erfarings- og milieubetinget? forskel i det beskæftigelsesniveau, man mener bør tilstræbes. Dels var der en lang overgang, hvor en forening af restriktiv finanspolitik og forholdsvis ekspansiv pengepolitik var mulig og ønskelig ud ira et genopbygningssynspunkt. Det er dog tænkeligt, dette motiv har virket for fremmed for Erling Petersens oplæg, som er stærkt kvantitetsteoretisk præget. Endelig har der bl. a. hos anmelderen i de tilfælde, hvor en begrænsning af investeringsaktiviteten var ønskelig, en stærk mistillid til, at dette hensyn blev varetaget bedst gennem en almindelig Når beskæftigelsesspørgsmålet i landet er kommet ind i debatten, det jo heller ikke været af den grund, at man har frygtet, at en vis pengepolitisk skulle bringe beskæftigelsen i fare. Men der er blevet peget på, at ville man føre så restriktiv en pengepolitik, man derigennem skulle løse valutaproblemerne, det ikke kunne ske uden reduktion af beskæftigelsen.

Da Erling Petersen således bygger sin kritik antagelsen af motiver, som næppe har været til stede hos ret mange, medens han går uden om de egentlige motiver bag »de billige penges politik«, kommer denne del af bogen til at virke underligt interesseløs — for den, der søger orientering nærmest vildledende.

I bogens slutning søger Erling Petersen at rehabilitere kvantitetsteorien og dens postulat om en direkte sammenhæng mellem pengemængdeog »Det har f. eks.«, skriver han, »vært vanlig å påstå at overskuddskjøpekraftenriktignok

kjøpeevne, men den faktiske effekt den vil ha, avhenger av kjøpeviljen. Kjøpeviljen er igjen en forholdsvis übestemt og vanskelig målbar størrelse, som man vilkårlig kan tilleggeden som passer inn i den øvrige analyse. På den maten kan man lett omgå hele problemet«.

Da nu disse og en lang række andre begreber fremkommet i et forsøg på en forklarende af kvantitetsteoriernes > velocity«, det være interessant at se, hvilken dom Erling Petersen vil fælde over dette begreb.

Heinrich Schlebaum Larsen.