R. F. Hurrod: The Life oi John May närd Keynes. Macmillan, London 1951. G56 sider. Pris: 25 sh.

Delte er en biografi af John Maynard Keynes, of King's College, Cambridge, okonom, spekulant. publicist, finansmand, nuecen, okoiio:r.isk eksport ior sit land under to verdenskrige.

Keynes var født i 18815, og Mr. Ilarrod giver os en udførlig beretning om hans livslob til hans død i 19-10. Vi ser, hvordan Maynard vokser op i. Cambridge, og vi følger ham iii Eton og tilbage til fødebyens universitet. Vi får at vide, hvordan Keynes ad bugtede veje, efter eksamen i matematik, nogle forelæsninger Marshall, adgangseksamen til civil service, ansættelse i India Office, studium af sandsynlighedsteori, i 1908 havnede på et tilfældigvis lektorat i nationaløkonomi i Cambridge. Vi finder ham under den første verdenskrig i finansministeriet som en godt trediveårig øverste leder af Englands internationale og valutaforhold. Og efter krigens ophør som finansministeriets repræsentant i Versailles, indtil han i protest fredsforslagets økonomiske betingelser sig sin stilling og skrev den bog om fredens økonomiske folger, der straks gjorde hans navn kendt verden over.

Vi får derefter beretlet om Keynes' mangesidede i mellemkrigsårene. I denne periode skrev han de værker, der blev diskussionsemne alverdens økonomer. I en lang række artikler, taler og pjecer, oftest stærkt kritiske over for regeringernes handlemåde og almindeligt anerkendte synspunkter, tog han desuden livligt del i debatten om den økonomiske lians aktuelle artikler fremkom navnlig i Manchester Guardian og i det liberale The Nation, i hvis ledelse han tog aktivt del. Keynes var redaktør af Economic og han var bursar for King's College, hvis »inanscr kom ind i en hidtil ukendt blomstringsperiode, takket være KeylH's' lH's'uortodokse investeringsprincipper. lian holdt endelig også forelæsninger i Cambridge, ir.t-n dog lam i temmelig begrænset omfang.

Mere end halvdelen af tiden tilbragte han i London, hvor han bevægede sig i vidt forskeliige I City var han formand for et stort iorsikringsselskab og medlem af bestyrelsen vi andel. Selv grundlagde ban en formue ved terminsspekulation i fremmed valula og på varebørserne, og han forøgede den til endnu mere anselige dimensioner ved heldige indkøb ;u akiier, bi. a. ameriKanske public Utilities. (Ru stor del af pengene blev testamenteret til King's College). I mellemkrigsårene man vel også engang hnellem Keynes i "Whitehall, f. eks. som medlem af Macmillan Committee, men han var dog i denne periode som helhed outsider, kætter og kritiker.

Når dagens arbejde var gjort, samledes Keynes i Bloomsbury med en kreds af venner, der bl.a. omfattede forfatterne Lyt'on Strachey og Virginia Wooif, kunstkritikeren Roger Fry og malerne Duncan Grant og Vanessa Bell, et selskab hvor samtalerne var et utrætteligt intellektuelt ping-pong og banaliteter den överste dødssynd. Eller man havde begivet sig i teatret for at beundre en af Diaghilevs eller Massines balletter. I 1925 blev Keynes gift med ballerinaen Lydia Lopokova, og det varede ikke længe, før hans organisationstalent og økonomiske indsigt også kom forskellige balletselskabertil Senere byggede han for egen regning et teater i Cambridge og forærededet år efter til byen og universitetet.På tid havde han også taget en gård i Tilton i forpagtning og fordybede sig lejlighedsvis i diskussion med sin bestyrer om landbrugets driftsproblemer. Når dagens borslistevar kom turen til antikvarboghandlerneskataloger. igennem samledeKeynes gamle, sjældne bøger (filosofi og elisabethansk skønlitteratur), og det må understreges, at han læste bøgerne. Også malerkunsteninteresserede

lerkunsteninteresseredeham. og han erhvervedeefterhånden
smuk malerisamling.

Under den anden verdenskrig blev Keynes rådgiver for finansministeriet, medlem af bestyrelsen Bank of England, baron og medlem Overhuset. Han rykkede altså nu selv ind i nogle af institutioner, hvis synspunkter og politik han i mellemkrigsårene havde kritiseret hårdt. Som Austin Robinson udtrykte i en nekrolog i Economic Journal 1947: Kassandra forvandledes til det delfiske orakel. Skønt Keynes fra 1937 led af en alvorlig øvede han også under den anden verdenskrig og i det første efterkrigsår meget betydelig indsats, især som rejsende finansiel ambassadør til U.S.A. Han udarbejdede sin storslåede plan om en international han var leder af den engelske delegation ved Bretton Woods-forhandlingerne 1944, der resulterede i oprettelsen den internationale valutafond og den internationale bank. og han førte i 1945 forhandlingerne Lend-Lease-programmets afvikling det store amerikanske lån til England.

Det er der altsammen i Mr. Harrods bog, og alligevel er det, som om det ikke rigtig samler sig til en helhed, opbygget efter faste linjer. Fremstillingen er ordnet strengt kronologisk. Man finder derfor i kapitlet »Return to the Gold Standard« omtalt Keynes' bryllup med Lopokova, og kapitlet »The General Theoryhandler om hans virksomhed som teaterdirektør Cambridge, hans sygdom og hans bogsamling. Og så har Mr. Ilarrod hobet detaille oven på detaille, indtil der er blevet over 600 sider ialt. Der er gjort nøje rede for alle Keynes' ferier, og engang omkring århundredskiftet hentede han en hat, som var blæst af hovedet på en ung, kvindelig krøbling. Keynes, der i diskussionen med fagfa-ller være så grov og arrogant, var på bunden a gentle soul.

Der er ikke gjort forsøg på nogen dyberegående af Keynes' videnskabelige livsværk eller af den indflydelse, han udøvede på samtidens tankestrømninger og økonomiske politik. Tiden er vel heller ikke endnu moden til at fælde nogen afgørende dom i disse spørgsmål. Bogen er en levnedsskildring. Den del, der er lykkedes bedst, er nok beskrivelsen det milieu, Keynes voksede op i, skildringen de kredse, han senere færdedes i, og omtalen af ungdomsårene og de tanker, der optog ham og påvirkede ham i dette betydningsfulde

Keynes' fader var lektor i logik og nationaløkonomi universitetet i Cambridge. Moderen aktivt del i forskelligt socialt velfærdsarbejde. voksede altså op i et senvictoriansk universitetsby-milieu. Cambridge skriver Mr. Ilarrod, »the home of ancient traditions*, men på samme tid »a progressive place, selv om der var »certain stricl rules and conventions which must not be violated. . . . Cambridge was an important constituent of England. She trained a large proportion of those destined to guide public opinion and to execute policy Reform, in the hirse-, as the smaller, snhere. was to

laiyvi, as ii;e binaiitr, spiiei e.

be achieved primarily and principally by the discussion of intelligent people. In all vital matters their view would prevail. Public opinion would be wisely guided. The existing stability, the need none the less for caution in advance, and the certainty that advances on a cumulative scale wc uld be achieved, were taken for granted.«

Mr. Ilarrod mener, at »the life-work of Keynes will be seen, in part, as an expression of this Cambridge civilisation, both in its stability and self-confidence and in its progressiveness«.Keynes ganske vist til det slægtled, der gjorde op med victorianismen.Ikke intet finder vi ham i hans studenterår i selskab med Ly 11 on Strachey og andre unge rebeller, som bl. a. ivrigt diskuterededen filosoffen G. E. Moore hævdedepåstand, det gode ikke lader sig objektivt definere, men kun kan indses ad intuitiv vej, en teori, der i Cambridge blev opfattet som en anvisning på al tage alting op til ny vurdering. Også i sin videnskab blev Keynes jo en billedstormer og han tog til orde for en politik, der fik mange til at betragte ham som »a mischievous radical«. Men han havde oplevet at se, hvordan der på faretruende vis blev rokket ved stabiliteten i det samfund, han var opvokset i, og hans mål var at få gennemført de tilpasninger, der var nødvendige for, at de bedste elementer i den

gamle kultur kunne blive bevaret under de
nye vilkår.

Har Mr. Harrod således skilt sig ganske godt fra den opgave at skildre Keynes' milieu og baggrund, kan det ikke nægtes, at man er noget mindre tilfreds med den måde, hvorpå han har røgtet et andet af sine naturlige hverv: at fortælle om, hvordan Keynes virkede på sine samtidige, at give os et billede af hans personlighed. Mange havde jo allerede før Keynes' død ikke blot læst hans skrifter, men også ad forskellige veje hørt om hans mange andre gøremål. Når man åbner en Life of Keynes, håber man derfor at finde et virkeligt af denne mærkelige mand med de mange og store talenter, økonomen, hvis skrifter man frem for nogen andens har læst og diskuteret i den sidste menneskealder, pamflettisten, der gjorde sine meninger til en bevægelse, hvis tilhængere undertiden betragtede selv som frelste og anderledes tænkende vantro, teoretikeren, der også beherskede finansielle praksis og med lige stor iver kastede sig over abstrakte ræsonnementer administrative detailler, manden, der livet igennem bevægede sig i de højeste cirkler i videnskabens, politikkens, finansernes, og kunstens verdener, den stimulerende forelæser, den skarpe debattør, i overtalelsens kunst — og i samtalens, om så vidt forskellige emner som filosofi, ballet, malerkunst og politik.

Harrod giver ganske gode portrætskitser af nogle af bipersonerne, især fra Bloomsburykredsen, når man vender sig mod bogens synes man undertiden kun at se ham i skyggeagtige omrids. Det skorter ikke Harrod på beundring for sin helt. Han har meget svært ved overhovedet at se nogen mangel ved Keynes, skønt han samvittighedsfuldt at andre gjorde det og navnlig Keynes for übestandighed. Harrod ikke, at Keynes helt kan sidestilles med Adam Smith og Ricardo som økonom, men når man tager hans øvrige talenter i betragtning, Harrod — ved en ikke nærmere angiven beregning — til, at Keynes måske alligevel var den største. Han indlader sig endog på spekulationer over, hvorvidt den anden verdenskrig kunne være blevet undgået, hvis Keynes var blevet nr. 1 i stedet for nr. 2 ved civil service eksamen i 1906 og derfor var blevet ansat i finansministeriet i stedet for India Office. Den læser, der ikke personligt oplevet Keynes, har svært ved at lade sig henrive til en lignende begejstring, og man får heller ikke rigtig af bogen indtryk af den personlighedens trolddomskraft, der åbenbart kunne tvinge Keynes' omgivelser til betingelsesløs

Måske fremtræder skildringen af bogens hovedperson netop noget bleg på baggrund af de talrige højstemte lovprisninger. Muligvis har Mr. Harrod ret, når han i forordet siger: No words can recapture the living essence. (Bogen om Birck kan vel heller ikke gire unge læsere et lige så levende indtryk af Bircks personlighed, som det, der bevare6 af dem, der kendte ham i levende live). Kanhænde man også stiller for store krav til Harrod. Når han skal skrive en Keynes-biografi, han stillet på lignende måde som en ung skuespiller, der skal overtage en rolle, som har hørt til en ældre mesters beundrede repertoire. Til sammenligning melder sig uvilkårligt in Biography, blandt hvis forfatters talenter også var det, at han i blændende stil kunne fremtrylle et billede af en fremstående personlighed, ikke ved at blade i et fotografialbum, men ved at give en malers portræt.