Økonomisk Velferdsteori, Notater fra professor forelesninger i høstsemestret 1949 og vårsemestret 1950. Utarbeidet av Arne Amundsen og Hans Jacob Kreyberg. Universitetets Institutt, Oslo 1950. 116sider. Pris: 4,00n. kr.

Socialøkonomisk Institutt i Oslo har i længere drevet en fortjenstfuld virksomhed med at udarbejde referater av vigtigere forelæsninger; skrives av instituttets assistenter under lærernes tilsyn og blir udsendt stencileret form, og nogle av dem indgår i instituttets løbende serie av stencilerede som studenter og andre interesserede kan abonnere på. Instituttets stencilmemoer har imidlertid bud til en langt videre kreds end studenterne i Oslo, og ikke mindst må det påkalde almindelig interesse blandt nordiske økonomer, når instituttet udsender referat av professor Haavelmo's gennemgang av velfærdsøkonomiens teoretiske hovedproblemer, selv om det kun drejer sig om en stencileret udgave, som forelæseren og referenterne ikke vil ta det fulde ansvar for på samme måde, som hvis arbejdet havde foreligget trykt i endelig form.

Forelæsningerne — der m. h. t. disposition og problemvalg har draget nytte av Pigou's »Economics of Welfare« — indledes med en definition av velfærdsteoriens opgave. Medens den »egentlige« økonomiske teori væsentlig har søgt at forklare markedsmekanismerne under forskellige markedsformer — hvorledes der danner sig ligevægt o. s. v. — uden at drøfte, hvorvidt slutresultaterne er gode eller dårlige ud fra et vurderingssynspunkt, interesserer sig netop for karakteren disse slutresultater, og det velfærdsøkonomiske blir da at studere alternative økonomiske systemer eller markedsmekanismer at finde frem til det eller de systemer, som har visse optimale egenskaber. Velfærdsbegrebet kommer ind på alle de områder av den økonomiske teori, hvor det er nødvendigt at operere med præferenceskalaer et sæt av mulige økonomiske så snart der er fastlagt en entydig præferenceskala, for et enkelt individ for en gruppe som helhed, er velfærdsteoriens problemer reduceret til rent analytiske problemer. De virkelige problemer i velfærdsteorien går da ud på at studere selve spørgsmålet om valg av præferenceskala for en gruppe individer eller for et samfund som helhed, når der ikke gives nogen oplagt eller entydig måde at summere de enkelte individers præferencer på.

Haavelmo undersøger da først, hvilke resultater kommer til, hvis man — som Pigou — bruger nationalindtægten som mål for den samfundsmæssige velfærd ud fra den betragtning, der for det enkelte individ er samvariation indtægt og totalnytte. Hvis man godtager Pigou's forudsætning, at dét har mening at måle individernes totalnytter på en sådan måde, at man kan summere dem, så er det klart, at man altid kan sige, hvilket en række alternative markedspunkter der repræsenterer den størst mulige velfærd; det er da muligt entydigt at avgøre, om en given nedgang i nationalindtægten kombineret med en given udjævning av indtægtsfordelingen øge eller mindske den samlede velfærd. Men forudsætningen om summering av de enkelte individers totalnytte kan man jo ikke så godt acceptere, og spørgsmålet blir da, om man kan sige noget om de velfærdsmæssige konsekvenser av ændringer i indkomstfordelingen, man opgir forudsætningen om nyttens direkte målbarhed og nøjes med at bygge' på de forudsætninger, som ligger til grund for de enkelte individers indifferenskort

Her benytter Haavelmo sig av Parelos princip, der definerer velfærdsoptimum som en situation, hvor det ikke er muligt at bringe et eneste individ op på et højere indifferensnivåuden bringe et eller flere andre individerned et lavere indifferensnivå. Ud fra denne definition kan man sige, at en forandring,hvorved eet individ kommer op på et højere indifferensnivå, uden at nogenandre kommer ned på et lavere nivå, repræsenterer en velfærdsøgning. Man befinder sig her på langt sikrere grund m. h. t. objektivitet, end når man definerer velfærd som nyttesummen, men det er unægtelig en svaghed, at Pareto's princip ikke kan sige noget om avgørelser, der fører til, at nogle individers totalnytte stiger og andres synker. Pareto-optimalitet er m. a. o. ikke nogen tilstrækkeligbetingelse

strækkeligbetingelsefor, at man kan sige, at en bestemt situation repræsenterer et maksimalt velfærdsnivå; princippet accepterer jo altid udgangssituationen, uanset hvor »uretfærdig«den En nærmere analytisk gennemgangav betingelser, som Paretooptimalitetfører m. h. t. allokeringen av produktionsfaktorerne og fordelingen av produktionsresultatet,viser også, at Pareto's princip, som man måtte vente, ikke fører til nogen entydig bestemmelse av et tilpasningspunkt.Princippet ikke selve hovedproblemetved

For at komme udover denne übestemthed kunne man da indføre en indikatorfunktion for den samfundsmæssige velfærd, ganske analog med de indikatorfunktioner for de enkelte totalnytte, man opererer med i valghandlingsteorien. Velfærdsoptimum er da den situation, der repræsenterer maksimum denne velfærdsfunkiion under de bibetingelser, der ligger i, at der er visse definitionsmæssige, organisatoriske og institutionelle sammenhænge mellem de indgående Haavelmo viser analytisk, at hvis man har en velfærdsfunktion, der udelukkende av de enkelte individers totalnytter, så vil maksimum av denne funktion repræsentere en Pareto-optimal Dernæst viber maksimumsbetingelserne, det, at man fastlægger en bestemt velfærdsfunktion, indebærer, at man fastlægger et system av vægte (vurderingskoefficienter), angir den »samfundsmæssige som tillægges hvert enkelt individ eller gruppe av individer. Valget et bestemt markedspunkt må altså til syvende og sidst implicere en vurdering av de enkelte individers eller gruppers samfundsmæssige velfærdsøkonomiens hovedproblem med andre ord ikke løses vurderingsfrit. »Det er i grunnen bare« — siger forf. — »når en avveiing har ført til et markedspunkt som ikke er Pareto-optimalt at en kan si at det kan tas en avgjørelse som ikke innebærer særlig mye vurdering«; kun da er det muligt at forbedre situationen for nogle individer, uden at det bliver på bekostning andre.

I praksis bliver der ikke alene tale om at vurdere forskellige mulige markedspunkter, men også om at sammenligne forskellige økonomiske idet et bestemt markedspunkt v. s. en bestemt fordeling av varerne, og indsatserne) kan tænkes gennemført flere forskellige økonomiske systemer; i princippet er det f. eks. muligt at gennemføre frikonkurrencesystemets markedspunkt hjælp av et system med detaljerede reguleringer, d. v. s. under et helt andet syslem frikonkurrencen. Disse problemer behandles nærmere i et avsnit om »Økonomisk og økonomisk velfærd«, som vil være kendt fra Haavelmo's forelæsninger i København og Århus i 1949 (avsnittet har også været trykt i Statsøkonomisk Tidsskrift 1949 i en revideret version). Herunder kommer nærmere ind på begreberne »ufrivillige og overbestemte systemer.

Det er klart, at betingelserne for samfundsmæssigt ikke er fuldstændigt så længe man ikke — ved valg av vurderingskoefficienter for de enkelte individer har fastlagt en velfærdsfunktion for hele samfundet. Der er imidlertid visse nødvendige betingelser, som kan udledes uavhængigt hvilken velfærdsfunktion man vælger; hvis disse betingelser — som Haavelmo analytisk ved at maksimere velfærdsfunklionen den bibeiingeise, som ligger i produktionsfunktionen, og derpå eliminere — ikke er opfyldt, vil det altid være muligt ved en anden udnyttelse øge velfærden således, at nogle individer får øget deres totalnytte, uden at andres går ned (jfr. Pareto's princip). Haavelmo da frikonkurrence- og monopoltilfældet henblik på, om den tilpasning, fremkommer under disse to markedsformer, disse nødvendige betingelser for samfundsmæssigt velfærdsoptimum. problemer illustreres på en meget anskuelig måde ved et enkelt numerisk eksempel.

Bogen slutter med et avsnit om »Reguleringsproblemerfor oppnå optimal velferd«,hvor undersøkes, hvorledes man ved offentlige indgreb (f. eks. skatter, subsidierog offentlige »styringsparametre«) kan ændre markedsforholdene på en sådan måde, at tilpasningen kommer til at give en

løsning, hvor det ikke længere er muligt at øge totalnytten for noget individ, uden at det går ud over andre (Pareto-optimum), eller — hvis velfærdsfunktionen er givet — en løsning, der repræsenterer et absolut veLfærdsoptimumunder givne sæt av vurderingskoefficienterfor enkelte individer. Haavelmo giver i dette fængslende avsnit en hel lille fremstilling av interventionismens generelle teoretiske grundlag.

Hermed være bogen anbefalet som en overordentlig og velskrevet introduktion til velfærdsøkonomien. Let at læse er den ikke, men arbejdet lønnet sig. Matematikskræk bør ikke avholde nogen økonom fra at læse bogen; en væsentlig dels vedkommende er fremstillingen matematisk, men det er tilstrækkeligt ha kendskab til de almindelige regler for maksimering og differentiering av funktioner, og bogen indeholder iøvrigt et særligt avsnit, hvor der blir gjort rede for maksimering under bibetingelser. Det er noget en overtro, at matematisk fremstilling altid gør en bog sværere at læse; har man først overstået besværet med at sætte sig i den oftest ganske simple matematik, der bruges matematiske økonomer, går det hele meget lettere, og man blir ganske anderledes i stand til at følge og kontrollere forfatterens tankebaner.